Når Kassen er Gjort Op og Gælden Betalt...

Endnu et år er ved at være forbi. Jeg må indrømme, at jeg slet ikke ved, hvor det er blevet af og dog, så har det været et af de år, hvor der er sket så meget, at jeg til tider ikke har kunne følge med. 

Det var en eftermiddag i januar, jeg sad sammen med to veninder og havde lige ringet af. I den anden ende af telefonen havde det været min udlejer, der oplyste mig om, at jeg skulle forlade lejligheden inden sommeren var omme, for nu havde de brug for lejligheden. Jeg sad målløs på gulvet og det eneste, jeg kunne tænke var: "Det skal sgu nok blive et lorteår.". Og hvor havde jeg dog ret og hvor tog jeg dog fejl.

I 2013 har jeg tabt og jeg har vundet. Og jeg er vokset...

Jeg husker ikke foråret; kun svagt. Jeg husker det igennem en tåge af dæmpet belysning, høj musik, der gentager sig selv fra weekend til weekend. Et forår sløret af for mange drinks og for mange spildte nætter blandt ligegyldige fremmede mennesker; i fremmede senge. Et forår, der var fyldt af tab udvendigt som indvendigt.

Mange dage blev sovet væk, fortrængt, for virkeligheden gjorde for ondt.

Sommeren bragte lys med sig. Jeg fik mit helt eget dukkehus et sted i udkanten af byen. Mit dukkehus med guldtapet i soveværelset, en stue altid badet i sollys og greb med rustfarvede blomster på mine køkkenlåger.

Sommeren bragte også klarsyn, styrke, glæde og kærlighed med sig. Den bragte tabte venskaber tilbage, styrkede de der allerede var stadfæstet og ikke mindst et hav af ny bånd, der kommer til at blive flettet endnu stærkere og tættere i løbet af det kommende år. 

Senommeren var i kærlighedens tegn, i loyalitetens tegn og badet i lilla greb jeg min bedstevenindes brudebuket en aften, lige inden regnsbøgen gav os mulighed for at danse i mudder iført bare tær.

Efteråret... Ja,efteråret, gjorde mig voksen. På den gode måde. 

Voksen fordi, kun en voksen sidder på en stol, placeret på et bibliotek til enden er øm og nærmest sover.

Men efteråret bragte også fred og en ro med sig. Og ikke mindst styrke og troen på, at det hele faktisk nok skal gå.

Det er dagen før årets sidste dag. Vinteren er jo begyndt, og alligevel har jeg sommerfugle i maven. Og jeg ved, hvorfor jeg har sommerfugle i maven, men det er min lille hemmelighed. Visse ting må man godt holde for sig selv.

Men livet... Åh, livet er et mirakel.

Jeg glæder mig til 2014. Det kommende år er et helt nyt eventyr. Et eventyr på en hel anden måde.

Inden jeg når til enden, vil jeg blot takke de mennesker, der omringer mig, der giver mig uforbeholden kærlighed og støtte. Der hepper på mig, trøster mig, når det går galt, og tørrer mine tårer bort, når det gør ondt.

Endnu engang kan jeg kun takke og bukke og føle mig intet mindre end velsignet. Jeg må have gjort noget godt i mit tidligere liv for at kunne have fortjent dette.

Normalt benytter jeg mig ikke af nytårsfortsæt, men i år vælger jeg at skrive mine håb op, mest for at huske mig selv på dem i tilfældet af, at jeg skulle glemme det undervejs.

I følgende rækkefølge:

Afvere mine to opgaver

Skrive speciale færdigt

Og undervejs:

Være et bedre menneske

Være der mere for mine medmennesker

Finde et arbejde, der vil muliggøre min tur til USA

Danse mere

Grine mere

Elske mere

Jeg ønsker jer alle et godt og lykkebringende 2014. Jeg ønsker jer alle kærlighed, et godt helbrede, ro og latter! 

Sølvtornen

Det er pudsigt som hjertet kan gøre ondt - helt fysik, selvom der ikke er noget galt med det.

Jeg græd sidste nat...for første gange i langt tid- over en mand. Jeg græd, fordi det faktisk gjorde ondt, og jeg var plaget af sorg. 

Jeg lå i min seng og tænkte og tænkte og tænkte og jeg kunne ikke falde i søvn. Jeg tænkte på den lille note, der forsikrede mig om, at han ikke var en del af mit liv mere. 

Vished giver fred, siges der, men fred fik jeg ikke. 

Jeg var plaget af minder, der var skabt for så længe siden, at jeg end ikke kan huske detaljerne mere. Jeg læste gamle mails igennem og så på gamle billeder - ligegyldige billeder, men jeg så på dem, for de var hans værk. 

Jeg begræder længe de mennesker jeg mister. De mennesker, der bliver mig frataget.

Da jeg havde tænkt så længe, at min hjerne var begyndt at knage,  stod jeg op og gik ud i køkkenet. Jeg røg en cigaret, og en til. Jeg fik lyst til at skrive til ham; at jeg var et barn dengang vi mødtes. Fik lyst til at spørge ham om han så, sidste gang vi sås, at jeg havde tabt min uskyld, og om han overhoved kunne genkende mit ansigt mere. Genkende det han så den sommeraften, hvor jeg pludselig skulle udvide min kyllingeret fra tre til seks personer fordi han og de andre næsten uanmeldt var kommet forbi. Istedet skoddede jeg cigaretten og gik ind i stuen. Jeg kiggede på det billede han havde taget af mig en eftermiddag i august og forærede mig som tak. Jeg tog det ned og kyssede mig selv let på munden og knugede det et øjeblik i min favn. Jeg gemte billedet væk og sagde farvel til ham.

Julen - Tiden hvor man giver, men tit glemmer.

Med en ikkedansk og ikkekristen baggrund har julen aldrig været en del af min opvækst og barndom, og selvom jeg har fundet den årlige komsammen med min daværende kærestes familie utrolig hyggelig, så var det en lettelse for mig, da jeg en september-dag flyttede ud af vores fælleshjem og tænkte "aldrig mere julegaver". 

Da klokken så var ved at slå tæt på december, gik det dog op for mig, at julen alligevel var blevet en gammel kending i min sjæl, og at jeg kunne mærke, at jeg nok ville føle mig forkert til mode, hvis jeg skulle tilbringe den alene. 

Nu er jeg jo en af de heldige og velsignede skabninger på denne jord, så mine veninder og deres familier valgte simpelthen at adoptere mig til jul de sidste par år. 

En ting er at opleve den varme og kærlighed at blive inviteret ind i andre menneskers familie i julen, men for mig er det ligeså givende at opleve andre menneskers juletraditioner og får lov at være en del af dem.

