Villa - Vila

Når jeg fortæller, at jeg kom til Danmark som otteårig uden at kunne et eneste ord dansk (obviously), eller andet fremmedsprog, bliver folk altid forundret over, hvor god jeg er blevet til sproget sidenhen.
For mig er det en selvfølge; Hvis man bor i et land, så lærer man sproget så godt man kan. Og netop dette har jeg altid bestræbt mig på. Ikke desto mindre, så var det ikke nemt.  Selvom jeg var rigtig dygtig til at opfange sproget og allerede som niårig oversatte for mine forældre og deres venner, så har der været mange barrierer undervejs.

Så sent som i sidste uge kom jeg til at tænke på en hændelse fra min tid i et flygtningecenter i Ommestrup ved Mørke i Jylland. Vi havde en lille aktivitetsskole, hvortil der var knyttet en lærer, eller pædagog til ved navnet Mikkel eller Michael... Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at han underviste os i dansk og tog os på ture. Jeg husker, at han var tynd, høj, havde gråt hår, og noget mørkere 90'er overskæg. Sådan et, der er fladt og gå lige over overlæben og ikke er særlig prægtigt. I sommerperioden var han altid iført meget kort-afskårne cowboyshorts og en blå skjorte i tyndt udvasket cowboystof.

Jeg kunne godt lide denne sære mand, der brugte rigtig meget tid på os. Jeg nød de dage han var der og underviste os. Han gav os sjove opgaver og på en sær måde formåede jeg uden ord både at tale til ham og forstå ham.

En dag spurgte jeg, hvor han boede. Han fortalte mig, at han boede i en villa. Vi blev enige om, at jeg skulle tegne en villa til ham, hvis han tegnede en til mig og så ville vi bytte tegningerne dagen efter. Jeg var spændt på opgaven.

Det skal dog så siges, inden vi gå videre med historien, at på bosnisk betyder vila - med et l - en fe. Ja, sådan en mytisk fabelskabning som kan trylle og som jeg faktisk var meget betaget af dengang jeg var lille. En villa med to l'er har jeg aldrig hørt om før Så jeg blev forundret over dette vidunderhus, der var formet som en fe.

Sådan sad jeg så efter timerne på det lille værelse som hele min familie boede i, og forsøgte at tegne et hus, der var formet som en fe. Jeg syntes selv, at det lykkedes meget godt. Bl.a. var hende hat et tårn, og øjnene var vinduerne, hvor prinsessen kunne bo. Stuen  var i maven og trappen op til selve huset var hendes ben.

Næste dag, da tegningerne skulle udveksles, stod jeg lidt forundret tilbage ved synet af et hvidt hus på to etager med fine vinduer en vid trappe op til hovedindgangen og træer i hver side af huset
Jeg forsøgte ihærdigt at tolke en fe ind i tegningen og det lykkedes til dels, men min skuffelse var svær at skjule, for det var jo slet ikke et fe-formet hus han boede i.
Jeg kan ikke huske, hvad der blev sagt til min tegning, men den blev sat op på væggen. Samtidig lærte jeg også, at man bor i en villa og min lærer lærte at en fe på bosnisk er en vila med et l.

I en Nat

Jeg klapper min computer sammen, trækker stolen ud. Jeg rejser mig op og sætter stolen på plads igen.
Jeg kigger mig omkring. Slukker lyset i køkkenet og trækker i mit nattøj; Jeg foretrækker at sove i nattøj, når jeg sover alene.

Mørket folder sig, som en dyne, omkring mig og skærper mine fire resterende sanser, nu synssansen er mig frataget.
Jeg lukker øjnene, indsnuser duften af min egen parfume - den parfume jeg brugte, mens han stadig var der.

Jeg tænke sjældent på ham efterhånden. Jeg mindes stadig sjældnere hans blå øjne og hans hænder, der holdt så fast om mig, når han omfavnede mig.
Sløjfen, der afsluttede "os" blev bundet med en stram knude og den kan ikke bindes op igen. Jeg vil ikke binde den op igen.

Og dog, i sådanne nætter, hvor mørket folder sig omkring mig som en dyne, så tænker jeg på ham, på hans blå øjne og hans hænder, der holdt så fast om mig, når han omfavnede mig og så savner jeg ham...lidt og kun et kort øjeblik, men ikke desto mindre.

Lænestolen med Roserne

Jeg var ikke et stille barn som sådan, jeg var blot opdraget til at være høflig og sød.

Jeg havde aldrig behov for at skændes med jævnaldrende, eller føle, at jeg skulle passe ekstra meget på mit legetøj. Der var ikke mange børn i mit nabolag og de fleste var drenge, så jeg blev vel egentlig behandlet som en lille prinsesse.

Jeg brugte utrolig meget tid på hospitaler og på grund af min yderst sjældne sygdom oftest på voksenafdelinger, så jeg havde det mildest talt som blommen i et æg. Alle elskede mig og så mig som en dyrbart dråbe vand på en hed sommerdag.

Jeg elskede det naturligvis, og de få gange jeg var tvunget til at være indlagt på børneafdelinger hadede jeg det.

Børneafdelingerne i ex-Jugoslavien er ikke helt det samme som her i Danmark. Men det er et anden og noget mere traumatisk minde.

