Kære mand, jeg dømmer dig!

Midt i min overspringshandlings-spree læste jeg en artikel, om Jessie, der var blevet en gennemsnitlig student og syntes, at hun også skulle hyldes grundet sine bedrifter. Hun var nemlig ligeså meget en stjerneelev som alle de 12-tals elever, der hvert år bliver hyldet på de sociale medier. Jeg er kunne ikke være mere enig med hende. Men det er ikke hvad denne historie handler om.

Jeg delte denne artikel og skrev følgende besked: ”Åh hvor kender jeg det godt. Det er netop den slags tankegang, der gør, at mennesker begynder at tro på, at høje karakterer gør dig til et mere værdifuldt menneske. Og det er en omgang BS!

Personligt troede jeg store dele af min studietid, og var overbevist om, at jeg bare var doven, og derfor var langsom og dårlig, både i folkeskolen, gymnasiet og på universitet (!).

Jeg fik at vide, at jeg havde et handikap i folkeskolen, fordi dansk ikke var mit modersmål. Jeg blev vurderet uegnet til gymnasiet trods det, at jeg talte fire sprog næsten flydende ved udgangen af 9. klasse. Jeg nægtede at forlade rektors kontor, før de erklærede mig egnet.

Jeg troede, at jeg bare var doven, når jeg ikke dukkede op til undervisning efter 3-4 timers dialyse, fordi jeg ikke kunne holde mig vågen. Jeg tænkte, at undervisningen var kedelig og derfor faldt jeg i søvn, trods det, at min nyrefunktion var på ca. 10% på det givne tidspunk.

Jeg skammede mig over, at jeg var nødt til at udsætte min eksamen, fordi lægerne blev ved med at holde mig på Riget efter en nyretransplantation. Den samme sommer afsluttede jeg 47,5 ects point på ét semester.

Jeg følte mig som den største fiasko, fordi jeg i et år var nødt til at droppe mit BA-projekt, fordi jeg var blevet akut blind (!). For året efter afslutte det med et 10-tal.

Og jeg orker slet ikke at komme ind på de følelser af selvforagt, skam, skuffelse, mere skam, værdiløshed, svigt af andre mennesker og lignende, da jeg i november fik at vide at mit speciale ikke var bestået.

Værst af alt; jeg skammede mig stadig over mine dårlige eller middelmådige karakterer trods det, at jeg efter så store nederlag og udfordringer, rejste mig op og kom stærkt tilbage.

Engang sidste år blev jeg spurgt: "Ville du ikke ønske, at du bare én gang blev færdig til tiden?" Jeg kan ikke huske, hvad jeg svarede, men ih guder...hvor ville jeg ønske det, og måske endda få en god karakter. Det er bare ikke muligt, for vi har ikke alle de samme forudsætninger.

Jo det er flot at få 12 i gennemsnit, men det er ligeså flot at få 02, det er flot at blive færdig til tiden, men ligeså flot at komme bagud, så længe man gør sit bedste. Og man er ikke mindre værd, fordi man ikke er i toppen af en, af mennesker udarbejdet, skala.

Jeg løfter på hatten, for alle dem som er gennemsnitlige, eller derunder. For, for pokker, hvor kræver det styrke at komme op på hesten, når man er blevet væltet af den.

Hilsen en, der teknisk set dumpede sit speciale, og afleverer nummer to om små tre uger.”

Inden der var gået en time stod der ca. 30 likes. To… Ja 2 (!!) af dem var fra mandelige facebook-bekendte.
I går smed jeg en video op, hvor jeg propper en pandekage i munden, mens jeg siger ”nomnomnomnom” og smiler kækt til kameraet. Over halvdelen af likes var fra mænd, samt 13 kommentarer.

Kære mandlige facebookven/follower, der altid husker at like mit lingeribillede, men glemmer at reflektere over indholdet, og glemmer at forholde sig til resten af alt det jeg smider op på de sociale medier: Tak for dit kompliment, det er vældigt flatterende og smigrende, at jeg tiltrækker din opmærksomhed, og får din indre hulemand til at skrige på kopulation og lignende, men vid dette:

Jeg siger det ikke til dig, men vid, at jeg dømmer dig. Jeg dømmer dig og græmmes ved dig. Ikke fordi du er villig til at like min video, hvor det ligner, at jeg deepthroather en pandekage. Jeg dømmer dig og græmmes ved dig, fordi du KUN liker den video, og fordi du ikke er villig til at anerkende den intelligente, skarpe og reflekterede kvinde, som jeg også er, men kun har kapacitet nok til at kunne rumme den kække, charmerende (kneppe)dukke.

