Villa - Vila

Når jeg fortæller, at jeg kom til Danmark som otteårig uden at kunne et eneste ord dansk (obviously), eller andet fremmedsprog, bliver folk altid forundret over, hvor god jeg er blevet til sproget sidenhen.
For mig er det en selvfølge; Hvis man bor i et land, så lærer man sproget så godt man kan. Og netop dette har jeg altid bestræbt mig på. Ikke desto mindre, så var det ikke nemt.  Selvom jeg var rigtig dygtig til at opfange sproget og allerede som niårig oversatte for mine forældre og deres venner, så har der været mange barrierer undervejs.

Så sent som i sidste uge kom jeg til at tænke på en hændelse fra min tid i et flygtningecenter i Ommestrup ved Mørke i Jylland. Vi havde en lille aktivitetsskole, hvortil der var knyttet en lærer, eller pædagog til ved navnet Mikkel eller Michael... Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at han underviste os i dansk og tog os på ture. Jeg husker, at han var tynd, høj, havde gråt hår, og noget mørkere 90'er overskæg. Sådan et, der er fladt og gå lige over overlæben og ikke er særlig prægtigt. I sommerperioden var han altid iført meget kort-afskårne cowboyshorts og en blå skjorte i tyndt udvasket cowboystof.

Jeg kunne godt lide denne sære mand, der brugte rigtig meget tid på os. Jeg nød de dage han var der og underviste os. Han gav os sjove opgaver og på en sær måde formåede jeg uden ord både at tale til ham og forstå ham.

En dag spurgte jeg, hvor han boede. Han fortalte mig, at han boede i en villa. Vi blev enige om, at jeg skulle tegne en villa til ham, hvis han tegnede en til mig og så ville vi bytte tegningerne dagen efter. Jeg var spændt på opgaven.

Det skal dog så siges, inden vi gå videre med historien, at på bosnisk betyder vila - med et l - en fe. Ja, sådan en mytisk fabelskabning som kan trylle og som jeg faktisk var meget betaget af dengang jeg var lille. En villa med to l'er har jeg aldrig hørt om før Så jeg blev forundret over dette vidunderhus, der var formet som en fe.

Sådan sad jeg så efter timerne på det lille værelse som hele min familie boede i, og forsøgte at tegne et hus, der var formet som en fe. Jeg syntes selv, at det lykkedes meget godt. Bl.a. var hende hat et tårn, og øjnene var vinduerne, hvor prinsessen kunne bo. Stuen  var i maven og trappen op til selve huset var hendes ben.

Næste dag, da tegningerne skulle udveksles, stod jeg lidt forundret tilbage ved synet af et hvidt hus på to etager med fine vinduer en vid trappe op til hovedindgangen og træer i hver side af huset
Jeg forsøgte ihærdigt at tolke en fe ind i tegningen og det lykkedes til dels, men min skuffelse var svær at skjule, for det var jo slet ikke et fe-formet hus han boede i.
Jeg kan ikke huske, hvad der blev sagt til min tegning, men den blev sat op på væggen. Samtidig lærte jeg også, at man bor i en villa og min lærer lærte at en fe på bosnisk er en vila med et l.

Perspektiv

Jeg vågnede imorges, alt for tidligt, men i stedet for at vende mig om på den anden side og sove videre, bestemt jeg mig for at ordne et par praktiske ting i Dukkehuset som jeg normalt ikke lige har tid til og som jeg som regel glemmer i løbet af weekenden, fordi jeg mest af alt forvandler mig til en zombie, ligeså snart klokken slår 19.01 fredag aften. 

Så jeg stod op der kl 6.30 og gik ellers igang med diverse praktiske gøremål så som at støve af, rydde op, flytte rundt og afkalke, jeg er trods alt åndsnærværende nok til at huske, at man ikke må støvsuge så tidligt om morgenen på en hverdag, så det undlod jeg pænt at gøre. 

Da jeg har havde været hele lejligheden igennem hoppede jeg i bad. 

Jeg havde godt set efterhånden i et par uger, eller mere, at mit afløb klagede og nok snart skulle renses, men da det er absolut min hadetjans, har jeg pænt ladet som om det på magisk vis ville ordne sig selv. 

Der stod jeg så, under det varme vand, og førte diverse diskussioner med mig selv, da jeg bemærkede, at vandet omkring mine fødder var ved at være godt dybt. Jeg kiggede uden for brusekabinen og så, at hele mit moderniserede  Københavnerbadeværelse var oversvømmet - vandet fossede op fra alle sider og jeg fik lyst til at slå på noget, eller græde... eller ringe efter min far. 

