Grundglad

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg ikke har haft det nemmeste år her i 2014. 

I November kom den sidste dråbe: Bægret flød over og mit humør dalede gevaldigt. Jeg brugte sådan set al min energi i den måned på ikke at falde ned i et grimt hul og det lykkedes faktisk. Men ikke desto mindre var jeg ikke mit normalt kronisk optimistiske jeg.

Der var flere dage, uger, hvor jeg om morgene vågnede og følte mig fuldstændigt drænet, tom. Jeg kunne ikke se nogen pointe i at stå op, og jeg var træt. Jeg var træt af, at det hele i år bare var op ad bakke og jeg følte, at hver gang jeg bare en smule var kommet op til overfladen, blev jeg skubbet ned igen. Og jeg var træt. Så grundtræt. 

Jeg fik at vide, at jeg måtte ændre min indstilling, for netop tanker som disse var med til at gøre mig endnu mere modløs. Jeg forsøgte at efterleve det, men jeg ville ikke lytte. Livet var uretfærdigt og mørkt og intet i mit liv ville lykkes og de sidste fem år har da også bare været en række nederlag...sagde jeg højt, når nogen spurgte hvordan jeg havde det. Men inden begyndte jeg egentlig at tvivle lidt. For var det hele nu så slemt igen, eller var dette mørkesind et behov for at retfærdiggør, at dele af mit  liv ikke kørte sådan som jeg havde planlagt.

Det skete så den ene dag, hvor jeg fangede mig selv i at skulle til at skrive, at jeg ikke havde det godt. I stedet for at trykke send, mærkede jeg efter og indså, at jo, der var stadig en masse, der skulle ordnes og faldes på plads, men jeg; altså min mave og jeg, vi havde det egentlig ret godt. Resten kom lidt af sig selv. 

Jeg sidder i mit lille køkken i skrivende øjeblik og drikker min morgenkaffe. Grunden til at jeg sidder ned er, at jeg blev opmærksom på en lille kildende følelse i maven, da jeg skulle til at tage et billede af noget ligegyldigt, men som i det øjeblik føltes vigtigt.

Denne følelse i maven er ikke voldsom eller fembrusende på nogen måde. Den snarere gemmer sig et eller andet sted i baggrunden og stråler ud. 

Jeg slukkede musikken og forsøgte at bringe følelsen frem og i et gik det op for mig, at det er følelsen af glæde - af grundglæde. Den der følelse man så tit kan overse, netop fordi den ikke er frembrusene, som for eksempel umiddelbar glæde er. Men ikke destomindre så er det denne følelse, der er det bærende element, den er nemlig grundlaget man kan bygge alt andet godt på. 

Og det er netop hvad jeg er - grundglad. Og det er slet ikke så ringe endda.

Perspektiv

Jeg vågnede imorges, alt for tidligt, men i stedet for at vende mig om på den anden side og sove videre, bestemt jeg mig for at ordne et par praktiske ting i Dukkehuset som jeg normalt ikke lige har tid til og som jeg som regel glemmer i løbet af weekenden, fordi jeg mest af alt forvandler mig til en zombie, ligeså snart klokken slår 19.01 fredag aften. 

Så jeg stod op der kl 6.30 og gik ellers igang med diverse praktiske gøremål så som at støve af, rydde op, flytte rundt og afkalke, jeg er trods alt åndsnærværende nok til at huske, at man ikke må støvsuge så tidligt om morgenen på en hverdag, så det undlod jeg pænt at gøre. 

Da jeg har havde været hele lejligheden igennem hoppede jeg i bad. 

Jeg havde godt set efterhånden i et par uger, eller mere, at mit afløb klagede og nok snart skulle renses, men da det er absolut min hadetjans, har jeg pænt ladet som om det på magisk vis ville ordne sig selv. 

