Et nik er nok - eller historien om den bosniske pige og den gamle tater

Der var engang en pige, og hun drømte så stort og så inderligt. Hun drømte om at blive forfatter.

Hun malede billeder med bogstaverne og hun forsøgte at vise disse billeder, hun forsøgte at forklare, hvorfor det var så nødvendigt, at huske alle detaljer, at skrive dem ned og dele dem med andre. 

I mange år forsøgte hun forgæves at udgive sit hjertes ord, men ingen ville lytte til hende. Ingen ville lytte, til en dag, hvor hun mødte en mand, der kom ud af det blå. En mand, der kunne se hendes ord, end mand, der havde viet sit liv til at bevare andre menneskers ord. 

En mand, der var ligeså forelsket i dette skaberværk, som hun selv var. 
Det er mange år siden efterhånden, at denne mand stadfastede den unge piges ord og siden var han blevet en kær ven. Og faktisk mere en blot det. For...

***

Der er det med sjælevenner, de har ingen race, nationalitet, køn eller alder. 

Man vælger dem ikke selv, man bliver bare draget af hinanden, og så klikker man… på et højere plan.

Der er det med sjælevenner, selv når man ikke taler, så ved man, hvad den anden tænker; Det er noget med den måde øjnene stråler på i den andens selskab, og den måde som rynkerne krøller sig sammen om mundvigene, lige før et smil.

Der er det med sjælevenner, at selvom man ikke har set hinanden i årevis, når man endelig møder hinanden en smuk novemberdag et sted i den jyske vildnis, så genkender man hinanden på lang afstand, trods det at begges øjne med tiden er blevet svagere.

Der er det med sjælevenner, at trods det, at den ene er en bosnisk pige i sit livs sommer og den andet en tater i sit livs efterår så skal man ikke bruge mere... Et nik er nemlig nok.

Der er nemlig det med sjælevenner, ligegyldig hvor længe man er adskilt, så kommer man tilbage, efter mere og mere og mere...