Jeg dømmer dig, fordi du har svært ved at overskue og gennemskue, at en kvinde både kan have humor, intellekt, sexappeal og en aggressiv og udfarende, seksualitet. Jeg dømmer dig fordi du er simpel. Og så har jeg også lidt ondt af dig, for du overser så meget i livet, og kommer aldrig til at kunne nyde en kvindes fulde potentiale. 

Måske en dag du finder plads til at kunne rumme det, men til den dag vil jeg dømme dig, stille i mit sind.

Skuffet

Mænd er røvhuller!
Lige nu generaliserer jeg tærkrummende meget. Men... mænd er røvhuller.

I den tid jeg har været single har jeg af fire omgange haft mit hjem åbnet for mennesker i længere eller kortere periode. Det har været venner som fremmede og jeg har gjort mit bedste for, at deres ophold i mit hjem var bekvemt, kærligt og rart.

Første gang jeg lod én låne min sofa er godt et år siden.
Jeg lod en næsten fremmed pige bo hos mig, fordi hun lige var flyttet til København, kendte ingen og stod pludselig i lort op til over begge øre. Jeg behøvede ikke, at gøre det, men jeg kunne ikke få ro, så jeg tilbød hende at crashe hos mig til det værste var overstået, og hun kunne stå på egne ben.

Knap tre måneder senere sagde jeg ikke farvel til en fremmed, men en pige, der var blevet en af mine bedste veninder.

At have hende boende var sådan en god oplevelse, at jeg naturligvis tilbød en af mine venner at låne min lejlighed, mens jeg var på ferie, da hans ex havde smidt ham på hoved og røv, lige efter at hun havde sagt, at han kunne blive boende i deres gamle lejlighed.
Så jeg aftalte med min ex-roomie, at de skulle mødes i lufthavnen så han kunne få nøglerne til mit hjem.

Da jeg kom hjem fra ferien var han stadig boligløs, så jeg krammede ham og lovede, at vi nok skulle finde ud af noget.
Han var egentlig hyggelig at have boende. Han var der, da jeg manglede trøst og grinede af mine jokes.
En eftermiddag knap tre måneder senere, da jeg sad midt i et stykke kage på min yndlingscafé, blev jeg ringet op af ham med ordene om, at han var i færd med at hente sine ting, for han havde fundet et sted han kunne bo.
Han var en ven i nød, han fik et hjem hos mig og efter at have boet hos mig gratis i knap tre måneder, flyttede han, og sagde ikke engang tak. Med mindre det, at han end ikke ønskede mig tillykke med fødselsdagen et par dage senere skulle tages som et tak. Jeg er jo så usikker, når det kommer til en masse ting, så jeg ved det faktisk ikke. Måske jeg skulle Google høflighedsbegrebet.

Flere måneder senere skrev han og spurgte om vi ikke skulle drikke kaffe sammen. Jeg hvinede glad "Ja". Men blev noget skuffet; den eneste grund til ,at han ville besøge mig, var for at hente de sidste ting han stadig havde haft liggende i min stue.

Da Hobbitten et par måneder senere begejstret ringede og foreslog, at hun da skulle låne min sofa i løbet af januar, havde jeg naturligvis mine betænkeligheder. Sådan en oplevelse som ovenover sætter sine ar, men mit gode hjerte løb af med mig og Hobbitten flyttede ind og gjorde mine betænkeligheder til skamme.

At have hende boende var næsten for godt til at være sandt. Ikke nok med, at hun tog sig af mig mens jeg læste til eksamen og købte mig både cola og frugt og slik, hun kvitterede også min gæstfrihed med det smukkeste køleskab jeg længe havde set. For hun havde nærvær nok til at se, at et køleskab; det var noget, der manglede i mit køkken.

De sidste ti dage har jeg haft besøg fra udlandet. En bekendt, Chärming, ham der kyssede mig, mens morgenen gryede over Donaufloden, skulle til Sverige, men før det, ville han tage en smuttur forbi København, for at besøge mig.
Jeg var himmelhenrykt, for jeg havde savnet ham og havde glædet mig til at se ham siden den morgen, hvor jeg i silende regn havde kysset ham farvel og bevæget mig mod lufthavnen med næsten et tungt hjerte.

Han kom og det var næsten som en drøm... Og så blev den drøm et mareridt, men det mareridt kan være jer til gode i første omgang.

Efter turen til Sverige sagde han, at han ville returnere til København og lod derfor sine ting stå.
Som det menneske jeg nu engang er, fik han lov til at blive hos mig resten af tiden.
Han skulle komme tilbage igår, tirsdag, og han ikke havde nøglerne til mit hjem, så jeg planlagde min aften så det passede med hans hjemkomst.

