Vintage Dior II - og det, der følger med

Jeg har været så sløj, at jeg end ikke fik fortalt, hvad søde Ems kom med til mig forleden dag.

Hun kom, og jeg havde det så skidt. Jeg kunne ikke trække vejret og kunne knap nok holde øjnene åbne, hun klemte min hånd og kyssede mig på kinden (såvidt jeg husker), og så hev hun en stor hvid kuvert frem, hvor en rød streg fulgte den nederste linje, og to ord blev dannet i sorte og røde bogstaver.

"Dette er fra L." Jeg vidste, at jeg havde en gave i vente. Men jeg vidste ikke, at deri lå hele to foldede stykker lidt for groft gråt papir. De beskyttede det dyrbareste i mine øjne.

To par vintage strømper.

De ene par var champagnefarvet og var lettere grove i denierne, lidt lige mine første vintage Dior, dog så de ud til at være en yngre model, men det andet par slog benene under mig.

Præcis i min størrelse stod de der - sorte Dior - Diorella med søm i str 9.

De var til at græde over...

Jeg tør næsten ikke røre ved dem.

Jeg åbner op for det lidt for grove papir og kigger på dem. Rør ved dem og beundrer dem. Men jeg ved ikke, om jeg tør bruge dem. De ser så sarte og delikate ud.

Er det her, hvad man kalder en fetish?

Eller er dette ren og skær forelskelse og kærlighed til noget, der kan være så paradoksalt?

De er så fine og delikate og alligevel. Man kunne fristes til at tro, at de ville falde fra hinanden ved det mindste vindpust, men jeg ved, at de har holdt i 40 år mindst, og er stadig intakte.

Jeg har rørt ved dem, og de er som silke i min hånd.

***

Jeg elsker at få gaver, men jeg kan aldrig finde ud af at modtage dem, jeg bliver forfjamsket og som regel føler jeg, at jeg ikke er taknemmelig nok.

Men jeg er velsignet jeg får gaver altid... Der går ikke en eneste dag uden en gave i mit liv, for jeg smiler og jeg er glad.

Jeg tænker tit på, om det overhovedet er muligt at være så velsignet og heldig som jeg er.

Ja, det kan godt være, at jeg sidder her på 13ende og er fanget som en prinsesse af denne onde dr. SSS og kaninerne. Det kan godt være visse synes, at det er synd for mig (det er det ikke), og andre mener, at jeg fortjener det (intet menneske fortjener lidelse). Men fuck, hvor er jeg egentlig lykkelig i skrivende øjeblik. Jeg er elsket og omgivet af mennesker, der gør alt for mig. Jeg er heldig fordi både onde dr. SSS og kaninerne findes, så jeg fortsat kan eksistere.

Livet er overvældende på den fede måde.

Og jeg er fucker-sentimental, for jeg er påvirket af Prednisolon og kaninerne.