Thore og Terry

Der er en stress i mig. Jeg farer forvildet rundt i disse dage. 
Mest af alt føler jeg mig som kaninen fra Alice i Eventyrland: "For sent! For sent! For sent!". Hele tiden for sent. Hele tiden bagud. Hele tiden på vej mod noget andet og noget nyt. 

Og sådan var det ligeledes den anden dag. Forvildet fór jeg rundt omkring Panum Instituttet, efter at have deltaget i et forsøg, og forsøgte at finde bussen, der hurtigst kunne tage mig hjem, så jeg kunne komme videre med det jeg ellers skulle nå, da tørsten meldte sig. Så i stedet for at dreje til venstre i krydset, valgte jeg højre og fandt mig selv på Nørrebro. 
Et tilfældigt sted stoppede jeg og købte en smoothie. Det var nærmest sommer, og med min smoothie i hånden bestemte jeg mig for at gå over Dronning Louises bro. Ja, der skulle jeg gå over, så kunne jeg både få lidt sol og gå de 10.000 skridt jeg planlægger hver dag, men aldrig nå. 

Nørrebro, et af de steder i København jeg mindst færdes i. Ikke fordi jeg ikke kan lide Nørrebro, snarere tvært imod. Mere fordi min skridt aldrig tager mig den vej.

Da jeg nåede Dronning Louises bro, var det som en kraft hev i mig, og mine hastige skridt sagtnedes en smule. 

Der stod den så, midt på broen, badet i solskin, omringet og alligevel overset af smarte hipstere, nørrebrogensere; gamle og unge, og forhastede skridt - en bænk. Skabt kun til mig. Kaldte kun på mig. 

Jeg sagtnede mine skridt endnu mere og tog mig tid til at nyde en stille stund i den danske solbadede forsommerdag.

Nørrebro og jeg: der sad vi og så på dagen, der gik, da en herre satte sig ved siden af. Jeg slukkede min musik  og tog høretelefonerne ud, og delte et par hjemmerullede og en livshistorie med ham.

Thore og Terry. Thore var var fra Sydfyn og bemærkede hvert enkelt par hvide sko, der gik forbi os. Han var tømre og træt af københavns technoscener. Han lavede knive i fritiden og gik altid med en lineal i tasken. Han havde tilbragt for mange år i de københavnske undergrundsmiljøer og længtes efter frihed. 

Terry var fra Sverige og en dag kom Thores kæreste med ham. "Hun redede ham lige inden han blev aflivet.". Kæresten skred, men Terry blev. Idag bor de lige på den anden side af nemlig.com-skiltet. 

Thore og Terry, de komplimententerede hinanden, på forunderlig vis. 

Terry have problemer med skab og Thore kæmpede forgæves med det. 

Thores drøm var at have en gård tæt på havet, hvor han kunne have ænder, fange sine egne fisk og måske passe et par får. Terrys drøm var en godbid. Han efterlod et par potespor på min gule kjole, da jeg gav ham den godbid han drømte om. "I klær hinanden." sagde Thore, idet han kom tilbage med en lighter, der kunne tænde vores cigaretter. 

Jeg lyttede til hans ord og så et par tårer trille ned af hans kind, der var gemt bag et par store pilotsolbriller af et ukendt mærke. Han sukkede, og jeg kiggede væk. 

"Er jeg ved at kede dig nu?" spurgte han stille. Jeg rystede på hovedet og bemærkede, at endnu et par hvide sko gik hastigt forbi os. Thore grinede "jeg har vist allerede smittet dig.". Og jeg kunne ikke benægte det.

Nørrebro, Thore, Terry og jeg. Der sad vi og så på dagen, der gik forbi mens vi delte et par hjemmerullede og et par livshistorier. 

Gadens Spøgelser

Det er sjældent man ser dem efterhånden i gadebilledet.

De der typer, der hænger lidt med hovet og slæber på benene, mens de går rundt som spøgelser for menigmandens øje.

De typer, der blev brugt som skræmmeeksampel for folkeskoleelever, mens jeg stadig var lille.

Jeg ser dem, stadig sjældnere, men stadig alt for ofte. Det, der dog ryster mig mest, er når jeg ser dem og kan se, at de har min alder, eller endda er yngre.

