Noget om rejser, London og tristesse

I aften tager jeg til London, for første gang siden min første gang.

Sidst jeg var i London var jeg dødsyg; Bedsteveninden var med og siden har hun beskrevet den tur med et rystende billede. 
Hun plejer at sige, at jeg på den tur var som døende mennesker bliver, lige inden de dør - fuld af energi, overstadighed, lyst og livsglæde. 
Efter et halvt år som levende død, lyste jeg overstadigt op i de fem dage jeg var var væk fra maskinen, der troligt holdt mig bundet til jorden, og fratog mig muligheden for at stråle, som jeg ellers plejede at gør.


Måske er der noget signende ved netop den beskrivelse som Bedsteveninden gav af mig, ved netop det billede - en del af mig døde kort tid efter den tur. 
Noget ændrede sig i mig efter den sidste transplantation - jeg begyndte at stille spørgsmålstegn ved mig selv og mit liv. Til da havde jeg stillet mig tilfreds med det jeg havde.

Siden da er der sket så meget mere. Det der skulle til var vel egentligt, at jeg skulle blive blind - kortvarrigt. Og efter det kunne jeg se igen. Klarere end nogen sinde før...

Jeg tog et lille skridt og da jeg vendte mig om for at se, var jeg endt i Sydhavn i mit hvide og hysterisk rene hjem, som jeg altid havde ønsket mig - alene.

Det er lang tid siden jeg har været alene, faktisk har jeg aldrig været alene - før T så var min familie der, nu er der blot mig.

Som lille hadede jeg altid at rejse, af den simple grund, at jeg på et tidspunkt skulle hjem igen. Jeg hadede at komme hjem, for hjemme ventede en knugende følelse af tristesse.
Det holdt op den dag T og jeg flyttede sammen. Fra den dag nød jeg mine ture og jeg glædede mig til at komme hjem, for der ville han, T, altid vente på mig.
At komme hjem var lige med en følelse af ro og trætte lemmer. Af tryghed og en varm krop at putte sig ind til, når kufferterne var pakket ud og alt var sat på plads.

I aften tager jeg til London for første gang siden min første gang.

Jeg glæder mig. Jeg glæder mig til at indsnuse min by, at se på menneskerne, der fortravlet går omkring, at gå i de gamle skridt - bare for en stund og for sjov. 
Men jeg gruer også, for det er første gang jeg skal hjem igen, hvor der ikke er en varm krop at putte sig ind til, det er første gang jeg skal åbne døren til en hel tom lejlighed, der blot er et sted jeg bor.

Jeg gruer for tristessen og for den knugende følelse i mit indre, for jeg er for første gang helt alene og kun mig selv.

Jeg er ved at være en stor pige... Det er egentlig en pudsig følelse. 

Udpluk: "Som Tornerose"

Nogle gange føler jeg mig som Tornerose. Tornerose, der i 1000 år skulle vente på sit forløsende kys. 
Blot er jeg ikke, som hun var, lagt i en dyb og rolig søvn, hvor tiden fik lov til at rinde i fred. 


Jeg skal hvileløs vandre omkring til han finder og forløser mig.


Måske er jeg romatisk og venter på en drøm, en luftkastel skabt, i sin tid, af en alt for lille pige. 
Men tålmodighed er en dyd har jeg ladet mig fortælle...

Lænestolen med Roserne

Jeg var ikke et stille barn som sådan, jeg var blot opdraget til at være høflig og sød.

Jeg havde aldrig behov for at skændes med jævnaldrende, eller føle, at jeg skulle passe ekstra meget på mit legetøj. Der var ikke mange børn i mit nabolag og de fleste var drenge, så jeg blev vel egentlig behandlet som en lille prinsesse.

Jeg brugte utrolig meget tid på hospitaler og på grund af min yderst sjældne sygdom oftest på voksenafdelinger, så jeg havde det mildest talt som blommen i et æg. Alle elskede mig og så mig som en dyrbart dråbe vand på en hed sommerdag.

Jeg elskede det naturligvis, og de få gange jeg var tvunget til at være indlagt på børneafdelinger hadede jeg det.

Børneafdelingerne i ex-Jugoslavien er ikke helt det samme som her i Danmark. Men det er et anden og noget mere traumatisk minde.

Jeg var egentlig sådan en, voksne elsker. Nuttet, syg, tapper og fandens gammelklog.

Til jeg var otte år var min jævnaldrende omgangskreds ret snæver, især fordi jeg kun nåede at gå i skole i Bosnien i et års tid, før krigen brød ud og vi skulle flygte.

Derfor da jeg kom til Danmark og vi flyttede ind i flygtningecenter, var det noget af et kulturchok for mig.

Vi boede i et internationalt flygtningecenter, hvor mennesker fra alle verdens lande var samlet- et gammelt plejehjem i Mørke i Jylland.

