Jeg har det godt

Jeg har de sidste par dage genlæst alle mine blogindlæg siden januar 2008. De skal bruges i forbindelse med et projekt. 

Det voldsomme ved at nedfælde sit liv er, at man kan læse det og selvom år går og vi forandrer os og kommer igennem op -og nedturene, så kan man ikke undgår at genopleve det man engang har levet. Det er umuligt ikke at føle de følelser man har følt. Det er det voldsomme men også det smukke, for man kan aldrig glemme helt. 

Jeg sidder i mit køkken og ryger og jeg har det godt.

Dukken.com

Jeg har tænkt...
Men vi ved jo alle, at det ikke er en helt god ting, når jeg tænker. Det ender som regel med drastiske beslutninger og overilede handlinger. Men ikke desto mindre har jeg tænkt.

Jeg har tænkt over, hvorfor jeg ikke har skrevet særlig meget herinde det sidste halvandet år.
Først troede jeg, at det var fordi der ikke skete så meget i mit liv. Derefter troede jeg, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle skrive om mere, at ordene, som de så ofte før har gjort, bare var forsvundet, og at der ikke mere var tilbage.
Men efter efterhånden mange måneders overvejelser slog det mig; Det var ikke fordi jeg var løbet tør for ord, eller skøre oplevelser i mit liv, men det var simpelthen fordi der var sket så meget i mit liv som jeg egentlig ikke havde lyst til at dele med den halve dansktalende befolkning.

Jeg valgte jo for efterhånden mange år siden, at blogge offentligt og ærligt - uden nogen form for ironisk distance eller facade. Det var et meget bevidst valg, mest fordi jeg ikke ejer et eneste gram ironi, eller selvoironi.
Indrømmet, jeg prøvede at kaste mig ud i det et par gange, men syntes, at de indlæg tit blev klodsede.

Anyhow, jeg har tænkt og overvejet.
Først overvejede jeg at lukke og slukke for dukkebloggen. Faktisk havde jeg oprettet en ny anonym blog, hvor jeg kunne boltre mig mere frit, men den trak simpelthen ikke i mig på nogen måde. Jeg kunne ikke identificere mig med den persona og de vinklinger jeg forsøgte at skabe det nye sted.
Dukken har været med mig i så lang tid efterhånden, at jeg simpelthen ikke har kunnet sige farvel til den, derfor ombestemte jeg mig, og valgte ikke at lukke dukkebloggen ned - Omend det nok ville have været sundt med lidt forandring.

Så jeg bliver.
Jeg holder ikke op med at skrive.
Dukken får fortsat lov til at underholde.
Men hvilken retning den kommer til at tage ved jeg ikke helt endnu. Jeg vil jo gerne dele mine tanker og følelser, helst på en ærlig og lettere naiv måde. Jeg overvejer blot stadig, hvilke konsekvenser en helt ærlig og åben blog kan have for mig og de mennesker jeg skriver om, for selvom min skrivestil ikke har taget nogen drejning, så har mit liv taget mange skarpe drejninger det sidste halvandet år og de erfaringer har skabt et nyt mennesker, der går knap så meget på kompromis med tingene som det gamle menneske gjorde.


Stay tuned, jeg ved godt, at jeg vil. 

Om at blive væk og blive tvunget tilbage igen

Der er tilsyneladende stor enighed rundt omkring, både på nettet og irl, at jeg skal skrive igen.
Jeg må indrømme, at jeg troede, at de fleste havde glemt, at Dukken eksisterede efterhånden. Jeg har jo været alt andet end flittig til at skrive de efterhånden *host* sidste to *host* år. Men tilsynelandende har jeg troet fejl.
Flere har bedt om, at jeg kaster mig ud i skriverier om min stil og mit tøj, og alt det ander som jeg kommer ud for af tosserier.
Jo, hvis jeg bare vælger at beskrive hvert enkelt stykke tøj jeg har, så har jeg da nok til et par års blogging, og jeg vil slet ikke åbne op for mine undertøjs - og strømpeskuffer, men hvor sjovt er det?


