Den Røde Tråd

Min Hobbitten og hendes fætter kom forbi med indisk mad den anden dag. Det var Hobbittens sidste nat herhjemme, så vi skulle hygge.

Et madorgie, uden lige, senere, mens Hobbitten lå i sofaen og smsede løs, kiggede Fætteren i min DVD-samling.
Hans første spørgsmål til mig var om alle film i samlingen, var nogen jeg ville kunne sætte mig ned og se alene. Jeg nikkede ja. 

Blandt en masse tegnefilm som jeg jublende fortalte om, stødte han på "The Texas Chain Saw Massacre". 
Han kiggede på mig med store øjne og inden han nåede at sige mere, udbrød jeg, at det nok var den eneste film jeg ikke ville turde se alene, for det var en gyser, og plottet i den trods alt er plausibelt, men den var fed og en klassiker og derfor stod den bland de andre. 
Han grinede lidt videre af mig. Og da vi var færdige med at se mine film igennem, rystede han smilende til mig med ordene. "Der er bare ingen rød tråd i det whatsoever. Det er et helt fantastisk spænd du har".
Inden jeg nåede at sige mere, rettede han sig selv og fortsatte "Jo, faktisk er der en rød tråd. Men den går bare sådan her..." sagde han og tegnede en masse krusseduller i luften med sin højre pegefinder. Jeg kiggede på de usynlige krusseduller og viste ham videre over til min bogreol. 

Da Hobbitten og Fættteren var taget videre, sad jeg i mit køkken omringet af alle mine go-cards, der for tiden er redskabet for mit nyeste projekt. 
Jeg tændte en cigaret og forestillede mig igen den krussedulle Fætteren havde tegner i luften tidligere på aftenen.

Jeg indså, at han havde ret. Der var en rød tråd i alt hos mig, men den røde tråd var ingelunde lige, som hos så mange andre.

Min røde tråd strækker sig til alle fire verdens hjørne. Den fortsætter op i himlen og over på den anden side af månen. Tilbage til jorden og ned i det velduftende græs. Rundt omkring blomster, bygninger, mennesker, figurer. Igennem bøger, dansefødder, toner. Ned i havet, omkring fiskene, duftene, farverne, for så at ende i en fin og sirligt bundet sløjfe hele vejen rundt omkring mig.

Jeg smilede, indåndede røgen fra min cigaret, holdt den i lungerne et øjeblik og pustede røgen ud. Røgen lignede lidt de figurer, min røde tråd var blevet tegnet som tidligere. 
Idet indså jeg, at det kræver et menneske med en vilje af stål, hvis man skal følge min røde tråd.

Den tolvte dag

Jeg har så meget tid hernede. Jeg kan ikke finde ud af om det er godt eller skidt, for jeg tænker. Jeg min hjerne kører så hurtigt, at jeg om natten, når jeg sover, stadig tænker. Jeg husker alle mine drømme og de omhandler alt fra fortid, til nutid til opspind, til fabrikerede minder. 

Jeg fangede mig selv kiggende på småbørn, der leger på stranden i dag på denne tolvte dag, og det trak mig lang, langt tilbage i tiden. Helt tilbage til dengang, hvor min mor sad på en bænk, og min far købte mig en is med to ispinde, og vi alle tre ventede på toget, der skule bringe os hjem fra kysten. 

Det var varmt og min mor var blevet skoldet på ryggen. Vi havde en brun kuffert som min far havde købt, med sort kantebånd. Den havde hjul og jeg sad på den, mens isen dryppede på mine små barnehænder. 

Billedet blev aflyst af virkeligheden og jeg tænkte, at jeg ville ønske jeg var fem år igen. 

Dengang hvor tiden var relativ og min mor iklædte mig fine kjoler med blonder, og laksko. Til dengang mit hår var bundet med et par gule ellastikker, der var pyntet med små fugle og jeg stolt viste skoene, der havde en lille hæl på frem til enhver, der ville kigge. Dengang hvor begge mine forældre holdt mig i hånden, mens vi gik en tur i byen og jeg fik en limonade. 

