Liljeolie

Da jeg ikke var særlig gammel, ifølge mine forældre på nippet til de tre år, blev jeg brændt.

Jeg kan huske det, tydeligt, men alligevel lidt som igennem et slør, som en drøm. Jeg sad i min gule pyjamas på en stol med benene oppe under mig. Min far havde lavet kamillete til mig. Han havde lige hældt kogene vand over brevet og havde vendt sig om for at stille gryden tilbage på konfuret.

Jeg kan ikke præcis huske om jeg ville lege, eller om jeg var klodset, eller bare doven; Men jeg huske at jeg forsøgte at nå koppen med mine hænder uden at røre mig fra stedet.

Jeg husker ikke, hvad der skete i det øjeblik. Jeg husker kun en brændende smerte over mit bryst. Et skrig og gråd, der undslipper min mund. Min far der griber mig, og mig der hulkende siger: "Jamen jeg spildte ikke det hele.".

Min far hev tøjet af mig og smed mig i badekarret og tænde for det kolde vand. Jeg græd og mit bryst gjorde ondt. Jeg husket, at jeg blev løftet op og pakket ind i et blødt håndklæde. Jeg husker, min mor kom ind med en lille krukke med noget gult væske i. Jeg husker jeg græd og ville ikke have, at de rørte mig, men min mor åbnede flasken og begyndte at smøre mig forsigtigt med væsken.

Jeg huskeder, det duftede smukt af forår og mine bedsteforældres have. - det var liljeolie som min mormor plejede at lave hvert år. Det var en olie, der i 45 dage har stået i solen med liljeblomster i. Det var en salvende olie, der kunne hele brændte sår.

Da jeg var blevet smurt godt ind i olien, tog mine forældre mig på skadestuen, hvor jeg blev tjekket. Lægerne var forundret, for der var kun en vabel, under min arm, at se. Det var en vabel mine forældre havde overset.

Det gør ondt, når man bliver brændt. Hvordan end man bliver brændt.

Jeg er blevet brændt, som barn, uden på brystet, nu som voksen mere end højest nødvendig indeni. Men det er så nemt at overse de vabler, der er indeni.

I dag er det ikke min mormor, der laver olien mere, for hun er væk. Olien bliver dog stadig lavet hvert år, og jeg har altid en lille krukke derhjemme.

Hvor jeg kommer fra findes der olier og salver for og imod alt. Jeg læser stadig i bøgerne i håb om at finde en salve, der kan lindre et bryst, der er brændt indeni. Måske en dag jeg finder det….

Den tolvte dag

Jeg har så meget tid hernede. Jeg kan ikke finde ud af om det er godt eller skidt, for jeg tænker. Jeg min hjerne kører så hurtigt, at jeg om natten, når jeg sover, stadig tænker. Jeg husker alle mine drømme og de omhandler alt fra fortid, til nutid til opspind, til fabrikerede minder. 

Jeg fangede mig selv kiggende på småbørn, der leger på stranden i dag på denne tolvte dag, og det trak mig lang, langt tilbage i tiden. Helt tilbage til dengang, hvor min mor sad på en bænk, og min far købte mig en is med to ispinde, og vi alle tre ventede på toget, der skule bringe os hjem fra kysten. 

Det var varmt og min mor var blevet skoldet på ryggen. Vi havde en brun kuffert som min far havde købt, med sort kantebånd. Den havde hjul og jeg sad på den, mens isen dryppede på mine små barnehænder. 

Billedet blev aflyst af virkeligheden og jeg tænkte, at jeg ville ønske jeg var fem år igen. 

Dengang hvor tiden var relativ og min mor iklædte mig fine kjoler med blonder, og laksko. Til dengang mit hår var bundet med et par gule ellastikker, der var pyntet med små fugle og jeg stolt viste skoene, der havde en lille hæl på frem til enhver, der ville kigge. Dengang hvor begge mine forældre holdt mig i hånden, mens vi gik en tur i byen og jeg fik en limonade. 

Børnenes skrig forsvandt og jeg var tilbage i min mormors have, jeg så min smukke moster koge sine lyserøde og orange curlere inden hun satte dem i sit blonde hår. Og min morfar, der dengang, som nu, skældte ud over, at hans spejl ville blive slidt, så meget som vi spejlede os.

De eftermiddage, hvor vi blev lagt i de kolde lagner efter at have spist os mætte i min mormors mad. Og min mormor, min elskede mormor, der altid sad rolig og mild i sin blomsterhave, der var hendes stolthed. Og børnene på gaden, der altid kaldte på mig. Og min fætter, der blev klædt som en lille porcelænsdukke, akkurat ligesom jeg var, når vi begav os op til byen eller ud til de voksnes venner. 

Og alle de varme sommeraftener. 

Mig på min fars skuldre, fordi jeg var for træt og for syg til at gå videre. Skoven og markblomsterne i min favn. 

Og den ene gang, hvor jeg skulle krydse den lille bæk, men kom til at falde i, så min far ikke kunne holde sit grin tilbage. 