Jeg havde egentlig overvejet i mange måneder at lukke dukkebloggen ned. Jeg følte at Dukken havde udtjent sit formål, og med alle de ting, der er mig hændt den sidste tid, havde jeg brug for forandring. Men pudsigt nok lever hun videre,  derude i det uendelige internet, ellers også er det bare fordi jeg fortsat betaler for domænet. Jeg har for nyligt betalt for et nyt år, hvilket bringer mig til det nye punkt; Jeg lover, at jeg vil tage mig sammen og skrive mere, men i må væbne jer med tålmodighed, for jeg aner virkelig ikke, hvad jeg skal skrive om. Og for guds skyld bær over mig, jeg er både løbet tør for ord (ja, hvem skulle have troet det) og har lidt glemt, hvordan man skriver, så et røvsygt liv som mit fremstår som glamorøst, fabelagtigt og total misundelses- og læseværdigt.


Det bliver svært, for mit liv er alt andet end det.


Jeg har forladt min kæreste. Jeg bor i Sydhavn. Forførerens Dagbog kigger stadig på mig over fra reolen, og giver mig dårlig samvittighed over en ufærdig eksamensopgave. Og ja, så har jeg pr. fredag nat total opgivet mænd.
Som sagt bær over med mig.
Hvis jeg endelig kommer til at skrive, så kommer det til at være noget med galde, kastration og deslige.
Og nej, jeg er ikke ved at forvandle mig til lesbisk (af to årssager; Hvis jeg blev lebbe så vil mandedrømmen gå i opfyldelse. Og så har jeg hørt, at kvinder er mindst ligeså kompliceret som mænd, hvis ikke mere.) Så om noget, så bliver jeg nonne i de Montenegrinske bjerge.


Byd mig velkommen ...tilbage. 

Noget om elge, måneskin og rigtige mænd

Engang sidste år skrev jeg et fint indlæg om den perfekte mand - altså mig. Retter sagt, hvilken slags mand, jeg ville være, hvis jeg var en mand. Og selvfølgelig ville jeg være en perfekt mand.

Jeg  ville bl.a være en rigtig mand en alfahan. En maskulin og alligevel kærlig mand. For at vise, hvor kærlig jeg var, ville jeg synge serenader, og for at vise, hvor maskulin jeg var, ville jeg trække en hel elg med hjem. Desværre blev jeg aldrig transmogrifferet til en mand, så jeg opgav tanken om at synge serenader for mig selv og trække en elg med hjem... Indtil for et par dage siden.

I forbindelse med hele min manddomstrnamogriffering var der en sang, og jo jeg havde den på min computer, jeg hørte den tit og ofte, teksten havde jeg også fundet, men at finde sangen på youtube, så i andre kunne nyde den, var noget svære. 


"Lille Frøken Måneskin" af Ib Mossin var væk, troede jeg. Men faktisk sad den hele tiden lige ved siden af mig.

Da jeg fandt sagen kom hele transmogrifferingssagen op igen. Jeg savnede pludselig en elg og serenader, men hvad jeg savnede endnu mere var en rigtig mand.
En mand, der ville give mig en elg.


Idag fik jeg en gave. Nej det var ikke en serenade, der blev sunget for mig nede fra gaden, men det var grønt lys til at åbne en lille pakke. Der i lå - ja, rigtigt gættet - en elg! En hel elg og kun til mig.
Min helt egen elg. 
Ok, den er ikke særlig stor, ej hellere var den levende, men den er min! Visse mennesker har endda kaldt den for svajrygget, men jeg er ligeglad. Jeg elsker min elg. Den skal være min, den skal hedde Erling McElg  og den skal være bøsse! For den er min og den skal bo i min taske og sove under min pude!

Hr. Erling McElg og jeg leger i vindueskarmen. 

Ja visse mennesker er bare velsignet og heldige. Og jeg er vist et af disse.

Villa-Salò for jeg ved ikke hvilken gang, men nok en af de sidste. I promise! - eksamen i marts

Mens Villa-Salò var igang med sin tredje cirkel, var jeg som bekendt igang med min sygeeksamen, der bestod af en skriftlig bunden ugeopgave.
Den ene del af opgaven var et debatindlæg, som jeg har smidt op dengang, for lang tid. Den anden del af opgaven var en reportage. Da et par stykker har bedt sig muligheden for at læse min reportage, der hev min karakter til et udmærket niveau, og jeg er en pleaser, smider jeg den op på bloggen.

