Det kunne være så nemt

Det kunne være så nemt at sige: Jeg hader mænd. Jeg er træt af dem og jeg ønsker, at de aldrig krydsede min vej igen. 

Det kunne være så nemt, hvis bare jeg kunne pakke dem af vejen. Kigge væk; fløjtende gå fobi med næsen i sky. Gå uden om i store cirkulære linier. Fnyse måske let og aldrig kigge tilbage. Det er bare ikke så nemt: For de krydser ens vej om man vil det eller ej, og de efterlader spor. 

Smertende og dybe spor. Spor der brænder som syre, oser som svovl og æder som fosfor. Spor, der får tvivlen frem.

Det kunne være så nemt, og dog er det ikke. For der findes også ham Ole, med de kærlige ord og ham Emir, der har båret mig siden jeg var spæd. Der er Jon, hvis kram ikke kan måles. Og Troels, selvom vor tid er ovre. Og så er der dem jeg ikke nævner ved navn. Dem der lytter og kigger på mig med øjne fulde af lyst og beundring. Dem der ser op til mig og ned på mig. Dem der har stirret ind i mig og igennem mig. Der har set arene, skavankerne, de skæve fødder og tanker og kysset dem blidt og inderligt. 

Alle, der på hver sin facon har gjort sit for, at jeg er blevet den jeg er. 

Dem, der har set mig, før end jeg selv gjorde. Dem der har holdt fast og tålmodigt ventet på, at jeg selv skulle vågne til dåd og indse, hvad jeg altid har været.

Det kunne være så nemt, og dog gør jeg det ikke. Tvært imod er jeg taknemlig og jeg elsker en og hver af jer. 

Også Denne Morgen Var Det Lyden af Mit Hjerte, Der Vækkede Mig

Jeg kiggede ud over søen og Københavns mangefarvede huse. Og sukkede så stille som muligt i håb om, at han ikke ville høre det. 

Vi sad skræmmende tæt på hinanden og et øjeblik aede han min kind smilende, men kun et øjeblik. 

Jeg kiggede på ham i håb om at læse noget i hans blik, finde noget i hans øjne. Noget han måske havde undladt at fortælle mig. Men der var ikke intet at se. 

Forårssolen var ved at gå ned og det stadigt fugtige græs føltes kølig under mig, jeg skuttede mig, men ville ikke væk. Jeg ville have det sidste med. Et sidste blik, berøring, suk. Jeg forsøgte at indsnuse det hele, måske som et sidste desperat forsøg på beholde ham inde i mig.

Solen gled over horisonten- om bag Københavns mangefarvede huse, og vi lå tæt sammen, der på det stadigt fugtige græs. 

Og alligevel var noget forkert ved dette billede, for vi var ikke ment for hinanden og dette billede burde have været i et andet liv, i en anden skæbne.

At skrive om ikke at kunne skrive. Og så lidt om mænd, naturligvis

Jeg kigger lidt tilbage på, hvad det er jeg egentlig plejede at skrive om. Og jeg kan simpelthen ikke finde hoved og hale i det. 
Jeg forsøger at finde de gode ideer frem. Forsøger at være kvik og vittig og sjov, men der er bare stille inde i mit hoved.
Joh jeg kunne fortælle om alle mine udskejelser de sidste måneder. Alle mine eskapader med diverse af Hovedstadens mandspersoner, men der er to årsager til, at jeg ikke gør det. 1. der er ikke plads på hele internettet, 2. jeg skal helst værne om mit rygte som pæn pige.

Så dem får i ikke.
Det er også alligevel så rodet, at selv jeg kan ikke finde hoved og hale i det.

Jeg kan kaste en opskrift i hovedet på jer?

Mit liv føles bare på så mange punkter så stabilt, at jeg nærmest kunne være i zen.
Ellers også er det bare så kaotisk, at manglende indsigt blot er en forsvarsmekanisme, så jeg ikke går i spåner over at være single, gammel og stadig studerende.

