Den Røde Tråd

Min Hobbitten og hendes fætter kom forbi med indisk mad den anden dag. Det var Hobbittens sidste nat herhjemme, så vi skulle hygge.

Et madorgie, uden lige, senere, mens Hobbitten lå i sofaen og smsede løs, kiggede Fætteren i min DVD-samling.
Hans første spørgsmål til mig var om alle film i samlingen, var nogen jeg ville kunne sætte mig ned og se alene. Jeg nikkede ja. 

Blandt en masse tegnefilm som jeg jublende fortalte om, stødte han på "The Texas Chain Saw Massacre". 
Han kiggede på mig med store øjne og inden han nåede at sige mere, udbrød jeg, at det nok var den eneste film jeg ikke ville turde se alene, for det var en gyser, og plottet i den trods alt er plausibelt, men den var fed og en klassiker og derfor stod den bland de andre. 
Han grinede lidt videre af mig. Og da vi var færdige med at se mine film igennem, rystede han smilende til mig med ordene. "Der er bare ingen rød tråd i det whatsoever. Det er et helt fantastisk spænd du har".
Inden jeg nåede at sige mere, rettede han sig selv og fortsatte "Jo, faktisk er der en rød tråd. Men den går bare sådan her..." sagde han og tegnede en masse krusseduller i luften med sin højre pegefinder. Jeg kiggede på de usynlige krusseduller og viste ham videre over til min bogreol. 

Da Hobbitten og Fættteren var taget videre, sad jeg i mit køkken omringet af alle mine go-cards, der for tiden er redskabet for mit nyeste projekt. 
Jeg tændte en cigaret og forestillede mig igen den krussedulle Fætteren havde tegner i luften tidligere på aftenen.

Jeg indså, at han havde ret. Der var en rød tråd i alt hos mig, men den røde tråd var ingelunde lige, som hos så mange andre.

Min røde tråd strækker sig til alle fire verdens hjørne. Den fortsætter op i himlen og over på den anden side af månen. Tilbage til jorden og ned i det velduftende græs. Rundt omkring blomster, bygninger, mennesker, figurer. Igennem bøger, dansefødder, toner. Ned i havet, omkring fiskene, duftene, farverne, for så at ende i en fin og sirligt bundet sløjfe hele vejen rundt omkring mig.

Jeg smilede, indåndede røgen fra min cigaret, holdt den i lungerne et øjeblik og pustede røgen ud. Røgen lignede lidt de figurer, min røde tråd var blevet tegnet som tidligere. 
Idet indså jeg, at det kræver et menneske med en vilje af stål, hvis man skal følge min røde tråd.

Mormors spinat- og rissuppe - Sån' efter hukommelsen

Jeg er jo ved at være ret kendt for mine overspringshandlinger omkring eksamenstiden. Og denne eksamen er jo ikke nogen undtagelse. 

Så efter, at jeg de sidste tre dage havde en forfærdelig hovedpine, kom jeg op idag ved 17-tiden og satte mig for at læse. 

Egentlig passede det mig fint, for T var ude med tøserne fra CBS, og jeg fik lov til at være alene hjemme.

Jeg fik læst en times tid og så kunne jeg mærke, at jeg var sliksulten. Der var bare det ene lille problem, jeg var alene hjemme og stadig iført pyjamas, (som jeg nægter at tage af, før jeg er færdig med min eksamen d. 22. juni) hvilket lettere umuliggjorde min tur ned til kioskmanden efter slik. 

Så i stedet begav jeg mig ud på at genskabe opskriften på min Mormors fantastiske spinat-rissuppe. 

Jeg fandt noget, der evt kunne ligne og kastede mig så ud i mit projekt. 

Jeg lavede en lille portion og jeg kan love for, at den suppe smagte godt, efter at T kom hjem, så røg den endnu hurtigere. Desværre smager den ikke helt ligesom min mormors, men intet af min mad smager som min mormors. Jeg går ud fra, at det kræver mange års øvelse og rigeligt med smør. 

Men her er opskriften. Suppen er fedtfattig og utrolig nem og hurtigt at lave. Den skal ligne tynd flødestuvet spinat. Men det er det ikke. Det er suppe og det smager godt. 

Enjoy.

450 g spinat (frosset eller frisk)

 60 g ris

  1 løg (jeg brugte denne gang en halv bundt forårsløg, inkl. halvt op af det grønne, det giver en frisk og sommerlig smag)

  1 spsk. mel

  1 æg

  1 tsk. rosen paprika

  4 spsk. olivenolie

Salt / Vegeta

Peber

Fremgangsmåde:

-Hakket spinat i strimler kommes sammen med risene ned i knap 1,5 l kogende vand. Lad det koge ca. 15 min - til risene er næsten færdige.

- Hak løgene fint  og svits dem i en lille pande. Tilsæt 1 spsk mel og rør det godt sammen, så melet ikke klumper. 

- Tilsæt jævningen paprikaen og jævn suppen med denne blanding. 