Jeg var egentlig sådan en, voksne elsker. Nuttet, syg, tapper og fandens gammelklog.

Til jeg var otte år var min jævnaldrende omgangskreds ret snæver, især fordi jeg kun nåede at gå i skole i Bosnien i et års tid, før krigen brød ud og vi skulle flygte.

Derfor da jeg kom til Danmark og vi flyttede ind i flygtningecenter, var det noget af et kulturchok for mig.

Vi boede i et internationalt flygtningecenter, hvor mennesker fra alle verdens lande var samlet- et gammelt plejehjem i Mørke i Jylland.

Der var så mange mennesker, og så mange børn. Mennesker fra over det hele. De mennesker skabte stemningen i dette hjem og hvor blev det en fordærvet stemning. Hvor blev det et fordærvet sted.
Det var et sted, hvor tiden stod stille, og hvor drømme gik i dvale. Selv børnene var fordærvede og ondskabsfulde- både mod hinanden, men også mod mig.
Måske var de ondskabsfulde mod mig, fordi jeg ikke kunne sproget - hverken dansk eller engelsk.

Naturligvis var der enkelte som jeg har gode minder om: David, Sasha og en pige jeg ikke kan huske navnet på mere. De tog sig af mig. Måske fordi de var russere og vi kunne kommunikere lidt.

David og Sasha kom endda op at slås på grund mig. De ville begge være mine kærester. Selv var jeg forelsket i David. Han var blid og rødmede, når vor blikke mødtes. Og Sasha, Sasha var så tapper og modig, han var grov og han stjal et kys fra mig en dag. Han havde blå øjne og lyst hår. Han boede der sammen med sin mor.

Men de andre børn… Ih guder,  hvor var det skræmmende. Især var Dzemila, en pige fra Kosovo grusom. Jeg tror hun hadede mig, fordi hendes far forgudede min lillesøster. Hun og en anden pige, Rositta, var nok et par år ældre end mig. De rottede sig imod mig og gjorde det, piger er bedst til - at lukke ude.

Jeg kan huske en hændelse mod slutningen af foråret.

Det havde regnet hele dagen, men hen mod aftenen blev der sådan et fantastisk solskinsvejr. Den dag begav vi os op mod Bakken bag ved vores flygtningecenter. Bag ved vindmøllen og det lille skovbryn, og midt i det hele, foran et lille hus stod den, i mine øjne, smukkeste stol jeg nogen sinde havde set. Den var råhvid og med store roser over det hele. - (Hvor er jeg dog glad for, at jeg var så lille - for hvordan udtrykker man glæde og begejstring, når man ikke behersker sproget og ordene?). Jeg ville nok have givet alle mine dukke og bamser for den stol. Hvis jeg havde turdet, så havde jeg slæbt den med mig og jeg ville have beholdt den for evigt.

Vi stod og kiggede lidt på den og rundt omkring, men bestemte os hurtigt for at gå tilbage.

Pludselig en dag stod stolen i flygtningecentrets baggård. Jeg kiggede på den, men kun fra afstanden, for jeg kunne se Dzemila og Rositta sidde i den som om de ejede den.

Jeg turde ikke at gå over til dem, for Rosittas lillebror havde nogle dage for forinden kastet en tennisbold efter mig, hvilket for mit vedkommende resulterede i en blå læbe og for hans et ømt øre - forårsaget af min far. Med andre ord var jeg så lidt populær som jeg nogen sinde havde været.

Forældre har aldrig forstået den jungle børn befinder sig i. De tror, hvis de en gang tvinger bøllerne væk, at de så faktisk bliver væk og at alting bliver bedre.

Jeg ved godt, at min far gjorde det, fordi ingen skulle gøre mig ondt igen, men hvor forbandede jeg ham tit. Det eneste jeg jo ville var at passe ind.

Jeg kiggede på stolen og de to piger. Da de så mig hviskede de noget til hinanden, rejste sig op af stolen og pludselig begyndte de at smide mudder på den grinende.

Jeg tog  mod til mig og gik hen til dem – ”Why do that?” Spurgte jeg på engelsk som jeg havde opfanget i de par måneder vi havde boet der – ”Because”, svarede Rositta med et smil på læben.

Jeg forstod ikke, hvorfor de ødelagde stolen, så jeg gik min vej. Men jeg huskede ordet og kort tid efter fandt jeg ud af, hvad det betød. Because… Fordi....  Fordi hvad? Fordi de havde lyst, eller fordi de kunne tillade sig det.

Jeg glemmer aldrig den smukke lænestolen.

Når jeg tænker tilbage til den periode i det center, kan jeg ikke andet end tænke, at jeg må have følt mig så ensom.

Men jeg kan ikke huske en følelse af vemod. Det er nok nærmere kedsomligheden jeg kan huske fra de perioder, de voksne havde travlt i. Som altid var jeg det mest populære barn blandt voksne. Og de mennesker, der arbejdede forgudede mig. Jeg fik altid et noget længere snor end nogen anden i det center, og jeg ville da lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke nød det.

Jeg gik meget for mig selv, men følte mig aldrig alene, måske fordi mine forældre og dem, der var tæt på, altid vågede over mig, som den dråbe vand man våger over på en hed sommerdag...