Fighter

For otte uger siden faldt min verden fra hinanden. Det jeg havde troet på, håbet på, arbejdet på, viste sig at være et spindelvæv vævet af en syg mands hjerne. 

For seks uger siden lagde jeg mig ned. Flad. Mast som en pandekage. Udmattet, udtømt, udslukt. Jeg vidste ikke noget mere, så jeg ringede til min far, der tog mig hjem til Frederiksberg. 

Min mor redte min seng den aften og jeg blev der. Jeg blev der så længe, at edderkopper har spundet spindelvæv på mine vinduer. 

Hver morgen vågnede jeg mere og mere tom. Jeg stod op, tog en pæn kjole på og bevægede mig ud mod øen og biblioteket hvor hver lille detalje mindede om ham. Hvor hver lille detalje skar så dybt som de barberblade jeg hver anden morgen så ham brugte til at barber sin hud

.

Hver morgen åbnede jeg min computer og kiggede på en skærm, der burde være mit speciale, men forblev tom.

For en uge siden talte jeg; 33 rettede sider.

Imorgen skal jeg aflevere. Imorgen afleverer jeg.

Idag, lige nu og i skrivende stund mærker jeg mig selv. Mærker den jeg var før min Ridder, min Mørkets Fyrste bad sig fast og gjorde sit bedste for at slå mig ud.

Det er så nemt at glemme, når livet kommer i vejen, men midt i livet er der små bobler, små og store sejre, der minder mig om, at jeg altid har været og altid vil forblive en fighter.