Den Røde Tråd

Min Hobbitten og hendes fætter kom forbi med indisk mad den anden dag. Det var Hobbittens sidste nat herhjemme, så vi skulle hygge.

Et madorgie, uden lige, senere, mens Hobbitten lå i sofaen og smsede løs, kiggede Fætteren i min DVD-samling.
Hans første spørgsmål til mig var om alle film i samlingen, var nogen jeg ville kunne sætte mig ned og se alene. Jeg nikkede ja. 

Blandt en masse tegnefilm som jeg jublende fortalte om, stødte han på "The Texas Chain Saw Massacre". 
Han kiggede på mig med store øjne og inden han nåede at sige mere, udbrød jeg, at det nok var den eneste film jeg ikke ville turde se alene, for det var en gyser, og plottet i den trods alt er plausibelt, men den var fed og en klassiker og derfor stod den bland de andre. 
Han grinede lidt videre af mig. Og da vi var færdige med at se mine film igennem, rystede han smilende til mig med ordene. "Der er bare ingen rød tråd i det whatsoever. Det er et helt fantastisk spænd du har".
Inden jeg nåede at sige mere, rettede han sig selv og fortsatte "Jo, faktisk er der en rød tråd. Men den går bare sådan her..." sagde han og tegnede en masse krusseduller i luften med sin højre pegefinder. Jeg kiggede på de usynlige krusseduller og viste ham videre over til min bogreol. 

Da Hobbitten og Fættteren var taget videre, sad jeg i mit køkken omringet af alle mine go-cards, der for tiden er redskabet for mit nyeste projekt. 
Jeg tændte en cigaret og forestillede mig igen den krussedulle Fætteren havde tegner i luften tidligere på aftenen.

Jeg indså, at han havde ret. Der var en rød tråd i alt hos mig, men den røde tråd var ingelunde lige, som hos så mange andre.

Min røde tråd strækker sig til alle fire verdens hjørne. Den fortsætter op i himlen og over på den anden side af månen. Tilbage til jorden og ned i det velduftende græs. Rundt omkring blomster, bygninger, mennesker, figurer. Igennem bøger, dansefødder, toner. Ned i havet, omkring fiskene, duftene, farverne, for så at ende i en fin og sirligt bundet sløjfe hele vejen rundt omkring mig.

Jeg smilede, indåndede røgen fra min cigaret, holdt den i lungerne et øjeblik og pustede røgen ud. Røgen lignede lidt de figurer, min røde tråd var blevet tegnet som tidligere. 
Idet indså jeg, at det kræver et menneske med en vilje af stål, hvis man skal følge min røde tråd.

"Grimm’s Snow White"

"Once upon a time in midwinter, when the snowflakes were falling like feathers from heaven, a queen sat sewing at her window, which had a frame of black ebony wood. As she sewed she looked up at the snow and pricked her finger with her needle. Three drops of blood fell into the snow. The red on the white looked so beautiful that she thought to herself,If only I had a child as white as snow, as red as blood, and as black as the wood in this frame."

Og således begyndte historien om Snehvide og De Syv Små Dværge, hver gang den blev læst op af min fine store eventyrbog, som min mor, en mørk vinteraften for efterhånden mange år siden, havde bragt mig.
Det har altid været et af mine yndlingseventyr, nok fordi jeg selv syntes, at jeg mest af alle eventyrprinsesser lignede Snehvide. Jeg havde jo det ibenholdtsorte hår, den snehvide hud og de blodrøde læber og kinder.

Så da jeg i går aftes faldt over filmen Grimm’s Snow White, tænkte jeg, at det ville være den perfekte film, at dele sengen med.

I guder, hvor kan man til tider tage fejl.
 Måske skulle IMDBs vurdering på 2.8 have været en god indikator for,  hvad jeg gik ind til, men jeg tænkte, hvor slemt kan det være. Hvor kan man dog tage fejl.

Så jeg trykkede Play og lagde mig til rette.

