Det kunne være så nemt

Det kunne være så nemt at sige: Jeg hader mænd. Jeg er træt af dem og jeg ønsker, at de aldrig krydsede min vej igen. 

Det kunne være så nemt, hvis bare jeg kunne pakke dem af vejen. Kigge væk; fløjtende gå fobi med næsen i sky. Gå uden om i store cirkulære linier. Fnyse måske let og aldrig kigge tilbage. Det er bare ikke så nemt: For de krydser ens vej om man vil det eller ej, og de efterlader spor. 

Smertende og dybe spor. Spor der brænder som syre, oser som svovl og æder som fosfor. Spor, der får tvivlen frem.

Det kunne være så nemt, og dog er det ikke. For der findes også ham Ole, med de kærlige ord og ham Emir, der har båret mig siden jeg var spæd. Der er Jon, hvis kram ikke kan måles. Og Troels, selvom vor tid er ovre. Og så er der dem jeg ikke nævner ved navn. Dem der lytter og kigger på mig med øjne fulde af lyst og beundring. Dem der ser op til mig og ned på mig. Dem der har stirret ind i mig og igennem mig. Der har set arene, skavankerne, de skæve fødder og tanker og kysset dem blidt og inderligt. 

Alle, der på hver sin facon har gjort sit for, at jeg er blevet den jeg er. 

Dem, der har set mig, før end jeg selv gjorde. Dem der har holdt fast og tålmodigt ventet på, at jeg selv skulle vågne til dåd og indse, hvad jeg altid har været.

Det kunne være så nemt, og dog gør jeg det ikke. Tvært imod er jeg taknemlig og jeg elsker en og hver af jer. 

Lænestolen med Roserne

Jeg var ikke et stille barn som sådan, jeg var blot opdraget til at være høflig og sød.

Jeg havde aldrig behov for at skændes med jævnaldrende, eller føle, at jeg skulle passe ekstra meget på mit legetøj. Der var ikke mange børn i mit nabolag og de fleste var drenge, så jeg blev vel egentlig behandlet som en lille prinsesse.

Jeg brugte utrolig meget tid på hospitaler og på grund af min yderst sjældne sygdom oftest på voksenafdelinger, så jeg havde det mildest talt som blommen i et æg. Alle elskede mig og så mig som en dyrbart dråbe vand på en hed sommerdag.

Jeg elskede det naturligvis, og de få gange jeg var tvunget til at være indlagt på børneafdelinger hadede jeg det.

Børneafdelingerne i ex-Jugoslavien er ikke helt det samme som her i Danmark. Men det er et anden og noget mere traumatisk minde.

Jeg var egentlig sådan en, voksne elsker. Nuttet, syg, tapper og fandens gammelklog.

Til jeg var otte år var min jævnaldrende omgangskreds ret snæver, især fordi jeg kun nåede at gå i skole i Bosnien i et års tid, før krigen brød ud og vi skulle flygte.

Derfor da jeg kom til Danmark og vi flyttede ind i flygtningecenter, var det noget af et kulturchok for mig.

Vi boede i et internationalt flygtningecenter, hvor mennesker fra alle verdens lande var samlet- et gammelt plejehjem i Mørke i Jylland.

Der var så mange mennesker, og så mange børn. Mennesker fra over det hele. De mennesker skabte stemningen i dette hjem og hvor blev det en fordærvet stemning. Hvor blev det et fordærvet sted.
Det var et sted, hvor tiden stod stille, og hvor drømme gik i dvale. Selv børnene var fordærvede og ondskabsfulde- både mod hinanden, men også mod mig.
Måske var de ondskabsfulde mod mig, fordi jeg ikke kunne sproget - hverken dansk eller engelsk.

Naturligvis var der enkelte som jeg har gode minder om: David, Sasha og en pige jeg ikke kan huske navnet på mere. De tog sig af mig. Måske fordi de var russere og vi kunne kommunikere lidt.

David og Sasha kom endda op at slås på grund mig. De ville begge være mine kærester. Selv var jeg forelsket i David. Han var blid og rødmede, når vor blikke mødtes. Og Sasha, Sasha var så tapper og modig, han var grov og han stjal et kys fra mig en dag. Han havde blå øjne og lyst hår. Han boede der sammen med sin mor.

Men de andre børn… Ih guder,  hvor var det skræmmende. Især var Dzemila, en pige fra Kosovo grusom. Jeg tror hun hadede mig, fordi hendes far forgudede min lillesøster. Hun og en anden pige, Rositta, var nok et par år ældre end mig. De rottede sig imod mig og gjorde det, piger er bedst til - at lukke ude.