I stedet skyldede jeg diverse produkter af mig, slukkede vandet og gloede på et gulv, der snildt kunne have været en scene i "Sharknado". 
Bandende og svovlende pakkede jeg mig ind i et håndklæde og gik igang med at rense det skideforbandedeafløb som da absolut skulle flyde over idag. 
Jeg fik styr på det meste, men ikke desto mindre var jeg stadig så frustreret, at jeg var ved at koge nok over, til at jeg skulle dele min frustration med resten af min omgangskreds på Facebook, naturligvis. 

Stadig kold og våd, nu både af vand og sved, med dråber dryppende ned af mig, marcherede jeg ud i køkkenet og skulle til at dele mit firstworldproblem med resten af verdenen. Da fangede mit blik en update fra en af mine kære venner over fra USA. 

Mens jeg havde stået og taget mig af mit afløb her i det lille trygge Danmark og havde udsendt alverdens eder mod den uretfærdighed som absolut skulle ramme mig, var han blevet berøvet midt på gaden.  
"Just got robbed for 200 dollars […] I’m just gonna keep packing my stuff and hope it doesn’t get stolen while I’m moving. This city is filled with scum of the earth and angels. It will teach you lesson after lesson [...].” stod der.

Og så blev jeg slået i hovedet. Reality check. Perspektiv. Røde kinder. Skam... Jeg sank en klump, slettede mine eder som jeg var ved at sende på min offentlige wall på Facebook, bed mig selv i læben og skrev til ham for at høre om han var ok. 
"Jo jo, dette var jo hverdagen. I det mindste var der ikke anmeldt nogen voldtægter idag." Hvad skulle jeg gøre? Sende en ked-af-det-smiley? "Fantasia, hvor djævle og engle mødes - New Orleans." afsluttede han inden jeg nåede at reagere. 
Jeg sagde, at jeg var bekymret, at han måtte passe på sig selv. Det lovede han. Jeg fortalte, at sidste gang jeg tabte min pung, så kom den tilbage med posten, men at min 10'er var væk. Jeg sagde: "Vi lever i to forskellige verdener." Han sendte mig en smiley og sagde: "Det er derfor jeg ikke er bekymret for dig i mine vågne timer.".

Jeg har altid vidst, at vi i Danmark, om måske ikke er forkælede, så i hvert fald er priviligerede. Jeg er ikke bange for at gå, eller cykle de 800 meter fra stationen og op til mit Dukkehus. Jeg er ikke bange for, hvis jeg bliver syg, om jeg får mulighed for pleje. Jeg ved, hvis jeg løber tør for medicin, så går jeg på Riget og får mine depoter genopfyldt - gratis. Jeg kan sidde på 7. år på universitetet og nørkle med noget så specifikt som kønsstudier og alt imens får jeg penge til det. Måske ikke mange, men stadig penge... 

Jeg har vidst, og jeg har værdsat denne priviligerede, forkælede, tilværelse, for i modsætning til mange andre, så er jeg ankommet til dette land og skylder mit liv til det. Men jeg er stadig et menneske, og jeg er blevet forvænt,  jeg er blevet forkælet og nogen gange glemmer jeg, hvordan virkeligheden faktisk er. 

Jeg gik ud af køkkenet og ind i mit soveværelse. Jeg gjorde mig klar til dagen og bevægede mig ud i min lilleputvirkelighed, dog med en følelse af taknemlighed over, at afløbet faktisk var mit og at ingen kunne tage det fra mig, om ikke andet så fordi det sidder fast i mit Dukkehjem.

20 År Siden

Idag er det præcis 20 år siden.
---

Vi sad i bussen som havde hentet os ved havnen. Idag kan jeg ikke huske, hvilken havn det har været, men korridoren vi langsomt bevægede os igennem, var fyldt med mennesker og var oplyst med stærkt og køligt lys.
Jeg kan huske, at vi blev modtaget af en masse politi med store hunde i snor. Med et barns nysgerrighed ville jeg gå over mod hundene, men min mor tiggede mig om at blive hos hende. Jeg stoppede op, for hendes stemme gennemborede mig som tusinde knive. Jeg vendte mig om og kunne se hendes blege ansigt og angsten, der tegnede sig i det, så jeg gik tilbage.