Kl midnat var han stadig ikke kommet og jeg havde ikke hørt fra ham.
Min træthed overmandede mig et par timer efter midnat, og jeg var døset hen.
Med et sæt vågnede. Jeg var stadig disorienterer og mit hjerte sank, da jeg indså, at jeg var faldet i søvn og Chärming stadig ikke var hjemme. Jeg stod op og kiggede udenfor, for min første tanke var at jeg ikke havde hørt dørklokken. Jeg tjekkede min telefon, men der var ingenting fra ham...og idet indså jeg, at mænd er røvhuller...

Selvom han var min gæst, så var det på intet tidspunkt faldet ham ind - om ikke andet, så af ren og skær respekt, at kontakte mig og sige, at han nok ikke kom hjem som aftalt, for han havde formegentlig andre forpligtelser. Det var ikke faldet ham ind, at jeg har andre ting, at tage mig til i løbet af min dag, end at vente på, at han kommer hjem.
Og jeg venter stadig...

Jeg bliver så skuffet over det modsatte køn. Ikke fordi de skuffet mig som mænd, men fordi de skuffer mig som mennesker.
At de kun tænker på en, når de har brug for noget, men derudover kunne man rådne op og de ville end ikke skæve til en.

Han havde på intet tidspunkt vist sig fra sin gode side. Men jeg tror på det bedste i alle mennesker og en nat så jeg ham dybt i øjnene og så et eller andet. Et skær.
Jeg håbede, at kærlighed og varme fra et menneske kunne tø ham op - bare en lille bitte smule. Og at det skær, der var i hans øjne den nat, måske var ensomhed, der bare skulle omfavnes, men nu ved jeg, at det jeg så i hans øjne var ligegyldighed og egoisme og det kan ikke kureres, ligegyldigt hvor meget kærlighed han var overøst med.


Derfor er mænd røvhuller; de vil tage selv den sidste dråbe liv, uden at overveje om der vil være mere tilbage.

Guld og Grønne Ligusterhække

"Det kunne da være hyggeligt." svarede jeg med et smil. Han kiggede lidt panisk på mig. Jeg kunne se angsten tegne sig i hans drengede ansigt, og det morede mig.
Det eneste jeg havde foreslået var, at han skulle overnatte, af den simple grund, at jeg fandt vores lækre møder lige korte nok.
Han stod lettere rædselsslagen i døråbningen til soveværelset, hvor jeg stadig slangede mig halvpåklædt i sengen og kiggede på ham med et skævt smil på læberne.

Med store skrækslagne øjne og en, sikkert mere end planlagt, mekanisk stemme svarede han "Ja, øh ja...Ja, jeg må nok finde en dag så, hvor øh jeg kan overnatte."
Det morede mig endnu mere, men jeg sukkede alligevel opgivende.
Jeg rejste mig op og tog min kåbe på, for at følge ham ud.

Da jeg havde kysset ham farvel og lukkede døren bag ham, erstattede jeg kåben med min lyserøde pyjamas, slukkede lyset og kunne trods mørket, der omringede mig, ikke falde i søvn.

Mine tanker var i uro og et sted dybt inde rasede jeg.
Jeg rasede, fordi angsten netop havde været så tydelig i hans øjne.
Jeg rasede, fordi jeg som kvinde ikke kunne tillade mig at foreslå noget som enhver mand foreslår helt uden bagtanker om committment, og en fælles fremtid i et lille hus bag en velklippet ligusterhæk.

Efter et rum tid lukkede jeg øjnene og indså, at der ikke var noget at gøre, for når det kommer til sex, så er der bare forskellige forestillinger.
Mænd kan tillade sig at sige, hvad der faldt den ind, love guld og grønne ligusterhække. Kræve hvad de lyster: nærhed, tryghed og varme. Men hvis en kvinde efterspørger de samme ting, så er der stor sandsynlighed for, at man bliver mødt med mistanke om bagtanker, hemmelige agendaer og ønsker om et lykkeligt til kvælende og fælles dages ende.

Jeg indsnusede den kølige vinternat, der var trængt ind i mit soveværelse og så igen for mig hans ansigt, der var overmalet af angst, sidste gang jeg kyssede ham.

Det unge kød

På er punkt er jeg fantastisk heldig. Allerede i de første måneder efter, at jeg have mødt T, erklærede han, at han elskede bagdele.

Det var vel fint nok, hvad jeg ikke vidste dengang var, at det at elske bagdele indebar en grundig analyse og af enhver kvindenumse, der valser forbi T - og ingen bliver overset, trust me.

Der var tider, hvor jeg ikke var tilfreds, fordi jeg troede, at det, der udløste hans numsekiggeri, var en mangel af samme hos mig.

Da han forsikrede mig om, at det langt fra var sandt og at intet andet end Druuna kunne true eller erstatte min numse, blev jeg klar over, at han elskede mig. Og jeg intet havde at frygte, da Druuna er en tegneseriefigur.