Denne reportage bygger på mit tredje besøg i villaen, og det er en noget anden oplevelse og opfattelse jeg har, end i de senere beskrivelser.
Husk, dette er journalistisk arbejde, derfor er det vinklet og twistet en smule... Ja, man sælger sgu sin sjæl for en god karakter...


Ah ja, opgaven lød på, at reportagen skulle henvende sig til Politikens læsere.
-------------------------

VILLA-SALÓ – TOTALTEATER, DER TALER FOR SIG SELV

Gråheden har sænket sig over København, og mine højhælede sko bliver ved med at falde igennem sneen. Jeg drejer af, hvor et vejskilt viser "Krausesvej" og bevæger mig mod en mennesketomt udseende villa. Jeg stopper op ved lyden af børnelatter. Lastens - og lystens hule, Villa-Salò, ligger lige ved siden af en børnehave.
Jeg går ind ad porten og tager de ti skridt til trappen og op til hoveddøren. Jeg trækker vejret dybt og prøver at samle mig - "det er bare et teaterstykke, din tøsetøs" forsikrer jeg mig selv om, da jeg ringer på.

Døren bliver åbnet, og en mand med tilbageredt hår og militæruniform byder mig velkommen. Han kropsvisiterer mig og beder mig åbne min taske. Efter at han har rodet den igennem, beder han mig slukke mobilen og byder mig velkommen i huset. Jeg overvejer, hvad jeg har rodet mig selv ud i. Selvom jeg har læst både anmeldelser, debatter og selve Villa- Salòs hjemmeside, føler jeg, at jeg er trådt ud i noget, hvor jeg ikke kan bunde.
Inde i forhallen bliver jeg mødt af to stuepiger, der tager imod min billet og frakke og beder mig tage plads i en beige lænestol. Stemningen er overraskende afdæmpet, til trods for, at der i ny og næ løber et halvnøgent menneske forbi - enten grædende eller skrigende.

Demokratiets eksperiment
Sammen med fire andre piger bliver jeg fulgt ind i salonen, hvor husets frue igennem 20 år, Madame Vaccari, skal introducere os for husets regler. En kvinde i en pailletpyntet blå kjole dukker op og indtager sin plads på en chaiselong, der kunne have stået hos Louis d. 14, og fortæller os husets regler.

Fire såkaldte Masters har åbnet huset for offentligheden, fordi de gerne vil fejre liberty nash - det kun at leve for sine lyster. Vi skal være gæster af en af de grupper, der lever i huset. Øverst har vi The Masters og derefter The Madames, The Fuckers, The Maids og The Children.

Vi får besked på, at vi nu skal indgå i et eksperiment, demokratiets eksperiment. Vi får præsenteret fem farvede bånd, en farve for hver af grupperne i huset. Den der hurtigst tager det sorte bånd, bliver den højeste i hierarkiet. Jeg er hurtig og ender som gæst hos The Masters, hvilket passer mig udmærket, da jeg føler mig mere sikker øverst i hierarkiet med det sorte bånd over min skulder.

Michettes deflorering
Madamme Vaccari fører mig ud af salonen og ind i et bordouxfarvet værelse med en kæmpe seng i midten, prydet med en ørn. Midt på sengen ligger der en nøgen, blond pige. Hun er vist i gang med at onanere. Jeg er blevet ført ind til The Magistrate - dommeren, en af de fire Masters. Jeg kigger mig omkring. Der sidder og står mennesker i værelset og betragter situationen stumt. Jeg kigger tilbage på sengen og den nøgne pige. Det er Michette, får jeg at vide. Hun skal defloreres, men ikke som The Magistrate kan lide. Michette skal derimod have sin første orgasme.

Pigen ligger, bortset fra et par enkelte klynk, helt stum på sengen, og hver gang The Magistrate henvender sig til hende, kan man igennem hendes blonde hår, der dækker for hendes ansigt høre "yes Master". Det virker, som om hun ikke kan finde ud af at onanere. Senerehen betror The Magistrate mig, at han til en hver tid foretrækker en drengerøv.
Jeg takker min vært for hans gæstfrihed og den brandy, han havde skænket mig og bevæger mig videre igennem huset. På vej op ad en trappe støder jeg på en Fucker. Jeg får at vide, at han hedder Maurizio. Han ser på mig, som om han hvert øjeblik vil hoppe på mig og fortære mig. Han er iklædt den samme uniform som resten af vagterne og bærer en AK47 på skulderen. Jeg har en følelse af, at han gemmer sig bag sit gevær, og jeg undviger meget kraftigt, da han tager mit hår til siden for at dufte til min hals.

Tårernes Cirkel
Mens jeg smilende forsøger at undvige Maurizios befamling på gangen, går en stor gråhåret mand forbi os. Han har en sort badekåbe på og betragter mig, mens han trækker vejret langsomt. "Hvorfor smiler du?" spørger han mig med en intimiderende stemme og stopper op. Jeg kigger spørgende på Maurizio, der griner slesk, og ser på den kåbeklædte mand - "Åhhå, det er The Duke", hvisler Maurizio ved siden af mig. The Duke stiller det samme spørgsmål igen, og jeg svarer: "Fordi jeg er en glad person." Jeg får at vide, at de ikke ønsker at se glæde og smil, da huset netop nu gennemlever " The Circle of Tears", en af fire temaer, der hver vare en uge.

Pludselig kommer en let påklædt pige løbende op ad trappen og falder på knæ foran mig. Efter hende ser jeg en lille mand komme, med krøllet hår og måne. Han har en pisk i hånden og nærmer sig os med langsomme skidt. Jeg står helt stille og kigger på det grædende barn og ved ikke, hvad jeg skal gøre.
De kæmper, men han er stærkere. Det lykkes ham at vende hende på maven og voldtage hende. Hun skriger og tigger, for hun vil ikke. "Jeg vil ikke" runger det i mit hoved, da jeg, som var jeg en robot, bevæger mig væk fra trappen. Jeg er villig til at være, hvor som helst, bare ikke der.

Velsignelsen
Mens jeg går væk, kan jeg høre en svag messen. En dør på min højre hånd bliver åbnet og The Bishop kommer ud på gangen efterfulgt af tre drenge. De har alle blod under øjnene og en statuette af Jomfru Maria foran kønsdelene, som de mekanisk onanerer. Mens The Bishop messer, dypper han en finger i et glas og tegner et kors på de tilstedeværendes pande. En anden tilskuer hvisker til mig: "Han velsigner huset med rigtig urin".

"Det er småt, men det vender mod børnehaven"
Jeg går for mig selv og snakker med enkelte af gæsterne. Jeg fanger mig selv i at undre mig over, hvor generte gæsterne er. Mange sidder nervøst i de forskellige rum, og prøver så vidt muligt at gå i et med væggen. I visse ansigter læser jeg foragt og i andre medynk.

På gangen møder jeg igen The Bishop. Han er færdig med sin velsignelse og byder mig på et glas kirsebærvin. Vi går ind på hans kammer, og han fortæller mig, at værelset oprindeligt er Madamme Vaccaris. "Selvom det er et af de mindre værelser, "vender det mod børnehaven". Jeg kigger nu rundt i rummet og ser et gammelt familiefotoalbum med en masse fødselsdagsbilleder. Der er også legetøj, tegninger og porcelænsfigurer af børn. Da jeg løfter en af puderne på sengen, får jeg øje på et par trusser. Idet jeg rejser mig op, nikker Biskoppen smilende til mig. Jeg vælger at bide tænderne sammen og takke pænt for kirsebærvinen.

Ude i hallen viser mit ur, at klokken er langt over midnat. Jeg afleverer mit farvede bånd, og Fuckeren Fabrizio henter mit overtøj til mig. Jeg er træt og mættet af indtryk. Da han følger mig ud af døren, kysser han min hånd og siger, at han håber på et snarligt gensyn.


- kys fra min iPhone

Lola in the Zombieland

Imellem sammenbrud over Prednisolonkinder, tanker om burka som eneste mulige beklædningsgenstand de næste 5 måneder, et grineflip midt på afdelingens gang så stor, at jeg var nødt til at sætte mig på hug, over erkendelsen af, at jeg nu hermed er sindssyg og har fået mit meltdown, fik jeg igår set "Zombieland".

Normalt er jeg ikke så meget til zombiefilm. Jo jeg elsker dem, men jeg tør ikke se dem. Jeg bliver simpelthen for bange. Jeg ved godt, at det er åndssvagt, men jeg ser faktisk zombier lidt som en plausibel trussel - (især med de nyere generationer af zombiefilm, hvor det som regel er en virus, der er skyld i "sygdommen").

Da jeg så "Dawn of the Dead" i 2004, skulle jeg dagen efter med bil til Kroatien med mine forældre. Vi overnattede på en B&B, et eller andet sted i Slovenien. Hele natten vågnede jeg, og troede, at den lille nabopige med blod ud af munden og ned ad natkjolen, fra filmen, stod ved fodenden og gabte af mig.

Det resulterede i, at jeg smed min far ud af dobbeltsengen og krøb op til min mor.

REC blev jeg også overtalt til at se, og jeg fortryder det stadig den dag idag. Hen mod slutningen af filmen, fangede jeg mig selv i at sidde og pulsere løs uden hænder, for dem brugte jeg til at holde mig selv for ørerne med. Og ende hele seancen med at hoppe og skrige så højt, at resten af selskabet blev bange.

Jeg har mareridt flere dage i træk efter sådan en film, og overvejer inden jeg falder i søvn, hvad der ville være nemmest og smartest; At barikere sig. At flygte, men hvor? At ende lidelsen selv, eller bare at overgive sig. Som regel ender jeg med ikke at kunne overskue at skulle tage stilling til det.

Og så er der alle de andre tanker, der flyver igennem hovedet; hvor-længe-bliver-de-ved?-På-et-tidspunkt-må-de-vel-dø.-Men-de-er-vel-døde-i-forvejen,-men-ikke,-hivs-det-er-en-virus,-der-gør-mennesker-aggressive-og-upålidelige-og-spiser-andre-mennesker.-For-hvis-man-skyder-dem-i-hovedet,-så-dør-det,-altså-må-de-også-dø-af-noget-der ligner-sult-på-et-tidspunkt???

Og så er der tanken om smerten, mens man bliver spist levende, hvilket fører mig til den næste tanke; hvis der er mange zombier, der spiser af en på een gang, så kan man da umuligt selv forvandles til en zombie, eftersom der skal være en vis mængde kadaver tilbage, for at man kan kunne holde sig oprejst.

Oftest falder jeg lettere udmattet i søvn, og drømmer, at min dør ikke er stærk nok, at de står udenfor på trappen, og er lige ved at slå den ned m.m.

Derfor blev jeg glædeligt overrasket, da jeg så traileren for Zombieland - endelig en zombiefilm, lige efter mit hoved - en zombiefilm, stort set uden zombier.

Igår smed vi den på og satte os i sengen med høretelefoner i ørene.

Aldrig har jeg grinet så meget. Jeg ved ikke om det er Prednisolonen, der sammen med filmen fik mig til at grine, men flere sygeplejersker var inde og tjekke, om jeg var ok, og om jeg grinede eller græd.

Zombieland er ikke en film, der har den vildeste plot, men den er humoristisk og fyldt med overraskelser. Den er superfedt skudt og så er Woody Harrelson MOFO-sej!

Selvom jeg er mest til Klåge-Åger og nørder, så kan jeg simpelthen ikke stå for en stor mand, med en endnu større gun i hånden, der bare hopper rundt og skyder vildt omkring sig.(Jeg bliver næsten opstemt af det).

Karaktererne er lettere overfladiske og relativ flade, men der er alligevel flere dybder i dem. Igen er det især Harrelsons karakter; Tallahassee, der svinger meget og giver hele filmen dybde. Harrelson er nærmest født til denne rolle og hans one-liners er lige på.

Dialogerne er fede og humorfyldte. Og man kan mildest talt sige, at Zombieland bryder alle normer og regler, der nogensinde er sat op for zombiefilm.

Man bliver smidt ned i "Zombieland" fra himlen og møder den ene af de 4 hovedpersoner - Columbus, der fortæller om grundreglerne for overlevelse i Zombieland. På sin flugt møder han Tallahassee og der begynder filmen for alvor.

Gys er der ikke så meget af, men blod, splat og humor mangler absolut ikke.

Sjovhedsgaranti loves, og jeg giver den 6 ud af 6 dukker!

Og husk, hvis det nogen sinde ender så grelt - Cardio!: "The first rule of Zombieland: Cardio. When the zombie outbreak first hit, the first to go, for obvious reasons... were the fatties."

iPhone, nu for kæmper?

Så afslørede Apple deres længe ventede iPad. "Men den ligner jo en oversize iPhone?", var min første tanke, da jeg så billedet inde på FB's gruppe "Fans of Apple".

Den anden tanke fløj over til Nintendo, Super Mario spillet, og genstandene, når Super Mario er lille, (you know, før han spiser svampen).

Så læste jeg om det og blev yderligere skuffet - det ser ud til, at skidtet ikke understøtter Flash, hvilket er ret dumt, hvis man gerne vil online med det - altså skidtet.

Jeg var under alle omstændigheder ikke interesseret, da jeg som regel bruger min computer til at skrive på, og denne lille fikse... sorry oversize iPhone, kan ikke opfylde mine krav.

Den kan i hvertfald ikke klemmes ned i cocktailstasken.

Jeg har ikke engang lyst til at give den dukker. Måske et par stykker ud af 6. Blot fordi det er Apple.

Fnis :)

Dukken og Fjæsen

Jeg har længe overvejet at promovere min blog lidt bedre. Nu skriver jeg på den noget mere, end jeg har gjort længe. Jeg har endda haft hemmelige læsere, der har afsløret sig selv (hvilket var yderst hyggeligt, og dejligt bekræftende i en grå tid).

Jeg har set, at flere bloggere har lavet fansider på facebook, for at promovere sig selv. De har dog været fornuftige og fra begyndelsen oprettet hemmelige og seje identiteter, som de kunne gemme sig bag ved og lade folk blive fans af.

Jeg var ikke så smart i sin tid, og valgte at skrive åbent og kedeligt under mit eget efternavn. Bloggen blev kaldt dog "Dukken" - men næh, se hvor opfindsomt mor var: http://ahmetspahic.blogspot.com.

Da jeg så overvejede at oprette en fanside, for at være sej med de seje, blev jeg ligesom stoppet af min, i sin tid, manglende fantasi. Hvad skulle jeg gøre - skulle jeg lade folk blive fan af Erna Ahmetspahic - ja hurra hvor helteagtigt og spændende.

Det er ligesom med mine kæledyr - alle mennesker giver deres kæledyr seje navne - mine har heddet Kiki, Mimi, Kat, Hankat, Kylling osv.

Fantasi, der siger spar to.

Idag tog jeg så en beslutning - jeg valgte at stige op på toppen af selvfedheden og oprette en fanside for mig selv, egentlig fordi jeg kunne - Du kan nu forgude mig under "Dukken".

For, som Leo sagde igår - "Fan af sig selv er vel meget fint at være - hvis man ikke er det, hvem fa'en sgu så?"

Tag den Jante!

Hvor er Dukken?

Jeg er faldet lidt af på den, her de sidste par måneder. Mest af alt skyldes det min dovenskab. Sagt med andre ord, jeg vil heller sidde på en café og læse i en bog, end at sidde foran computeren og skrive meningsløse tanker ned.

Derefter skyldes det mit nye fag: kulturformidling, hvor jeg er tvunget til at skrive som om jeg er vendt ti år tilbage i tiden, tilbage til gymnasiet med mindst 3 afleveringer om ugen. Så jeg får skrevet relativ meget, bare til en anden side.

Desuden er jeg igang med min satans bachelor projekt. Ikke, at det er en dårlig ting, jeg skriver faktisk om et rigtig spændende emne, men det er så svært at komme igang, og til trods for, at bogen ("O's historie" af Pauline Réage) er blevet en klassiker, så er det ufatteligt svært at finde god og saglig teori om netop det emne. Det betyder, at jeg skal skabe mit eget analyseapparat og selv finde frem til det hele. Jaja jeg ved, at det er meningen med bachelor projekt, at man skal vise, at man kan undersøge, analysere og brug de akademiske redskaber, men meningen er også, at jeg skal skaffe 1000 siders litteratur. Og når selve bogen fylder sølle 200 sider... så er jeg mildest talt fucked...