Forleden var jeg hos Hjerning, min hjernevrider. Vi snakkede om mine mænd. Ja, noget skal vi jo tale om, nu jeg ikke er syg mere, og jeg stadig har timer tilbage.
Og efter to års terapi kom det endelig - "Det virker som om du finder mænd, der minder meget om din far."
Jeg var ved at få min tung galt i halsen. "Undskyld hvad?"
"Jo det ser ud til, at du vælger mænd, der ikke hører efter, hvad du siger. Du fortæller udtrykkeligt, hvad du vil have, og alligevel er det som om de ignorerer dine ønske."
"Undskyld hvabehar?"
"Jo f.eks, selvom du beder din far om ikke at købe frugt til dig, så gør han det alligevel. Han lytter ikke til dine ønsker."
Jeg sad bare i hans lyse sofa og blev stille og roligt kvalt i min egen tunge.


Et gennembrud uden lige. Og et noget bedre udgangspunkt for min fremtidige mandesøgen end min første ide - at ignorere alle de mænd jeg bliver tiltrukket af.






(Til alle dem, som tror, at jeg bruger tid på at blogge i stedet for min opgave, så er dette skrevet i sidste uge. )

Silhuetter fra en drøm

Igår nat ville min krop ikke falde til ro, så mens jeg med halvlukkede øjne lå i mørket, kom dé ud af mørket.

En efter en... mænd jeg har kendt, elsket og været elsket af.

Jeg har været forelsket mange gange - et utal.

Hvor mange gange har jeg ikke sukket og grædt mig selv i søvn med et smertende bryst, på grund af de mænd, jeg ikke kunne få. Jeg længtes og ønskede og higede.

"Hvorfor vil han ikke have mig", spurgte jeg stjernerne og bøgerne. Men jeg så ikke, ej hellere værdsatte jeg, de samme blikke, der længtes efter mig.

En solskinsdag, da en af mændende fortalte mig, hvor forelsket han havde været i mig, gik det op for mig, at jeg kun ønskede det jeg ikke kunne få. Jeg var så optaget af det, at jeg overså alt andet. Jeg koncentrerede hele min væsen om dét, til jeg fik det.

Da jeg havde det i min hånd, smed jeg det væk.

Min store drøm var, at en mand skulle erklære mig sin udødelige kærlighed. Og ligegyldig, hvor mange gange det skete, så jeg det ikke. Når jeg endelig så det, forsvandt min lyst, både til manden og kærligheden.

Jeg ligger her i mørket, værelset - kun belyst af det elektroniske skær. Og jeg kan se dem alle for mig.

Den høje sygeplejer med de blå øjne og de stærke arme. Hans billede er noget sløret, men det er vel også 20 år siden han sidst løftede mig fra briksen over på sengen.

Min første kærlighed er der også. Hans legen med mig. 4 år, før han pressede mig op ad køkkenbordet og jeg endelig lokkede et kys fra hans læber. Da han slog op, sagde min far, at jeg endelig var voksen.

Og den lille dreng med de brune øjne, som jeg skrev digte til og som jeg sneg mig ud til i de kolde efterårsaftener. Han fik æren og knuste mit hjerte som den første.

Ham som ligger ved min side lige nu, står der også og får mig til at smile. Får mig til at boble.

Jeg kan heller ikke glemme den forvoksede knægt, der ville mig for meget, og derfor erklærede mig sin kærlighed to uger efter, midt på en mørk plads. Det var stadig vinter og han dukkede frem fra mørket. Jeg vendte ham ryggen og gik min vej. Rygterne siger, at han stadig taler om mig.

Drømmeren er der også. Drømmeren, der drømte. Drømmeren, der drømte måske lidt for meget, for det var så farligt at begive sig ud af drømmen vi havde skabt.

Hvor kunne jeg dog glemme min blåøjede engel. Der forsikrede mig om, at jeg var levende, og sammen med et kys gav mig en mønt til ønskebrønden.

Og så er der den ene der. Den ene der aldrig turde. Han er der også. Den ene, som jeg med tynget hjerte var nødt til at vælge fra. Den ene, som jeg har lært mig selv ikke at tænke på mere. Han er der også. Den ene som jeg tvang mig selv til ikke at elske mere. Han står der også... Han er der stadig fordi spørgsmålet stadig nager mig - hvorfor tog han mig, men gav mig ikke det jeg higede efter?

Måske så han bare ind i mig. Så mit inderste væsen, og vidste, at han ville miste mig, hvis han gav sig. Måske var vi bare lige stædig, og stolte - straffen er en anderledes skæbne et liv, der udviklede sig. En skæbne jeg idag ikke ville ændre. Kun svaret søger jeg hos ham...

De står alle der i mørket og smiler til mig, enkelte med sørgmodige øjne.