Anyways, det jeg ville frem til er, at jeg er utrolig heldig , at have sådan en mand, for det giver mig uanede muligheder for åbentlyst at glo efter enhver mand, mine øjne kan fange. Min yndlingshobby er kigge på mænd siddende med en god bog på en cafe.

Jeg har altid kigger efter mænd og min fascination af dem har altid været stor.

Som teenager har jeg altid været uden kæreste. For de jævnaldrende drenge så jeg ikke. Næ som 13. årig kiggede efter dem, der var tyve. Som 15 årig kiggede jeg efter dem, der var 22. Som 18 årig kiggede jeg efter dem, der var 40, og for et par år eskalerede det hele med det smukke grå guld, altså mænd, der var omkring 50.

Nu tog jeg det ikke så tungt. Vi har alle vores små særheder og (som T så smukt siger det) lange løg er min.

Som sagt mine særheder har aldrig bekymret mig, for vi har dem alle i mere eller mindre udpræget grad. Det der

bekymrer mig er min meget store fascination af unge drengr, især det smukke glatpolerede af slagsen, der spiller med i alle de masseproducerede produktioner disney channel spytter ud. Jeg føler mig som et frådende monster, når jeg ser en sød lille dreng på omkring de 20-25 år.

Min øjne vokser og der dukker et lille smil i mundvigende (og fråde om munden).

Jeg får lyst til at lege og erobre.

Ikke nok med, at dem jeg kigger efter er unge, gudhjælpemig, de er også glatpolerede og kække.

Er jeg virkelig blevet så gammel, at jeg er blevet en gris?

"...og manden skabte".... Jeg mener: "...og Gud skabte kvinden"

Tyvkopieret fra et go-card fundet i Kaffebaren igår, mens jeg som en pæn og flittig pige ventede på, at min underviser kunne fortælle mig, hvad jeg skulle gøre. (Faktisk er go-carden fra 2003 - hvor jeg faktisk var en flittig og pæn pige - åh ja... Wonder what went wrong.)

Ja, tyvstjålet, men jeg kunne ikke lade være. Det passer så godt ind i (åbenbart) månedens tema (min underbevidsthed har vist bestemt sig, for at køre kønsrollerne og mænd/kvinde-forholdet helt ud på et sidespor - det er trods alt min profession. Altså at køre ting ud på et sidespor).

Grin nu for satan!

-Og se flere sjove kreationer af Jørgen Stamp her...

"Jeg-synes-alt-skal-være-gult,-for-den-farve-er-kønsneutral-forslaget" aka Fætter BR's Julekatalog

Onde tunger (Go' Aften Danmark) fortalte mig for et par dage siden, at årets Fætter BR Julekatalog har vakt harme over, at drengelegetøj bliver præsenteret på blå farve og pigelegetøj på lyserød farve. Det er åbenbart for galt, for det fastholder børn i "forældede" kønsroller. Jeg.... er egentlig lidt målløs.

Jeg tror, at børn selv vælger det legetøj og farver, der passer dem bedst. Og flere internationale undersøgelser har vist, at helt fra 1 års alderen bliver piger hurtigt draget af bløde former og drenge af mere kantede former. Farverne har faktisk ikke så meget med det at gøre.

Jeg mindes, da jeg var lille afskyede jeg grøn, for den var ikke pæn og dermed måtte den være drenge farve (og drenge var jo dumme), men samtidigt legede jeg med biler. Min kusines yndlingsfarve var grøn, og jeg syntes hun var mærkelig.

Sort eksisterede slet ikke.

Jeg forstår ikke hele denne kønsrolledebat.

Måske er jeg gammeldags. Måske er jeg blevet forstyrret af Fætter BR's julekatalog gennem årene. Måske er jeg bare blevet hjernevasket fordi min mor gav mig lyserødt tøj på og rottehaler, da jeg var lille.

Men jeg synes faktisk, at det er farligt at lege med kønnet. Kønnet og kønsrollerne er noget, der til dels er biologisk fastsat, og hvis man roder for meget ved biologien, så går det som regel galt.

Børn kopierer deres forældre og lærer fra dem, og hvis forældrene viser børnene de forskellige muligheder de har i livet, så skal det nok gå fint.

Jeg bliver nok ikke populær blandt feminister, men jeg er glad for mænd. Rigtige mænd. Mænd, der kan finde ud af at bestemme, og ikke mænd, der strikker, syr og græder. Mænd, der kan bore huller i væggen og mænd, der kan tage mig i arme og beskytte mig.

Jeg kan alt det jeg vil, og hvis jeg bliver udsat for situationer, hvor jeg skal lave mandearbejde, kan jeg sagtens gøre det, men hvorfor i himlens navn skulle jeg borre, bære og samle, når jeg har min mand til det.

Mænd og kvinder er da ligeværdige, det er der ikke noget at diskutere om, men vi er forskellige, og det kan man ikke ændre på, og man burde heller ikke.