Der stod jeg så, under det varme vand, og førte diverse diskussioner med mig selv, da jeg bemærkede, at vandet omkring mine fødder var ved at være godt dybt. Jeg kiggede uden for brusekabinen og så, at hele mit moderniserede  Københavnerbadeværelse var oversvømmet - vandet fossede op fra alle sider og jeg fik lyst til at slå på noget, eller græde... eller ringe efter min far. 

I stedet skyldede jeg diverse produkter af mig, slukkede vandet og gloede på et gulv, der snildt kunne have været en scene i "Sharknado". 
Bandende og svovlende pakkede jeg mig ind i et håndklæde og gik igang med at rense det skideforbandedeafløb som da absolut skulle flyde over idag. 
Jeg fik styr på det meste, men ikke desto mindre var jeg stadig så frustreret, at jeg var ved at koge nok over, til at jeg skulle dele min frustration med resten af min omgangskreds på Facebook, naturligvis. 

Stadig kold og våd, nu både af vand og sved, med dråber dryppende ned af mig, marcherede jeg ud i køkkenet og skulle til at dele mit firstworldproblem med resten af verdenen. Da fangede mit blik en update fra en af mine kære venner over fra USA. 

Mens jeg havde stået og taget mig af mit afløb her i det lille trygge Danmark og havde udsendt alverdens eder mod den uretfærdighed som absolut skulle ramme mig, var han blevet berøvet midt på gaden.  
"Just got robbed for 200 dollars […] I’m just gonna keep packing my stuff and hope it doesn’t get stolen while I’m moving. This city is filled with scum of the earth and angels. It will teach you lesson after lesson [...].” stod der.

Og så blev jeg slået i hovedet. Reality check. Perspektiv. Røde kinder. Skam... Jeg sank en klump, slettede mine eder som jeg var ved at sende på min offentlige wall på Facebook, bed mig selv i læben og skrev til ham for at høre om han var ok. 
"Jo jo, dette var jo hverdagen. I det mindste var der ikke anmeldt nogen voldtægter idag." Hvad skulle jeg gøre? Sende en ked-af-det-smiley? "Fantasia, hvor djævle og engle mødes - New Orleans." afsluttede han inden jeg nåede at reagere. 
Jeg sagde, at jeg var bekymret, at han måtte passe på sig selv. Det lovede han. Jeg fortalte, at sidste gang jeg tabte min pung, så kom den tilbage med posten, men at min 10'er var væk. Jeg sagde: "Vi lever i to forskellige verdener." Han sendte mig en smiley og sagde: "Det er derfor jeg ikke er bekymret for dig i mine vågne timer.".

Jeg har altid vidst, at vi i Danmark, om måske ikke er forkælede, så i hvert fald er priviligerede. Jeg er ikke bange for at gå, eller cykle de 800 meter fra stationen og op til mit Dukkehus. Jeg er ikke bange for, hvis jeg bliver syg, om jeg får mulighed for pleje. Jeg ved, hvis jeg løber tør for medicin, så går jeg på Riget og får mine depoter genopfyldt - gratis. Jeg kan sidde på 7. år på universitetet og nørkle med noget så specifikt som kønsstudier og alt imens får jeg penge til det. Måske ikke mange, men stadig penge... 

Jeg har vidst, og jeg har værdsat denne priviligerede, forkælede, tilværelse, for i modsætning til mange andre, så er jeg ankommet til dette land og skylder mit liv til det. Men jeg er stadig et menneske, og jeg er blevet forvænt,  jeg er blevet forkælet og nogen gange glemmer jeg, hvordan virkeligheden faktisk er. 

Jeg gik ud af køkkenet og ind i mit soveværelse. Jeg gjorde mig klar til dagen og bevægede mig ud i min lilleputvirkelighed, dog med en følelse af taknemlighed over, at afløbet faktisk var mit og at ingen kunne tage det fra mig, om ikke andet så fordi det sidder fast i mit Dukkehjem.

