#EngangVarJegFlygtning

Jeg ved ikke helt, hvad jeg synes om #engangvarjegflygtning kampagnen. 
Først overvejede jeg naturligvis at deltage, af åbenlyde grunde; for engang var jeg flygtning og nu er jeg så meget mere, men så sov jeg på det og ændrede min mening. 
Og nu er jeg så meget mere... Var jeg da mindre dengang? 

Jo, jeg synes altid, at man skal oplyse og gøre opmærksom på, at flygtninge faktisk også bare er mennesker, men jeg kan ikke deltage i kampagnen #engangvarjegflygtning, for jeg er stadig flygtning.

Jeg vil hele mit liv føle mig som en flygtning. 

Idag er jeg cand.mag i dansk og kønsstudier, vintagentusiast, poet og pin-up model, men jeg er også flytning. 

Jeg har dansk statsborgerskab. 

Jeg har bosnisk statsborgerskab, men stadig er jeg flygtning.

At jeg har været, eller er flygtning, gør mig hverken mere eller mindre menneske, integreret eller noget andet, men jeg personligt føler, hvis man een gang er flygtet, så vil man aldrig finde hvile og fred i hverken sit nye eller gamle hjemland, da man som flygtning aldrig helt kommer til at passe ind. 

Man kan og vil gøre sit bedste for at passe ind og finde sig til rette, men hvis man een gang er blevet tvunget til at forlade sit land, så vil man altid føle sig rodløs. Man er måske for generaliserende, så når jeg nu een gang er blevet tvunget på flugt, så vil jeg altid føle mig rodløs. Når jeg nu een gang er blevet tvunget på flugt, hvorfor skulle det ikke ske igen?

Efter 20 år i Danmark føler jeg mig lige meget og lige lidt både dansk og bosnisk. For engang var jeg flygtning, altid er jeg flygtning.

20 År Siden

Idag er det præcis 20 år siden.
---

Vi sad i bussen som havde hentet os ved havnen. Idag kan jeg ikke huske, hvilken havn det har været, men korridoren vi langsomt bevægede os igennem, var fyldt med mennesker og var oplyst med stærkt og køligt lys.
Jeg kan huske, at vi blev modtaget af en masse politi med store hunde i snor. Med et barns nysgerrighed ville jeg gå over mod hundene, men min mor tiggede mig om at blive hos hende. Jeg stoppede op, for hendes stemme gennemborede mig som tusinde knive. Jeg vendte mig om og kunne se hendes blege ansigt og angsten, der tegnede sig i det, så jeg gik tilbage.

Vi blev standset. Vores pas blev taget fra os, og vi blev adskilt fra min far. Da de tog ham, blev jeg bange, jeg havde lige fået min far tilbage efter syv måneders adskillelse og havde svoret, at jeg aldrig ville skille mig fra ham igen og nu var han i en anden kø. Jeg holdt nu hårdere fast i min mors blusekant. Hun kiggede ned på mig og mumlede et eller andet, måske tyssede hun endda på mig. Jeg rystede og kunne nu igen mærke mit knæ gøre ondt - i al spændingen over, at det blev Danmark vi endte i, havde jeg helt glemt min smerte fra tidligere.
Min mor kiggede ned på mig igen og sagde, at vi næsten var der, og faktisk var vi.

Vi måtte have været noget af et syn; en flok trætte, forfrosne, pjaltede mennesker, der forgæves forsøgte at bibeholde en slags selvværd - og respekt, mens vi tiggede om frelse i et fremmed land. 
Og måske havde politimændende i virkeligheden ondt af os og var der kun, fordi det var deres pligt. Jeg ved det ikke.

Vi sad jo der i bussen som havde hentet os ved havnen. Vi var blevet forenet med min far og jeg sad ved siden af ham. Jeg beundrede bussens interiør, der både bestod af bløde sæder, fjernsyn og sågar et toilet. Den bus vi havde spenderet de sidste ni dage i havde end ikke haft varme, men det er en anden og noget længere historie.
 Jeg lod mig synke dybere ned i sædet og indsnusede duften, der omgav mig. "En bus med fjernsyn og toilet", tænkte jeg, "det er et land jeg gerne vil blive i.".