Vi blev standset. Vores pas blev taget fra os, og vi blev adskilt fra min far. Da de tog ham, blev jeg bange, jeg havde lige fået min far tilbage efter syv måneders adskillelse og havde svoret, at jeg aldrig ville skille mig fra ham igen og nu var han i en anden kø. Jeg holdt nu hårdere fast i min mors blusekant. Hun kiggede ned på mig og mumlede et eller andet, måske tyssede hun endda på mig. Jeg rystede og kunne nu igen mærke mit knæ gøre ondt - i al spændingen over, at det blev Danmark vi endte i, havde jeg helt glemt min smerte fra tidligere.
Min mor kiggede ned på mig igen og sagde, at vi næsten var der, og faktisk var vi.

Vi måtte have været noget af et syn; en flok trætte, forfrosne, pjaltede mennesker, der forgæves forsøgte at bibeholde en slags selvværd - og respekt, mens vi tiggede om frelse i et fremmed land. 
Og måske havde politimændende i virkeligheden ondt af os og var der kun, fordi det var deres pligt. Jeg ved det ikke.

Vi sad jo der i bussen som havde hentet os ved havnen. Vi var blevet forenet med min far og jeg sad ved siden af ham. Jeg beundrede bussens interiør, der både bestod af bløde sæder, fjernsyn og sågar et toilet. Den bus vi havde spenderet de sidste ni dage i havde end ikke haft varme, men det er en anden og noget længere historie.
 Jeg lod mig synke dybere ned i sædet og indsnusede duften, der omgav mig. "En bus med fjernsyn og toilet", tænkte jeg, "det er et land jeg gerne vil blive i.".

Jeg sad ved vinduet og kiggede på det, der skulle være mit nye hjem. Der var mørkt og vådt udenfor. Min far fortalte mig, at de havde en dronning her, og jeg blev henrykt. Jeg kiggede udenfor og blev igennem mørket mødt af et kæmpe rødt skilt af en enhjørning, da jeg pegede på det, fortalte min far mig, at det nok måtte være deres våbenskjold. Idet øjeblik elskede jeg dette, for mig stadig fremmede, land. Det var som var jeg trådt ind i et eventyr, og her ville jeg gerne bo, bekræftede jeg mig selv igen.

Bussen stoppede et sted, jeg kan ikke huske, hvad det var for et sted. Men vi kon ind i endnu et overbelyst rum, hvor bordene var sat i lange rækker. Vi fik lov til at sætte os. Jeg fik øje på en saftevandsmaskine og tiggede min mor om et glas saft, hun rejste sig, lidt tøvende, op og kom hurtigt tilbage ned et plastikkrus fyldt med lyserød saft til mig. Jeg snusede til indholdet, det duftede af sommer og jeg drak det grådigt op. Aldrig har saft smagt så godt som den gjorde i det øjeblik.

Mens vi ventede, på guderne ved hvad, fik vi serveret suppe. Jeg kan huske, at klokken var 21.20 og jeg undrede mig over, at vi fik serveret mad i tallerkner af papir, og kiggede op på min far, der naturligvis stod klar med et svar, selvom han nok selv i virkeligheden var ligeså uvidende som jeg var. "Det er fordi man ikke bruger porcelæn mere her. Det kan ikke betale sig." Jeg syntes det var smart, så den der svampesuppe smagte pludseligt langt bedre.

Efter aftensmaden fik vi udleveret en kasse, hvori der var sengetøj, håndklæder og andre nødvendigheder. Jeg stod ved siden af, mens min mor lagde rent på. Min mor havde bestemt, at både hun, min søster og jeg skulle sove i den samme seng. Jeg tror min mor var langt fra tryg og ville på ingen måde risikere noget i det her venlige, men dog stadig vidt fremmede land, så hun ville have os tæt på.
Jeg hoppede i sengen og lod mig omfavne af dynen. Jeg indsnusede duften af det helt nyåbnede sengetøj og mærkede roen falde over mig.

Min mor kyssede mig i panden og jeg døsede hen, formegentlig lykkelig og tryg.

Den Fjortende Dag

På den fjortende dag plukkede jeg mine øjenbryn, mens jeg sad i skyggen. 

Jeg lyttede til en ældre dame, der stod med et spædbarn på armen, snakke med et ægtepar. De havde alle fire badesko på i forskellige farver. 

Damen med spædbarnet på armen havde matchet sine med sin røde badedragt, der lige knap kunne dække hendes svulmende barm, der hang over hendes tykke mave. 

De snakkede indbyrdes og skælde ud over den gruppe sigøjnere, der var kommet til byen nogle dage forinden. 

Henne ved bruseren, vanen tro, stod igen en sigøjnerkvinde med to små børn. Hun var gravid og havde en sort kjole på, der sad stramt på hendes runde maven. Barnet, der stod ved siden af hende, tog et badedyr op i sine arme fra jorden. 