Jeg sad i metroen på vej ud, og var optaget af mine egne tanker der jeg så et par lyserøde Crocksbeklædte fødder slæbe sig forbi mig. Jeg løftede blikket og blev mødt af et Addidastræningssæt, længere oppe så jeg hendes Madonnapiercing og et par slørede øjne, der engang nok havde været himmelblå, men havde mistet glansen.

Jeg forsøgte at kigge væk, men kunne ikke fjerne øjnene fra den skabning, der engang var en ung pige. Hun gik forbi mig og jeg så hende stoppe op ved enden af metrotoget, omtåget af guderne ved hvad, vende hun sig usikkert for at begive sig mod den anden ende af toget. Hun vraltede afsted og var i sin egen verden. 

Jeg fik ondt i maven af synes; af det pjaltede tøj, de lyserøde Crocks, hendes filtrede hår og den piercing, der på sin vis slet ikke passede til resten af hende. 

Vi passerer Nørreport og hun gik endnu en gang forbi mig. Hun kunne ikke have været mere end 25 år, men sorgen og smerten havde rynket hendes ansigt, så hun mest af alt lignede en gammel dame.

Jeg funderede over, hvilke sorger og ulykker kunne have skubbet en så ung pige ud i netop denne skæbne, for hun var alt for ung til at kunne havde  forurettet guderne så meget, at hun fortjente sådan en straf.

Vi kørte forbi Kongens Nytorv, og hun stoppede op ved mit sæde. Hun lugtede muggent; af alkohol, cigaretter og gammel sved. Det vendte sig i min mave og jeg fik dårlig samvittighed over min reaktion.  Jeg forsøgte at forestille mig, hvad der gik igennem hendes hoved, og om hun var klar over sine medpassagerers reaktioner, eller om hun var så langt inde i sin rus, sorg, tanker, at hun ikke ænsede noget.

Et øjeblik fik vi øjenkontakt og hun greb chancen: "Støt en hjemløs?" pr. automatik greb jeg efter pungen i tasken og hældte de mønter, jeg havde, i hendes hånd. Hun sendte mig en grimasse, der nok skulle forestille et smil, og så et øjeblik ud som en lille pige. Jeg sukkede og stemmen anmeldte "Christianshavn". Hun mumlede et "Tak" og vraltede ud af metroen iført sine lyserøde Crocks og Addidassæt. Jeg kiggede efter hende og ønskede hende en lykkeligere skæbne, end den, der havde overgået hende til nu.

20 År Siden

Idag er det præcis 20 år siden.
---

Vi sad i bussen som havde hentet os ved havnen. Idag kan jeg ikke huske, hvilken havn det har været, men korridoren vi langsomt bevægede os igennem, var fyldt med mennesker og var oplyst med stærkt og køligt lys.
Jeg kan huske, at vi blev modtaget af en masse politi med store hunde i snor. Med et barns nysgerrighed ville jeg gå over mod hundene, men min mor tiggede mig om at blive hos hende. Jeg stoppede op, for hendes stemme gennemborede mig som tusinde knive. Jeg vendte mig om og kunne se hendes blege ansigt og angsten, der tegnede sig i det, så jeg gik tilbage.

Vi blev standset. Vores pas blev taget fra os, og vi blev adskilt fra min far. Da de tog ham, blev jeg bange, jeg havde lige fået min far tilbage efter syv måneders adskillelse og havde svoret, at jeg aldrig ville skille mig fra ham igen og nu var han i en anden kø. Jeg holdt nu hårdere fast i min mors blusekant. Hun kiggede ned på mig og mumlede et eller andet, måske tyssede hun endda på mig. Jeg rystede og kunne nu igen mærke mit knæ gøre ondt - i al spændingen over, at det blev Danmark vi endte i, havde jeg helt glemt min smerte fra tidligere.
Min mor kiggede ned på mig igen og sagde, at vi næsten var der, og faktisk var vi.

Vi måtte have været noget af et syn; en flok trætte, forfrosne, pjaltede mennesker, der forgæves forsøgte at bibeholde en slags selvværd - og respekt, mens vi tiggede om frelse i et fremmed land. 
Og måske havde politimændende i virkeligheden ondt af os og var der kun, fordi det var deres pligt. Jeg ved det ikke.

Vi sad jo der i bussen som havde hentet os ved havnen. Vi var blevet forenet med min far og jeg sad ved siden af ham. Jeg beundrede bussens interiør, der både bestod af bløde sæder, fjernsyn og sågar et toilet. Den bus vi havde spenderet de sidste ni dage i havde end ikke haft varme, men det er en anden og noget længere historie.
 Jeg lod mig synke dybere ned i sædet og indsnusede duften, der omgav mig. "En bus med fjernsyn og toilet", tænkte jeg, "det er et land jeg gerne vil blive i.".

Jeg sad ved vinduet og kiggede på det, der skulle være mit nye hjem. Der var mørkt og vådt udenfor. Min far fortalte mig, at de havde en dronning her, og jeg blev henrykt. Jeg kiggede udenfor og blev igennem mørket mødt af et kæmpe rødt skilt af en enhjørning, da jeg pegede på det, fortalte min far mig, at det nok måtte være deres våbenskjold. Idet øjeblik elskede jeg dette, for mig stadig fremmede, land. Det var som var jeg trådt ind i et eventyr, og her ville jeg gerne bo, bekræftede jeg mig selv igen.

Bussen stoppede et sted, jeg kan ikke huske, hvad det var for et sted. Men vi kon ind i endnu et overbelyst rum, hvor bordene var sat i lange rækker. Vi fik lov til at sætte os. Jeg fik øje på en saftevandsmaskine og tiggede min mor om et glas saft, hun rejste sig, lidt tøvende, op og kom hurtigt tilbage ned et plastikkrus fyldt med lyserød saft til mig. Jeg snusede til indholdet, det duftede af sommer og jeg drak det grådigt op. Aldrig har saft smagt så godt som den gjorde i det øjeblik.

Mens vi ventede, på guderne ved hvad, fik vi serveret suppe. Jeg kan huske, at klokken var 21.20 og jeg undrede mig over, at vi fik serveret mad i tallerkner af papir, og kiggede op på min far, der naturligvis stod klar med et svar, selvom han nok selv i virkeligheden var ligeså uvidende som jeg var. "Det er fordi man ikke bruger porcelæn mere her. Det kan ikke betale sig." Jeg syntes det var smart, så den der svampesuppe smagte pludseligt langt bedre.

Efter aftensmaden fik vi udleveret en kasse, hvori der var sengetøj, håndklæder og andre nødvendigheder. Jeg stod ved siden af, mens min mor lagde rent på. Min mor havde bestemt, at både hun, min søster og jeg skulle sove i den samme seng. Jeg tror min mor var langt fra tryg og ville på ingen måde risikere noget i det her venlige, men dog stadig vidt fremmede land, så hun ville have os tæt på.
Jeg hoppede i sengen og lod mig omfavne af dynen. Jeg indsnusede duften af det helt nyåbnede sengetøj og mærkede roen falde over mig.

Min mor kyssede mig i panden og jeg døsede hen, formegentlig lykkelig og tryg.

Visse...

Jeg smiler hver gang jeg husker, hvorfor jeg i sin tid fandt ham uimodståelig; Bortset fra hans pudsige smil, blå øjne, stemme, milde sind og duft, så var det hans venstre øre. Det strittede lige tilpas til at ødelægge glansbilledet, og dermed gøre ham perfekt i mine øjne. 

Og så var det, at den skæbnesvanger fredag ville komme. Den dag, hvor jeg vidste, at mit hjerte ville springe et slag over, idet mit blik møder hans. Og omend jeg sjældent tænker på ham mere, så spøger han. Han spørger i mit indre som en næsten uhørlig røst, der nok aldrig forsvinder.

Og så var det, at den skæbnesvangre fredag kom og jeg trådte igennem glasdøren stadig iført mine sorte solbriller, som jeg bevidst havde beholdt på, selvom solen næsten var sunket bag horisonten, men allerede for længes var forsvundet bag byens høje bygninger, for netop de sorte solbriller fuldendte mit look.

