20 År Siden

Idag er det præcis 20 år siden.
---

Vi sad i bussen som havde hentet os ved havnen. Idag kan jeg ikke huske, hvilken havn det har været, men korridoren vi langsomt bevægede os igennem, var fyldt med mennesker og var oplyst med stærkt og køligt lys.
Jeg kan huske, at vi blev modtaget af en masse politi med store hunde i snor. Med et barns nysgerrighed ville jeg gå over mod hundene, men min mor tiggede mig om at blive hos hende. Jeg stoppede op, for hendes stemme gennemborede mig som tusinde knive. Jeg vendte mig om og kunne se hendes blege ansigt og angsten, der tegnede sig i det, så jeg gik tilbage.

Vi blev standset. Vores pas blev taget fra os, og vi blev adskilt fra min far. Da de tog ham, blev jeg bange, jeg havde lige fået min far tilbage efter syv måneders adskillelse og havde svoret, at jeg aldrig ville skille mig fra ham igen og nu var han i en anden kø. Jeg holdt nu hårdere fast i min mors blusekant. Hun kiggede ned på mig og mumlede et eller andet, måske tyssede hun endda på mig. Jeg rystede og kunne nu igen mærke mit knæ gøre ondt - i al spændingen over, at det blev Danmark vi endte i, havde jeg helt glemt min smerte fra tidligere.
Min mor kiggede ned på mig igen og sagde, at vi næsten var der, og faktisk var vi.

Vi måtte have været noget af et syn; en flok trætte, forfrosne, pjaltede mennesker, der forgæves forsøgte at bibeholde en slags selvværd - og respekt, mens vi tiggede om frelse i et fremmed land. 
Og måske havde politimændende i virkeligheden ondt af os og var der kun, fordi det var deres pligt. Jeg ved det ikke.

Vi sad jo der i bussen som havde hentet os ved havnen. Vi var blevet forenet med min far og jeg sad ved siden af ham. Jeg beundrede bussens interiør, der både bestod af bløde sæder, fjernsyn og sågar et toilet. Den bus vi havde spenderet de sidste ni dage i havde end ikke haft varme, men det er en anden og noget længere historie.
 Jeg lod mig synke dybere ned i sædet og indsnusede duften, der omgav mig. "En bus med fjernsyn og toilet", tænkte jeg, "det er et land jeg gerne vil blive i.".

Jeg sad ved vinduet og kiggede på det, der skulle være mit nye hjem. Der var mørkt og vådt udenfor. Min far fortalte mig, at de havde en dronning her, og jeg blev henrykt. Jeg kiggede udenfor og blev igennem mørket mødt af et kæmpe rødt skilt af en enhjørning, da jeg pegede på det, fortalte min far mig, at det nok måtte være deres våbenskjold. Idet øjeblik elskede jeg dette, for mig stadig fremmede, land. Det var som var jeg trådt ind i et eventyr, og her ville jeg gerne bo, bekræftede jeg mig selv igen.

Bussen stoppede et sted, jeg kan ikke huske, hvad det var for et sted. Men vi kon ind i endnu et overbelyst rum, hvor bordene var sat i lange rækker. Vi fik lov til at sætte os. Jeg fik øje på en saftevandsmaskine og tiggede min mor om et glas saft, hun rejste sig, lidt tøvende, op og kom hurtigt tilbage ned et plastikkrus fyldt med lyserød saft til mig. Jeg snusede til indholdet, det duftede af sommer og jeg drak det grådigt op. Aldrig har saft smagt så godt som den gjorde i det øjeblik.

Mens vi ventede, på guderne ved hvad, fik vi serveret suppe. Jeg kan huske, at klokken var 21.20 og jeg undrede mig over, at vi fik serveret mad i tallerkner af papir, og kiggede op på min far, der naturligvis stod klar med et svar, selvom han nok selv i virkeligheden var ligeså uvidende som jeg var. "Det er fordi man ikke bruger porcelæn mere her. Det kan ikke betale sig." Jeg syntes det var smart, så den der svampesuppe smagte pludseligt langt bedre.