Den ældre dame var lige ved at eksplodere ved synes af dette. Hun traskede ned til sigøjnerkvinden i sine røde badesko, der nu matchede både hendes badedrag og ansigtskulør og skældte hende sønder og sammen ud over, at hun lod sit barn tage det badedyr, der lå på jorden."At du vover at bruge dit barn til tyveri!", sagde hun rasende. Jeg holdt øje med dem i mit lille firkantede spejl. Ægteparet udvekslede et par ord og grinede lidt for sig selv. 

Jeg blandede mig udenom. 

I stedet forsøgte jeg at huske tilbage på, hvornår min barndom holdt op med at være et falmet postkort - for det holdt den op med at være. 

Jeg forsøgte at tænke tilbage, mens jeg hev de små hår ud med pincetten,  og så slog det mig; Ligegyldigt hvor meget jeg forsøgte at frembringe den der følelse af varme, ro og tryghed i mit indre fra min barndom i Bosnien i Danmark, så kunne jeg ikke. 

De billeder af afsvedne dage er få i Danmark. 

Jeg forsøgte at regne ud hvorfor, og idet den ældre dame med den svulmende barm og røde badesko, traskede forbi mig, med skældsord farende ud af munden, gik det op for mig, at jeg, kort tid efter jeg ankom til Danmark, mistede min uskyld. 

Jeg sukkede for mig selv på denne fjortende dag, der ligeså godt kunne have været den, trettende, tolvte, ellevte…, og koncentrerede mig om smerten, der vækkedes i mit ansigt, når jeg trak et af de små hår ud med pincetten - den var i det mindste konkret. 

Når voksne lege, så er det med livet som indsats. Eller noget om Krig og Terror

Jeg stod og strøg tøj, for det er sådan noget jeg gør, efter jeg har vasket det. Og i mellemtiden kørte 21 Nyhederne. 

Et af indslagene handlede om de danske jagerfly, der for tiden bliver sendt til Libyen. 

Og så slog det mig, om der egentlig er nogen danskere, der er klar over, at Danmark faktisk er i krig. At vi angriber et land, dræber dette lands borgere (jeg stiller mig ikke i nogen hjørner dennne gang. Kigger blot objektivt på sagerne. Så objektivt som et krigsbarn nu kan.)

Er der er nogen, der stopper op og overvejer, at det eneste, der er anderlede denne gang fra Anden Verdens Krig er, at selve det danske land ikke er besat. 

Vi kalder dem terrorister. Jeg kalder dem terrorister. Jeg ser dem som tossede og rabiate. Som ekstreme, der dræber uskyldige mennesker. 

Vi ser dem som kriminelle. Jeg ser dem som kriminelle, der forstyrrer vores fredelige hverdag. Som pådutter os, mig, noget jeg ikke ønsker. Jeg er bange for dem… Vi har lavet særlige love, der omhandler dem. Og samtidig får vores egne tapperhedsmedaljer.

Men… Vi startede jo. (Nu er lige netop Libyen en lidt anderledes sag, end nogen af de andre krige som Danmark udkæmper og har udkæmpet de sidste 10 år. Da det i Libyen er Libyens egen regering, der gik imod folkemængden, men ikke destomindre er det stadig en krig.) 

Men tænk på Afghanistan. Tænk på Irak. Vi invarderede dem og slog dem ihjel. Vi slog også brødre og sønner og fædre ihjel.  Vi er i krig mod dem. Er de ikke også berretiget til at slå igen, på udebane? 

Er de forbandede terrorister ikke også deres "jagerflypiloter"? 

Jeg er krigsbarn. Jeg kommer fra et krigshærget land. Et land, der var og stadig er gennemsyret af had, vold, smerte og sorg. Jeg bor i Danmark fordi jeg blev født med den forkerte religion. Jeg bor i Danmark, fordi mit navn var muslimsk. Jeg blev forfulgt, men var en af de heldige, der slap uskadt fra det. 

Så mange mennesker døde i Bosnien, fordi de havde det forkerte navn, eller den forkerte religion.

På sin vis gentager historien sig i Mellemøsten.

Vi. Kan. Ikke. Lide. Muslimer.  

Jeg. Kan. Ikke. Lide. Muslimer. Fordi muslimer har en forkert religion og overbevisning. 

Men krig løser ikke noget. Det bringer kun smerte, had og sorg med sig. Også her i Danmark. For Danmark er i krig. Og en eller anden dag vil vi bøde for det. For ingen lader sig angribe, uden at slå igen. På en eller anden måde. 

Noget om måger og ironi. Eller er det noget om ironi og racisme?