De lange gåtur med min morfar og kilden for enden at byen. Og den blå rutsjebane, jeg kom til at nive mig på, da jeg skulle prøve en tur. Den blå rutsjebane som stadig er der, som stadig får mig til at smile og stadig får mig til at tage mig på den balle, der blev nevet.

  

Jeg ender det samme sted, hvor jeg startede - ved den bænk med isen i hånden. Ved banegården, hvor vi skulle krydse togskinderne for at nå vores tog. Og det høje, gulnede græs jeg løb hen til, da vi endelig kom hjem. Jeg gik på bare tær, for jeg havde overhørt de voksne sige, at det var sundt, hvis man gik på bare tær. Solen skinnede afsvedet den dag…

Et falmet postkort tænkte jeg på denne tolvte dag. Mit barndom er et falmet postkort. 

Duften af Barndom

Jeg vågnede i morges og soveværelset var så kold og dynen var så varm og jeg skulle tisse så forfærdeligt meget.

Jeg rejste mig op og blev ramt billeder.

Det hele fløj tilbage til mig, det kolde soveværelse oppe på første sal, trappen, duften af myntete, der nu var tørret, men duftede stadig himmelsk, kakkelovnen og mormor, der puslede nedenunder.

Mig, der trækker kælken bag mig mens alt er stille, fordi den dybe sne dæmper for alle lydende.

Den varme stue og mig siddende i vinduet. Det hele på engang og i tilfældig rækkefølge.

Min mormor, min smukke, milde mormor, der rende i timevise med en tallerken i hånden efter mig for at få mig til at spise...

Den følelse, som jeg plejede at kalde ""tør" følelse i maven", den sammen følelse, der rammer mig første onsdag i maj kl. 12- idag har jeg fundet ud af, at det er følelsen af ro og salig lykke. Og ja, jeg mener salig lykke...

Jeg skyndte mig ud i køkkenet, pakket ind i dynen og på bare tær, for jeg ville fuldende øjeblikket, tog min krukke med mynteteen, min krukke med guld, frem og bryggede en kande. Stadig et lille gennemsigtigt glas med to sukkerknalder i. Det er ikke det min mormor brugte, men det ligner.

Jeg kan se og dufte kakkelovnen, jeg kan smage teen og høre tegnefilmene på det gamle sorthvide fjernsyn. De nøgne dukker i vitrinen - som min morfar altid skældte ud over, at jeg havde klædt af og smidt deres tøj væk.

Selvom det er så lang tid siden, så står det hele foran mig som et slør fra fortiden, der dækker for nutiden. Men det gør ikke noget, for sneen dufter så skønt, og den dæmper for lydende ude på Hovedgaden, og stuen er så kold og dynen så varm.

Jeg ser tegnefilm og skal gøre mig klar til atter igen at trodse vejret og kulden, for som jeg sagde til T, der mente jeg skulle sove lidt længere: "tror du virkelig jeg vil sove, nu jeg er sluppet fri i en hel weekend og der er rigtig vinter med sne udenfor?"

At stå op om natten og se solen gry

Som ved et klokkeslet, præcis kl 7.43 står jeg op for tiden, og ih guder, hvor jeg elsker det.

Jeg elsker at vågne, og her om vinteren se morgenen gry stille frem. Solen blive født af en sort horisont og forvadler himlen til et flammende hav, der kan få den den mindst troende til at tro på, at det er dér helvedets porte er.

Jeg kan se det hele oppe fra mit tårn, hvor de holder mig fanget.

Men jeg sniger mig ud til bagtrappen og ser på, at dagen fødes på ny. Vinterhimlen er tit det smukkeste, der findes, for solen er ofte væk, men når den kommer frem, får det hele et purpur-rødt skær.

Da jeg var lille plejede min mormor og morfar at vække mig tidligt om morgenen, når vi var ude og besøge dem i Pljevlja (en lille pisby på knap 20.000 indbyggere, men i mine øjne, uden sammenligning byen, der kommer tættest på Paradis).

Jeg sov oppe på første sal og plejede at rutsje ned af de ti, der for mig føltes meget stejle trapper, der var dækket af hjemmequiltede tæpper, som både var gået i arv, men også var quiltet af min mormor.

Jeg plejede at vågne og rutsje ned af dem, mens der i den lavloftede stuen ventede velduftende myntete, som min morfar havde plukket under vinduet i deres forhave.

Jeg kan stadig dufte og smage den, og hver gang jeg besøger min morfar, får jeg en lille pose med hjem, som jeg vogter over, som var det det pureste guld.

Det er det pureste guld, jeg vogter over; det er min gule kjole med selerne og mine sorte indianerstøvler, jeg vogter over. Mine sutter* og mine savietter, som jeg samlede på, jeg vogter over. Den er min barndom som, bliver lukket ned i en smuk glaskrukke, som jeg kun nænner at åbne op engang imellem, fordi jeg er bange for at duften siver ud.

