Julen - Tiden hvor man giver, men tit glemmer.

Med en ikkedansk og ikkekristen baggrund har julen aldrig været en del af min opvækst og barndom, og selvom jeg har fundet den årlige komsammen med min daværende kærestes familie utrolig hyggelig, så var det en lettelse for mig, da jeg en september-dag flyttede ud af vores fælleshjem og tænkte "aldrig mere julegaver". 

Da klokken så var ved at slå tæt på december, gik det dog op for mig, at julen alligevel var blevet en gammel kending i min sjæl, og at jeg kunne mærke, at jeg nok ville føle mig forkert til mode, hvis jeg skulle tilbringe den alene. 

Nu er jeg jo en af de heldige og velsignede skabninger på denne jord, så mine veninder og deres familier valgte simpelthen at adoptere mig til jul de sidste par år. 

En ting er at opleve den varme og kærlighed at blive inviteret ind i andre menneskers familie i julen, men for mig er det ligeså givende at opleve andre menneskers juletraditioner og får lov at være en del af dem.

Således bled det, at jeg første år holdt jul hos M, hvor familien inviterede mig ind hele juleuge. Den jul fortjener faktisk et helt indlæg for sig for at give den velfortjente plads: Med jule-bag og julehygge d. 23., julegudstjeneste, julemiddag og juleeventyr d. 24, og julefrokoster både 25. og 26. december var det et eventyr for sig. At blive behandlet som deres egen datter og søster er langt mere end noget andet menneske kan ønske sig. 

Sidste år tog Ems' og hendes familie mig under deres vinger. En jul, der på mange måder var helt anderledes end nogen jul jeg havde prøvet før. Men ikke desto mindre en jul som jeg nok aldrig kommer til at glemme. Det var en af de der juleaftener, hvor man griner til man får ondt i maven, hvor ens kjole nærmest krakelerer af al den gode mad, og man bliver så overvældet, at mennesker, der næsten ikke kender en, køber gaver til en fordi "Selvfølgelig skal du have en julegave, kære Erna.".

I år glæder jeg mig, for i år bliver juleaften med min nabo og hendes familie samt svigermor. Jeg glæder mig og er taknemlig for, at der findes mennesker omkring mig, der endnu en gang har overskud til at åbne deres hjem og hjerter for mig. Og selvom julen er kendt for at være hjerternes tid, så har mange en tendens til at blive så opslugt af (familie)traditioner, at de faktisk glemmer, hvad julens reelle budskab er - at give.  

Og netop dette fik mig til at tænke - her dagen inden jul. 

Selvom vi ikke fejrer jul i min familie, så har jeg været så velsignet med mennesker, der har haft så meget overskud og kærlighed, at jeg de sidste 10 år faktisk hvert år har kunne holde jul - med alt hvad det indebærer. 

Jeg har derfor idag bestemt mig for, at dette er den sidste jul som jeg kommer til at holde i "familiens" skød. Ikke fordi jeg ikke nyder denne fantastiske mulighed, der er mig blevet budt det sidste lange stykke tid, men simpelthen fordi jeg har konkluderet, at det er min tid til at give noget tilbage. 

Jeg er i den heldige situation, at der ikke er nogen, der kommer til at savne mig juleaften, derfor har jeg valgt fra næste år at tilbringe mine juleaftener, hvor der er mere brug for mig - et sted; suppekøkken, eller hvor som helst, hvor mennesker, der er knap så velsignede kommer. Jeg er parat til at give af mig selv til dem, der ikke har det som jeg har. 

Jeg er dybt taknemlig for alt det jeg har fået. Jeg takker og bukker ydmygt og dybt. Mit hjerte er mættet og fyldt og jeg er lykkelig.

Glædelig jul

Juleaften er som et stykke cognacfyldt chokolade

Juleaften er som et stykke cognacfyldt chokolade, man ved, hvad man får og alligevel æder man det. 

Den er ligesom chokoladen pakket fint ind, man lokkes at det lysende papir, man dufter til chokoladen, bidder og fortryder, når cognacen rammer tungen. 

Ja ok, man skal nok ikke være cognac elsker, hvis man skal kunne følge denne tankegang.

Forstår mig ret, jeg synes jul er hyggeligt og jeg juler hele december og jeg bager og jeg hygger, men alle disse ting er for mig ikke kun forbundet med en højtid. 
Jeg mener ikke man kun kan lave risengrød i december - Jeg er en forbandet perle, der elsker risengrød så meget, at jeg også laver det midt om sommeren. 