Jeg kan huske en hændelse mod slutningen af foråret.

Det havde regnet hele dagen, men hen mod aftenen blev der sådan et fantastisk solskinsvejr. Den dag begav vi os op mod Bakken bag ved vores flygtningecenter. Bag ved vindmøllen og det lille skovbryn, og midt i det hele, foran et lille hus stod den, i mine øjne, smukkeste stol jeg nogen sinde havde set. Den var råhvid og med store roser over det hele. - (Hvor er jeg dog glad for, at jeg var så lille - for hvordan udtrykker man glæde og begejstring, når man ikke behersker sproget og ordene?). Jeg ville nok have givet alle mine dukke og bamser for den stol. Hvis jeg havde turdet, så havde jeg slæbt den med mig og jeg ville have beholdt den for evigt.

Vi stod og kiggede lidt på den og rundt omkring, men bestemte os hurtigt for at gå tilbage.

Pludselig en dag stod stolen i flygtningecentrets baggård. Jeg kiggede på den, men kun fra afstanden, for jeg kunne se Dzemila og Rositta sidde i den som om de ejede den.

Jeg turde ikke at gå over til dem, for Rosittas lillebror havde nogle dage for forinden kastet en tennisbold efter mig, hvilket for mit vedkommende resulterede i en blå læbe og for hans et ømt øre - forårsaget af min far. Med andre ord var jeg så lidt populær som jeg nogen sinde havde været.

Forældre har aldrig forstået den jungle børn befinder sig i. De tror, hvis de en gang tvinger bøllerne væk, at de så faktisk bliver væk og at alting bliver bedre.

Jeg ved godt, at min far gjorde det, fordi ingen skulle gøre mig ondt igen, men hvor forbandede jeg ham tit. Det eneste jeg jo ville var at passe ind.

Jeg kiggede på stolen og de to piger. Da de så mig hviskede de noget til hinanden, rejste sig op af stolen og pludselig begyndte de at smide mudder på den grinende.

Jeg tog  mod til mig og gik hen til dem – ”Why do that?” Spurgte jeg på engelsk som jeg havde opfanget i de par måneder vi havde boet der – ”Because”, svarede Rositta med et smil på læben.

Jeg forstod ikke, hvorfor de ødelagde stolen, så jeg gik min vej. Men jeg huskede ordet og kort tid efter fandt jeg ud af, hvad det betød. Because… Fordi....  Fordi hvad? Fordi de havde lyst, eller fordi de kunne tillade sig det.

Jeg glemmer aldrig den smukke lænestolen.

Når jeg tænker tilbage til den periode i det center, kan jeg ikke andet end tænke, at jeg må have følt mig så ensom.

Men jeg kan ikke huske en følelse af vemod. Det er nok nærmere kedsomligheden jeg kan huske fra de perioder, de voksne havde travlt i. Som altid var jeg det mest populære barn blandt voksne. Og de mennesker, der arbejdede forgudede mig. Jeg fik altid et noget længere snor end nogen anden i det center, og jeg ville da lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke nød det.

Jeg gik meget for mig selv, men følte mig aldrig alene, måske fordi mine forældre og dem, der var tæt på, altid vågede over mig, som den dråbe vand man våger over på en hed sommerdag...

Historien om Nietzsche og Gud

De sidste dage har budt på hovedrengøring og sortering af crap jeg har formået at samle de sidste fem år, som jeg har brugt i denne lejlighed.
Jeg har bl.a sorteret i mine sko, hvor jeg fandt et par, som jeg havde glemt, at jeg havde. Men sikk'en lykke det bragte i det lille skohjørne, da de sådan lyste sådan gult op.
Jeg ved præcis, hvad jeg vil have dem på til.
Med mine nye sorte cigaretbukser, jeg fik købt i sidste uge, og en sort strikbluse, vil et sådan par gule wedges som disse er, være perfekte.

Anyways dagens projekter var:
1. Sortering og oprydning af tøj.
2. Sortering af mine Go-Cards, som jeg efterhånden har samlet på i 10 års.

På grund af dovenskab lavede jeg om på rækkefølgen og valgte at ordne Go-Cards først. (Tøj er uoverskueligt og Go-Cards kan ordnes i sofaen.)