Således bled det, at jeg første år holdt jul hos M, hvor familien inviterede mig ind hele juleuge. Den jul fortjener faktisk et helt indlæg for sig for at give den velfortjente plads: Med jule-bag og julehygge d. 23., julegudstjeneste, julemiddag og juleeventyr d. 24, og julefrokoster både 25. og 26. december var det et eventyr for sig. At blive behandlet som deres egen datter og søster er langt mere end noget andet menneske kan ønske sig. 

Sidste år tog Ems' og hendes familie mig under deres vinger. En jul, der på mange måder var helt anderledes end nogen jul jeg havde prøvet før. Men ikke desto mindre en jul som jeg nok aldrig kommer til at glemme. Det var en af de der juleaftener, hvor man griner til man får ondt i maven, hvor ens kjole nærmest krakelerer af al den gode mad, og man bliver så overvældet, at mennesker, der næsten ikke kender en, køber gaver til en fordi "Selvfølgelig skal du have en julegave, kære Erna.".

I år glæder jeg mig, for i år bliver juleaften med min nabo og hendes familie samt svigermor. Jeg glæder mig og er taknemlig for, at der findes mennesker omkring mig, der endnu en gang har overskud til at åbne deres hjem og hjerter for mig. Og selvom julen er kendt for at være hjerternes tid, så har mange en tendens til at blive så opslugt af (familie)traditioner, at de faktisk glemmer, hvad julens reelle budskab er - at give.  

Og netop dette fik mig til at tænke - her dagen inden jul. 

Selvom vi ikke fejrer jul i min familie, så har jeg været så velsignet med mennesker, der har haft så meget overskud og kærlighed, at jeg de sidste 10 år faktisk hvert år har kunne holde jul - med alt hvad det indebærer. 

Jeg har derfor idag bestemt mig for, at dette er den sidste jul som jeg kommer til at holde i "familiens" skød. Ikke fordi jeg ikke nyder denne fantastiske mulighed, der er mig blevet budt det sidste lange stykke tid, men simpelthen fordi jeg har konkluderet, at det er min tid til at give noget tilbage. 

Jeg er i den heldige situation, at der ikke er nogen, der kommer til at savne mig juleaften, derfor har jeg valgt fra næste år at tilbringe mine juleaftener, hvor der er mere brug for mig - et sted; suppekøkken, eller hvor som helst, hvor mennesker, der er knap så velsignede kommer. Jeg er parat til at give af mig selv til dem, der ikke har det som jeg har. 

Jeg er dybt taknemlig for alt det jeg har fået. Jeg takker og bukker ydmygt og dybt. Mit hjerte er mættet og fyldt og jeg er lykkelig.

Glædelig jul

Et nik er nok - eller historien om den bosniske pige og den gamle tater

Der var engang en pige, og hun drømte så stort og så inderligt. Hun drømte om at blive forfatter.

Hun malede billeder med bogstaverne og hun forsøgte at vise disse billeder, hun forsøgte at forklare, hvorfor det var så nødvendigt, at huske alle detaljer, at skrive dem ned og dele dem med andre. 

I mange år forsøgte hun forgæves at udgive sit hjertes ord, men ingen ville lytte til hende. Ingen ville lytte, til en dag, hvor hun mødte en mand, der kom ud af det blå. En mand, der kunne se hendes ord, end mand, der havde viet sit liv til at bevare andre menneskers ord. 

En mand, der var ligeså forelsket i dette skaberværk, som hun selv var. 
Det er mange år siden efterhånden, at denne mand stadfastede den unge piges ord og siden var han blevet en kær ven. Og faktisk mere en blot det. For...

***

Der er det med sjælevenner, de har ingen race, nationalitet, køn eller alder. 

Man vælger dem ikke selv, man bliver bare draget af hinanden, og så klikker man… på et højere plan.

Der er det med sjælevenner, selv når man ikke taler, så ved man, hvad den anden tænker; Det er noget med den måde øjnene stråler på i den andens selskab, og den måde som rynkerne krøller sig sammen om mundvigene, lige før et smil.

Der er det med sjælevenner, at selvom man ikke har set hinanden i årevis, når man endelig møder hinanden en smuk novemberdag et sted i den jyske vildnis, så genkender man hinanden på lang afstand, trods det at begges øjne med tiden er blevet svagere.

Der er det med sjælevenner, at trods det, at den ene er en bosnisk pige i sit livs sommer og den andet en tater i sit livs efterår så skal man ikke bruge mere... Et nik er nemlig nok.

Der er nemlig det med sjælevenner, ligegyldig hvor længe man er adskilt, så kommer man tilbage, efter mere og mere og mere...

Lidt om Mænd, Tandbørster og Græskarsupper

Til tider undres jeg over hvordan det lige er, at mænd fungerer. Hvad er det, der foregår i deres hoveder og hvilken slags logik det lige er, de benytter. 

***

Jeg havde det her…forhold er nok lidt for meget at kalde det, men ikke desto mindre, så er forhold nok den eneste betegnelse, der kan bruges.

Manden jeg havde forholdet til var denne pæne mand fra den rigtige side af København. Han gjorde de rigtige ting, plejede sit rygte, sin krop og sin økonomi. Han var så korrekt, og jeg kunne ikke lade være med at grine, når han så alligevel kaldte sig selv "familiens sorte får." - For hvis han var familiens sorte får, så ville jeg nødig møde resten af familien. 

Men ikke desto mindre, vi havde dette forhold. Det strakte sig fra foråret, hen over sommeren og ind i efteråret. 

Jeg forholdt mig yderst neutral i forhold til ham, og besluttede mig at spejle - altså at give lige præcis så meget tilbage som jeg modtog, den anden vej. 

Så jeg spejlede og vores…forhold udviklede sig… faktisk overhoved ikke. Flere gange talte jeg med Bedsteveninderne om, at jeg nok skulle gøre det forbi med ham, for han var da røvkedelig og allerede efter fjerde date, vidste jeg næsten på minuttet, hvad der ville ske. 

Men samtidig blev jeg draget af ham, på en sær måde. Jeg tror jeg ikke ville gøre det forbi, fordi jeg ville se om næsten gang også ville være en kopi af forrige gang. 

Det var den.

Sommeren gik, jeg fulgte med og troligt tog jeg cyklen ud til den kunstige ø, for at besøge ham. Jeg tog elevatoren op på tredje sal, trådte ind i hans lejlighed, fik et kys, fik stukket et glas vin i hånden og så på ham lave maden færdig. 

Så satte vi os ved bordet. Når vi havde spist op, gik vi ud på altanen og røg til vinflasken var tom. I mellemtiden fik jeg et kys eller tre. 

Ved det tredje kys trak han mig oftest op af stolen, førte mig ind i det altid mørke soveværelse, (en gang tjekkede jeg rent faktisk, om der var pærer i hans lampe. Det var der.) lagde mig på sengen, trak mine trusser af og gik ned på mig. Så tog han sit tøj af, lagde sig oven på mig og gik ellers igang. 

Første gang var egentlig meget rar… Efterhånden begyndte jeg at digte historier i mit hoved, de blev kun afbrudt af strategisk placerede støn og hvin, så han vidste, at jeg stadig var til stede. En anden gang var jeg overbevist om, at jeg fik øjnekontakt med naboen i bygningen overfor. 

Når han var færdig, lagde han sig tæt ind til mig og faldt i søvn. Jeg digtede selv videre til jeg døsede hen.  

Når morgenen var ved at gry, vågnede  han som oftest før uret ringede og begyndte at kysse mig i nakken…. Kl. 7 stod han op og bryggede kaffe til mig. 

Kl. 8 fik han lov til at kramme mig farvel, for jeg havde ingen interesse i at få ødelagt min nyanlagte læbestift med et kys. 

Se… jeg kan godt være tålmodig. Og give mennesker chance.

Det var ved at blive efterår og vi kunne ikke sidde på altanen mere. Endnu engang gentog vi rutinen frem til det tredje kys, og dér, ved det tredje kys ødelagde han det hele… 

Vi gik ind i soveværelset, men i stedet for at gå ned på mig, gik han ud på toilettet. Jeg ventede og begyndte at tage mit tøj af… jeg kunne jo  rutinen udenad efterhånden. Midt i at jeg var ved at folde min venstre strømpe sammen, trådte han ud af badeværelset med det bredeste smil jeg længe havde set. Han havde noget i hånden, "Det her er til dig." … en lyserød tandbørste…  Jeg smilede og gjorde mit ypperste for at virke glad. "Nææææææh…tak" sagde jeg måske lidt for skingert. 

 Lidt panisk blev jeg, men bestemte mig for at se, hvad denne nye drejning ville gøre ved vores…forhold.

På vejen hjem bestemte jeg mig for ikke at droppe ham foreløbigt, men i stedet vise mig fra min sødere side og invitere ham med til min fødselsdagsfest. Noget for noget, tænkte jeg. 

Han kunne ikke komme med til min fødselsdag - noget med familiebesøg. Men i stedet ville han gerne spise græskarsuppe med mig.

Jeg tog det ikke så tungt. 

Dagen hvor vi skulle spise græskarsuppe nærmede sig og jeg forberedte mig på, hvordan jeg denne gang skulle virke overbevisende. Men det viste sig at være unødvendigt.

I stedet for at spise græskarsuppe sammen, udskyd han vores aftale til ugen efter, fordi han var blevet syg. Jeg ønskede ham god bedring, gav ham et par husmodertips med på vejen og indskød, at han bare skulle sige til, hvis jeg kunne gøre noget. 

Og så hørte jeg ikke mere fra ham. Altså...overhoved ikke. Han kunne ligeså godt være blevet slugt af et hul i jorden.

Idag er det en måned siden. Og jeg er begyndt at overveje, om det græskar mon skal bruges på anden vis.

***

You see my point? 

Det er netop sådan noget, der gør at jeg bliver dybt mystificeret over mænd. Hvor er det lige, at sikringen går?

Er der rent faktisk mulighed for, at sådan en slags kortslutning sker i dem, hvor de tænker "U-uh, nu gør hun jo noget, så må jeg hellere enten løbe skrigende bort, eller lægge mig i fosterstilling, og hvis jeg ligger hernede længe nok, så er jeg måske heldig, at hun går sin vej og ikke opdager mig."?

Med mindre han selvfølgelig er død, (og det kan jo ske. Jeg har ladet mig fortælle af sådan en omgang manflu kan være dødelig) så er der ikke nogen undskyldning for sådan en opførsel….

Eller er jeg helt gal på den?

Da jeg var lille, ville jeg være læge, når jeg blev stor...

Da jeg var lille, ville jeg være læge, når jeg blev stor. Jeg ville have en hvid kittel på og så ville jeg have mit honningblonde hår sat op i en høj knold. Et par løse krøller ville hænge hist og her, men om det var med vilje, eller fordi jeg havde så travlt, havde jeg ikke bestemt endnu. Jeg ville gå på hospitalsgangen i hvide træsko, for på hospitalet duede mine røde ikke - hvorfor blev jeg aldrig enig med mig selv om. 
Den hvide kittel ville være åben, og den ville flagre efter mig som en superheltekappe flagrer efter sin superhelt. 

Som læge ville jeg tage mig af patienterne. Jeg ville lægge min hånd på deres pande og jeg ville være meget høj og meget voksen. Jeg ville nikke, mens jeg lyttede til deres beklagelser og nok sidde med en kuglepen i munden.

Børnene ville jeg  give små gaver og fortælle dem, at alt ville blive godt, lige om lidt. Nogen af dem ville jeg kysse i panden - for at se om de havde feber. For det var jo sådan man bedst kunne finde ud af det. 

Når jeg var færdig med patienterne, så ville jeg igen går hurtigt på gangene med min kittel flagrende bag mig, og føle mig tilfreds for jeg havde gjort, hvad en rigtig læge skulle gøre.

Da jeg var lille, ville jeg være læge, når jeg blev stor, og jeg ville gøre mig selv rask. Og hvis jeg ikke blev læge, så ville jeg flytte til Italien og have sofaer i hvidt læder. 

Jeg bliver så ked af det...

Jeg bliver så ked af det, når jeg opdager, at mennesker tæt på mig er falske... 

Det er efterhånden ikke første gang, at jeg falder for falske menneskers charme, og jeg kan ikke forstår, at jeg bliver ved med at falde i den samme fælde. 

Man skulle tro, at jeg havde lært det, her på vej ind i mit 30. år, men gang på gang bliver jeg overrasket, når det går op for mig, hvad jeg har ladet få en plads i mit hjerte...

Og selvom jeg udadtil forsøger at være ligeglad, så er jeg det inderst inde ikke.. Det påvirker mig, det kører rundt i mig, og det gør mig ked af det. Men mest af alt så efterlader det mig tilbage med en følelse af undren; Hvordan kan et menneske lade som om det er interesseret i ens gøren og laden, uden i virkeligheden at være det. Hvordan kan et menneske rådgive, trøste og hvine over ens liv, når det i bund og grund er fløjtende ligeglad, om man var her, eller på månen; om man var død eller levende? 

Jeg forstår det ikke; Jeg forstår ikke hvordan man kan holde en maske malet på - dag ind og dag ud. Hvordan man kan blive ved. 

Og dog... Masken krakelerer på et eller andet tidspunkt, og så ses det sande igennem sprækkerne, som solstråler igennem et gammel stykke træ, der alt for længe har fået lov til at stå. Og jeg bliver oplyst, og jeg indser... en lille gnist af sandheden...

Men ikke desto mindre, så bliver jeg så ked af det, når jeg opdager, at mennesker tæt på mig er falske.