- Krydder suppen med salt og peber og tilføj det bosniske bullonkrydderi Vegeta. Hvis man ikke har Vegeta (Kan købes hos de fleste grønthandlere, og kan bruges til al madlavning i stedet for salt), kan man godt nøjes med en terning grøntsagsbullon.

- Lad suppen koge 3-4 minutter.

- I mens pisk et æg. Når suppen er lige ved at være færdig og tilsmagt, rør ægget forsigtigt ned i suppen. (Dette bruger jeg et piskeris til, så jeg er sikker på at ægget ikke klumper)

Good luck og bon appetite! For den smager godt i maven! Så godt, at jeg end ikke fik taget et billede, før alt forsvandt.

P.s Tjek lige min nye (gamle) smukke tallerken. Med blomster og guldkant! (Jeg leder efter lignende flade tallerkner, gik lyd, hvis i falder over noget.)

The pioneer fashion - revival

Jeg går helt glip af januarudsalg i år. Det irriterer mig grænseløst.

Lægerne vil sikkert give mig lov til at komme ud, men lige nu nytter det ikke noget, for jeg kan alligevel ikke se, hvad jeg smider i kurven og om det overhovedet passer.

Normalt ville det være en fryd, blot at kaste ned i kurven og derefter sortere, men alt det der med voksen, fornuftig og økonomisk afhængig (...) hænger ligesom over hovedet på mig for tiden. Så jeg nøjes med at shoppe lidt online (det kan jeg alligevel ikke prøve), satse på at skidtet passer når det ankommer og ellers bare sukke efter årets tendenser.

Det som jeg har bidt mærke i er at jumpsuiten efterhånden på tredje år vender tilbage, og tendensen er større og større for hver sæson.

Det fryder mit lille hjerte, for jeg har altid elsket jumpsuits og generelt tøj, der er i et del.

Hvis jeg skal grave i min hukommelse, må jeg vel takke de kvindelige pioneer og aviatorer for jumpsuiten. De er dem som satte skub i denne tendens og tog mandens flyve-mode til sig, og modificerede den til noget, der faktisk ser ret godt ud.

Jeg kan godt lide jumpsuiten, fordi den er behagelige at have på, men samtidigt udstråler den både power og kvindelighed.

Dét er kvinden i det mandelige erhverv, når det er mest maskulint, men med sine kvindelige former får hun det til at virke feminint.

For godt 7 år siden så jeg en iført en blåt jumpsuit med et bælte om livet på en resteplads på den tyske motorvej, det var tydeligt at se, at det var noget, der var nakket fra et værksted, men der faldt jeg for alvor for jumpsuit'et som fænomen og ledte med lys og lygte efter en, der mindede om den jeg havde set på den tyske resteplads. Jeg opgav og begyndte at bruge min fars keddeldragt.

Min lykke var gjort da jeg for et par år siden last-minut-shoppede nytårs sæt, og i Vero Moda faldt over en sort (desværre i jersey) jumpsuit med halterneck.

Jeg fik den ikke brugt så meget, for jeg har virkelig svært ved jersey, men det glædede mig, at tendensen begyndte at brede sig i løbet af 08 og endnu mere i løbet af 09.

Jeg har siden erhvervet et par jumpsuit selv forskellige farver, modeller og længder, men

leder stadig efter en, der netop har den der pioneer-effekt som kvinderne viste i 30'erne og 40'erne.

(Omend denne stropløse sag fra Marley fra foråret 09 ikke vil være helt udelukket i mit klædeskab.)

I en lidt anden boldgade med blomster og let sommerstof, købt i Saint Tropez sidste år til 150 kr.

Jeg har erfaret, at buksedragten er en udsøgt sommerbeklædning; for i modsætning til kjoler så kan man undgå en masse sved i de varme sommerdage, da man undgå hudkontakt.

Monsterhyacinterne

Jeg elsker blomster. Men jeg har aldrig været kendt for at have grønne fingre. Før kunne jeg skylde skylden på mine katte. Jeg havde faktisk overbevist mig selv om, at det var deres skyld, at mine blomster døde, for jeg fandt dem tit med poterne dybt begravet i jorden. Derfor droppede jeg blomster efter noget tid. For de kunne som regel holde et par uger og så skulle de begraves.

Jeg opgav mine katte i år, og blev lokket lidt ud i et orkidéeventyr i sommer, fordi jeg fik at vide, at de var ih og åh så lette at passe. Orkideer er smukke. Men de er fandme ikke lette at passe. Altså var det ikke mine kattes skyld, men min egen skyld, at blomster, hjemme hos mig altid afgår ved døden.

Trods rygtet som blomsterdræberen har jeg hver vinter fyldt mit hjem med hyacinter. Jeg synes de er så smukke, og så dufter de himmelsk.

I sidste uge købte jeg tre hyacinter, nede i den lokale. Idag kunne jeg se, at de har udviklet sig. Udviklet sig til alt andet end hyacinter.

Måske, hvis jeg giver dem rigeligt at spise, så vil de blive levende ligesom blomsten i "The Little Shop of Horrors".

One can only hope...