Det kunne være så nemt

Det kunne være så nemt at sige: Jeg hader mænd. Jeg er træt af dem og jeg ønsker, at de aldrig krydsede min vej igen. 

Det kunne være så nemt, hvis bare jeg kunne pakke dem af vejen. Kigge væk; fløjtende gå fobi med næsen i sky. Gå uden om i store cirkulære linier. Fnyse måske let og aldrig kigge tilbage. Det er bare ikke så nemt: For de krydser ens vej om man vil det eller ej, og de efterlader spor. 

Smertende og dybe spor. Spor der brænder som syre, oser som svovl og æder som fosfor. Spor, der får tvivlen frem.

Det kunne være så nemt, og dog er det ikke. For der findes også ham Ole, med de kærlige ord og ham Emir, der har båret mig siden jeg var spæd. Der er Jon, hvis kram ikke kan måles. Og Troels, selvom vor tid er ovre. Og så er der dem jeg ikke nævner ved navn. Dem der lytter og kigger på mig med øjne fulde af lyst og beundring. Dem der ser op til mig og ned på mig. Dem der har stirret ind i mig og igennem mig. Der har set arene, skavankerne, de skæve fødder og tanker og kysset dem blidt og inderligt. 

Alle, der på hver sin facon har gjort sit for, at jeg er blevet den jeg er. 

Dem, der har set mig, før end jeg selv gjorde. Dem der har holdt fast og tålmodigt ventet på, at jeg selv skulle vågne til dåd og indse, hvad jeg altid har været.

Det kunne være så nemt, og dog gør jeg det ikke. Tvært imod er jeg taknemlig og jeg elsker en og hver af jer. 

Redefinere

Jeg har de sidste måneder haft en masse tid til at tænke og overveje mit liv, og hovedsageligt min fremtid. Der er sket meget og jeg står    ved et vejkryds.

Jeg har engang haft en plan. Jeg skulle være akademiker, have en mand og børn. Jeg skulle bo et sted i København, og have et roligt og stabilt liv uden for mange svingninger. 

Jeg ved ikke mere om det er sandt mere. Jeg kunne vælge det, men spørgsmålet om disse ønsker er mine egne, eller blot min evige drøm om at passe ind.

Der har altid været en spire af rebel i mig. Jeg har aldrig fulgt normen, og selvom jeg ihærdigt har forsøgt at tilpasse mig mængden, har der altid været en indre uro og impulsivitet, der har ødelagt dette for mig så snart jeg troede jeg var ved at være der.

Der er altid blevet kæmpet en indre kamp i mig: Mellem rationalet og lysten. Mellem den pæne pige og furien. Altid to yderliggående paradokser. Og selvom jeg har trukket mod rationalet og den pæne pige, så har det indre altid trukket i den modsatte retning. 

Jeg tror, at det handler om at acceptere ens skæbne og nyde den i stedet for at ønske det, der ikke er eller kan være.

Jeg er igang med at redefinere mig selv, for selvom jeg er ved at få en kandidatgrad, så er jeg inderst inde en kunstner, en rebel, et seksuelt væsen, en furie. 

At min fremtid ikke byder på et stabilt arbejde og en mand samt børn, der render rundt i en have med en æblepresser, men på kunstprojekter, avantgardisme og excentriske eventyr, gør mig faktisk ikke noget mere. Tvært imod så tror jeg det vil gavne redefinere mig.