Den Lille Café, et Sted Midt i Mellem, Der Serverer Drikkevarer og Snacks til Fornuftige Priser

For snart fem år siden fik jeg en ny nyre. 
Efter en lang, lang, lang…lang periode med sygdom, træthed, dialyse og mistet livsgejst blev jeg rask, og jeg kunne ikke få nok af livet. Det var som at blive født på ny. 

For snart fire år siden svigtede den selvsamme nyre og to uger senere blev jeg blind. Dagen derpå mistede jeg modet. Mistede lysten til livet, og jeg er ikke bange for at indrømme, at de to eneste ting, der holdt mig fra at hoppe ud fra 13ende etage på Riget var; 1. at jeg lider utrolig meget af højdeskræk (og tænk nu, hvis jeg ikke døde, men bare blev handikappet. 2. min nysgerrighed, kontrol-gen, samt det faktum, at jeg vidste, at ingen ville kunne arrangere min begravelse præcis som jeg ønskede det. 

Fem uger efter, at jeg var blivet blind lod de mig gå, for nu kunne jeg se en smule bedre og de kunne ikke gøre mere for mig. Jeg husker sne, gråt… gråt… og mere gråt.

Jeg begyndte til psykolog. Han var fantastisk og han hjalp mig igennem hårde tider og mange valgt. 

Et halvt år efter, at jeg var blevet blind, begyndt at se igen, havde konstateret, at min nyre ikke var til at rede mere, tabt mit liv og samlet det nogen lunde op igen, sad jeg i hans sofa og fortalte ham: "Jeg tror, jeg for første gang i meget, meget lang tid ikke føler mig som et åbent sår mere.".

Så jeg fortsatte hos ham. Nogen gange er jeg overbevist om, at han sørgede for fornyelsen af henvisninger, samt de der 15-20 min ekstra i stolen (uden betaling), fordi han nærmest fandt mit liv lettere underholdende - lidt på den der sæbeoperafacon. 

En dag kunne jeg mærke, at jeg ikke havde brug for ham mere. 

Så i stedet begyndte jeg at danse; og jeg dansede og dansede og dansede… Og jeg følte jeg næsten kunne flyve. Til den der dag…den der dag, hvor sommerfuglene forsvandt og jeg faldt og det gjorde så ondt at falde og slå sig, at jeg var nødt til at lime og efterfølgende lukke den lille fine æske, der gør at man kan føle, og som faktisk er grundstenen i min person. Og jeg satte en drage for at beskytte den fine æske, og jeg lod dragen sluge nøglen, så ingen nogen sinde kunne få fat i nøglen igen. Og så gik der et år, hvor jeg ikke husker meget andet, end endeløse nætter, og mørket og tågen og dage der forsvinder. I mellemtiden fik jeg vist også købt en lejlighed. Den er pæn og der er guldtapet i soveværelset og blomster på mine greb i køkkenet.

Idag sidder jeg på KUA og på mandag bliver jeg 29. 

***

Hvorfor jeg skriver alt det her, spørger du dig selv?

Fordi jeg idag kom til at trykke på et link på Facebook og jeg kom til at græde. Fordi jeg idag har indset, at jeg vist for første gang i mange år virkelig er helet - Både min krop og min sjæl er helet. 

Det var et simpelt billede, der fik mig til at indse, at jeg faktisk har fundet min lille café, et sted midt i mellem, der serverer drikkevarer og snacks til fornuftige priser.

Jeg er stadig taknemlig og kan stadig bliver høj, over at have fundet mig selv. Og det skal ikke være løgn, jeg lærer stadig, og skal fortsat øve mig i at være mig selv, men jeg skammer mig ikke over, at indrømme, at jeg er et følsom væsen. At min sjæl er blevet skrammet og nok er lidt slidt.

Jeg flyver ikke, men jeg har fundet min lille café, der midt i mellem, og det er jeg inderligt taknemlig for…

Den er et besøg værd, og måske kan den gøre dig opmærksom på, hvorfor en i din omgangskreds ikke er til at genkende mere. 

Gadens Spøgelser

Det er sjældent man ser dem efterhånden i gadebilledet.

De der typer, der hænger lidt med hovet og slæber på benene, mens de går rundt som spøgelser for menigmandens øje.

De typer, der blev brugt som skræmmeeksampel for folkeskoleelever, mens jeg stadig var lille.

Jeg ser dem, stadig sjældnere, men stadig alt for ofte. Det, der dog ryster mig mest, er når jeg ser dem og kan se, at de har min alder, eller endda er yngre.

Jeg sad i metroen på vej ud, og var optaget af mine egne tanker der jeg så et par lyserøde Crocksbeklædte fødder slæbe sig forbi mig. Jeg løftede blikket og blev mødt af et Addidastræningssæt, længere oppe så jeg hendes Madonnapiercing og et par slørede øjne, der engang nok havde været himmelblå, men havde mistet glansen.

Jeg forsøgte at kigge væk, men kunne ikke fjerne øjnene fra den skabning, der engang var en ung pige. Hun gik forbi mig og jeg så hende stoppe op ved enden af metrotoget, omtåget af guderne ved hvad, vende hun sig usikkert for at begive sig mod den anden ende af toget. Hun vraltede afsted og var i sin egen verden. 

Jeg fik ondt i maven af synes; af det pjaltede tøj, de lyserøde Crocks, hendes filtrede hår og den piercing, der på sin vis slet ikke passede til resten af hende. 

Vi passerer Nørreport og hun gik endnu en gang forbi mig. Hun kunne ikke have været mere end 25 år, men sorgen og smerten havde rynket hendes ansigt, så hun mest af alt lignede en gammel dame.

Jeg funderede over, hvilke sorger og ulykker kunne have skubbet en så ung pige ud i netop denne skæbne, for hun var alt for ung til at kunne havde  forurettet guderne så meget, at hun fortjente sådan en straf.

Vi kørte forbi Kongens Nytorv, og hun stoppede op ved mit sæde. Hun lugtede muggent; af alkohol, cigaretter og gammel sved. Det vendte sig i min mave og jeg fik dårlig samvittighed over min reaktion.  Jeg forsøgte at forestille mig, hvad der gik igennem hendes hoved, og om hun var klar over sine medpassagerers reaktioner, eller om hun var så langt inde i sin rus, sorg, tanker, at hun ikke ænsede noget.

Et øjeblik fik vi øjenkontakt og hun greb chancen: "Støt en hjemløs?" pr. automatik greb jeg efter pungen i tasken og hældte de mønter, jeg havde, i hendes hånd. Hun sendte mig en grimasse, der nok skulle forestille et smil, og så et øjeblik ud som en lille pige. Jeg sukkede og stemmen anmeldte "Christianshavn". Hun mumlede et "Tak" og vraltede ud af metroen iført sine lyserøde Crocks og Addidassæt. Jeg kiggede efter hende og ønskede hende en lykkeligere skæbne, end den, der havde overgået hende til nu.