Jeg sad ved vinduet og kiggede på det, der skulle være mit nye hjem. Der var mørkt og vådt udenfor. Min far fortalte mig, at de havde en dronning her, og jeg blev henrykt. Jeg kiggede udenfor og blev igennem mørket mødt af et kæmpe rødt skilt af en enhjørning, da jeg pegede på det, fortalte min far mig, at det nok måtte være deres våbenskjold. Idet øjeblik elskede jeg dette, for mig stadig fremmede, land. Det var som var jeg trådt ind i et eventyr, og her ville jeg gerne bo, bekræftede jeg mig selv igen.

Bussen stoppede et sted, jeg kan ikke huske, hvad det var for et sted. Men vi kon ind i endnu et overbelyst rum, hvor bordene var sat i lange rækker. Vi fik lov til at sætte os. Jeg fik øje på en saftevandsmaskine og tiggede min mor om et glas saft, hun rejste sig, lidt tøvende, op og kom hurtigt tilbage ned et plastikkrus fyldt med lyserød saft til mig. Jeg snusede til indholdet, det duftede af sommer og jeg drak det grådigt op. Aldrig har saft smagt så godt som den gjorde i det øjeblik.

Mens vi ventede, på guderne ved hvad, fik vi serveret suppe. Jeg kan huske, at klokken var 21.20 og jeg undrede mig over, at vi fik serveret mad i tallerkner af papir, og kiggede op på min far, der naturligvis stod klar med et svar, selvom han nok selv i virkeligheden var ligeså uvidende som jeg var. "Det er fordi man ikke bruger porcelæn mere her. Det kan ikke betale sig." Jeg syntes det var smart, så den der svampesuppe smagte pludseligt langt bedre.

Efter aftensmaden fik vi udleveret en kasse, hvori der var sengetøj, håndklæder og andre nødvendigheder. Jeg stod ved siden af, mens min mor lagde rent på. Min mor havde bestemt, at både hun, min søster og jeg skulle sove i den samme seng. Jeg tror min mor var langt fra tryg og ville på ingen måde risikere noget i det her venlige, men dog stadig vidt fremmede land, så hun ville have os tæt på.
Jeg hoppede i sengen og lod mig omfavne af dynen. Jeg indsnusede duften af det helt nyåbnede sengetøj og mærkede roen falde over mig.

Min mor kyssede mig i panden og jeg døsede hen, formegentlig lykkelig og tryg.

Lænestolen med Roserne

Jeg var ikke et stille barn som sådan, jeg var blot opdraget til at være høflig og sød.

Jeg havde aldrig behov for at skændes med jævnaldrende, eller føle, at jeg skulle passe ekstra meget på mit legetøj. Der var ikke mange børn i mit nabolag og de fleste var drenge, så jeg blev vel egentlig behandlet som en lille prinsesse.

Jeg brugte utrolig meget tid på hospitaler og på grund af min yderst sjældne sygdom oftest på voksenafdelinger, så jeg havde det mildest talt som blommen i et æg. Alle elskede mig og så mig som en dyrbart dråbe vand på en hed sommerdag.

Jeg elskede det naturligvis, og de få gange jeg var tvunget til at være indlagt på børneafdelinger hadede jeg det.

Børneafdelingerne i ex-Jugoslavien er ikke helt det samme som her i Danmark. Men det er et anden og noget mere traumatisk minde.

Jeg var egentlig sådan en, voksne elsker. Nuttet, syg, tapper og fandens gammelklog.

Til jeg var otte år var min jævnaldrende omgangskreds ret snæver, især fordi jeg kun nåede at gå i skole i Bosnien i et års tid, før krigen brød ud og vi skulle flygte.

Derfor da jeg kom til Danmark og vi flyttede ind i flygtningecenter, var det noget af et kulturchok for mig.

Vi boede i et internationalt flygtningecenter, hvor mennesker fra alle verdens lande var samlet- et gammelt plejehjem i Mørke i Jylland.

Der var så mange mennesker, og så mange børn. Mennesker fra over det hele. De mennesker skabte stemningen i dette hjem og hvor blev det en fordærvet stemning. Hvor blev det et fordærvet sted.
Det var et sted, hvor tiden stod stille, og hvor drømme gik i dvale. Selv børnene var fordærvede og ondskabsfulde- både mod hinanden, men også mod mig.
Måske var de ondskabsfulde mod mig, fordi jeg ikke kunne sproget - hverken dansk eller engelsk.

Naturligvis var der enkelte som jeg har gode minder om: David, Sasha og en pige jeg ikke kan huske navnet på mere. De tog sig af mig. Måske fordi de var russere og vi kunne kommunikere lidt.

David og Sasha kom endda op at slås på grund mig. De ville begge være mine kærester. Selv var jeg forelsket i David. Han var blid og rødmede, når vor blikke mødtes. Og Sasha, Sasha var så tapper og modig, han var grov og han stjal et kys fra mig en dag. Han havde blå øjne og lyst hår. Han boede der sammen med sin mor.

Men de andre børn… Ih guder,  hvor var det skræmmende. Især var Dzemila, en pige fra Kosovo grusom. Jeg tror hun hadede mig, fordi hendes far forgudede min lillesøster. Hun og en anden pige, Rositta, var nok et par år ældre end mig. De rottede sig imod mig og gjorde det, piger er bedst til - at lukke ude.

Jeg kan huske en hændelse mod slutningen af foråret.

Det havde regnet hele dagen, men hen mod aftenen blev der sådan et fantastisk solskinsvejr. Den dag begav vi os op mod Bakken bag ved vores flygtningecenter. Bag ved vindmøllen og det lille skovbryn, og midt i det hele, foran et lille hus stod den, i mine øjne, smukkeste stol jeg nogen sinde havde set. Den var råhvid og med store roser over det hele. - (Hvor er jeg dog glad for, at jeg var så lille - for hvordan udtrykker man glæde og begejstring, når man ikke behersker sproget og ordene?). Jeg ville nok have givet alle mine dukke og bamser for den stol. Hvis jeg havde turdet, så havde jeg slæbt den med mig og jeg ville have beholdt den for evigt.

Vi stod og kiggede lidt på den og rundt omkring, men bestemte os hurtigt for at gå tilbage.

Pludselig en dag stod stolen i flygtningecentrets baggård. Jeg kiggede på den, men kun fra afstanden, for jeg kunne se Dzemila og Rositta sidde i den som om de ejede den.

Jeg turde ikke at gå over til dem, for Rosittas lillebror havde nogle dage for forinden kastet en tennisbold efter mig, hvilket for mit vedkommende resulterede i en blå læbe og for hans et ømt øre - forårsaget af min far. Med andre ord var jeg så lidt populær som jeg nogen sinde havde været.

Forældre har aldrig forstået den jungle børn befinder sig i. De tror, hvis de en gang tvinger bøllerne væk, at de så faktisk bliver væk og at alting bliver bedre.

Jeg ved godt, at min far gjorde det, fordi ingen skulle gøre mig ondt igen, men hvor forbandede jeg ham tit. Det eneste jeg jo ville var at passe ind.

Jeg kiggede på stolen og de to piger. Da de så mig hviskede de noget til hinanden, rejste sig op af stolen og pludselig begyndte de at smide mudder på den grinende.

Jeg tog  mod til mig og gik hen til dem – ”Why do that?” Spurgte jeg på engelsk som jeg havde opfanget i de par måneder vi havde boet der – ”Because”, svarede Rositta med et smil på læben.

Jeg forstod ikke, hvorfor de ødelagde stolen, så jeg gik min vej. Men jeg huskede ordet og kort tid efter fandt jeg ud af, hvad det betød. Because… Fordi....  Fordi hvad? Fordi de havde lyst, eller fordi de kunne tillade sig det.

Jeg glemmer aldrig den smukke lænestolen.

Når jeg tænker tilbage til den periode i det center, kan jeg ikke andet end tænke, at jeg må have følt mig så ensom.

Men jeg kan ikke huske en følelse af vemod. Det er nok nærmere kedsomligheden jeg kan huske fra de perioder, de voksne havde travlt i. Som altid var jeg det mest populære barn blandt voksne. Og de mennesker, der arbejdede forgudede mig. Jeg fik altid et noget længere snor end nogen anden i det center, og jeg ville da lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke nød det.

Jeg gik meget for mig selv, men følte mig aldrig alene, måske fordi mine forældre og dem, der var tæt på, altid vågede over mig, som den dråbe vand man våger over på en hed sommerdag...