Der var så mange mennesker, og så mange børn. Mennesker fra over det hele. De mennesker skabte stemningen i dette hjem og hvor blev det en fordærvet stemning. Hvor blev det et fordærvet sted.
Det var et sted, hvor tiden stod stille, og hvor drømme gik i dvale. Selv børnene var fordærvede og ondskabsfulde- både mod hinanden, men også mod mig.
Måske var de ondskabsfulde mod mig, fordi jeg ikke kunne sproget - hverken dansk eller engelsk.

Naturligvis var der enkelte som jeg har gode minder om: David, Sasha og en pige jeg ikke kan huske navnet på mere. De tog sig af mig. Måske fordi de var russere og vi kunne kommunikere lidt.

David og Sasha kom endda op at slås på grund mig. De ville begge være mine kærester. Selv var jeg forelsket i David. Han var blid og rødmede, når vor blikke mødtes. Og Sasha, Sasha var så tapper og modig, han var grov og han stjal et kys fra mig en dag. Han havde blå øjne og lyst hår. Han boede der sammen med sin mor.

Men de andre børn… Ih guder,  hvor var det skræmmende. Især var Dzemila, en pige fra Kosovo grusom. Jeg tror hun hadede mig, fordi hendes far forgudede min lillesøster. Hun og en anden pige, Rositta, var nok et par år ældre end mig. De rottede sig imod mig og gjorde det, piger er bedst til - at lukke ude.

Jeg kan huske en hændelse mod slutningen af foråret.

Det havde regnet hele dagen, men hen mod aftenen blev der sådan et fantastisk solskinsvejr. Den dag begav vi os op mod Bakken bag ved vores flygtningecenter. Bag ved vindmøllen og det lille skovbryn, og midt i det hele, foran et lille hus stod den, i mine øjne, smukkeste stol jeg nogen sinde havde set. Den var råhvid og med store roser over det hele. - (Hvor er jeg dog glad for, at jeg var så lille - for hvordan udtrykker man glæde og begejstring, når man ikke behersker sproget og ordene?). Jeg ville nok have givet alle mine dukke og bamser for den stol. Hvis jeg havde turdet, så havde jeg slæbt den med mig og jeg ville have beholdt den for evigt.

Vi stod og kiggede lidt på den og rundt omkring, men bestemte os hurtigt for at gå tilbage.

Pludselig en dag stod stolen i flygtningecentrets baggård. Jeg kiggede på den, men kun fra afstanden, for jeg kunne se Dzemila og Rositta sidde i den som om de ejede den.

Jeg turde ikke at gå over til dem, for Rosittas lillebror havde nogle dage for forinden kastet en tennisbold efter mig, hvilket for mit vedkommende resulterede i en blå læbe og for hans et ømt øre - forårsaget af min far. Med andre ord var jeg så lidt populær som jeg nogen sinde havde været.

Forældre har aldrig forstået den jungle børn befinder sig i. De tror, hvis de en gang tvinger bøllerne væk, at de så faktisk bliver væk og at alting bliver bedre.

Jeg ved godt, at min far gjorde det, fordi ingen skulle gøre mig ondt igen, men hvor forbandede jeg ham tit. Det eneste jeg jo ville var at passe ind.

Jeg kiggede på stolen og de to piger. Da de så mig hviskede de noget til hinanden, rejste sig op af stolen og pludselig begyndte de at smide mudder på den grinende.

Jeg tog  mod til mig og gik hen til dem – ”Why do that?” Spurgte jeg på engelsk som jeg havde opfanget i de par måneder vi havde boet der – ”Because”, svarede Rositta med et smil på læben.

Jeg forstod ikke, hvorfor de ødelagde stolen, så jeg gik min vej. Men jeg huskede ordet og kort tid efter fandt jeg ud af, hvad det betød. Because… Fordi....  Fordi hvad? Fordi de havde lyst, eller fordi de kunne tillade sig det.

Jeg glemmer aldrig den smukke lænestolen.

Når jeg tænker tilbage til den periode i det center, kan jeg ikke andet end tænke, at jeg må have følt mig så ensom.

Men jeg kan ikke huske en følelse af vemod. Det er nok nærmere kedsomligheden jeg kan huske fra de perioder, de voksne havde travlt i. Som altid var jeg det mest populære barn blandt voksne. Og de mennesker, der arbejdede forgudede mig. Jeg fik altid et noget længere snor end nogen anden i det center, og jeg ville da lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke nød det.

Jeg gik meget for mig selv, men følte mig aldrig alene, måske fordi mine forældre og dem, der var tæt på, altid vågede over mig, som den dråbe vand man våger over på en hed sommerdag...

Otte

For seks år siden lagde T og jeg os i hans- nu vores seng for første gang. Det var en søndag.

Jeg mindes, at jeg åndede dybt ind og indsnusede duften af Ajax, nymalede væge og flyttekasser. Jeg var tilfreds. Dette var mit hjem- vores hjem.

Da vi slukkede lyset, trak han mig ind til sig, og vi sov hele natten sådan, som var vi blevet ét.

For otte måneder siden, kiggede jeg mig omkring på tredje sal -et fremmed sted, et sted, hvor der duftede af Ajax og flyttekasser, men det var ikke mit hjem, for dette var ikke vores hjem. 

Jeg lukkede døren efter mig, og jeg kunne mærke klumpen i halsen udvikle sig til tårer. Jeg sukkede, dybt, for jeg var bange for, at jeg ellers ville blive kvalt.

Seks år, og siden var han smeltet inde i mig, sammen med mig. Jeg mindes, at jeg tænkte på siamesiske tvillinger. For det må være sådan, at det føles, når de bliver skilt ad. Det gør ondt, og man mangler en del af sig selv.

Den dag jeg underskrev kontrakten, skinnede solen skarpt, og jeg gemte mig bag mine store sorte solbriller, men jeg gemte mig ikke grundet solen, jeg gemte mig, for at jeg kunne skjule mine tårer.

Han smilede mildt og sagde, ”Nej det er ikke let.” og rakte mig kuglepennen.

Han sagde: ”Det er som et dødsfald.” og rørte min hånd let. Og han havde ret.

Jeg underskrev hans kopi først og så min, og så tog jeg ned til toget, der skulle føre mig til det, der nu skulle være mit nye hjem. Ikke vores, men mit hjem.

Mine forældre og jeg gik op af trappen. Min mor var iklædt en dybblå frakke med røde knapper. Min far havde en stegepande med.

Lejligheden var lys og den havde et indbygget skab i gangen. Jeg tænkte for mig selv, at jeg nok hellere måtte få malet det skab. Helst snart.

Lejligheden var så lys, men jeg så mig selv sidde på hug og græde. 

De spurgte, hvad der var galt. Jeg sagde, at det gjorde ondt. De forstod ikke. Men hvordan forklarer man så andre forstår, hvor ondt det gør, når seks år af et liv nu er pakket ned i 28 flyttekasser, størrelse medium, fra Røverkøb?

Hvordan forklarer man, hvordan det føles, når man taber alt det man har bygget på, i otte år af sit liv, på gulvet og ser det knuses i tusinde stykker, som var det blot et krystalglas.

De sagde det er livet. Jeg sagde, ”Jeg er selv skyld i det.”. De sagde ikke mere, så jeg går ud fra, de gav mig ret.

Han og jeg kiggede på hinanden ved siden af det, der til for nyligt havde været vores seng. Jeg sagde ”Jeg har ikke lyst til at flytte fra dig. Jeg har ikke lyst til et liv uden dig.” Han sagde det samme.

Jeg tror vi græd, og hvis vi ikke gjorde, så gjorde vor hjerter det for os.

Vor læber mødtes en sidste gang, næsten flygtigt. Jeg slap mit greb om ham og følte mig tom.

---

I dag er det otte måneder siden, jeg sagde farvel til otte år af mit liv.

Jeg har stadig den stegepande, min far havde bragt med sig den dag, jeg i køkkenet sad på hug og græd som var jeg blevet pisket.

De burde have modsagt mig, for det var ingens skyld.

Og det var det rigtige.

I dag er det otte måneder siden, og jeg er faktisk lykkelig. 

Rapport fra Sarajevo

Jeg landede igår og blev taget imod. Med kram og kys og hund og kat og aftensmad og kærlighed til den store guldmedalje. 

Ismeta som er værtinden har mødt mig en enkel gang, da jeg var meget lille.  Hendes datter, Amela, tror jeg, at jeg aldrig har mødt før, men ikke destomindre gik der ikke mere end 10 minutter før jeg blev "deres", og endda fik tilbudt at bo hos dem, da den lejlighed jeg oprindeligt skulle bo i åbenbart befinder sig i et skidt kvarter. 

Så her sidder jeg nu, på altanen med Franz, der slikker mine fødder mens Hankat sover i min seng og jeg drikker urtethe og spiser hjemmelavet mad, som Ismeta har lavet til mig før hun tog på arbejde. 

Sarajevo for mig har altid været; Hovedbanegården, hvor vi ankom og min kuffert blev taget fra mig og ført igennem en luge. Nefrologisk afdeling på hospitalet. Milkshake i et for stort glas, sporvogne med mangefarvede sæder. Det lille krystalskrin som altid var fyldt med skumbananer, eller anden slik, som jeg elsker. Og høje grå huse. Gråt vejr og tåge. 

Det lille krystalskrin er der ikke mere, men Sarajevo er stadig gråt. Stadig omgivet af bjerge og høje, grå og efterhånden slidte højhuse. Men jeg ved at Sarajevo også er andet og så meget mere. 

Så jeg vil kaste mig ud i eventyr og se, hvad jeg falder over.

Men først vil jeg spise den fantastiske mad, som jeg bliver fodret med. 

Om seks uger skal i regne med at se mig 60 kg tungere. Men også 60 kg lykkeligere!