Min Søster (Forklædt Som Voksen)

Kaffens damp var tydelig i den kølige sensommemorgen. Solen var stadig ikke kommet til mit lille hjørne, og jeg sad i min stilhed og nød øjeblikket. Det hele var lidt som en drøm. Den idylliske have, min lillesøster i sin pyjamas siddende i den forpulede havelounge hun havde talt så meget om. Og jeg kunne ikke helt forene mig med billedet af denne virkelighed. 

Jylland var slet ikke så slemt, selvom den havde taget den lille pige fra mig. Hun sad og kiggede smilende op på den mand, der havde vist sig at være hendes lykke. Og hun strålede.

Hun var blevet voksen, tænkte jeg i mit stille sind. Det var hendes idylliske have jeg sad i.

Et drømmebillede. 

For hun var jo stadig den lille pige, der kom hjem med danskbøgerne på slæb. Den lille møgunge, der braste ind, når jeg havde kærester på besøg.

Det lille barn, der tog mine dukker og absolut ville sidde ved siden af mig, mens jeg stadig legede voksen med mine veninder. Den lille skabning, der åbnede øjnene, kiggede på mig igennem ruden og smilede.

Hun har været så lille, så bitte. Jeg kunne holde hendes i mine barnearme og nu sad hun der og bød mig på noget sødt til min kaffe.

Livet har indhentet os og jeg opdagede det end ikke, og nu sad jeg her i det, der skulle blive hendes hjem, men så langt fra os...fra mig.

Imorgen vender vi bilen mod København.

Jeg kommer til at savne vores skænderier. Hendes forstående blik og hendes accepterede væsen.

Jeg kommer til at savne hende... Min lillesøster.

Forelsket i November

Jeg sprang ud i det dybblå vand, der strakte sig så langt øjet kunne række. Temperaturen overraskede mig, det havde trods alt været over 30 grader flere dage i træk, men lige her var vandet stadig isnende koldt. Det skar igennem mig som sabler og jeg forestillede mig et øjeblik, at det lige netop sådan måtte føles at dø. I stedet for at gå i panik, lod jeg vandet slynge sig om min krop, jeg mærkede, hvordan hver lille celle i min krop fyldtes med kulde og nærmest sprang i stykker. Jeg svømmede mod overfladen og ind mod stranden igen. 

En pudsig række tanker havde linet sig op mens jeg dykkede under vandet. Som perler på en snor, hver enkel perle en tanke, et billede. Et minde.

...
 

Jeg har ikke været forelsket længe. Jeg har mødt mange mænd det sidste stykke tid. Nogle af dem har jeg været meget fascineret af. Deres tanker, liv, øjne, kroppe, læber, lyde...pikke... Få af dem åbnede jeg mig endda overfor. Delte mine drømme og lidelser. Udøste af det, jeg som regel gemmer dybt. Det, der er forbeholdt de nærmeste...de færreste. Enkelte af dem har endda været mig ligegyldige, men ingen af dem forelskede jeg mig i.

Engang var der en af dem, der spurgte mig, hvad jeg holdt mest  af. Jeg kan tydeligt huske, at solen stegte den dag, faktisk lidt ligesom idag, jeg tog en slurk af min hvidvin: "Jeg holder utrolig meget af sensommereftermiddage. De der hede tørre dage, hvor man siddet i skyggen og alt er knastørt, den eneste lyd er fårekyllingens sang og brisen dufter af fred." Jeg holdt en kort pause..."men det jeg holder mest af, er at blive forelsket i November." Han kiggede undrende på mig. Jeg vidste, hvad hans næste spørgsmål ville være, så i stedet fortsatte jeg, "Fordi November er sådan en trist måned. Alle venter kun på, at den slutter, mig inklusiv. Men når jeg forelsket mig i November, så får jeg forår i maven, og forår i maven er en utrolig rar følelse at have." Han kiggede smilende på mig og rystede let på hovedet.
 

Jeg så ham ikke efterfølgende. Han skrev til mig sidste November og spurgte om jeg var blevet gift siden sidst, eller i det mindste blevet forelsket. Jeg skrev til ham kort "Nej." Men at jeg håbede, at han var. 

Det er længe siden efterhånden, at jeg har været forelsket, tænkte jeg. Og mens det kølige vand dryppede af min krop, overvejede jeg om nogen mennesker mon er skabt til at tilbringe tilværelsen alene.

Somebody I used to know

Engang for længe siden sad vi over en kop kaffe og snakkede om endnu ældre dage. 

Jeg sagde noget, i dag kan jeg end ikke huske, hvad det var. Han blev ked af det og kiggede på mig med sørgmodighed i øjnene. Han sagde "Det må du ikke sige. Du må ikke ødelægge det, for jeg har ikke lyst til, at du skal blive til en jeg kun engang kendte."

Jeg kiggede på ham og undskyldte. 

Det ironiske og sørgelige er, at det er, hvad han i dag er...

Fra Glemmebogen

Den nat kunne jeg ikke falde i søvn. 
Mit hoved lå på hans bryst og selvom hans åndedrag var langsomme og tunge efterhånden, kunne jeg ikke fokusere nok til at døse hen i hans rytme.Jeg lå i mørket med øjnene spæret op. Natten var tung og jeg var tom.

Mørket og min stirren blev brudt af en mandestemme, der som igennem en tåge sang en sekvens, der kunne have lydt som Mozarts requiem.

Han smilede. Jeg kunne mærke ham oppe i mig. Hans blå øjne var stadig formørket af liderligheden. Han trak mig ned til sig, kyssede mig og skubbede mig let op igen.
"Det er utroligt, normalt kan jeg ikke kigge folk i øjnene under sex så længe, men dig elsker jeg at se i øjnene." Jeg smilede. "Dine øjne er så smukke. Det bliver så intimt."
Jeg sagde stadig ikke noget. Jeg forsøgte bare at føle efter, hvad ordene gjorde ved mig.
"Du kigger bare så intenst, og du slår ikke blikket ned."
Jeg var lige ved at sige det, men valgte, at lade være. Tænkte det i stedet i mit stille sind; At grunden til, at jeg kigger ham i øjnene, ikke er fordi jeg elsker hans smukke himmel- og havblå øjne, men fordi jeg ikke kan eller tør være ham hengiven. Og at jeg fastholder hans blik, for at fastholde kontrollen over mig selv.

Jeg mærkede endnu en gang efter i maven. Men der var intet. Jeg havde lukket af. Egentlig længe før ham.

Den dybe mandestemme, der havde trængt igennem natten fra et udefinerbart sted var forstummet hen, og det der var tilbage var næsten kun et ekko.

Han lå stadig ved siden af mig og trak vejret roligt.
Jeg lagde mig tættere ind til ham og stirrede fortsat ud i mørket.
Jeg kunne mærke hans hjerte og ønskede et øjeblik, at jeg vidste, hvad det følte - hvad det fik hans hjerne til at tænke. Om han var rædselsslagen, eller ligesom jeg, følte intet.

Han rørte lidt på sig og kyssede mig i håret, stadig sovende. Jeg lukkede mine øjne, snarere fordi de var begyndt at svie af at været spæret op, end af træthed, og døsede hen i mørket.

I en Nat

Jeg klapper min computer sammen, trækker stolen ud. Jeg rejser mig op og sætter stolen på plads igen.
Jeg kigger mig omkring. Slukker lyset i køkkenet og trækker i mit nattøj; Jeg foretrækker at sove i nattøj, når jeg sover alene.

Mørket folder sig, som en dyne, omkring mig og skærper mine fire resterende sanser, nu synssansen er mig frataget.
Jeg lukker øjnene, indsnuser duften af min egen parfume - den parfume jeg brugte, mens han stadig var der.

Jeg tænke sjældent på ham efterhånden. Jeg mindes stadig sjældnere hans blå øjne og hans hænder, der holdt så fast om mig, når han omfavnede mig.
Sløjfen, der afsluttede "os" blev bundet med en stram knude og den kan ikke bindes op igen. Jeg vil ikke binde den op igen.

Og dog, i sådanne nætter, hvor mørket folder sig omkring mig som en dyne, så tænker jeg på ham, på hans blå øjne og hans hænder, der holdt så fast om mig, når han omfavnede mig og så savner jeg ham...lidt og kun et kort øjeblik, men ikke desto mindre.

Skuffet

Mænd er røvhuller!
Lige nu generaliserer jeg tærkrummende meget. Men... mænd er røvhuller.

I den tid jeg har været single har jeg af fire omgange haft mit hjem åbnet for mennesker i længere eller kortere periode. Det har været venner som fremmede og jeg har gjort mit bedste for, at deres ophold i mit hjem var bekvemt, kærligt og rart.

Første gang jeg lod én låne min sofa er godt et år siden.
Jeg lod en næsten fremmed pige bo hos mig, fordi hun lige var flyttet til København, kendte ingen og stod pludselig i lort op til over begge øre. Jeg behøvede ikke, at gøre det, men jeg kunne ikke få ro, så jeg tilbød hende at crashe hos mig til det værste var overstået, og hun kunne stå på egne ben.

Knap tre måneder senere sagde jeg ikke farvel til en fremmed, men en pige, der var blevet en af mine bedste veninder.

At have hende boende var sådan en god oplevelse, at jeg naturligvis tilbød en af mine venner at låne min lejlighed, mens jeg var på ferie, da hans ex havde smidt ham på hoved og røv, lige efter at hun havde sagt, at han kunne blive boende i deres gamle lejlighed.
Så jeg aftalte med min ex-roomie, at de skulle mødes i lufthavnen så han kunne få nøglerne til mit hjem.

Da jeg kom hjem fra ferien var han stadig boligløs, så jeg krammede ham og lovede, at vi nok skulle finde ud af noget.
Han var egentlig hyggelig at have boende. Han var der, da jeg manglede trøst og grinede af mine jokes.
En eftermiddag knap tre måneder senere, da jeg sad midt i et stykke kage på min yndlingscafé, blev jeg ringet op af ham med ordene om, at han var i færd med at hente sine ting, for han havde fundet et sted han kunne bo.
Han var en ven i nød, han fik et hjem hos mig og efter at have boet hos mig gratis i knap tre måneder, flyttede han, og sagde ikke engang tak. Med mindre det, at han end ikke ønskede mig tillykke med fødselsdagen et par dage senere skulle tages som et tak. Jeg er jo så usikker, når det kommer til en masse ting, så jeg ved det faktisk ikke. Måske jeg skulle Google høflighedsbegrebet.

Flere måneder senere skrev han og spurgte om vi ikke skulle drikke kaffe sammen. Jeg hvinede glad "Ja". Men blev noget skuffet; den eneste grund til ,at han ville besøge mig, var for at hente de sidste ting han stadig havde haft liggende i min stue.

Da Hobbitten et par måneder senere begejstret ringede og foreslog, at hun da skulle låne min sofa i løbet af januar, havde jeg naturligvis mine betænkeligheder. Sådan en oplevelse som ovenover sætter sine ar, men mit gode hjerte løb af med mig og Hobbitten flyttede ind og gjorde mine betænkeligheder til skamme.

At have hende boende var næsten for godt til at være sandt. Ikke nok med, at hun tog sig af mig mens jeg læste til eksamen og købte mig både cola og frugt og slik, hun kvitterede også min gæstfrihed med det smukkeste køleskab jeg længe havde set. For hun havde nærvær nok til at se, at et køleskab; det var noget, der manglede i mit køkken.

De sidste ti dage har jeg haft besøg fra udlandet. En bekendt, Chärming, ham der kyssede mig, mens morgenen gryede over Donaufloden, skulle til Sverige, men før det, ville han tage en smuttur forbi København, for at besøge mig.
Jeg var himmelhenrykt, for jeg havde savnet ham og havde glædet mig til at se ham siden den morgen, hvor jeg i silende regn havde kysset ham farvel og bevæget mig mod lufthavnen med næsten et tungt hjerte.

Han kom og det var næsten som en drøm... Og så blev den drøm et mareridt, men det mareridt kan være jer til gode i første omgang.

Efter turen til Sverige sagde han, at han ville returnere til København og lod derfor sine ting stå.
Som det menneske jeg nu engang er, fik han lov til at blive hos mig resten af tiden.
Han skulle komme tilbage igår, tirsdag, og han ikke havde nøglerne til mit hjem, så jeg planlagde min aften så det passede med hans hjemkomst.

Kl midnat var han stadig ikke kommet og jeg havde ikke hørt fra ham.
Min træthed overmandede mig et par timer efter midnat, og jeg var døset hen.
Med et sæt vågnede. Jeg var stadig disorienterer og mit hjerte sank, da jeg indså, at jeg var faldet i søvn og Chärming stadig ikke var hjemme. Jeg stod op og kiggede udenfor, for min første tanke var at jeg ikke havde hørt dørklokken. Jeg tjekkede min telefon, men der var ingenting fra ham...og idet indså jeg, at mænd er røvhuller...

Selvom han var min gæst, så var det på intet tidspunkt faldet ham ind - om ikke andet, så af ren og skær respekt, at kontakte mig og sige, at han nok ikke kom hjem som aftalt, for han havde formegentlig andre forpligtelser. Det var ikke faldet ham ind, at jeg har andre ting, at tage mig til i løbet af min dag, end at vente på, at han kommer hjem.
Og jeg venter stadig...