---------------------

UPDATE !!

Gad vide, hvordan de ligestillingshigende mennesker ville reagere, hvis "Dagens Mand" lavede en "special" med 20 mænd, der skulle bedømme en kvinde? - Ja, blot en strøtanke.... ;)

Det gør altså ligeså ondt på os....

Mit nye projekt i livet er simpelthen at blive forvandlet til en gammel mand. 

Jeg er godt på vej. Jeg er begyndt at fiske og overvejer endda golf og jagttegn,nu mangler jeg kun min fedora hat, stok og en fin lille moustache, så er det vist klaret.

Jeg vil være en mand, for især gamle mænd må gerne være sure og utilfredse og brokke sig - uden at blive kaldt for "suuure kælling". Jeg vil gerne være en mand, for mænd må godt drikke øl - uden at der bliver set ned på dem, når de er fulde, og jeg vil gerne være en mand, fordi de gerne må kigge på yngre kvinder og lave børn på dem, uden at man rynker på næsen af det. Til sidst men ikke mindst, så vil jeg gerne være en mand, for mænd må gerne whine over de mindste ting - og gøre mus til kæmpe elefanter uden, at der er nogen, der ser det som overdrævet.

Mænd har det bare nemmere, og derfor vil jeg gerne være en mand!!!
Helst en gammel en af slagsen - for de kan jo slet ikke gøre for det, de er jo bare gamle... og; well... boys will be boys...ladida. Jesus på korset - og alle de andre med, altså!! 

Jo de kan godt gøre for det!

Nå, denne omgang galde kommer fordi jeg er lidt sur på mænd siden lørdag...og endnu mere i dag, siden en tur hos mine forældre.

Jeg har været rigtigt syg fra sommeren 2008 og til og med februar 2009. Jeg har været så syg, at jeg ikke kunne andet end stort set sove. 

Jeg sov ca. 15-18 timer dagligt, men jeg beklagede mig ikke. Nej, jeg er ikke nogen helgen, jeg hadede også at være syg, og syntes, at det var hårdt, og jeg var ynkelig, og ville have, at folk havde ondt af mig, og jeg var absolut ikke nogen solstråle at være i nærheden af i den periode. Især i de dage jeg var i dialyse. Men jeg tog fandme fat, jeg ville ikke styres af min sygdom, jeg ville styre den.
Jeg prøvede at følge med i studierne. Jeg tog en rejse til London, jeg prøvede at se mine venner, og leve så almindeligt et liv som muligt. Jeg tog ud og festede weekenden op til min transplantation. Og jeg tog makeup på og smilede, selv når det var pissehårdt – men lægerne er trods alt lækre, og jeg vil heller have, at de kigger på mig, mens jeg svanser iført en kort kjole og rød læbestift, end at sukke og synes det er synd for mig, mens jeg triller mod udgangen, som en gammel dame.

Jeg kunne ligeså godt få det bedste ud af det. Jeg kom vist også til at vride hovedet af led på et par af dem – desværre var ham, der vred hovedet om på mig gift med en Mads...

Jeg gjorde mit bedste for at overleve - ved at leve...

Jeg har brugt hele min barndom på hospitaler - Første gang jeg blev indlagt var jeg et år gammel. Første gang jeg blev opereret var jeg fem.
Anden gang var jeg seks.
Tredje gang jeg blev opereret fik jeg en ny nyre og lever - jeg var ni år gammel!

Som 24-årig fik jeg en ny nyre igen, igen, for den gamle (transplanterede) havde sat ud året forinden.

Jeg klarede mig dog på optimisme og glæde og "denial" i yderligere et halvt år uden dialyse. Og legede, at der ikke var noget galt med mig – "jeg var jo bare lidt doven, og det var jo trods alt vinter, og 3. semester er nu også "dødssemestret"." 

Jeg slog mig selv i hovedet over, at jeg ikke kunne følge undervisningen sammen med de andre.... 

Måske lidt dumt, men jeg opgav først - dog kun en smule, da jeg en eftermiddag i juni sidste år blev indlagt med åndedrætsbesvær, og nærmest tvunget til dialyse.

Nogen lunde samtidigt med, at jeg blev rigtig syg, fik min svigerfar konstateret kræft - han var heldig, det kunne sagtens klares med en operation og kemoterapi. Han er i dag erklæret rask. Og hurra for det – det er altid skønt, når det ender godt.

I slutningen af januar blev min far midt om natten kørt på Frederiksberg Hospital, fordi han fik et ildebefindende og fik konstateret tre blodpropper i hjertet. Lægerne opererede ham, og fortalte, at han var heldig, for hjertet havde ikke taget skade. Han skulle blot passe på sig selv nu – holde op med at ryge og begynde at spise sundt! Han fik noget præventivt medicin og blev sendt hjem med en reminder for livet om, at man skal passe på sig selv, da selvdestruktion ikke fører nogen vegne - selv ubevidst selvdestruktion.