Den begyndte lettere sært; I stedet for en Dronning, der syr, var det en stjerne, der faldt til jorden og skabte en grøn ild, som Elvene, der faktisk er øgler var tvunget til at passe på, for ellers ville menneskene misbruge ildens kraft, og det ved vi jo alle ikke ville være særlig godt. For vi ved jo også alle, at grøn ild fra Kosmos er en meget farlig ting at lege med, især når man er menneske.

Godt så… Så langt så godt.
Vi hopper i tiden, hvor en Konge er på jagt, og idet han skælder ud på en eller anden, bliver han spist af en øgle, der pludselig er der.

Et øjeblik troede jeg seriøst, at det var en joke, da jeg så øglen. Man skulle tro, at computerteknologien de havde brugt var fra 1995! På nuværende tidspunt har jeg indset, at dette er et lavbudgetfilm, men troede, at alle i Vesten var gået over til minimum Windows Vista.
Jeg har faktisk ikke ord til at forklare grafikken – mit geek er blevet rustent, siden jeg flyttede for mig selv. Men et suk er vel meget sigende.
 

Anyhow. Kongen er død og den onde Dronning græder, men faktisk lader hun kun som om hun græder, hun er jo naturligvis ond og det er hende, der har dræbt kongen, for hun vil overtage hans kongedømme – eller noget i den retning.

En anden Konge, eller er han Prins, der bor i nabolandet kommer for at fri til Dronningen, for at forene de to kongeriger,  hvorfor ved jeg ikke helt, men inden han nå ud til Dronningen, få han øje på Snehvide i hele sin.. øhm… pragt.
Helt blond, med en blå kjole med en fin sløjfe i ryggen og lilla læbestift på læberne (!!).. Ringer det en klokker ? – f.x et andet eventyr, hvor en pige med blondt hår og blå kjole kommer ud på en rejse i et ”Undreland”…

For at gøre en fortælling om en utrolig lang og smerteligt dårlig film kort, så vil jeg hoppe hurtigt over de uinteressante ting.

Bevares Snehvide bliver sendt ud i skoven med to jægere, men pludselig bliver de angrebet af en kæmpeøgle, som jo faktisk er en Elv.
Øglen, der faktisk er en Elv, dræber den ene jæger og tager Alice, jeg mener Snehvide med til Elvenes landsby.
Den anden Jæger flygter hjem til Snowville, og har et falskt hjerte med til Dronningen, der fodrer hybridhundene (der naturligvis pludselig er der) med det, hun tror er Snehvides hjerte.

Hvor dværgene bliver af, kan jeg desværre ikke helt svare på. Men et wild guess ville være, at de nok er erstattet af seks Elver, hvoraf den ene af dem er en kvinde (?).

Skuespillet vil jeg end ikke komme ind på, bortset fra, den ene Elv ved navnet Orlando, der mest af alt taler som en ung Arnold Schwarzenegger. Han er heller ikke glad for, at Snehvide er blevet bragt til deres landsby. For mennesker er jo onde…tilsyneladende. Og i stedet for at kalde ham Orlando, skal vi ikke kalde ham Gnavpot?

I sidste ende handler denne film ikke særlig meget om Snehvide, men mere om Dronningen og hendes kamp om at nå frem til den grønne ild, der røg ned fra himlen og som øglerne, jeg mener Elvene passer på, men som faktisk er på Prinsens, der er forelsket i Snehvides land.

Dronningen forsøger et par gange halvhjertet at slå Snehvide ihjel, men det lykkes hende ikke helt. Derfor tyer hun til grimme metoder og fortryller Prinsen til at forelske sig i hende og dermed glemme Snehvide. For kun på den måde kan hun gifte sig med ham og komme til den grønne ild, som hun så gerne vil have fingre i.

En masse ting sker, og pludselig er vi i en skov, hvor der er krig, Dronningens mænd  kæmper mod Elvene. Dronningen vinder og forsøger at tvangsgifte sig med Prinsen… Til den ene af Elvene pludselig vågner og stikker vagten, der har Snehvide fanget, i ryggen med en meget, meget, meget tynd dolk.
Snehvide er fri og hun hugger Dronningens hoved af, sådan i et hug.