Efter aftensmaden fik vi udleveret en kasse, hvori der var sengetøj, håndklæder og andre nødvendigheder. Jeg stod ved siden af, mens min mor lagde rent på. Min mor havde bestemt, at både hun, min søster og jeg skulle sove i den samme seng. Jeg tror min mor var langt fra tryg og ville på ingen måde risikere noget i det her venlige, men dog stadig vidt fremmede land, så hun ville have os tæt på.
Jeg hoppede i sengen og lod mig omfavne af dynen. Jeg indsnusede duften af det helt nyåbnede sengetøj og mærkede roen falde over mig.

Min mor kyssede mig i panden og jeg døsede hen, formegentlig lykkelig og tryg.

Mormors spinat- og rissuppe - Sån' efter hukommelsen

Jeg er jo ved at være ret kendt for mine overspringshandlinger omkring eksamenstiden. Og denne eksamen er jo ikke nogen undtagelse. 

Så efter, at jeg de sidste tre dage havde en forfærdelig hovedpine, kom jeg op idag ved 17-tiden og satte mig for at læse. 

Egentlig passede det mig fint, for T var ude med tøserne fra CBS, og jeg fik lov til at være alene hjemme.

Jeg fik læst en times tid og så kunne jeg mærke, at jeg var sliksulten. Der var bare det ene lille problem, jeg var alene hjemme og stadig iført pyjamas, (som jeg nægter at tage af, før jeg er færdig med min eksamen d. 22. juni) hvilket lettere umuliggjorde min tur ned til kioskmanden efter slik. 

Så i stedet begav jeg mig ud på at genskabe opskriften på min Mormors fantastiske spinat-rissuppe. 

Jeg fandt noget, der evt kunne ligne og kastede mig så ud i mit projekt. 

Jeg lavede en lille portion og jeg kan love for, at den suppe smagte godt, efter at T kom hjem, så røg den endnu hurtigere. Desværre smager den ikke helt ligesom min mormors, men intet af min mad smager som min mormors. Jeg går ud fra, at det kræver mange års øvelse og rigeligt med smør. 

Men her er opskriften. Suppen er fedtfattig og utrolig nem og hurtigt at lave. Den skal ligne tynd flødestuvet spinat. Men det er det ikke. Det er suppe og det smager godt. 

Enjoy.

450 g spinat (frosset eller frisk)

 60 g ris

  1 løg (jeg brugte denne gang en halv bundt forårsløg, inkl. halvt op af det grønne, det giver en frisk og sommerlig smag)

  1 spsk. mel

  1 æg

  1 tsk. rosen paprika

  4 spsk. olivenolie

Salt / Vegeta

Peber

Fremgangsmåde:

-Hakket spinat i strimler kommes sammen med risene ned i knap 1,5 l kogende vand. Lad det koge ca. 15 min - til risene er næsten færdige.

- Hak løgene fint  og svits dem i en lille pande. Tilsæt 1 spsk mel og rør det godt sammen, så melet ikke klumper. 

- Tilsæt jævningen paprikaen og jævn suppen med denne blanding. 

- Krydder suppen med salt og peber og tilføj det bosniske bullonkrydderi Vegeta. Hvis man ikke har Vegeta (Kan købes hos de fleste grønthandlere, og kan bruges til al madlavning i stedet for salt), kan man godt nøjes med en terning grøntsagsbullon.

- Lad suppen koge 3-4 minutter.

- I mens pisk et æg. Når suppen er lige ved at være færdig og tilsmagt, rør ægget forsigtigt ned i suppen. (Dette bruger jeg et piskeris til, så jeg er sikker på at ægget ikke klumper)

Good luck og bon appetite! For den smager godt i maven! Så godt, at jeg end ikke fik taget et billede, før alt forsvandt.

P.s Tjek lige min nye (gamle) smukke tallerken. Med blomster og guldkant! (Jeg leder efter lignende flade tallerkner, gik lyd, hvis i falder over noget.)