Jeg plejede at rutsje ned ad den quiltbeklædte trappe og stjæle min morfars stol hvor en kop myntete i et gennemsigtigt glas, med een sukkerknald stod og ventede - på mig. Jeg plejede at drikke det hurtigt og gøre mig så lille på stolen, så han ikke kunne se, at jeg sad der.

Når han kom, løftede han pegefingeren og kaldte mig et lille stædigt æsel, og sagde, at jeg skulle sidde på min plads, eller skulle han vise mig.

Så satte han sine ben op på en anden stol og lavede en bro med dem, så jeg kunne lave kolbøtter over dem, mens min mormor fodrede mig som den lille pipfugl jeg var. (Mine far mener stadig idag, at det er min mormors skyld. at jeg overlevede i sin tid, for hun tog sig timer til at finde på lege og måder, bare for at få mig til at spise op, for den største kamp nogen sinde i vores liv var mine spisevaner. Jeg ville ikke spise).

Af en eller anden årsag blev jeg altid sur over, at jeg blev vækket så tidligt, for min mindre fætter fik lov til at sove længe. Imens skulle min morfar og jeg ud og vandre i bjergene. Jeg fik mine små støvler på, godt med tøj og så begav vi os ud til de omkringliggende bjerge.

Vi gik altid i det, der føltes som evigheder. Vi skulle som regel op til klostret eller motellet, og drikke vand fra kilden.

Undervejs plukkede min morfar skovjordbær, til mig som jeg spiste i smug og han skældte altid ud og sagde, at jeg skulle huske at fløjte. Jeg kunne ikke fløjte, men jeg lærte at fløjte. Og så fandt jeg ud af, hvorfor jeg skulle fløjte. Vi skulle gemme nogen af de plukkede bær, så mormor kunne lave kage.

Men skovjordbærene blev aldrig brugt til kagen, altid blev de stillet foran mig i en skål, så jeg kunne spise så mange jeg lystede. Duften af dem gør mig stadig svimmel.

Jeg mindes, at min morfar havde sådan en smart lille kop, der kunne foldes sammen og kommes i lommen. Når vi ankom til klostret fik jeg lov til at drikke af den, og vandet var altid sødere, når jeg drak fra plastikkoppen.

Hjemme stod den oppe på en hylde i køkkenet og jeg var altid så nysgerrig efter at se på den, for den havde sådan en fin orange prop, så den også kunne bruges som æske.

Jeg savner den kop.

Vi kom som regel tilbage, når solen bagte. Og dér ventede min mormor med klud og spand og vaskede trappen foran huset, eller sad og drak kaffe med nabokonen, Milka (den eneste kvinde, der nogen sinde har kunne koge det perfekte blødkogte æg, og som forærede mig en kylling, der blev min morfars plage).

De plejede at sidde der på bænken, som min far havde lavet til dem af et gammelt skab, for den fine bænk de havde før, var pludselig blevet væk.

Min mormor sad der og smilede i sin dueblå hjemmekjole (for i min familie er vi vokset op med, at der er udetøj og hjemmetøj), og sin hvide ble på hovedet, for hun var så bange for, at der ville komme hår i maden).

Jeg plejede at få min kop bosnisk kaffe, og så kiggede Milka i kaffegrums og fortalte mig, at hun kunne se, prinsen fra Tyskland, som jeg så gerne ville giftes med, snart ville komme og gøre mig rask. Eller om de hvide lædersofaer, jeg ville få, hvis jeg flyttede ti Italien (dette var mine fremtidsdrømme og ønsker som lille).

Jeg fik en lille skål rosensødt til kaffen, ligesom de pæne damer. Der var klokken henved 11 og byen og gaden var vågnet. Jeg havde allerede levet et helt liv ud.

I lange perioder har jeg sovet. Sovet så længe og til så sent, derfor elsker jeg idag, at jeg kan vågne så tidligt, uden at være træt. At kunne vågne så tidligt og se ude på solen, selv oppe fra mit fængslende tårn.

Jeg er helt rolig og varm inden i. Jeg kigger ud ad vinduet, ud på seen og på det, der slet ikke ligner Pljevlja, men jeg overvældes af stilhed og ro. En følelse af zen, hvor jeg ser mig selv stå der, midt på den lille lukkede gade, ved siden af den røde port, iført en lille gul kjole og mine plastiksutter i hånden, imens imamen kaldte til bøn fra byens moske kl 12.

*Små sutter i plastik man samlede på, dengang jeg var lille.

***

Morfars hus. Den side, der er kalket er hans. Før i tiden var det hele vores ejendom, men under kommunismen blev det hele delt op efter, hvor aktiv en kommunist man var.

Byens måske og klokketårn. Blev bygget af Husein-Pasha.

Denne moske blev bygget af en læring, som var blevet sendt af mesteren selv fra Sarajevo, men da den var færdig viste den sig at være smukkere end den store moske, der var blevet bygget i Sarajevo af selve mesteren. Denne moske har ligeledes den højeste minaret (tårnet) på Balkan - 42 m.

Kaffe og hjemmelavet rosensaft.

Trappen og min mormors quiltede tæppe.

"De Tre Helliges" kloster.