Jeg bliver så skuffet over det modsatte køn. Ikke fordi de skuffet mig som mænd, men fordi de skuffer mig som mennesker.
At de kun tænker på en, når de har brug for noget, men derudover kunne man rådne op og de ville end ikke skæve til en.

Han havde på intet tidspunkt vist sig fra sin gode side. Men jeg tror på det bedste i alle mennesker og en nat så jeg ham dybt i øjnene og så et eller andet. Et skær.
Jeg håbede, at kærlighed og varme fra et menneske kunne tø ham op - bare en lille bitte smule. Og at det skær, der var i hans øjne den nat, måske var ensomhed, der bare skulle omfavnes, men nu ved jeg, at det jeg så i hans øjne var ligegyldighed og egoisme og det kan ikke kureres, ligegyldigt hvor meget kærlighed han var overøst med.


Derfor er mænd røvhuller; de vil tage selv den sidste dråbe liv, uden at overveje om der vil være mere tilbage.

20 År Siden

Idag er det præcis 20 år siden.
---

Vi sad i bussen som havde hentet os ved havnen. Idag kan jeg ikke huske, hvilken havn det har været, men korridoren vi langsomt bevægede os igennem, var fyldt med mennesker og var oplyst med stærkt og køligt lys.
Jeg kan huske, at vi blev modtaget af en masse politi med store hunde i snor. Med et barns nysgerrighed ville jeg gå over mod hundene, men min mor tiggede mig om at blive hos hende. Jeg stoppede op, for hendes stemme gennemborede mig som tusinde knive. Jeg vendte mig om og kunne se hendes blege ansigt og angsten, der tegnede sig i det, så jeg gik tilbage.

Vi blev standset. Vores pas blev taget fra os, og vi blev adskilt fra min far. Da de tog ham, blev jeg bange, jeg havde lige fået min far tilbage efter syv måneders adskillelse og havde svoret, at jeg aldrig ville skille mig fra ham igen og nu var han i en anden kø. Jeg holdt nu hårdere fast i min mors blusekant. Hun kiggede ned på mig og mumlede et eller andet, måske tyssede hun endda på mig. Jeg rystede og kunne nu igen mærke mit knæ gøre ondt - i al spændingen over, at det blev Danmark vi endte i, havde jeg helt glemt min smerte fra tidligere.
Min mor kiggede ned på mig igen og sagde, at vi næsten var der, og faktisk var vi.

Vi måtte have været noget af et syn; en flok trætte, forfrosne, pjaltede mennesker, der forgæves forsøgte at bibeholde en slags selvværd - og respekt, mens vi tiggede om frelse i et fremmed land. 
Og måske havde politimændende i virkeligheden ondt af os og var der kun, fordi det var deres pligt. Jeg ved det ikke.

Vi sad jo der i bussen som havde hentet os ved havnen. Vi var blevet forenet med min far og jeg sad ved siden af ham. Jeg beundrede bussens interiør, der både bestod af bløde sæder, fjernsyn og sågar et toilet. Den bus vi havde spenderet de sidste ni dage i havde end ikke haft varme, men det er en anden og noget længere historie.
 Jeg lod mig synke dybere ned i sædet og indsnusede duften, der omgav mig. "En bus med fjernsyn og toilet", tænkte jeg, "det er et land jeg gerne vil blive i.".

Jeg sad ved vinduet og kiggede på det, der skulle være mit nye hjem. Der var mørkt og vådt udenfor. Min far fortalte mig, at de havde en dronning her, og jeg blev henrykt. Jeg kiggede udenfor og blev igennem mørket mødt af et kæmpe rødt skilt af en enhjørning, da jeg pegede på det, fortalte min far mig, at det nok måtte være deres våbenskjold. Idet øjeblik elskede jeg dette, for mig stadig fremmede, land. Det var som var jeg trådt ind i et eventyr, og her ville jeg gerne bo, bekræftede jeg mig selv igen.

Bussen stoppede et sted, jeg kan ikke huske, hvad det var for et sted. Men vi kon ind i endnu et overbelyst rum, hvor bordene var sat i lange rækker. Vi fik lov til at sætte os. Jeg fik øje på en saftevandsmaskine og tiggede min mor om et glas saft, hun rejste sig, lidt tøvende, op og kom hurtigt tilbage ned et plastikkrus fyldt med lyserød saft til mig. Jeg snusede til indholdet, det duftede af sommer og jeg drak det grådigt op. Aldrig har saft smagt så godt som den gjorde i det øjeblik.

Mens vi ventede, på guderne ved hvad, fik vi serveret suppe. Jeg kan huske, at klokken var 21.20 og jeg undrede mig over, at vi fik serveret mad i tallerkner af papir, og kiggede op på min far, der naturligvis stod klar med et svar, selvom han nok selv i virkeligheden var ligeså uvidende som jeg var. "Det er fordi man ikke bruger porcelæn mere her. Det kan ikke betale sig." Jeg syntes det var smart, så den der svampesuppe smagte pludseligt langt bedre.

Efter aftensmaden fik vi udleveret en kasse, hvori der var sengetøj, håndklæder og andre nødvendigheder. Jeg stod ved siden af, mens min mor lagde rent på. Min mor havde bestemt, at både hun, min søster og jeg skulle sove i den samme seng. Jeg tror min mor var langt fra tryg og ville på ingen måde risikere noget i det her venlige, men dog stadig vidt fremmede land, så hun ville have os tæt på.
Jeg hoppede i sengen og lod mig omfavne af dynen. Jeg indsnusede duften af det helt nyåbnede sengetøj og mærkede roen falde over mig.

Min mor kyssede mig i panden og jeg døsede hen, formegentlig lykkelig og tryg.

Den Røde Tråd

Min Hobbitten og hendes fætter kom forbi med indisk mad den anden dag. Det var Hobbittens sidste nat herhjemme, så vi skulle hygge.

Et madorgie, uden lige, senere, mens Hobbitten lå i sofaen og smsede løs, kiggede Fætteren i min DVD-samling.
Hans første spørgsmål til mig var om alle film i samlingen, var nogen jeg ville kunne sætte mig ned og se alene. Jeg nikkede ja. 

Blandt en masse tegnefilm som jeg jublende fortalte om, stødte han på "The Texas Chain Saw Massacre". 
Han kiggede på mig med store øjne og inden han nåede at sige mere, udbrød jeg, at det nok var den eneste film jeg ikke ville turde se alene, for det var en gyser, og plottet i den trods alt er plausibelt, men den var fed og en klassiker og derfor stod den bland de andre. 
Han grinede lidt videre af mig. Og da vi var færdige med at se mine film igennem, rystede han smilende til mig med ordene. "Der er bare ingen rød tråd i det whatsoever. Det er et helt fantastisk spænd du har".
Inden jeg nåede at sige mere, rettede han sig selv og fortsatte "Jo, faktisk er der en rød tråd. Men den går bare sådan her..." sagde han og tegnede en masse krusseduller i luften med sin højre pegefinder. Jeg kiggede på de usynlige krusseduller og viste ham videre over til min bogreol. 