Jeg trådte ind og idet jeg tog mine briller af, spottede jeg ham i menneskemængden. Hans blå øjne, mørke hår og hans altid stylede to-dag-gamle-skægstubbe. Jeg smilede for mig selv i den dunkle belysning, selvfølgelig har han sit ungdomstøj på – casual, som man nu engang skal være på en fredag, ifølge hans eget udsagn. Men jeg ved, at hver fold i hans outfit er der, fordi den skal være der. Jeg smiler for mig selv igen, mens jeg bevæger mig mod ham, han er så lapset*, at jeg næsten bliver blød i knæene.

Stedet er overfyldt og alligevel bevæger jeg mig let igennem menneskemylderet, for jeg har kun et for øje -og det er ham. Et par enkelte mennesker tager fat i mig og giver mig et klem, et kys på kinden og et par smil. Jeg besvarer deres gestus lettere flygtigt. Ikke fordi de ikke interesserer mig, men fordi jeg ikke har set ham i flere måneder og fordi alt andet end ham eksisterer ikke i dette øjeblik. Jeg har ikke set ham i flere måneder og det går op for mig, at jeg faktisk har savnet ham.

Endelig står jeg foran ham, han ser mig og smiler, giver mig et kram og et kys på kinden. Han dufter som altid. Jeg holder om ham og indsnuser ham.
Det er så længe siden. Og jeg har faktisk ikke lyst til at slippe ham.

Drillende kigger jeg op, han er højere end jeg husker. Jeg aer ham let på kinden og tvinger mig selv til at give slip med et suk, der forhåbentligt blev overdøvet af menneskemylderets summen.

Da den skæbnesvangre fredag oprandt tog jeg hjem...

Visse mennesker indprenter sig i ens indre og de er umulige at viske ud. Han er vist et af de mennesker.

Jeg savner ham, det indrømmer jeg blankt –dog ikke i hans påhør.

*Laps: En overdrevent velklædt mand.

Noget om Tiggere og Om at Rede en Hel Verden i Forfald

Jeg var på vej til kontrol lige netop denne tidlige fredag morgen. Selvom det var ved at være forår, så var det en gyseligt koldt. Jeg havde vanen tro taget en smuk kjole i uld på, tykke silkestrømper, varme gummistøvler- håndlavet i naturgummi, og flere lag tykke tørklæder over min varme uldfrakke med minkkrave, som jeg havde givet 100 kroner for sidste vinter. Lange læderhandsker til at varme min hænder med, og en alpehue, prydet med en hårnål i sølv.

Jeg skuttede mig i kulden og prisede mig lykkelig for at kunne tage offentlig transport, fordi jeg i mit budget altid har medregnet månedskort.

Snefnug ramte mig, da jeg kom op af trappen ved Nørreport Station.

Jeg skulle gå knap 30 meter for at nå bussen, og mens min hånd slap gelænderet for enden af trappen fangede mit blik, ved en af skraldespandene, siddende på en ølkekasse, en krum kvindeskikkelse - formegentlig Roma, iført en tynd frakke, tørklæde og en lang blomstret kjole.

I den ene hånd holdt hun en gennemsigtig pose med tomme dåser og i den anden et plastkrus, der var tomt.

Jeg skævede til hende kort i håb om, at hun ikke så mig i min handling, men jeg kunne mærke heneds blik brænde sig fast og trænge igennem alle mine lag tøj, min opvarmede hud- ind til hjertet, maven og sætte gang i brækrefleksen.

Jeg kiggede hurtigt væk og pakkede mig lidt dybere ned i min minkkrave.

Jeg fik kvalme og jeg havde mest af alt lyst til at brække mig. Nej, ikke over hende, men over mig selv og min reaktion.

Jeg gik hen mod bussen, stopped op og så gik jeg tilbage igen- over til den frysende kvinde og tømte min pung for småpenge.

Jeg fik det ikke bedre og min dårlige samvittighed holdt absolut ikke op med at nage mig, men i det mindste har hun nu 30 kr mere på hånden.

Jeg er holdt op med at give tiggere småpenge, af den simple grund, at jeg føler, hvis jeg giver til en, så må jeg give til alle- hver gang, og det ved jeg, ikke kan lade sig gøre. For jeg kan ikke rede hele verden.

Ikke destomindre, skærer det i mit hjerte, hver gang jeg går forbi en tigger uden at give ham de småpenge jeg har i lommen.