Det er både svært og frygteligt, både det min far og svigerfar var ude for. Det skal ikke bagatelliseres. Men det jeg bed mærke i er, at de to mænd har whinet så uendeligt meget det sidste halve år. Nok nærmere min far end T's far, for min egen ser jeg oftere.

For et par uger siden, fik jeg at vide, at nu kunne han endelig forstå, hvorfor jeg altid har været egoistisk (jeg er ikke egoistisk, jeg vil bare gerne være glad, og jeg tænker på mig selv. Jeg har ikke nogen interesse i at ofre mig selv for andre, ligesom jeg heller ikke ønsker, at andre skal ofre sig for mig (mine forældre dog- de lever for andre, og lever for at kunne ofre sig for andre - især ofre sig for min søster og mig)). 

Nå men, min far kunne endelig forstå, hvorfor jeg var egoistisk, og det var jeg jo faktisk slet, slet ikke, for jeg ville bare gerne livet, og nyde det, mens jeg havde det, og det kunne han endelig forså, da han selv var ved at dø, og nu er syg. Nu ville han også tage sig af sig selv og sine behov, "han vil kun gøre det han har lyst til". Hvilket er fint nok. Jeg mener bare, at man ikke kun skal tænke på sig selv og gøre det man selv kun har lyst til. Selvfølgelig skal man værne om sin egen lykke og liv, men ikke på bekostning af andre...Og ikke kun tænke på, hvad der er af mest gavn for en selv. (Sjovt nok har mænd en tendens til kun at tænke på sig selv... i højere grad end kvinder).

Det der har irriteret mig uendeligt meget i en længere periode hos ham, er at han altid skulle gøre alle omkring sig opmærksomme på, at nu havde han jo haft blodprop, og han måtte ikke stresse mere, og han skulle passe på sig selv, og han var syg og bla....bla...bla...

Ja-ja, men så gør det dog, i stedet for kun at tale evig og altid om det... Og gør det hellere end gerne, men fortæl ikke andre mennesker, at de skal opføre sig anderledes overfor dig, fordi du har ændret dig, og bare fordi du har haft en blodprop. 

Han er jo mere rask nu, end nogensinde før. Han er holdt op med at ryge, dyrker motion og spiser meget sundere.
Hold op med at whine...Og fortæl mig ikke, at du overvejer førtidspension, fordi du spiser fem piller om dage, og bagatelliser for GUDS skyld ikke MIT! - Mit gør ligeså ondt, hvis vi endelig skal lege på den måde... jeg gider bare ikke tale om det hele tiden.

Nok den ubehageligste tur hjem fik jeg fra mine forældre i dag. Jeg må åbenbart have ramt et par ømme punkter hos min far, ligesom min mor gør. Ud fra samtalen med ham, kunne jeg forstå, at hun og jeg var enige om en del ting. 

Ifølge min far konspirerede vi imod ham. Jeg spurgte, om han ikke troede, at det nok nærmere var sandheden og ikke negativitet og konspiration, når to mennesker uafhængigt af hinanden rammer de samme ømme punkter. "NEJ!" svarede han bare...

Jeg fik ellers at vide, at jeg var hoven, at jeg var negativ, og at jeg ligesom min mor, gjorde alt for at underminere og ramme ham. At jeg var respektløs, og at jeg i bund og grund en utaknemmelig lille møgtøs, der opførte sig som en dronning, fordi hun ikke mere er økonomisk afhængig af sine forældre. 

Det eneste jeg idag sagde var, at han skulle tage sig sammen og finde en psykolog, som han kunne tale med, da jeg kunne se, at det har påvirket ham utrolig meget. Han skulle droppe sit whineri, og tanker om pension som knap 50-årig, og se at få talt ud om denne ubehagelige oplevelse, som han har haft i januar, og komme tilbage på arbejdsmarkedet og livet. I stedet for at leve dette pseudo-liv han fører lige nu.

Pseudo-liv nytter ikke noget og fører ingen vegne, og tænk, hvis jeg havde gået med de tanker – hele livet, så ville jeg idag hygge mig som en bums på bænken med en øl i hånden og lege samfundsnasser.

"Han var syg. For hvis ikke han ikke var syg, så ville han jo ikke spise fem piller dagligt. Kun han vidste, hvor hårdt han havde det, og iøvrigt, hvis jeg ikke ændrede min indstilling til ham og hans sygdom, så kunne vi ligeså godt lade være med at ses". - Tak far, leg lige mor og giv mig et par stikpiller. Tryk lige der, hvor det gør mest ondt!