Eid Mubarak, siger jeg bare!

Jeg er jo sådan en af de dersens muhamedaner, en satans terrorist, der råber yallah og alt muligt andet.

Jeg stjæler de danske jobs og knepper de danske kvind...jeg mener mænd. Knepper de danske mænd!

Og fordi jeg nu er en af de dersens muhamedaner holdt jeg fest i torsdags, for at fejre at Muhammed .. gjorde et eller andet. Ja vi holdt Eid i torsdags, for vi bosniere holder ædegildedagen (Eid/Bajram) en dag før araberne, for vi kan lide at være anderledes, og ja, det er vi jo også. Vi kalder jo trods alt, som det eneste Europæiske land, "Wien" for Bech. Hvorfor ved jeg ikke.

Nå men det var den der fest vi kom fra.

Jeg lovede jo at gennemgå det mad vi kom igennem i torsdag, og nu er det vel på tide (for jeg skal jo trods alt læse lektier).

Anyways vi kan jo begynde fra en ende af.

Tættest på os er der verdens kedeligste salt bestående af min fars valg af grøn salat og tomat - Hvis man bare tager en noget mere spændende grøn salat, så har man en af de bedste og enkeleste salater - Tomat, salat, salt, olie og lagereddike. Yumyum!

Ved siden af er der kartofler, der er stegt i stegens marinade, der består af rødvin, soya, hvidløg og salt og peber.

Hvilket fører mig til kødet og ædegildens absolutte midtpunkt.

Denne er lavet af T.

2,2 kilo dansk oksefilet (ja ok, ikke så meget traditionelt bosnisk over det, men fuck det smager bare godt...mmh..meat..).

Marineret dagen inden og stegt i ovnen i 15 min på 225 grader og 50 min på 160 grader. Suk jeg kunne godt spise en lille steg lige nu.

Det grønne ved siden af kødet er min famøse kartoffelsalat, hvor hovedingridiensen er, ja bortset fra kartofler - mynte og persille og igen mine bedste venner - salt, olie og lageredikke. (Jeg bruger dog også Hhvidvinseddike, for lidt dansk er man da efter 17 år).

Og så kommer vi til det spændende eksotiske og skræmmende, dét der invaderer og knepper de danske kvi..jeg mener mænd.

I den fine hvide gryde er der en ret som vi anser som bosnisk, men er helt sikkert tyrkiskinspireret. Det er bamija. Og på forståeligt sprog er det tørrede ocrabønner med kalvekødsstykker. I modsætning til den ocra som man normalt ser i gadebilledet, er disse tørrede og meget små (I Bosnien har man et eller andet med, at jo mindre ting er lavet, des smukkere er de og des bedre er kokken til at kokkerere - kun bønder og plebejere laver stor og kluntet mad). Min mor er bamija-mesteren, ingen laver bamija som hun gør, selv min far kan lide det.

Grunden til at hendes bamija er så god er, at hendes mor, altså min mormor, altid har lært hende: "At bamija skal vaskes i syv vande", altså man skal skylle det syv gange.

Det grågrønne miskmask er sarma - på dansk dolma, men altså hos os hedder det sarma. Hos os er dolma - peberfrugter, løg og squash fyldt med hakket oksekød og ris.

Sarma er nok min yndlingsret. Vi bruger hakket oksekød og så eddikesyltet kål, altså sauerkraut. Ligeledes kommer min mor små stykker røget kød ovenpå, for at give det en skøn aroma. Ingen laver sarma som min mor, og hendes sarma'er er så små og fine...

Skråt over for sarma'en er der pita. Det er nok sammen med cevapcici Bosniens nationalret.

Tynd, tynd filodej fyldes med alt det fyld man begærer.

Burek = hakket oksekød og kartoffler. Sirnica= fåreost. Krompirusa= kartofler. Zeljanica som den vi valgte at lave, er af spinat. Normalt bliver pita'en rullet og bagt, men lige præcis denne med spinat er perfekt, hvis man laver den i lag. Pita kan sammenlignes måske med samosa, men pita bliver bagt i ovnen og er ikke ligeså fed som samosaen.