Da Hobbitten og Fættteren var taget videre, sad jeg i mit køkken omringet af alle mine go-cards, der for tiden er redskabet for mit nyeste projekt. 
Jeg tændte en cigaret og forestillede mig igen den krussedulle Fætteren havde tegner i luften tidligere på aftenen.

Jeg indså, at han havde ret. Der var en rød tråd i alt hos mig, men den røde tråd var ingelunde lige, som hos så mange andre.

Min røde tråd strækker sig til alle fire verdens hjørne. Den fortsætter op i himlen og over på den anden side af månen. Tilbage til jorden og ned i det velduftende græs. Rundt omkring blomster, bygninger, mennesker, figurer. Igennem bøger, dansefødder, toner. Ned i havet, omkring fiskene, duftene, farverne, for så at ende i en fin og sirligt bundet sløjfe hele vejen rundt omkring mig.

Jeg smilede, indåndede røgen fra min cigaret, holdt den i lungerne et øjeblik og pustede røgen ud. Røgen lignede lidt de figurer, min røde tråd var blevet tegnet som tidligere. 
Idet indså jeg, at det kræver et menneske med en vilje af stål, hvis man skal følge min røde tråd.

Ydmyg

Tiden har ændret mig. Gjort mig mere ydmyg. Det har været sundt for mig.
Mine fingre er blevet brændt og lufttkasteller, så smukke som de kun ses i eventyr, fordampet.
Jeg har bygget murværker omkring mig, der er blevet brudt ned. Jeg har genopbygget murværker og sikret mig mod indtrængende, der ikke er blevet budt ind.

Vi sad i mit køkken. Han lænede sig ud af vinduet og røg. Jeg stod ved køkkenbordet og anrettede de syrener han havde stjålet til mig, fordi jeg på vores spadseretur havde afsløret, at syrener var min yndlingsblomst.
Det var lunt udenfor og duften af sommer og fugtigt græs var gennemtrængende og blandede sig med røgen fra hans cigaret.
Jeg indsnusede en enkel gang og ønskede, at øjeblikket aldrig ville ende.

Dagen efter strålede solen og jeg sad i vindueskarmen. Han kom over til mig og bøjede sig over mine ben og kiggede ud på den tomme gade.
"Det er utroligt, du fik din vilje."
Jeg smilede. "Det gør jeg som regel."
Jeg kyssede ham på skulderen. "Jeg får altid det jeg vil have, og hvis jeg ikke får det, så er det, fordi jeg ikke har villet det nok."
Han tog en slurk af min kaffe og sagde ikke noget.

Det øsregnede den aften vi stod på hjørnet og jeg spurgte ham, om jeg skulle holde op med at kunne lide ham.
Det øsregnede og mine fødder var gennemblødt den aften, han svarede, at det godt kunne synes således, men nej, det skulle jeg ikke.
Jeg kyssede ham farvel og trippede afsted i den mørke nat med et smil om munden.
Jeg vidste jeg ville savne ham, men det var ok, for han var min. 

Den nat jeg sad overfor ham i hans køkken var dagene blevet kortere og nætterne køligere. Jeg sad med min cigaret i hånden og sagde ikke noget. 
Han kiggede på mig og bad mig om at sige et eller andet. Hvad som helst. Men jeg kunne ikke. Jeg var tom. Bortset fra hans sidste sætning, der rungede som et ekko af tusinder klokker, "Til tider kan det bare være et blik eller dit smil, der kan få mig til at blive træt af dig." var jeg tom.
Mine arme hang slapt, da han krammende mig. Jeg lukkede døren efter mig, uden at kigge mig tilbage.

Tårerne trillede ned af mine kinder og jeg var utrøstelig. Det gjorde ondt. 

Dagen efter og dagen der på, og jeg ved ikke, hvor mange dage derefter var jeg tom.
Jeg vandrede omkring som et genfærd.
Det gjorde end ikke ondt mere. Jeg holdt bare op med at smile.


Tiden har ændret mig. Gjort mig mere ydmyg.
Jeg smiler igen, men jeg har lært, at selv små prinsesser ikke altid får det de vil have - hvor brændende de end ønsker sig det.

En aften sad jeg på en bænk og lyttede til menneskemylderet omkring mig, jeg blev prikket på skulderen. Jeg smilende op og han smilede igen. Et øjeblik kunne jeg ikke genkende ham. 
Jeg ved ikke hvorfor han smilede, men jeg gjorde, fordi jeg havde indset, at jeg endelig var blevet fri.

Guld og Grønne Ligusterhække

"Det kunne da være hyggeligt." svarede jeg med et smil. Han kiggede lidt panisk på mig. Jeg kunne se angsten tegne sig i hans drengede ansigt, og det morede mig.
Det eneste jeg havde foreslået var, at han skulle overnatte, af den simple grund, at jeg fandt vores lækre møder lige korte nok.
Han stod lettere rædselsslagen i døråbningen til soveværelset, hvor jeg stadig slangede mig halvpåklædt i sengen og kiggede på ham med et skævt smil på læberne.

Med store skrækslagne øjne og en, sikkert mere end planlagt, mekanisk stemme svarede han "Ja, øh ja...Ja, jeg må nok finde en dag så, hvor øh jeg kan overnatte."
Det morede mig endnu mere, men jeg sukkede alligevel opgivende.
Jeg rejste mig op og tog min kåbe på, for at følge ham ud.

Da jeg havde kysset ham farvel og lukkede døren bag ham, erstattede jeg kåben med min lyserøde pyjamas, slukkede lyset og kunne trods mørket, der omringede mig, ikke falde i søvn.

Mine tanker var i uro og et sted dybt inde rasede jeg.
Jeg rasede, fordi angsten netop havde været så tydelig i hans øjne.
Jeg rasede, fordi jeg som kvinde ikke kunne tillade mig at foreslå noget som enhver mand foreslår helt uden bagtanker om committment, og en fælles fremtid i et lille hus bag en velklippet ligusterhæk.

Efter et rum tid lukkede jeg øjnene og indså, at der ikke var noget at gøre, for når det kommer til sex, så er der bare forskellige forestillinger.
Mænd kan tillade sig at sige, hvad der faldt den ind, love guld og grønne ligusterhække. Kræve hvad de lyster: nærhed, tryghed og varme. Men hvis en kvinde efterspørger de samme ting, så er der stor sandsynlighed for, at man bliver mødt med mistanke om bagtanker, hemmelige agendaer og ønsker om et lykkeligt til kvælende og fælles dages ende.

Jeg indsnusede den kølige vinternat, der var trængt ind i mit soveværelse og så igen for mig hans ansigt, der var overmalet af angst, sidste gang jeg kyssede ham.