Jeg prøvede at forklare ham atter igen, at jeg også spiste piller, men jeg var ikke syg, og det var han heller ikke. Både hans og mine piller var præventive og ikke behandlende.

”Hvis du ikke kan se, at du er syg, så er du virkelig syg – i hovedet” råbte han fra forsædet, og var næsten ved at køre galt på Gammel Kongevej. Jeg rystede på hovedet og opgav. 

Jeg tænkte - "Se på mig, jeg er voksen nu, jeg kan tænke selv nu. Jeg kan se. Kig på mig, jeg har aldrig sagt noget til dig, for at såre dig - men sandheden kan godt gøre ondt. Jeg er kun efter dig, hvis jeg synes, at dine holdninger er urimelige og i min optik forkerte. Jeg har prøvet at påvirke dine meninger, men aldrig ændre dem. Jeg har aldrig prøvet, at såre dig, kun for at såre dig. Jeg har kun været imod dig, når jeg følte, at det gik imod mine holdninger. Når dine handlinger var urimelige. Jeg har altid, som en tredjepart, kun kommet med gode råd, og bedt mor om ikke at tale grimt om dig, når du ikke er i nærheden. 

Godt nok siger jeg, at jeg elsker mor mest, men du og jeg har det stærke bånd som kun en far og en datter kan have. Se på mig, jeg er voksen nu, og jeg kan tage vare på mig selv. Jeg ved, at det er hårdt, for jeg har altid været både dit og mors projekt - nu er i kommet i mål, jeres ønske er opfyldt. Glæd jer dog på mine vegne, og lykønsk jer selv - i har rent faktisk sejret som forældre. Jeg er rask, i har opdraget mig til et fornuftigt menneske, jeg er lykkelig, og mit liv er kommet på rette køl. Så lad vær med at straffe mig, fordi jeg ikke er afhængig af dig mere. Lad vær med at straffe mig, for jeg er dit afkom - jeg er et produkt af dig og mor tilsammen... Lad vær med at straffe mig, og fortælle mig, at du ikke har behov for at se mig, hvis jeg modsiger dig. Jeg er ikke afhængig, men jeg har stadig brug for dig." 

Han blev ved, og jeg valgte at gå ind i mig selv. Han var gået i selvsving, og selv et "Undskyld far, det var ikke min mening, jeg vil aldrig gøre det igen - fortæl mig hvad jeg skal gøre, så gør jeg det" ville være blevet modtaget forkert...

---

Alt dette begyndte i lørdags da vi alle var oppe i sommerhuset hos T's forældre. Min far og T's far sad med deres øl i hånden og snakkede om, hvor hårdt de havde det, og hvor syge de var, og al den medicin og i og åh... De havde det så hårdt og kunne have bekræftet hinanden i timevis, hvis Kai (T's far) pludselig ikke havde stoppede sig selv og grinende sagde "Haha se os to Emir, vi whiner over, hvor hård vi har det, og tænker slet ikke på Erna, og det hun har været igennem. Hvis nogen har haft det hårdt sidste år, må det nok have været hende. Hun er vel den af os, der har været sygest og hårdest ramt, og vi glemmer hende helt."

Jeg svarede egentligt bare - at tja jeg var jo ikke syg mere, og sålænge det ikke gjorde ondt, var det fint nok til mig. Min far kunne så tilføje, at jo-joo, Kai og han havde det da hårdt." Jeg kiggede lidt vantro og tænkte.. tja hvis jeg havde den indstilling, så ville jeg sikkert have været meget mere syg end de to tilsammen.
Jeg sagde det til ham, og min far svarer "Det ved du da ikke noget om." Første tænkte jeg, at jeg må have hørt forkert, men kunne godt se, at nej, nej de andre kiggede også mærkeligt på ham. 

Hvordan kunne han lige få det til at passe ind, at jeg ikke kunne forstå, hvor hårdt det er at være syg? Han rømmede sig hurtigt, og sagde, "men det er jo fordi du er så ung." -wtf? For alle ved jo, at det er så meget nemmere at være ung og syg.

At skulle sidde hjemme, være 24 og se livet passere. Tænke på alle de ting man ikke kan klare, mens alle andre jævnaldrende lever og nyder alt det, man selv er afskåret fra... Sidde bundet til en seng i halvandet månedet... få maven skåret op fire forskellige steder og overveje hvordan man nu skal forholde sig til sin egen krop, fordi der stikker et kateter ud af ens bryst....Mm... så meget nemmere...

Kære far (og alle andre mænd, der synes, at i har det SÅ hårdt, når i er syge)

Nej, det gør det ikke lettere at være syg, når man er ung. Ej heller gør det mindre ondt på kvinder, når vi bliver stukket forkert eller skåret i. Blodprop gør ligeså ondt på os, og kemo og tabt hår ødelægger ligeså meget en kvindes selvtillid, hvis ikke mere.

