Thomas Buttenschøn vs Elmchanted Forest

Min yndlingstegnefilm igennem tiderne har været "Cudesna Suma" (Elm-Chanted Forest). Jeg så den første gang da jeg var helt lille og var på besøg hos mine bedsteforældre i Montenegro. 
Mine bedsteforældres naboer havde den tegnefilm, og jeg hang hos dem dagligt og så den - for de havde VHS, og sådan noget nymodens pjat, troede mine bedsteforældre ikke på. 


Det er nok den bedste og fedeste tegnefilm i hele verden. Og intet kan ændre min mening på det punkt.


Den har en helt, som er en maler, magi, sang og en meget ondt "Kaktus-zar" - der er meget rød i hovedet, og ligner til forveksling Lenin.


Kaktus-zaren er ond og vil forvandle hele skoven til en ørken, og derfor har dyrene brug for hovepersonen og hans magiske pensel til at rede deres hjem.
Tegnefilmen er helt igennem fantastisk - hverken mere eller mindre.


Jeg har i mange år ledt efter den både på nettet men også nede i ex-Jugoslavien. Og først den dag jeg har den film mellem mine små fedtede fingre, vil jeg være lykkelig. 


Hvorfor jeg tænker på den tegnefilm lige nu?
Tja, jeg så jo Zulu Awards 2010 her til aften, og kunne ikke lade være med at undre mig over hvor meget Thomas Butterschøn mider mig om den seje syngende/rappende svamp, som fanger vores helt midt i tegnefilmen. 



Er det bare mig eller er ligheden slående?

Duften af Barndom

Jeg vågnede i morges og soveværelset var så kold og dynen var så varm og jeg skulle tisse så forfærdeligt meget.

Jeg rejste mig op og blev ramt billeder.

Det hele fløj tilbage til mig, det kolde soveværelse oppe på første sal, trappen, duften af myntete, der nu var tørret, men duftede stadig himmelsk, kakkelovnen og mormor, der puslede nedenunder.

Mig, der trækker kælken bag mig mens alt er stille, fordi den dybe sne dæmper for alle lydende.

Den varme stue og mig siddende i vinduet. Det hele på engang og i tilfældig rækkefølge.

Min mormor, min smukke, milde mormor, der rende i timevise med en tallerken i hånden efter mig for at få mig til at spise...

Den følelse, som jeg plejede at kalde ""tør" følelse i maven", den sammen følelse, der rammer mig første onsdag i maj kl. 12- idag har jeg fundet ud af, at det er følelsen af ro og salig lykke. Og ja, jeg mener salig lykke...

Jeg skyndte mig ud i køkkenet, pakket ind i dynen og på bare tær, for jeg ville fuldende øjeblikket, tog min krukke med mynteteen, min krukke med guld, frem og bryggede en kande. Stadig et lille gennemsigtigt glas med to sukkerknalder i. Det er ikke det min mormor brugte, men det ligner.

Jeg kan se og dufte kakkelovnen, jeg kan smage teen og høre tegnefilmene på det gamle sorthvide fjernsyn. De nøgne dukker i vitrinen - som min morfar altid skældte ud over, at jeg havde klædt af og smidt deres tøj væk.

Selvom det er så lang tid siden, så står det hele foran mig som et slør fra fortiden, der dækker for nutiden. Men det gør ikke noget, for sneen dufter så skønt, og den dæmper for lydende ude på Hovedgaden, og stuen er så kold og dynen så varm.

Jeg ser tegnefilm og skal gøre mig klar til atter igen at trodse vejret og kulden, for som jeg sagde til T, der mente jeg skulle sove lidt længere: "tror du virkelig jeg vil sove, nu jeg er sluppet fri i en hel weekend og der er rigtig vinter med sne udenfor?"

UP

Leoparddrengen skrev til mig for et par uger, at jeg skulle ind og se Disney/Pixars nye animationsfilm "UP". Han mente, at der var to grunde til det: 1. Det var en fantastisk film og 2. den nok ville være en god inspirationskilde til hele mit "sur gammel mand trip".