Så skulle man tro at filmen var slut, men næ nej, pludselig er Prinsen død.. Åh nej, hvad skal Snehvide gøre nu? Jo da, hun får sine elvervenner til at hele ham og vække ham fra de døde, så de alle kan leve lykkeligt til deres dages ene i Snowville.

Filmen til side, Elvene og de kæmpeøgler også til side, det jeg ikke kan forstå er, at jeg er ret sikker på at kunne huske, at jeg så plakater for filmen, forskellige steder i byen. Desuden; Gik den ikke i biografen her i efteråret?

Jeg er villig til at kalde denne film mange ting, også mange sjove ting, men ”Grimm’s Snow White”  kan jeg simpelthen ikke få mig selv til at kalde den, for den har absolut intet med Grimm eller Snehvide at gøre. 

Den får 1 ud af 6 Dukker, mest fordi den fik mig til at falde i søvn. Og hvis dette er en parodi på et eller andet, så får jeg fandme en lang næse!

"A woman who changes here hair, is about to change her life"

Det sagde Balsan til Gabrielle, lige inden hun fik at vide, at Boy havde været ude for en ulykke. Og lige før den allerstørste omvæltning i hendes liv.

Ja, jeg har lovet at vende tilbage med indtryk fra filmen. Men det er lidt svært at skrive om noget som ikke gør særlig indtryk.

Jeg kom, typisk for mig, 10 min i filmens begyndelse og var total rundt på gulvet. Købte hurtigt et stykke chokolade, og befandt mig inde i Grand i drømmeposition. Siddende i lækker vintage uldkjole, høje sko, samt chokolade og hjemmelavede romkugler på gaflen.

Stadig idag drømmer jeg mig væk i alle disse romantiske pigeeventyr og tænker på, hvordan det mon var dengang.

Mit drømmesyn om dage, hvor mænd var mænd og kvinder blev behandlet som de skønne væsner de de nu engang er.

Coco Chanel befriede kvinden for korsettet, og for at hylde hende havde jeg påført mig den krydrede og over-the-top Chanel no. 5. Lettere bevidst valgte jeg at tage et par tykke strømper på, og ikke mine smukke vintage Dior, for Christian Dior var trods alt manden, der i sin tid (efter 2. Verdens Krig) satte kvinden tilbage på piedestalen. Og naturligvis afsluttede jeg det hele med at tage min halskæde af og kun beholde perleøreringene, inden jeg trådte ud af døren.

Omend Coco Chanel nedbryder det mit drømmesyn indeholder, så skal hun stadig hyldes. For hun var kvinden, der gjorde det umulige, hun fik succes som designer - en yderst mandsdomineret verden dengang.

Hele pointen med dette indlæg var jo filmen, så jeg må hellere vågne op, og vende tilbage til 2009 og tilbage til "Coco før Chanel".

Hvis man ønsker at se den film, så synes jeg helt klart, at den skal ses i en af de små biografer, det bidrager til atmosfæren og gøre det hele mere indbydende.

Selve filmen, ja...

Når de siger Coco før Chanel, så mener de det i bogstaveligste stand. Hvilket jeg synes er helt fint, da hele hendes fortid netop er skyld i, at hun blev som hun nu en gang var.

Det som jeg synes var meget ærgerligt, er at man mest har koncentreret sig om den periode, hvor hun levede hos Balsan, og hvor hun møder Boy. Filmen varede i knap to timer, men alt det før og efter Balsan er overstået på knap 30 minutter. Hvilket egentlig er synd, for det gør filmen meget ensporet.

Derudover, så var jeg dybt skuffet over Tautous præstation. Jeg følte mig ikke fanget af hende. Hun manglede simpelthen gennemslagskraft. Desuden ser hun efterhånden ret afpillet ud, og ydede ikke Coco Chanel nogen form for retfærdighed. Coco var meget mere distinkt og ud fra billeder jeg har set, virkede hun som en hård og bestemt kvinde, men Tautou fik hende til at ligne en fortabt lille pige.