Det er et kynisk valg jeg har taget, og jeg holder mig heller ikke helt til det.

En blind mand, en lille dreng, der sælger lommetørklæder for en lira, en kvinde, der bruger sine penge på at fodre gadekatte, eller en gammel mand, der i december sidder og rystende forsøger at lokke folk til at få deres sko pudset på hjørnet af Vesterbrogade og H.C. Andersens Boulevard, får mit hjerte til at knuges, og dets tårer samlet sig i halsen som en klump, der forsøger at kvæle mig.

Derfor kan jeg ikke andet, end at grave pungen frem fra min rodede taske og smide et par mønter ned til dem. Selvom jeg allehelst bare ville gå forbi dem og udviske dem fra mit sind for altid.

Den flyvende tallerken ved Søerne

Idag fik jeg lov til at komme hjem weekende over.

Idag fik jeg også lov til at gå til timer på mandag. Jeg elsker guden fra 13.ende. Jeg elsker, at han går op i mig, og at han er klar over, hvor vigtigt min uddannelse er for mig.

Idag har de taget mit CVK (central-vene kateter) ud - det, der blev brugt under kaninkuren og plasmaferesen.

Idag satte guden fra 13.ende mig ned i to slags immunsuprimerende medicin og fortalte, at vi foreløbigt ikke laver biopsien, men holder øje med tallene.

Idag steg min creatininum til 317.

Idag sad jeg på sengen og kunne end ikke græde mere. Jeg kan ikke se en ende på det.

Når jeg engang bliver udskrevet, så bliver jeg ikke udskrevet rask. Jeg bliver udskrevet, og så kommer det kun til at gå dårligere og dårligere og dårligere.

Lægerne udtaler sig ikke, men jeg kan se på deres handlinger, at der ikke er så meget at gøre, og at det kun er tiden, der kan vise, hvad der kommer til at ske.

Jeg har forberedt mig på det værste - endnu en periode i mit liv, hvor jeg kun vil blive mere og mere syg, til jeg igen får en nyre...

Jeg bryder mig egentlig ikke om at skrive mere, end et enkelt indlæg om dagen, for det kan skabe støj og disharmoni, i mine øjne, på bloggen.

Men jeg kiggede ud over Københavns tage, mens jeg smurte mig i creme efter et bad, og så ud mod søerne.

Der stod den - igen fuldt belyst som den novemberaften i 1993, da jeg lige var ankommet til Riget for første gang.

Den aften min far og jeg havde gået i flere timer og ledt efter dronningens slot, og vi fandt Rundetårn, og min far bildte mig ind, at det var dronningens slot, for der var jo en krone på toppen. Og jeg troede på ham.

Men det var ikke dronningens slot. Det var bare Rundetårn. Vi havde bare gået i så mange timer, og jeg kunne ikke gå mere, jeg var træt, men min far ville ikke skuffe mig.

Da min far havde båret mig det meste af vejen tilbage til Riget stod jeg der, i sin tid på 15.ende, og så ud over København.

Det var blevet mørkt og ude foran mig lyste byen op. Noget fangede min opmærksomhed - et slot, der lyste op og lignede noget fra 1001-nats eventyr. Eller en flyvende tallerken.

Jeg kan ikke huske, hvordan jeg spurgte sygeplejersken, der lige var trådt ind i stuen, om hvad det var, og hvordan vi overhovedet kom ind på emnet "marsmænd", men hun fortalte mig, at det lys jeg kunne se fremme foran mig, var en flyvende tallerken. Men disse marsmænd var gode. De var kommet ned for at gør mig rask, og de ville ikke rejse før jeg var rask.

Jeg har siden været indlagt mange gange, på mange forskellige etager af Riget, men idag er første gang, siden den novembernat i 1993, at jeg har set Søpavillonen lyse så meget op og ligne en flyvende tallerken igen.

Måske er de kommet ned igen...

Byen, der forsvandt

Indhyllet i hvidt. Når en kappe,

der svinges over

og dækker en kvindes bare skuldre.

Forsvinder den for øjnene af mig.

Blod og Guld

Idag brændte byen og himlen.

Blod og guld i et -

Kun i et øjeblik. Duften af ambrosia.

I solskin blev al'fattigdom forklædt

Og himlens herreskab kom til jorden.