Jeg har en stor kurv, fyldt med Go-Cards som jeg har samlet igennem årene og midt i det hele stod det sjoveste, jeg nogen sinde har haft mellem mine hænder lige der foran mig og lyste neongrønt: Historien om Nietzsche og Gud. (Undskyld mig, men hvad skete der egentlig for Nietzsches og valg af navn? Jeg troede, at numerologi var en ny opfindelse.)

Anyways, billedeteksten taler for sig selv.

"A woman who changes here hair, is about to change her life"

Det sagde Balsan til Gabrielle, lige inden hun fik at vide, at Boy havde været ude for en ulykke. Og lige før den allerstørste omvæltning i hendes liv.

Ja, jeg har lovet at vende tilbage med indtryk fra filmen. Men det er lidt svært at skrive om noget som ikke gør særlig indtryk.

Jeg kom, typisk for mig, 10 min i filmens begyndelse og var total rundt på gulvet. Købte hurtigt et stykke chokolade, og befandt mig inde i Grand i drømmeposition. Siddende i lækker vintage uldkjole, høje sko, samt chokolade og hjemmelavede romkugler på gaflen.

Stadig idag drømmer jeg mig væk i alle disse romantiske pigeeventyr og tænker på, hvordan det mon var dengang.

Mit drømmesyn om dage, hvor mænd var mænd og kvinder blev behandlet som de skønne væsner de de nu engang er.

Coco Chanel befriede kvinden for korsettet, og for at hylde hende havde jeg påført mig den krydrede og over-the-top Chanel no. 5. Lettere bevidst valgte jeg at tage et par tykke strømper på, og ikke mine smukke vintage Dior, for Christian Dior var trods alt manden, der i sin tid (efter 2. Verdens Krig) satte kvinden tilbage på piedestalen. Og naturligvis afsluttede jeg det hele med at tage min halskæde af og kun beholde perleøreringene, inden jeg trådte ud af døren.

Omend Coco Chanel nedbryder det mit drømmesyn indeholder, så skal hun stadig hyldes. For hun var kvinden, der gjorde det umulige, hun fik succes som designer - en yderst mandsdomineret verden dengang.

Hele pointen med dette indlæg var jo filmen, så jeg må hellere vågne op, og vende tilbage til 2009 og tilbage til "Coco før Chanel".

Hvis man ønsker at se den film, så synes jeg helt klart, at den skal ses i en af de små biografer, det bidrager til atmosfæren og gøre det hele mere indbydende.

Selve filmen, ja...

Når de siger Coco før Chanel, så mener de det i bogstaveligste stand. Hvilket jeg synes er helt fint, da hele hendes fortid netop er skyld i, at hun blev som hun nu en gang var.

Det som jeg synes var meget ærgerligt, er at man mest har koncentreret sig om den periode, hvor hun levede hos Balsan, og hvor hun møder Boy. Filmen varede i knap to timer, men alt det før og efter Balsan er overstået på knap 30 minutter. Hvilket egentlig er synd, for det gør filmen meget ensporet.

Derudover, så var jeg dybt skuffet over Tautous præstation. Jeg følte mig ikke fanget af hende. Hun manglede simpelthen gennemslagskraft. Desuden ser hun efterhånden ret afpillet ud, og ydede ikke Coco Chanel nogen form for retfærdighed. Coco var meget mere distinkt og ud fra billeder jeg har set, virkede hun som en hård og bestemt kvinde, men Tautou fik hende til at ligne en fortabt lille pige.

Der var dog stærke scener, f.x hvor Balsan erklærer hende sin kærlighed og fortæller, at Boy skal giftes med en engelsk kvinde. Desuden var samtlige scener, hvor man ser hende tegne mønstre og klippe i stoffet, yderst stærke. Der var så meget power i den måde det blev filmet på, og måden scenerne var klippet, at jeg blev helt opstemt, og virkelig grebet af stemningen og entusiasmen i hendes fingre og hænder.

Alt i alt en udmærket film. Jeg føler i hvertfald ikke, at mine penge var spildt. Men der skulle have været noget mere handling efter min mening. En fin solid film, men den mangler simpelthen kant.

Jeg glæder mig dog til januar og til den anden film om Coco, der hedder "Coco og Igor". Ifølge anmelderne skulle den også være lidt tynd. Men nu må vi se. Desuden er det Mads Mikkelsen, der spiler Igor Stravinsky. Jeg glæder mig til at se hans præstation.

Jeg giver "Coco Avant Chanel" 3 ud af 6 dukker.