Når Kassen er Gjort Op og Gælden Betalt...

Endnu et år er ved at være forbi. Jeg må indrømme, at jeg slet ikke ved, hvor det er blevet af og dog, så har det været et af de år, hvor der er sket så meget, at jeg til tider ikke har kunne følge med. 

Det var en eftermiddag i januar, jeg sad sammen med to veninder og havde lige ringet af. I den anden ende af telefonen havde det været min udlejer, der oplyste mig om, at jeg skulle forlade lejligheden inden sommeren var omme, for nu havde de brug for lejligheden. Jeg sad målløs på gulvet og det eneste, jeg kunne tænke var: "Det skal sgu nok blive et lorteår.". Og hvor havde jeg dog ret og hvor tog jeg dog fejl.

I 2013 har jeg tabt og jeg har vundet. Og jeg er vokset...

Jeg husker ikke foråret; kun svagt. Jeg husker det igennem en tåge af dæmpet belysning, høj musik, der gentager sig selv fra weekend til weekend. Et forår sløret af for mange drinks og for mange spildte nætter blandt ligegyldige fremmede mennesker; i fremmede senge. Et forår, der var fyldt af tab udvendigt som indvendigt.

Mange dage blev sovet væk, fortrængt, for virkeligheden gjorde for ondt.

Sommeren bragte lys med sig. Jeg fik mit helt eget dukkehus et sted i udkanten af byen. Mit dukkehus med guldtapet i soveværelset, en stue altid badet i sollys og greb med rustfarvede blomster på mine køkkenlåger.

Sommeren bragte også klarsyn, styrke, glæde og kærlighed med sig. Den bragte tabte venskaber tilbage, styrkede de der allerede var stadfæstet og ikke mindst et hav af ny bånd, der kommer til at blive flettet endnu stærkere og tættere i løbet af det kommende år. 

Senommeren var i kærlighedens tegn, i loyalitetens tegn og badet i lilla greb jeg min bedstevenindes brudebuket en aften, lige inden regnsbøgen gav os mulighed for at danse i mudder iført bare tær.

Efteråret... Ja,efteråret, gjorde mig voksen. På den gode måde. 

Voksen fordi, kun en voksen sidder på en stol, placeret på et bibliotek til enden er øm og nærmest sover.

Men efteråret bragte også fred og en ro med sig. Og ikke mindst styrke og troen på, at det hele faktisk nok skal gå.

Det er dagen før årets sidste dag. Vinteren er jo begyndt, og alligevel har jeg sommerfugle i maven. Og jeg ved, hvorfor jeg har sommerfugle i maven, men det er min lille hemmelighed. Visse ting må man godt holde for sig selv.

Men livet... Åh, livet er et mirakel.

Jeg glæder mig til 2014. Det kommende år er et helt nyt eventyr. Et eventyr på en hel anden måde.

Inden jeg når til enden, vil jeg blot takke de mennesker, der omringer mig, der giver mig uforbeholden kærlighed og støtte. Der hepper på mig, trøster mig, når det går galt, og tørrer mine tårer bort, når det gør ondt.

Endnu engang kan jeg kun takke og bukke og føle mig intet mindre end velsignet. Jeg må have gjort noget godt i mit tidligere liv for at kunne have fortjent dette.

Normalt benytter jeg mig ikke af nytårsfortsæt, men i år vælger jeg at skrive mine håb op, mest for at huske mig selv på dem i tilfældet af, at jeg skulle glemme det undervejs.

I følgende rækkefølge:

Afvere mine to opgaver

Skrive speciale færdigt

Og undervejs:

Være et bedre menneske

Være der mere for mine medmennesker

Finde et arbejde, der vil muliggøre min tur til USA

Danse mere

Grine mere

Elske mere

Jeg ønsker jer alle et godt og lykkebringende 2014. Jeg ønsker jer alle kærlighed, et godt helbrede, ro og latter!