Efter længere tids snakken frem og tilbage har vi bestemt os for at Dukkehusets aka Drømmelundens era er forbi og Michael og jeg flytter. Vi forlader Vanløse for denne gang og det føles egentlig virkelig rigtigt.
Vi istandsætter Michaels gamle lejlighed på Ellebjergvej som kommer til at hedde Elverbo (måske, hvis jeg har noget at sige) og jeg glæder mig. Jeg glæder mig til at komme tilbage til Sydhavnen. Jeg glæder mig til mit eget projekt med Tømrervaldemar og til at Michael og jeg kan skabe vores helt eget hjem efter mine æstetiske evner og Michaels økonomiske evner.
I øvrigt, så kniber jeg mig dagligt i armen over, hvor heldig jeg er at have stødt ind i en partner som Michael er. Jeg elsker, at han altid har ja-hatten på ligegyldigt hvilke skøre ideer jeg kommer med, og at alt kan lade sig gøre - in right time.
—
Men tilbage til 2450.
Jeg har nu flere gange nævn at vi flytter til Sydhavnen og de fleste mennesker har spurgt mig om det var “den gode” eller “den dårlige” ende vi flyttede til. Jeg blev ved med at sige, at det var “den gode ende”, lige mellem Mozarts Plads og Sjælør St., 300 min væk fra Karens Minde og et stenkast fra Sydhavnsspidsen og Valbyparken. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor folk kiggede på mig som om jeg var idiot. Til idag, hvor det gik op for mig, at “den gode ende” ikke er ved Mozarts Plads, hvor vi skal bo, men nede ved Sluseholmen, hvor nybyggeriet er.
Det er mig en gåde, at folk kan synes, at lige den ende af Sydhavnen er den dårlige. Når jeg går en tur der, så har jeg en grøn oase midt i storbyen, en oase, som er utæmmet natur og ikke en eller anden park hvor alt er tilrettelagt i stramme stier og kasser. Jeg går igennem en oase, hvor mennesker er farverige i tøj, sind, sprog, kultur og hudfarve. Jeg går igennem en oase, hvor det ægte, originale København stadig eksisterer - ikke et København som ser ned på alt der falder udenfor normen, sat af tilflyttere.
I min ende af Sydhavnen støder jeg ind i mennesker, der siger hej, mennesker, der kommer hinanden ved, mennesker der dele godbidder og vand mellem deres og min hund, mennesker der inviterer på øl og sjov og ballade. I min ende har jeg Alpakaunger og lam, jeg har kulturhuset og festlige arrangementer. I min ende må min hund godt være der, uden at jeg skal bede om lov.
I min ende af Sydhavnen hjælper vi hinanden, vi planter afgrøder til fri afbenyttelse, vi bevæger os uden for den stramme norm; Vi samler glasskår op i stedet for at tage et billede af det og brokke os over det på SoMe. I min ende af Sydhavnen er man ægte københavner.
Så kære nykøbenhavner, som dømmer min ende af Sydhavnen som “den dårlige ende”, hold du dig til din, men hvis du åbner øjnene så vil du indse, at min ende faktisk er den gode. <3 font="" nbsp="">3>
Ingen kommentarer:
Send en kommentar