Forelsket i November

Jeg sprang ud i det dybblå vand, der strakte sig så langt øjet kunne række. Temperaturen overraskede mig, det havde trods alt været over 30 grader flere dage i træk, men lige her var vandet stadig isnende koldt. Det skar igennem mig som sabler og jeg forestillede mig et øjeblik, at det lige netop sådan måtte føles at dø. I stedet for at gå i panik, lod jeg vandet slynge sig om min krop, jeg mærkede, hvordan hver lille celle i min krop fyldtes med kulde og nærmest sprang i stykker. Jeg svømmede mod overfladen og ind mod stranden igen. 

En pudsig række tanker havde linet sig op mens jeg dykkede under vandet. Som perler på en snor, hver enkel perle en tanke, et billede. Et minde.

...
 

Jeg har ikke været forelsket længe. Jeg har mødt mange mænd det sidste stykke tid. Nogle af dem har jeg været meget fascineret af. Deres tanker, liv, øjne, kroppe, læber, lyde...pikke... Få af dem åbnede jeg mig endda overfor. Delte mine drømme og lidelser. Udøste af det, jeg som regel gemmer dybt. Det, der er forbeholdt de nærmeste...de færreste. Enkelte af dem har endda været mig ligegyldige, men ingen af dem forelskede jeg mig i.

Engang var der en af dem, der spurgte mig, hvad jeg holdt mest  af. Jeg kan tydeligt huske, at solen stegte den dag, faktisk lidt ligesom idag, jeg tog en slurk af min hvidvin: "Jeg holder utrolig meget af sensommereftermiddage. De der hede tørre dage, hvor man siddet i skyggen og alt er knastørt, den eneste lyd er fårekyllingens sang og brisen dufter af fred." Jeg holdt en kort pause..."men det jeg holder mest af, er at blive forelsket i November." Han kiggede undrende på mig. Jeg vidste, hvad hans næste spørgsmål ville være, så i stedet fortsatte jeg, "Fordi November er sådan en trist måned. Alle venter kun på, at den slutter, mig inklusiv. Men når jeg forelsket mig i November, så får jeg forår i maven, og forår i maven er en utrolig rar følelse at have." Han kiggede smilende på mig og rystede let på hovedet.
 

Jeg så ham ikke efterfølgende. Han skrev til mig sidste November og spurgte om jeg var blevet gift siden sidst, eller i det mindste blevet forelsket. Jeg skrev til ham kort "Nej." Men at jeg håbede, at han var. 

Det er længe siden efterhånden, at jeg har været forelsket, tænkte jeg. Og mens det kølige vand dryppede af min krop, overvejede jeg om nogen mennesker mon er skabt til at tilbringe tilværelsen alene.