Børnenes skrig forsvandt og jeg var tilbage i min mormors have, jeg så min smukke moster koge sine lyserøde og orange curlere inden hun satte dem i sit blonde hår. Og min morfar, der dengang, som nu, skældte ud over, at hans spejl ville blive slidt, så meget som vi spejlede os.

De eftermiddage, hvor vi blev lagt i de kolde lagner efter at have spist os mætte i min mormors mad. Og min mormor, min elskede mormor, der altid sad rolig og mild i sin blomsterhave, der var hendes stolthed. Og børnene på gaden, der altid kaldte på mig. Og min fætter, der blev klædt som en lille porcelænsdukke, akkurat ligesom jeg var, når vi begav os op til byen eller ud til de voksnes venner. 

Og alle de varme sommeraftener. 

Mig på min fars skuldre, fordi jeg var for træt og for syg til at gå videre. Skoven og markblomsterne i min favn. 

Og den ene gang, hvor jeg skulle krydse den lille bæk, men kom til at falde i, så min far ikke kunne holde sit grin tilbage. 

De lange gåtur med min morfar og kilden for enden at byen. Og den blå rutsjebane, jeg kom til at nive mig på, da jeg skulle prøve en tur. Den blå rutsjebane som stadig er der, som stadig får mig til at smile og stadig får mig til at tage mig på den balle, der blev nevet.

  

Jeg ender det samme sted, hvor jeg startede - ved den bænk med isen i hånden. Ved banegården, hvor vi skulle krydse togskinderne for at nå vores tog. Og det høje, gulnede græs jeg løb hen til, da vi endelig kom hjem. Jeg gik på bare tær, for jeg havde overhørt de voksne sige, at det var sundt, hvis man gik på bare tær. Solen skinnede afsvedet den dag…

Et falmet postkort tænkte jeg på denne tolvte dag. Mit barndom er et falmet postkort. 

Den ellevte dag

"For altid." sagde jeg. 

"For altid." sagde han. "For altid er så forfærdelig lang tid." fortsatte han, men jeg var ligeglad. 

Men for altid blev knap så lang tid, tænkte jeg for mig, på denne ellevte dag, mens solen fik havet til at glimte som var det guld, eller rettere som små kystaller, og en dreng gentagende gange grinende løb forbi mig og sprøjtede små dråber vand på min overophedede krop, der på samme tid nød og blev irritabel af det. 

På denne ellevte dag faldt mine tanker på ham, blandt mange andre. 
Jeg tænkte på de øjne så blå som himlen, der så mange gange havde betragtet mig, mens jeg lå nøgen i min seng, min sofa, på gulvet. De suk, der undslap hans mund, når jeg smilede til ham og hans fingre, der rørte blidt ved mig, efter jeg havde givet mig selv til ham. Jeg tror, at han elskede mig.  

Jeg tror, at jeg elskede ham, og jeg tror, at jeg håbede, at altid ville vare lidt længere, end det gjorde. 

Jeg lukkede øjene på denne dag, der ligeså godt kunne have været dagen forinden og rejste mig fra mit blå håndklæde. Jeg rettede på min stribede bikini og begav mig mod broen. Jeg hoppede i på hovedet - et perfekt spring tænkte jeg for mig selv, mens jeg fortsat holdt mig under vandet og lod trykket omfavne mig, mens jeg svømmede væk fra menneskemængden omkring mig. 

Mit vilde liv i Istrien

Engang i vinters, da jeg havde fået nok af det hele og havde fået en af mine midlertidige hjerneblødninger, sagde jeg "Ja, det kunne da være hyggeligt." Da min far spurgte, om jeg ville sammen med ham og min søster i fem uger til Kroatien den kommende sommer...Ja, FEM uger.

Dengang, i vinters, tænkte jeg, at solen og havet ville være tiltrængt, hvilket det også er.. Men fem uger.. det var måske lige overkill.

Idag er det ti dage siden, jeg tog afsted fra København. Idag er det ti dage siden, at jeg fortrød, at jeg tog afsted, for idag er det ni dage siden, jeg begyndte at savne København, og alt det den indebærer. 

Jeg en lille by, der synes ved første øjekast som noget tiden havde glemt. En lille by i den nordlige del af den Kroatiske kyst, Istrien, få kilometer fra Porec. Den var ikke glemt af tiden, der var bare ikke højsæson i den første uge vi ankom.

Her er ikke meget. Men alt det man skal bruge. 

Der er en strand og azurblåt hav. Tre supermarkeder, to kiosker, fire cafeer, tre restauranter  og et pizzaria. Der er også et hotel, lige ved siden af af Marinen, der er fyldt med fine hvide både, hotellet blev brugt som bosted for bosniske flygtninge under Balkankrigen. Siden er den blevet købt af en fyr fra Australien, og ligesom meget andet her, glemt af fyren og tiden. 

Her sker ikke så meget, men jeg bliver ved med at få at vide, at det er netop, hvad jeg har brug for denne sommer; Fred og ro. 

Den første dag vi ankom, efter toenhalvdage i bil, lå jeg på stranden og påbegyndte min første feriebog; Hulebjørnens Klan. 

Om aftenen flippede min søster ud - min far hævdede, at det var fordi hun skulle have menstruation. Hvorfor min far også flippede ud, er mig en gåde. Måske skulle han også have menstruation, ellers også sympati-pms'ede han bare. 

Den anden dag var som den første. 

På tredjedagen tog vi til en anden stranden i nærheden. Da jeg svømmede i havet hoppede en fisk op af havet, lige foran mig og var ved at slå mig i hovedet med sin hale. Jeg skreg. 

Fjerdedagen ligenede dagen forinden, vi badede i en swimmingpool også. 

Da vi kom til sjettedagen rejste min far og søster til Sarajevo og pludselig var der ro. 

Den syvende dag tordnede det hele dagen, men regnen var sparsom, jeg blev alligevel i lejligheden den dag og læste min bog færdig. 

Igår, da det blev dag nummer ni tog jeg på stranden og nød solen med Hemingway i hånden. Han er en pudsig forfatter. 

Det han skriver i bogen er på sin vis så banalt og ligegyldigt - hvis han havde levet i vores tidsalder, så ville det have været skrevet på en blog. Og alligevel omfavnede bogen mig på en sær måde og gav mig et fantastisk indblik i Paris som den engang var, og som jeg ville ønske jeg kunne opleve den . Jeg forstår godt, hvorfor den hedder "A Moveable Feast". Jeg kan godt lide den, men jeg kan også godt lide Hemingway. 

Mens jeg lå i skyggen på den niende dag, faldt jeg i søvn til lyden af havet og fuglene. Jeg drømte absurdt til jeg fortumlet  kiggede op, fordi jeg blev vækket af børnlarm. Der var familier og mennesker over det hele. 

Men jeg bed især mærke i en gruppe menneske. De skiller sig ud, ligegyldigt hvad. Man (jeg) kan altid genkende dem på deres pjaltede tøj og guldsmykkerne de flasher - selv på stranden. En gruppe sigøjnere var ankommet. 

Idag på den tiende dag lå jeg i solen og betragtede landskabet omkring mig. Og der så jeg dem igen. To små piger, der kom ned til bruseren, der er stillet til rådighed for strandgæsterne, der kan skylle saltet af sig efter en svømmetur i havet. Der stod de to pige, med to store dunke og fyldte vand i dem. Jeg kunne ikke se noget odiøst i det, så jeg lukkede øjnene og lod tankerne strømme i mit indre, mens solen bagte på mig. 

Jeg blev revet væk af min tankestrøm, fordi jeg kunne mærke vanddråber sprøjte på min højre arm, og der var de igen, men denne gang var de flere, med flere flasker og spande.

De har sat sig længere væk - væk fra stranden, næsten henne ved parkeringen og det eneste de gjorde på denne tiende dag var at fylde vand på dunke, flasker og spande. Jeg betragtede dem i tre timer. Jeg holdt op med at tælle på et tidspunkt, men hvis jeg ikke tager fejl, har de tappet bruseren for mindst 300 liter vand.  

Jeg ville have spurgt, hvad de skulle bruge al den vand til, men jeg tude ikke, for jeg er vokset op i en kultur, hvor sigøjnere stjæler små piger, især dem der er meget lyse i huden, og tvinger dem til at tigge på gaden. 

Jeg befinder mig på kantent... af civilisationen... her på Balkan.