Der var dog stærke scener, f.x hvor Balsan erklærer hende sin kærlighed og fortæller, at Boy skal giftes med en engelsk kvinde. Desuden var samtlige scener, hvor man ser hende tegne mønstre og klippe i stoffet, yderst stærke. Der var så meget power i den måde det blev filmet på, og måden scenerne var klippet, at jeg blev helt opstemt, og virkelig grebet af stemningen og entusiasmen i hendes fingre og hænder.

Alt i alt en udmærket film. Jeg føler i hvertfald ikke, at mine penge var spildt. Men der skulle have været noget mere handling efter min mening. En fin solid film, men den mangler simpelthen kant.

Jeg glæder mig dog til januar og til den anden film om Coco, der hedder "Coco og Igor". Ifølge anmelderne skulle den også være lidt tynd. Men nu må vi se. Desuden er det Mads Mikkelsen, der spiler Igor Stravinsky. Jeg glæder mig til at se hans præstation.

Jeg giver "Coco Avant Chanel" 3 ud af 6 dukker.

Double Jeopardy

Den sender de på tv2 lige nu. Filmen fra 1999 med Tommy Lee Jones, Ashley Judd og Benjamin Weir. Hvor Judd bliver dømt for mordet på sin mand, som hun slet ikke har begået, for han lever stadig, under et falsk navn.

Jeg har set den før, men kan simpelthen ikke huske, hvad den ender med, og er ret spændt på at se, hvad der sker. 

Det der undrer mig er, hvad får et menneske til at frame sin kone? Alt virker idylisk og så en dag... vågner man med blod på hænderne og anklaget for mord...

Who watches the Watchmen?

Lørdag nat stod den på biograf, og den længe ventede filmatisering af Allan Moores tegneserie "Watchmen".

Jeg havde glædet mig som et lille barn hele lørdagen, og var nødt til at dulme knuden i maven og utålmodigheden med en omgang shopping. Det blev til en ny tegneserie "Sky Doll" - den er jeg spændt på, og bog #9 af "The Last Man" - jeg bliver nødt til at styre min lyst, der er kun en bog tilbage, og så skal jeg ellers vente et halvt til et helt år før den næste kommer.

Dagen gik uendeligt langsomt, men pludselig var kl 00.30 og så var tiden endelig kommet til Watchmen.

Jeg nærmest hoppede op af trappen i Imperial, og kunne ikke vente.

Lysene blev slukket og jeg ventede i spænding.

Directors cut varer i tre timer. Det passer mig fint, for så får man al "dirt" med, hvilket for mig kun er bonus.

Dr. Manhattan har f.x en pik, som jævnligt bliver vist frem. - I "om filmen" bliver det nævnt, at de har gjort meget, for at gøre den "græsk statueagtigt", men i mine øjen som kvinde virker den meget tilfredsstillende.

The Silk Spectr bliver også tilfredsstilet af Manhattan, i en scene, hvor man ser to i stedet for et par hænder.

Filmen er lang, men den er underholdende nok til, at man kan abstrahere fra tiden. Jeg ville dog nok vælge et andet tidspunkt end 00.30, hvis jeg skulle se den igen.

Det tror jeg så ikke, at jeg vil. Den er fed, og der er en del underholdende indslag. Man er gået meget op i at følge tegneserien så slavisk, som overhovedet muligt.

Det irriterer mig dog utrolig meget, at The Nite Owl til forveksling minder mere om Batman end det burde være tilladt*. Selvom The Nite Owl er inspireret af bl.a Batman, synes jeg, at ligheden bliver for stor.

Derfor bliver jeg i sidste ende, nødt til at følge min kærestes underspillede facon og konkludere: "Den er fed nok, men tegneserien er bedre" .

*Jeg er stor Batman fan.