Det er ikke sjovt at føde børn - (Jeg har ikke prøvet det, men glæd jer bare over, at i ikke har menstruationssmerter– se det som tre dage med konstante spark i skridtet – sådan ca.).

Vi snotter ligeså meget, når vi er forkølet, feber føles ligeså ubehageligt på os... og et blåt mærke er stadig et blåt mærke - ligegyldigt køn.

Vi whiner bare minder, og holder vores kæft, for ingen gider høre på whin! Og ingen gider have en mand, der whiner.

Så mand jer op, hold kæft og bær os over vandpytterne!

Venlig hilsen

Datter, kæreste og kvinde -

E. Lola Ahmetspahic

Hot or not?

Det jeg prøver at finde ud af - er shorts til kvinder lækkert eller ej?

At være kvinde

Idag skulle jeg liiige cykle forbi Frederiksberg, da jeg skulle have en ny mascara. Og når jeg nu var så tæt på Frederiksberg Center, tænkte jeg, at jeg liiige kunne smutte en tur igennem centret, bare liiige for at tjekke, om der var noget spændende. 

Jeg har en svaghed for tasker (næsten ligeså stor, som over for sko og parfumer og bijouteri). Ligegyldigt farve, stof, kvalitet eller mærke. Bare det er en taske, så er jeg solgt. Alt fra loppekøb til halvdyre designertasker. Jeg forelsker mig, og skal eje det. 

Idag gik jeg forbi en af de billige butikker og så en skindtaske.  Straks tænker jeg "Jamen jeg må jo have den. Den er også god som skoletaske, og jeg mangler jo også en" - alt det tænker jeg imens min 5 uger gamle skoletaske står mellem benene på mig.

Jeg går op til kassen og køber den. "Hurra" tænker jeg, og føler mig beruset af lykke. 

Nu er jeg kommet hjem og har indset, at jeg har overgået mig selv i shop. Jeg har ikke mere plads. Jeg kigger efter plads på skabene, men det er umuligt. Der er skotøjæsker og tasker over det hele. 

Det er bare hårdt at være kvinde til tider - derfor: Lejlighed med walk-in closet ønskes. Tak - Anyone? No? ... Hmm....

Forberedelsen

18.00 - Bad

18.20 - Kroppen smørs i dejlig duftende "Hemp Butter", håret får den sidste kur inden papilotterne kommers i.

19.20 - Papilotterne er i. Håret får den ondeste omgang hårlak (kvindens bedste ven) og en endnu ondere omgang føntørring.

19.50 - (CiC kommer om ti min) første kjole er på, og i løbet af 45 sek smidt over på stolen.

19.55 - CiC skriver, at hun første er på vej nu - fra den anden side af byen - hurra har redet mig selv 30 min mere.

19.58 - Håret bliver atter en gang voldtaget.

20.20 - Tredje sæt tøj er røget over i bunken.

20.21 - Grund makeup i form af foundation, øjenskygge og rouge er kommet på - Jesus jeg har valgt den onde makeup idag. Det må vist vente lidt.

20.30 - Hårvoldtægt

20.40 - Eyeliner er kommet på og af to gange

20.45 - CiC ringer på

20.46 - Makeup done

20.50 - Sommersby-vodka nr. 2 er lavet og smager endnu bedre

20.55 - CiC spiser og Lola ryger - hvilke sko mon passer til en pailletkjole?

21.15 - Par nr. 5 er smidt i bunken, og Lola er ved at gå i panik. Intet passer til den forbandede kjole.

21.25 - Lola er gået i panik over sko, og CiC griner, mens skummel tentakelpornofilm kører i baggrunden og Madonna synger "Like a Prayer" på computeren.

21.50 - Pailletkjolen er droppet og håret bliver lavet. Laksko med kilehæl og lilla skørt bliver smidt på. Laksko med kilehæl bliver droppet. 

21.55 - Porno plateausko bliver prøvet og smidt af - Lola lider jo af højdeskræk, og 15 cm oveni er bare ikke sjovt.

22.00 - Sommersby-vodka nr. 4 bliver lavet. CiC ser pissegodt i sin 20'er inspirerede kjole, som begge tøser tidligere på dagen blev enige om er et musthave.

22.15 - Ca. 17 par sko er smidt omkring i lejligheden, men laksko med kilehæl er et hit. Et par flade ballerina bliver smidt i tasken - just in case.

22.20 - Et færdigt resultat og en færdig tentakelpornofilm - HALLELUJA !!

23.15 - Offer ringer "Jeg er på vej mod Club Mambo nu" - Lola og CiC "FUCK - øh det er vi også - om tre min"

23.40 - Ankomst til Club Mambo... 

Er det ikke bare noget med at tage hjem nu og sove? Lola føler sig træt og mishandlet...