Ved siden af pitaen er der den anden "salat". Røde peberfrugter, bagt i ovnen.

Da de skal skraldes sættes de i en frysepose og køles ned - det gør processen nemmere. Når de er skraldet sættes de i lag og så marineres de i en lage af af ja gæt - De var jo rigtig gættet - salt, olie og lagereddike, men her tilføjer vi også presset hvidløg.

Vi er der næsten. De sidste tre fade består af to slags panerede snitzchle - ja lidt ligesom en wiener snietchzel (Hos hos Bech snitzchel) og paneret eggplant. Kalvesnitzghel og kalkunznitzchel.

Man finder noget godt kød. Skærer det i tynde filet'er, banker det sønder og sammen med en kødhammer, salter det, ruller det i mel og så i pisket æg. Steges på en pande med masse olie før de spises... Tit laver vi dem i min familie som tilbehør til vegetariske gryderetter.

Eggplanten skæres i skiver eller cirkler, saltes. Derefter skal de stå i en halv time og øhm trække. Nå de har trukket (??) færdigt, rulles de i mel og i pisket æg. De steges på samme måde som snitzchlerne.

Det var hovedretterne.

I år valgte vi ikke at lave så mange desserter som normalt, da vi simpelthen ikke kan spise det hele.

Den første dessert er ruzice - roser. De er lavet efter samme princip som baklava af filodej og hakkede valnødder. Men i stedet for at lave det i lag som baklava bliver lavet, så rulles disse og skæres så de ligner små roser. Ja næsten da.

Når de er skåret, sættes de i et fad og bages. Når de er kolde hælder man en sukkerlage over dem, og serverer dem, når de er kolde.

Den smukke hvide kage er reformtorta. Ja aner ikke, hvorfor den hedder det. Den består af ladyfingers, og et ordentligt lag kaffecreme hvori der også er hakket gelekonfekt. Den minder lidt om tiramisu. Det hvide er ikke piskefløde, men shlag - en bosnisk slags pulveflødeskum. Man kan også bruge alm flødeskum, men shlag er bare langt mere holdbar og smager langt bedre.

Ved siden af reformkagen er der tufahije. Denne er også en traditionel bosnisk dessert. som består af udhulede kogte æbler, der er fyldt med valnøddecreme og med flødeskum på toppen.

I Bosnien er de bedste og fineste kager, dem der indeholder mest valnødder. Jeg ved ikke hvorfor, men går ud fra, at valnødder engang var dyre, og deraf kommer det, at kager ved Eid skal indeholde mange valnødder. Personligt foretrækker jeg, at det smager godt.

Og sidst, men ikke mindst min af 600 gram flødeost og 300 gram 38% creme fraishe og med hjemmelavet brombær sirup, cheesecake...

Pyh det var en hård omgang.

Vi var 12 mennesker og nej det hele blev ikke spist. Jeg fik en stor skål kartofler og kartoffelsalat med hjem. En halv steg og 5 stykker pita. Et halvt fad snitzchle og ca. 1/4 af hver kage.

En overflod, nogen ville sige.

Eid Mubarak, siger jeg bare!

Og nu er jeg sulten!

Restsukkerets Konge

"Se lige de gardiner!" Råbte T glad, mens jeg kæmpede mig igennem en orgasme i min mund i form af hjemmelavet moccamousse*.

"Se lige de gardiner, vinen laver! Se det nu. Kig nu! Det er jo restsukkerets konge vi sidder og drikker!"

Der var tale om en Sauternes fra 2002. Og ja, den var rigtigt god. Sød med en smag af figner samt ananas og en afrundning af syrligt, der lige netop afbalancerede den, så den ikke blev kvalm.

*Den der moccamousse kunne godt flytte hjem til mig og jeg ville være villig til at gå fra hus og hjem for et liv med den.

Aldrig har min mund været i nærheden af noget så fuldendt... Lige dele blød, cremet, luftigt, sød og bitter.