I aften tager jeg til London, for første gang siden min første gang.
Sidst jeg var i London var jeg dødsyg; Bedsteveninden var med og siden har hun beskrevet den tur med et rystende billede.
Hun plejer at sige, at jeg på den tur var som døende mennesker bliver, lige inden de dør - fuld af energi, overstadighed, lyst og livsglæde.
Efter et halvt år som levende død, lyste jeg overstadigt op i de fem dage jeg var var væk fra maskinen, der troligt holdt mig bundet til jorden, og fratog mig muligheden for at stråle, som jeg ellers plejede at gør.
Måske er der noget signende ved netop den beskrivelse som Bedsteveninden gav af mig, ved netop det billede - en del af mig døde kort tid efter den tur.
Noget ændrede sig i mig efter den sidste transplantation - jeg begyndte at stille spørgsmålstegn ved mig selv og mit liv. Til da havde jeg stillet mig tilfreds med det jeg havde.
Siden da er der sket så meget mere. Det der skulle til var vel egentligt, at jeg skulle blive blind - kortvarrigt. Og efter det kunne jeg se igen. Klarere end nogen sinde før...
Jeg tog et lille skridt og da jeg vendte mig om for at se, var jeg endt i Sydhavn i mit hvide og hysterisk rene hjem, som jeg altid havde ønsket mig - alene.
Det er lang tid siden jeg har været alene, faktisk har jeg aldrig været alene - før T så var min familie der, nu er der blot mig.
Som lille hadede jeg altid at rejse, af den simple grund, at jeg på et tidspunkt skulle hjem igen. Jeg hadede at komme hjem, for hjemme ventede en knugende følelse af tristesse.
Det holdt op den dag T og jeg flyttede sammen. Fra den dag nød jeg mine ture og jeg glædede mig til at komme hjem, for der ville han, T, altid vente på mig.
At komme hjem var lige med en følelse af ro og trætte lemmer. Af tryghed og en varm krop at putte sig ind til, når kufferterne var pakket ud og alt var sat på plads.
I aften tager jeg til London for første gang siden min første gang.
Jeg glæder mig. Jeg glæder mig til at indsnuse min by, at se på menneskerne, der fortravlet går omkring, at gå i de gamle skridt - bare for en stund og for sjov.
Men jeg gruer også, for det er første gang jeg skal hjem igen, hvor der ikke er en varm krop at putte sig ind til, det er første gang jeg skal åbne døren til en hel tom lejlighed, der blot er et sted jeg bor.
Jeg gruer for tristessen og for den knugende følelse i mit indre, for jeg er for første gang helt alene og kun mig selv.
Jeg er ved at være en stor pige... Det er egentlig en pudsig følelse.
Sidst jeg var i London var jeg dødsyg; Bedsteveninden var med og siden har hun beskrevet den tur med et rystende billede.
Hun plejer at sige, at jeg på den tur var som døende mennesker bliver, lige inden de dør - fuld af energi, overstadighed, lyst og livsglæde.
Efter et halvt år som levende død, lyste jeg overstadigt op i de fem dage jeg var var væk fra maskinen, der troligt holdt mig bundet til jorden, og fratog mig muligheden for at stråle, som jeg ellers plejede at gør.
Måske er der noget signende ved netop den beskrivelse som Bedsteveninden gav af mig, ved netop det billede - en del af mig døde kort tid efter den tur.
Noget ændrede sig i mig efter den sidste transplantation - jeg begyndte at stille spørgsmålstegn ved mig selv og mit liv. Til da havde jeg stillet mig tilfreds med det jeg havde.
Siden da er der sket så meget mere. Det der skulle til var vel egentligt, at jeg skulle blive blind - kortvarrigt. Og efter det kunne jeg se igen. Klarere end nogen sinde før...
Jeg tog et lille skridt og da jeg vendte mig om for at se, var jeg endt i Sydhavn i mit hvide og hysterisk rene hjem, som jeg altid havde ønsket mig - alene.
Det er lang tid siden jeg har været alene, faktisk har jeg aldrig været alene - før T så var min familie der, nu er der blot mig.
Som lille hadede jeg altid at rejse, af den simple grund, at jeg på et tidspunkt skulle hjem igen. Jeg hadede at komme hjem, for hjemme ventede en knugende følelse af tristesse.
Det holdt op den dag T og jeg flyttede sammen. Fra den dag nød jeg mine ture og jeg glædede mig til at komme hjem, for der ville han, T, altid vente på mig.
At komme hjem var lige med en følelse af ro og trætte lemmer. Af tryghed og en varm krop at putte sig ind til, når kufferterne var pakket ud og alt var sat på plads.
I aften tager jeg til London for første gang siden min første gang.
Jeg glæder mig. Jeg glæder mig til at indsnuse min by, at se på menneskerne, der fortravlet går omkring, at gå i de gamle skridt - bare for en stund og for sjov.
Men jeg gruer også, for det er første gang jeg skal hjem igen, hvor der ikke er en varm krop at putte sig ind til, det er første gang jeg skal åbne døren til en hel tom lejlighed, der blot er et sted jeg bor.
Jeg gruer for tristessen og for den knugende følelse i mit indre, for jeg er for første gang helt alene og kun mig selv.
Jeg er ved at være en stor pige... Det er egentlig en pudsig følelse.
1 kommentar:
God tur min ven.
Send en kommentar