Jeg er jo fremmedarbejder, flygtning, krakkemut, perker, udlænding, muhammadaner, terrorist, teltbærer og hvad man nu ellers kalder dem med en anden etnisk baggrund end dansk, og med en anden trosretning end kristen. (Nu er jeg jo ikke religiøs, men jeg vil ikke ødelægge mit ellers så fantastiske indlæg med detaljer.)

Anyways. Jeg er en af dem, der kommer og tager danskernes kvin... jeg mener mænd, uddannelse, kontanthjælp og arbejde.
Ja, jeg er jo en af dem. Desværre er jeg bare en af de der kedelige "dem".
Jeg arbejder hårdt, for at klare mig i det danske samfund. Og både mine forældre og jeg gjorde vores bedste for at integrere os i det, der skulle blive vores hjemland.
Idag knokler jeg min røv (mere eller mindre) i laser, for at blive færdig med min uddannelse, trods en kronisk sygdom og en nyre, der nyde at tage mig hårdt bagi med jævne mellemrum, kun fordi den vel synes det er sjovt.

Jeg satser på at få et job, hvor jeg kan bidrage til den danske kultur og historie, når jeg engang er færdig med min uddannelse.
Jeg læser om kulturhistorien og samfundshistorien, fordi jeg godt kan lide Danmark, og det danske.
Jeg interesserer mig for den danske mentalitet, fordi jeg både synes, det er vigtigt at kende det sted man lever, men også fordi jeg synes, at Danmark er et utrolig farverigt og spændende land, som alt for ofte bliver undervurderet af sine egne borgere.
Politik går jeg så ikke så meget op i pt, men mest fordi det er svært at tage et cirkus seriøst.

Jeg gør mit bedste for at integrere mig, at forstå den danske kultur, mentalitet, humor og ikke mindst ironi og sarkasme, som danskerne af en eller anden årsag har taget patent på.

Og det er faktisk det, jeg gerne vil tale om. Det der sarkasme og ironi.

Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg ikke forstår det hver gang. Faktisk langt fra hver gang. Jeg misser de små nuancer, og så kan jeg egentlig ikke se det sjove i, at man siger noget man alligevel ikke mener.

Heldigvis kan jeg da grine af mig selv, og tager det ikke så tungt, hver gang, hvis jeg misser pointen. Men nogen gange så går pointen for alvor over mit hoved. Jeg kan ikke se det sjove i det, og kan ikke kvæle den lille nagende følelse af, at det slet, slet ikke er sjovt og ironisk, men at det rent faktisk er dødelig alvor, der bare bliver dækket af at: "danskere bare er så gode til ironi, og kan ikke gøre for, at i andre ikke-danskere ikke forstår det." 

Jeg har mange gange studset over dette fænomen, der florerer i den danske kultur. Men det, der for alvor fik mig til at stoppe op foran fjernsynet, er Scandlines aller-nyeste reklame, den med de to måger.

Den første de viste, fik mig til at standse op, studse og så ignorere det, da jeg jo ikke er deres målgruppe. Men den nyeste, hvor Kaj siger til den polske måge, Piotr; hvis den ikke kan tale sproget ordentligt, så må den jo skride ud af landet igen, rystede mig.

Er det bare mig, eller tager Scandlines sig lige lovlig store friheder, om hvordan man kan tillade sig at tale til måger (læs: mennesker), der søger til Danmark, men ikke kan udtale "rød grød med fløde" flydende?

En ting ville jo være, hvis Danmark var et åbent land, hvor alle kulturer og samfundslag var velkomne, men en anden ting er, at lave denne reklame, nu hvor den danske situation decideret er betændt og på vej mod koldbrand.
Hvor vi sender flygtninge hjem til krigshærgede lande og gå mod resten af Europa og verden, der åbner grænser, med det nye påfund; forøget grænsekontrol.

Måske er det bare mig, der er en sart indvandre. Der mener, at jeg har ret til særbehandling, fordi jeg er... Øh...menneske.
Men jeg synes nu bare ikke, at jeg falder under kategorien "sart indvandre".
Tværtimod ser jeg mig selv om noget, så velintegreret, og hvis mit danske pas, danske sprog og danske kæreste ikke kan bekræfte dette. Så kan det faktum, at jeg er BA i Dansk.

Men hvad ved jeg, jeg er jo bare en fremmedarbejder, flygtning, krakkemut, perker, udlænding, muhammadaner, terrorist, teltbærer, og hvad man nu ellers kalder os med en anden etnisk baggrund, end dansk, og med en anden trosretning end kristen.