Jeg havde allerede bestemt mig for at se den, til trods for, at jeg for lang tid siden havde besluttet mig for at boykotte Disneys animationsfilm.

I sidste uge bestemte T og jeg, at vi skulle se den lørdag, det blev ikke til noget, så vores lille udflugt blev rykket til søndag. Den aftale blev også droppet, da Rolf kom med en hel fasan, han selv havde skudt, som han mente, vi var bedst egent til at tilberede.

Fasanen blev en success, og til trods for, at vi troede, at den var blevet skamskudt (tre gange) fandt vi ikke nogen hagl i kødet. Rolf er åbenbart en bedre skytte, end man skulle tro.

Nå men idag blev det så UP's tur. T og jeg mødtes i byen, hentede mine HAY-kopper og gik ned til Palads.

Det blev til den danske udgave i 3D.

Vi gik ind i salen og vi var simpelthen de eneste derinde. Skærmen var slukket selvom klokken var 16.50.

16.55 er vi så 12 mennesker i salen og filmen begynder.

Mine forventninger til UP var meget høje, for jeg havde kun hørt gode ting om den.

Da det lille flashback rullede over skærmen var jeg allerede solgt, og halvvejs i den stortudede jeg. Da flashback'en sluttede, løb der mascara ned af mine kinder, men jeg var fuldstændigt ligeglad.

Jeg må nok sige, at den indfriede alle mere forventninger og mere til. Det var vildt fedt at se den i 3D, og jeg synes, at det fungerede udmærket rigtig mange steder. Det gav filmen en hel anden dybde at se den i 3D.

Jeg er ret imponeret over udviklingen (ikke, at jeg har fulgt med i den, qua min boykot). Men man må sige, at der er sket lidt siden "det store" computeranimerede gennembrud, de havde i 1995 med Løvernes Konge, hvor bøflerne løber, og hvor Scar angriber Simba i flammehavet.

Derudover hang historien fantastisk sammen. De har virkelig vovet meget denne gang. Det er ret store emner, de tager op. Alt fra tab, afsavn grådighed og død til venskab, kærlighed og drømme.

Jeg synes, at det er fedt, at de har vovet sig på så dybt vand. Det er en ret barsk film, hvis man skulle se den med et par barneøjne. Det gør så også, at filmen bliver meget bedre og får mange flere lag. I modsætning til de sidste mange års film de har spyttet ud.

Jeg syntes, at alle de scener højt oppe var vildt skræmmende, da jeg hader højder, og lider meget af højdeskræk, men det gav mig et rush.

Det eneste, der nager mig er, at deres budskab om, at Roberts far er død, ikke rigtig går igennem. Jeg synes, at de godt kunne have gjort det lidt mere tydeligt, for man kan godt blive forvirret. Min første tanke var, at faderen var forretningsmanden, der ville have hr. Frederiksen væk fra grunden. Først efter, at man har hørt et par af historierne om faderen, kan man fornemme, at det nok er noget andet.

Alt i alt en skøn film.

Jeg giver den 6 ud af 6 dukker!!

Tegnefilm...

Jeg elsker tegnefilm.. På de fleste måder og i de fleste afskygninger.... Men....

Man laver bare ikke tegnefilm mere, som man gjorde den gang. Tegnefilm idag er hysteriske, abstrakte og uendeligt larmende. Ikke at jeg har noget imod disse. Jeg ser stadig og elsker f.x "The Fairly OddParents", Dexters Laboratory, Johnny Bravo og mange andre af de nye tegnefilm... Men jeg savner charmen som "A love Story" havde 

Eller den følelse af sorg  "The Little House" kunne få frem....Da jeg idag genså dem... fangede jeg mig selv i at jeg var lige ved at tude over synd det var, både for det lille hus og Johnny Fedora....

Disse har bare noget, der idag desværre er gået tabt. Selvfølgelig sker det udvikling på alle punkter, også inden for tegnefilm... men man behøver ikke smide det gamle ud, bare fordi noget nyt kommer til.. Det er "The Little House" faktisk et skønt eksempel på....