5.5.13

I en Nat

Jeg klapper min computer sammen, trækker stolen ud. Jeg rejser mig op og sætter stolen på plads igen.
Jeg kigger mig omkring. Slukker lyset i køkkenet og trækker i mit nattøj; Jeg foretrækker at sove i nattøj, når jeg sover alene.

Mørket folder sig, som en dyne, omkring mig og skærper mine fire resterende sanser, nu synssansen er mig frataget.
Jeg lukker øjnene, indsnuser duften af min egen parfume - den parfume jeg brugte, mens han stadig var der.

Jeg tænke sjældent på ham efterhånden. Jeg mindes stadig sjældnere hans blå øjne og hans hænder, der holdt så fast om mig, når han omfavnede mig.
Sløjfen, der afsluttede "os" blev bundet med en stram knude og den kan ikke bindes op igen. Jeg vil ikke binde den op igen.

Og dog, i sådanne nætter, hvor mørket folder sig omkring mig som en dyne, så tænker jeg på ham, på hans blå øjne og hans hænder, der holdt så fast om mig, når han omfavnede mig og så savner jeg ham...lidt og kun et kort øjeblik, men ikke desto mindre.

Ingen kommentarer: