Grundglad

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg ikke har haft det nemmeste år her i 2014. 

I November kom den sidste dråbe: Bægret flød over og mit humør dalede gevaldigt. Jeg brugte sådan set al min energi i den måned på ikke at falde ned i et grimt hul og det lykkedes faktisk. Men ikke desto mindre var jeg ikke mit normalt kronisk optimistiske jeg.

Der var flere dage, uger, hvor jeg om morgene vågnede og følte mig fuldstændigt drænet, tom. Jeg kunne ikke se nogen pointe i at stå op, og jeg var træt. Jeg var træt af, at det hele i år bare var op ad bakke og jeg følte, at hver gang jeg bare en smule var kommet op til overfladen, blev jeg skubbet ned igen. Og jeg var træt. Så grundtræt. 

Jeg fik at vide, at jeg måtte ændre min indstilling, for netop tanker som disse var med til at gøre mig endnu mere modløs. Jeg forsøgte at efterleve det, men jeg ville ikke lytte. Livet var uretfærdigt og mørkt og intet i mit liv ville lykkes og de sidste fem år har da også bare været en række nederlag...sagde jeg højt, når nogen spurgte hvordan jeg havde det. Men inden begyndte jeg egentlig at tvivle lidt. For var det hele nu så slemt igen, eller var dette mørkesind et behov for at retfærdiggør, at dele af mit  liv ikke kørte sådan som jeg havde planlagt.

Det skete så den ene dag, hvor jeg fangede mig selv i at skulle til at skrive, at jeg ikke havde det godt. I stedet for at trykke send, mærkede jeg efter og indså, at jo, der var stadig en masse, der skulle ordnes og faldes på plads, men jeg; altså min mave og jeg, vi havde det egentlig ret godt. Resten kom lidt af sig selv. 

Jeg sidder i mit lille køkken i skrivende øjeblik og drikker min morgenkaffe. Grunden til at jeg sidder ned er, at jeg blev opmærksom på en lille kildende følelse i maven, da jeg skulle til at tage et billede af noget ligegyldigt, men som i det øjeblik føltes vigtigt.

Denne følelse i maven er ikke voldsom eller fembrusende på nogen måde. Den snarere gemmer sig et eller andet sted i baggrunden og stråler ud. 

Jeg slukkede musikken og forsøgte at bringe følelsen frem og i et gik det op for mig, at det er følelsen af glæde - af grundglæde. Den der følelse man så tit kan overse, netop fordi den ikke er frembrusene, som for eksempel umiddelbar glæde er. Men ikke destomindre så er det denne følelse, der er det bærende element, den er nemlig grundlaget man kan bygge alt andet godt på. 

Og det er netop hvad jeg er - grundglad. Og det er slet ikke så ringe endda.

Julen - Tiden hvor man giver, men tit glemmer.

Med en ikkedansk og ikkekristen baggrund har julen aldrig været en del af min opvækst og barndom, og selvom jeg har fundet den årlige komsammen med min daværende kærestes familie utrolig hyggelig, så var det en lettelse for mig, da jeg en september-dag flyttede ud af vores fælleshjem og tænkte "aldrig mere julegaver". 

Da klokken så var ved at slå tæt på december, gik det dog op for mig, at julen alligevel var blevet en gammel kending i min sjæl, og at jeg kunne mærke, at jeg nok ville føle mig forkert til mode, hvis jeg skulle tilbringe den alene. 

Nu er jeg jo en af de heldige og velsignede skabninger på denne jord, så mine veninder og deres familier valgte simpelthen at adoptere mig til jul de sidste par år. 

En ting er at opleve den varme og kærlighed at blive inviteret ind i andre menneskers familie i julen, men for mig er det ligeså givende at opleve andre menneskers juletraditioner og får lov at være en del af dem.

Således bled det, at jeg første år holdt jul hos M, hvor familien inviterede mig ind hele juleuge. Den jul fortjener faktisk et helt indlæg for sig for at give den velfortjente plads: Med jule-bag og julehygge d. 23., julegudstjeneste, julemiddag og juleeventyr d. 24, og julefrokoster både 25. og 26. december var det et eventyr for sig. At blive behandlet som deres egen datter og søster er langt mere end noget andet menneske kan ønske sig. 

Sidste år tog Ems' og hendes familie mig under deres vinger. En jul, der på mange måder var helt anderledes end nogen jul jeg havde prøvet før. Men ikke desto mindre en jul som jeg nok aldrig kommer til at glemme. Det var en af de der juleaftener, hvor man griner til man får ondt i maven, hvor ens kjole nærmest krakelerer af al den gode mad, og man bliver så overvældet, at mennesker, der næsten ikke kender en, køber gaver til en fordi "Selvfølgelig skal du have en julegave, kære Erna.".

I år glæder jeg mig, for i år bliver juleaften med min nabo og hendes familie samt svigermor. Jeg glæder mig og er taknemlig for, at der findes mennesker omkring mig, der endnu en gang har overskud til at åbne deres hjem og hjerter for mig. Og selvom julen er kendt for at være hjerternes tid, så har mange en tendens til at blive så opslugt af (familie)traditioner, at de faktisk glemmer, hvad julens reelle budskab er - at give.  

Og netop dette fik mig til at tænke - her dagen inden jul. 

Selvom vi ikke fejrer jul i min familie, så har jeg været så velsignet med mennesker, der har haft så meget overskud og kærlighed, at jeg de sidste 10 år faktisk hvert år har kunne holde jul - med alt hvad det indebærer. 

Jeg har derfor idag bestemt mig for, at dette er den sidste jul som jeg kommer til at holde i "familiens" skød. Ikke fordi jeg ikke nyder denne fantastiske mulighed, der er mig blevet budt det sidste lange stykke tid, men simpelthen fordi jeg har konkluderet, at det er min tid til at give noget tilbage. 

Jeg er i den heldige situation, at der ikke er nogen, der kommer til at savne mig juleaften, derfor har jeg valgt fra næste år at tilbringe mine juleaftener, hvor der er mere brug for mig - et sted; suppekøkken, eller hvor som helst, hvor mennesker, der er knap så velsignede kommer. Jeg er parat til at give af mig selv til dem, der ikke har det som jeg har. 

Jeg er dybt taknemlig for alt det jeg har fået. Jeg takker og bukker ydmygt og dybt. Mit hjerte er mættet og fyldt og jeg er lykkelig.

Glædelig jul