Og jeg spiser kirsebærsauce på pandekager eller på andre uhellige måder, bare fordi jeg kan lide det. Så jeg forstår ikke helt det store ståhej omkring den ene aften af året, hvor alt skal være på en bestemt måde.

Jo, and smager godt og det smerter mig, at man kun åbenbart må spise det til Mortens Aften og til Jul . Men jeg spiser and mere end een gang om året. Netop - fordi jeg elsker and! Og så sent som forrige år fik jeg en forfærdelig lyst til brunede kartofler og rødkål, så T blev sendt på jagt midt i marts.

Det der egentlig fik mig til at skrive dette indlæg, var en diskussion i sengen sidste nat, hvor jeg på grund af feber ikke vidste helt, om jeg kunne overskue en tur til Lyngby inkl. overnatning idag.

T var meget påståelig og mente, at det var synd, at jeg var alene juleaften.

Da jeg prøvede at forklare, at juleaften ikke betød noget for mig, ville han ikke forstå. Han mente, at selvfølgelig betød juleaften noget for mig, for det gør den for alle. Forgæves sagde jeg, at jeg synes, at især juleaften er kedeligt forudseligt og ligegyldigt, men nop "I mit hjerte elskede jeg julen" - Spørgsmålet, der blev ved med at dukke op er, hvorfor i himlens navn skulle jeg gøre det? Den eneste grund, til at jeg holde juleaften, er fordi jeg, af den dårlige samvittighed T og hans familie giver mig, er tvunget til det. 

Altså, jeg kan godt lide at jule og synes lysene i december er både dejlige og tiltrængt, men jeg ser bare juleaften som et kæmpe antiklimaks, hvor alt holder op, og vi skal stadig igennem januar og februar, for at nå til foråret.

Jeg vil da også gerne have maden og gaverne - især gaverne og and og ris a la mande, men det med at danse omkring et træ, at se Disneys Juleshow og finde mandelgave og deslige, betyder ikke noget for mig. Jeg bliver svimmel af at danse omkring juletræet og mandelgaven er alligevel altid et eller andet crap, som bliver fundet for en ti'er i Gorillaen eller Tigeren.

Om jeg er med til juleaften eller ej er fuldkomment ligegyldigt for mig. Måske fordi jeg ikke er vokset op med de traditioner.  Jeg forstår ikke pointen i at danse omkring et træ. Det er jo et træ for pokker! Et træ…  

Eller at se de samme klip af de samme tegnefilm år efter år, efter år Jeg vil hellere se hele tegnefilmen, og så er jeg faktisk slet ikke vild med Anders And og Chip og Chap. Og musene i Askepot er den kedeligste del i en af mine ellers yndlingstegnefilm.

Det jeg egentlig undrer mig mest over er, hvorfor jeg ikke må sige, at jul ikke betyder noget for mig, når det nu ikke betyder noget?

Lige det sidste sure opstød før jeg wrapper op-

Jeg synes, at de klip medier i år har haft fremme, med at flere og flere muslimer holder jul, er direkte forkastelige og dybt foragtelige. Jeg ser det ikke som en del af integrationen, men som leflen for DF - "Se os, se os! Se hvor danske vi er, vi holder også jul, fordi vi er så danske." 

Fint hold i bare jul, men lad dog være med at skilte med det. DF vil stadig ikke kunne lide jer for i har en forkert farve og nationalitet- og ligegyldig hvad i gør, så vil i være "de andre".

Som sagt; Julen er som et stykke cognacfyldt chokolade; smukt pakket ind, lokkende og sød udepå, men bitter inden i.

Jeg gider ikke fejre julen, bare fordi jeg bor i et land, hvor den skal fejres.

Glædelig Jul! Og glæd jer til nytårsindlæg, for dét er min højtid!

Små, men gode

I år er julegaverne, rent fysisk, små, hvilket er superrart, da vi i aften tager op til Nykøbing Sj. for at fejrer jul. (Jeg vejer stadig for og imod, da jeg er stresset, og ikke kan overkomme to dage med ultraintens hygge).

Men gaverne er små, så jeg skal i hvertfald ikke tænke på at de fylder meget. De er stadig gode, og jeg glæder mig til folk åbner op for de vidundere, vi har fundet frem til dem.

Jeg er tilfreds med årets gavekøb, men det er stadig ikke ensbetydende med, at jeg er blevet glad for julen!

Fra en nedsmeltet hjerne til alle de andre nedsmeltede hjerner, glædelig jul, og vi ses på den anden side af andestegen.