9.9.13

Gadens Spøgelser

Det er sjældent man ser dem efterhånden i gadebilledet.
De der typer, der hænger lidt med hovet og slæber på benene, mens de går rundt som spøgelser for menigmandens øje.
De typer, der blev brugt som skræmmeeksampel for folkeskoleelever, mens jeg stadig var lille.
Jeg ser dem, stadig sjældnere, men stadig alt for ofte. Det, der dog ryster mig mest, er når jeg ser dem og kan se, at de har min alder, eller endda er yngre.

Jeg sad i metroen på vej ud, og var optaget af mine egne tanker der jeg så et par lyserøde Crocksbeklædte fødder slæbe sig forbi mig. Jeg løftede blikket og blev mødt af et Addidastræningssæt, længere oppe så jeg hendes Madonnapiercing og et par slørede øjne, der engang nok havde været himmelblå, men havde mistet glansen.
Jeg forsøgte at kigge væk, men kunne ikke fjerne øjnene fra den skabning, der engang var en ung pige. Hun gik forbi mig og jeg så hende stoppe op ved enden af metrotoget, omtåget af guderne ved hvad, vende hun sig usikkert for at begive sig mod den anden ende af toget. Hun vraltede afsted og var i sin egen verden. 
Jeg fik ondt i maven af synes; af det pjaltede tøj, de lyserøde Crocks, hendes filtrede hår og den piercing, der på sin vis slet ikke passede til resten af hende. 
Vi passerer Nørreport og hun gik endnu en gang forbi mig. Hun kunne ikke have været mere end 25 år, men sorgen og smerten havde rynket hendes ansigt, så hun mest af alt lignede en gammel dame.

Jeg funderede over, hvilke sorger og ulykker kunne have skubbet en så ung pige ud i netop denne skæbne, for hun var alt for ung til at kunne havde  forurettet guderne så meget, at hun fortjente sådan en straf.
Vi kørte forbi Kongens Nytorv, og hun stoppede op ved mit sæde. Hun lugtede muggent; af alkohol, cigaretter og gammel sved. Det vendte sig i min mave og jeg fik dårlig samvittighed over min reaktion.  Jeg forsøgte at forestille mig, hvad der gik igennem hendes hoved, og om hun var klar over sine medpassagerers reaktioner, eller om hun var så langt inde i sin rus, sorg, tanker, at hun ikke ænsede noget.

Et øjeblik fik vi øjenkontakt og hun greb chancen: "Støt en hjemløs?" pr. automatik greb jeg efter pungen i tasken og hældte de mønter, jeg havde, i hendes hånd. Hun sendte mig en grimasse, der nok skulle forestille et smil, og så et øjeblik ud som en lille pige. Jeg sukkede og stemmen anmeldte "Christianshavn". Hun mumlede et "Tak" og vraltede ud af metroen iført sine lyserøde Crocks og Addidassæt. Jeg kiggede efter hende og ønskede hende en lykkeligere skæbne, end den, der havde overgået hende til nu.

Ingen kommentarer: