Den totale ydmygelse

På tirsdag skal jeg til Mallorca med min far, så i to dage skulle jeg være alene hjemme, for T skred allerede igår -noget med kano og Sverige og drengene og manddomsprøve og 12 rammer øl og en ukendt mængde sprut.

Jeg var hos far og mor for at vaske tøj før ferien- de betaler 7 kr pr. maskine, jeg betaler 24 kr pr. maskine.

Da mine forældre smed mig af på øen ved nitiden, glædede jeg mig til at være alene og kigge mit skab igennem for det tøj, som de frække spanier på Mallorca (er der overhovedet spanier på Mallorca??) skulle have æren af at kigge på.

Normalt pakker jeg i sidste øjeblik. Jeg tager den største kuffert jeg har og smider hele skabet og mit chatol ned i kufferten (vandretur ville være en tung affære for mig). Derfor tænkte jeg igår, at nu jeg var alene og havde en masse tid, så kunne jeg lege voksen, planlæggende og pakke i en kuffert af normal størrelse, bare for at prøve noget nyt.

Enhver anden aften elsker jeg at være alene i min lejlighed, at tulle rundt, høre min yndlingsmusik på repeat og jah... bare være mig selv. Men idag gik jrg rundt og kunne ikke andet end føle mig begloet af et eller andet usynligt. Jeg gjorde alt for at blokere den satans film ude, men lidt nyttede det. Stadig så jeg Katie foran kameraet og havde en følelse af at noget stod bag mig - bullshit!

Jeg stod og så ind i spejlet og tænkte, "Tag dig sammen skøre kælling. D E R E R I K K E S P Ø G E L S ER E L L E R D Æ M O N E R T I L!!", mens jeg tog telefonen og trykkede "Tata m" (far mobil) med ordene "Henter du mig ved metroen om en halv time, jeg tør ikke sove alene hjemme?
Jo det ville han gerne, men hvorfor var jeg bange?
Jeg sukkede og mumlede pga en film.

Jeg tog den første kjole på, smed min tandbørste ned i tasken og tog den første metro ud til far og moar.

Da jeg var ankommet, sad jeg og fortalte min far, hvad jeg var bange for. Så kiggede han på mig og grinede "Er du sikker på du ikke skal sove hos mor, jeg kan godt sove i din seng?"
Jeg grinede nervøst tilbage og takkede nej.

Det mest ydmygende er ikke, at han foreslog det, men at jeg rent faktisk i 04, efter en tur med "Dawn of the Dead" smed min far ud af dobbeltsenge midt om natten på en B&B i Slovenien - "Jeg var bange for den lille pige for enden af fodenden".

Lola in the Zombieland

Imellem sammenbrud over Prednisolonkinder, tanker om burka som eneste mulige beklædningsgenstand de næste 5 måneder, et grineflip midt på afdelingens gang så stor, at jeg var nødt til at sætte mig på hug, over erkendelsen af, at jeg nu hermed er sindssyg og har fået mit meltdown, fik jeg igår set "Zombieland".

Normalt er jeg ikke så meget til zombiefilm. Jo jeg elsker dem, men jeg tør ikke se dem. Jeg bliver simpelthen for bange. Jeg ved godt, at det er åndssvagt, men jeg ser faktisk zombier lidt som en plausibel trussel - (især med de nyere generationer af zombiefilm, hvor det som regel er en virus, der er skyld i "sygdommen").

Da jeg så "Dawn of the Dead" i 2004, skulle jeg dagen efter med bil til Kroatien med mine forældre. Vi overnattede på en B&B, et eller andet sted i Slovenien. Hele natten vågnede jeg, og troede, at den lille nabopige med blod ud af munden og ned ad natkjolen, fra filmen, stod ved fodenden og gabte af mig.

Det resulterede i, at jeg smed min far ud af dobbeltsengen og krøb op til min mor.

REC blev jeg også overtalt til at se, og jeg fortryder det stadig den dag idag. Hen mod slutningen af filmen, fangede jeg mig selv i at sidde og pulsere løs uden hænder, for dem brugte jeg til at holde mig selv for ørerne med. Og ende hele seancen med at hoppe og skrige så højt, at resten af selskabet blev bange.

Jeg har mareridt flere dage i træk efter sådan en film, og overvejer inden jeg falder i søvn, hvad der ville være nemmest og smartest; At barikere sig. At flygte, men hvor? At ende lidelsen selv, eller bare at overgive sig. Som regel ender jeg med ikke at kunne overskue at skulle tage stilling til det.

Og så er der alle de andre tanker, der flyver igennem hovedet; hvor-længe-bliver-de-ved?-På-et-tidspunkt-må-de-vel-dø.-Men-de-er-vel-døde-i-forvejen,-men-ikke,-hivs-det-er-en-virus,-der-gør-mennesker-aggressive-og-upålidelige-og-spiser-andre-mennesker.-For-hvis-man-skyder-dem-i-hovedet,-så-dør-det,-altså-må-de-også-dø-af-noget-der ligner-sult-på-et-tidspunkt???

Og så er der tanken om smerten, mens man bliver spist levende, hvilket fører mig til den næste tanke; hvis der er mange zombier, der spiser af en på een gang, så kan man da umuligt selv forvandles til en zombie, eftersom der skal være en vis mængde kadaver tilbage, for at man kan kunne holde sig oprejst.

Oftest falder jeg lettere udmattet i søvn, og drømmer, at min dør ikke er stærk nok, at de står udenfor på trappen, og er lige ved at slå den ned m.m.

Derfor blev jeg glædeligt overrasket, da jeg så traileren for Zombieland - endelig en zombiefilm, lige efter mit hoved - en zombiefilm, stort set uden zombier.

Igår smed vi den på og satte os i sengen med høretelefoner i ørene.

Aldrig har jeg grinet så meget. Jeg ved ikke om det er Prednisolonen, der sammen med filmen fik mig til at grine, men flere sygeplejersker var inde og tjekke, om jeg var ok, og om jeg grinede eller græd.

Zombieland er ikke en film, der har den vildeste plot, men den er humoristisk og fyldt med overraskelser. Den er superfedt skudt og så er Woody Harrelson MOFO-sej!

Selvom jeg er mest til Klåge-Åger og nørder, så kan jeg simpelthen ikke stå for en stor mand, med en endnu større gun i hånden, der bare hopper rundt og skyder vildt omkring sig.(Jeg bliver næsten opstemt af det).

Karaktererne er lettere overfladiske og relativ flade, men der er alligevel flere dybder i dem. Igen er det især Harrelsons karakter; Tallahassee, der svinger meget og giver hele filmen dybde. Harrelson er nærmest født til denne rolle og hans one-liners er lige på.

Dialogerne er fede og humorfyldte. Og man kan mildest talt sige, at Zombieland bryder alle normer og regler, der nogensinde er sat op for zombiefilm.

Man bliver smidt ned i "Zombieland" fra himlen og møder den ene af de 4 hovedpersoner - Columbus, der fortæller om grundreglerne for overlevelse i Zombieland. På sin flugt møder han Tallahassee og der begynder filmen for alvor.

Gys er der ikke så meget af, men blod, splat og humor mangler absolut ikke.

Sjovhedsgaranti loves, og jeg giver den 6 ud af 6 dukker!

Og husk, hvis det nogen sinde ender så grelt - Cardio!: "The first rule of Zombieland: Cardio. When the zombie outbreak first hit, the first to go, for obvious reasons... were the fatties."

"Hottentotforklædet"

Aftenen i aften bød på fremragende film "Drag Me to Hell" med fuldkomment ligegyldige skuespillere og en endnu mere ligegyldig historie. Den var ikke særlig skræmmende - og når det kommer fra mig, så betyder det, Den var IKKE særlig skræmmende. Hovedskurken er Lamia, der ifølge filmen er en gedelignende dæmon, der kommer og piner sjælen i tre dage, og derefter - ja trækker dem ned til helvedet til evig pine og lidelse. Og ej at forglemme - rædsel!

Jeg syntes ikke lige, at jeg kunne få det til at passe sammen, da de i filmen kalder Lamia han og vidt jeg kunne huske burde Lamia være hun.

Min evige nysgerrighed fik mig til at søge på wiki, og jeg fandt en udmærket artikel om græsk mytologi, hvor Lamia også optræder.

En tilbagevenden til hjemmesiden fik mig til at skrive labia i stedet for Lamia, og ja.. jeg endte ved skamlæberne.

Skamlæber er vel skamlæber, og sådan et par har jeg ligesom kigget på hele mit liv, da jeg er en heldig indehaver.

Men det, der ligesom fik mig til at stoppe op, var en lille tilføjelse, der hed "Hottentotforklædet".

Åbenbart er der visse afrikanske kulturer, som finder store indre skamlæber æstetiske smukke. Hvor man så udvider dem manualt.

Mest udpræget er det hos stammen Khoisan, som vist var hottentotter, deraf navnet. De er åbenbart blevet selekteret genetisk igennem mange generationer, og dermed har man fået kvinder med indre skamlæber, der kunne stikke helt op til 6 cm udenfor de ydre skamlæber.

Navnet hottentoforklædet stammer fra de første europæiske rejsende, der mente, at det var et seperat vedhæng, der var vedhæftet kønnet, deraf navnet forklæde.

Hvis jeg var mand og så dette "monstrum" for første gang i mit liv, så ville jeg sgu også være bange for kvinden! Det ligner jo noget fra rummet.

Man kan lære en masse interesant på sådan en lørdagaften, hvor man burde skrive BA.