Jeg bliver så ked af det...

Jeg bliver så ked af det, når jeg opdager, at mennesker tæt på mig er falske... 

Det er efterhånden ikke første gang, at jeg falder for falske menneskers charme, og jeg kan ikke forstår, at jeg bliver ved med at falde i den samme fælde. 

Man skulle tro, at jeg havde lært det, her på vej ind i mit 30. år, men gang på gang bliver jeg overrasket, når det går op for mig, hvad jeg har ladet få en plads i mit hjerte...

Og selvom jeg udadtil forsøger at være ligeglad, så er jeg det inderst inde ikke.. Det påvirker mig, det kører rundt i mig, og det gør mig ked af det. Men mest af alt så efterlader det mig tilbage med en følelse af undren; Hvordan kan et menneske lade som om det er interesseret i ens gøren og laden, uden i virkeligheden at være det. Hvordan kan et menneske rådgive, trøste og hvine over ens liv, når det i bund og grund er fløjtende ligeglad, om man var her, eller på månen; om man var død eller levende? 

Jeg forstår det ikke; Jeg forstår ikke hvordan man kan holde en maske malet på - dag ind og dag ud. Hvordan man kan blive ved. 

Og dog... Masken krakelerer på et eller andet tidspunkt, og så ses det sande igennem sprækkerne, som solstråler igennem et gammel stykke træ, der alt for længe har fået lov til at stå. Og jeg bliver oplyst, og jeg indser... en lille gnist af sandheden...

Men ikke desto mindre, så bliver jeg så ked af det, når jeg opdager, at mennesker tæt på mig er falske.