Redefinere

Jeg har de sidste måneder haft en masse tid til at tænke og overveje mit liv, og hovedsageligt min fremtid. Der er sket meget og jeg står    ved et vejkryds.

Jeg har engang haft en plan. Jeg skulle være akademiker, have en mand og børn. Jeg skulle bo et sted i København, og have et roligt og stabilt liv uden for mange svingninger. 

Jeg ved ikke mere om det er sandt mere. Jeg kunne vælge det, men spørgsmålet om disse ønsker er mine egne, eller blot min evige drøm om at passe ind.

Der har altid været en spire af rebel i mig. Jeg har aldrig fulgt normen, og selvom jeg ihærdigt har forsøgt at tilpasse mig mængden, har der altid været en indre uro og impulsivitet, der har ødelagt dette for mig så snart jeg troede jeg var ved at være der.

Der er altid blevet kæmpet en indre kamp i mig: Mellem rationalet og lysten. Mellem den pæne pige og furien. Altid to yderliggående paradokser. Og selvom jeg har trukket mod rationalet og den pæne pige, så har det indre altid trukket i den modsatte retning. 

Jeg tror, at det handler om at acceptere ens skæbne og nyde den i stedet for at ønske det, der ikke er eller kan være.

Jeg er igang med at redefinere mig selv, for selvom jeg er ved at få en kandidatgrad, så er jeg inderst inde en kunstner, en rebel, et seksuelt væsen, en furie. 

At min fremtid ikke byder på et stabilt arbejde og en mand samt børn, der render rundt i en have med en æblepresser, men på kunstprojekter, avantgardisme og excentriske eventyr, gør mig faktisk ikke noget mere. Tvært imod så tror jeg det vil gavne redefinere mig.