Lidt før midnat, lige inden mit sidste punktum var sat, stødte jeg på et lille kvadratisk stykke papir i en gemme.
Jeg tog det op og studerede det nøje.
Med det, der lignede en hastig skrift, var det skriblet ned. Det var som om skriveren havde været i bevægelse.
Jeg smilede for mig selv.
Der er så mange af disse små noter i mit liv. Små beskrivelser og små udpluk, der tager mig en tur tilbage til fortiden, til det, der engang var, og som har indprentet sig inde i mig, på samme måde som blækket har indprentet sig på det lille kvadratiske stykke papir...
"Da jeg sad i bussen på vej hjem og tidlig rim havde lagt sig over hele byen, for det var jo stadig koldt, indså jeg, hvorfor mit blik altid fulgte ham, hvorfor mit blik søgte hans øjne natten lang.
Hans øjne var de samme som Cedrics. Cedric, min franske romance. Min engel og min kærlighed fra for så mange år siden.
Cedric; Det første menneske, der formåede at fortælle mig, at end ikke himlen vil kunne sætte grænserne for mig... Min engel.
Jeg søgte hans øjne i det skjulte, hver evig eneste nat, for hans øjne mindede mig om min engels øjne.
Der findes så mange blå øjne i den hvide verden, men til nu - og nu er efterhånden 10 år siden, har jeg kun set ét par - hans, der var ligeså blå som Cedrics."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar