Pljevlja

Jeg tog afsted fra Sarajevo uden at fortælle Morfar at jeg var på vej. Egentlig havde jeg regnet med, at min mor ville ringe og fortælle ham, at jeg ville komme i lørdags, men det skulle vise sig at være anderledes. 

Jeg skulle have været hoppet af ved bageren kl 20.30, men vi blev holdt ved den montenegrinske grænse i en halv time, og fanget af regn på toppen af bjerget, så jeg var der først over en time senere. 

Jeg hoppede ud af den lille bus og direkte ned i en vandpyt. Mine sko var drivvåde og mine bare fødder sjappede i mine ballerinasko. Så jeg tog dem af og begav mig i mørket igennem gaden IV Sandzacke Brigade (Sandzaks IV Brigade) over mod morfars hus. 

Regnen silede ned og småstenene prikkede under minde fødder, men jeg indsnusede luften og tænkte,  "jeg er hjemme."  Der duftede af kul, af regn og minder. 

Jeg åbnede lågen og så, at fjernsynet var tændt ovenpå, så jeg gik ned til døren og ringede på. Ingen åbnede døren. Jeg tænkte, at Morfar måske ikke kunne høre mig, fordi han havde slukket for sit høreapparat, så jeg ringede på en gang til. Da der heller ikke denne gang var noget svar, blev jeg bekymret og tænkte straks, at der var sket noget, så jeg gik rundt om huset og kiggede op mod vinduet, hvor fjernsynet nu var slukket. Min Morfar lurede igennem gardinet og da han så mig hoppe op og ned og vinke, tændte han lyset og løb ned af trappen for at åbne døren. 

Hans første ord var "Hvad laver du her, du er jo drivvåd." Jeg tænkte kun, godt han ikke så at jeg gik de 200 meter i bare tær. 

Så jeg blev lukket ind. Skældt ud over ikke at lade høre fra mig. Fik skænket et glas hjemmelavet rosensaft og fik at vide, at "Det var heldigt, at jeg var hans yndlingsbarnebarn", for ellers havde jeg fået lov til at sove på bænken ude foran. 

Han blev glad. Han blev så glad, og jeg kiggede mig rundt om i huset og fik en klump i halsen. 

Mormors gamle brændekomfur var erstattet af en lækker brændeovn. Det gamle køleskab var ikke at finde i huset mere og der var så stille. Så stille, så stille. 

 Så jeg smilede og snakkede med morfar til min seng var redt. Da jeg slukkede lyset, græd jeg til gråden fik mig til falde i søvn.

Jeg græd over det hele. At min mormor var død alt, alt for tidligt. At min morfar var gammel og sær og skubbede stort set alle menneske, der elsker ham, væk fra mig. At det regnede udenfor og at jeg var alene. 

Jeg vågnede mange gange den nat og ønskede kun at solen skulle komme op. Da den endelig gjorde det. Gik jeg ned i køkkenet og lavede myntethe og kaffe. Ligesom min mormor plejede at gøre. 

Jeg satte mig på den hjemmelavede bænk, som min far lavede ud af et gammelt turkis skab og kiggede på gaden, mens blomsterne duftede kvælende sødt efter nattens regnskyl. 

Men solen skinnede og jeg var lykkelig.

Duften af Barndom

Jeg vågnede i morges og soveværelset var så kold og dynen var så varm og jeg skulle tisse så forfærdeligt meget.

Jeg rejste mig op og blev ramt billeder.

Det hele fløj tilbage til mig, det kolde soveværelse oppe på første sal, trappen, duften af myntete, der nu var tørret, men duftede stadig himmelsk, kakkelovnen og mormor, der puslede nedenunder.

Mig, der trækker kælken bag mig mens alt er stille, fordi den dybe sne dæmper for alle lydende.

Den varme stue og mig siddende i vinduet. Det hele på engang og i tilfældig rækkefølge.

Min mormor, min smukke, milde mormor, der rende i timevise med en tallerken i hånden efter mig for at få mig til at spise...

Den følelse, som jeg plejede at kalde ""tør" følelse i maven", den sammen følelse, der rammer mig første onsdag i maj kl. 12- idag har jeg fundet ud af, at det er følelsen af ro og salig lykke. Og ja, jeg mener salig lykke...

Jeg skyndte mig ud i køkkenet, pakket ind i dynen og på bare tær, for jeg ville fuldende øjeblikket, tog min krukke med mynteteen, min krukke med guld, frem og bryggede en kande. Stadig et lille gennemsigtigt glas med to sukkerknalder i. Det er ikke det min mormor brugte, men det ligner.

Jeg kan se og dufte kakkelovnen, jeg kan smage teen og høre tegnefilmene på det gamle sorthvide fjernsyn. De nøgne dukker i vitrinen - som min morfar altid skældte ud over, at jeg havde klædt af og smidt deres tøj væk.

Selvom det er så lang tid siden, så står det hele foran mig som et slør fra fortiden, der dækker for nutiden. Men det gør ikke noget, for sneen dufter så skønt, og den dæmper for lydende ude på Hovedgaden, og stuen er så kold og dynen så varm.

Jeg ser tegnefilm og skal gøre mig klar til atter igen at trodse vejret og kulden, for som jeg sagde til T, der mente jeg skulle sove lidt længere: "tror du virkelig jeg vil sove, nu jeg er sluppet fri i en hel weekend og der er rigtig vinter med sne udenfor?"

At stå op om natten og se solen gry

Som ved et klokkeslet, præcis kl 7.43 står jeg op for tiden, og ih guder, hvor jeg elsker det.

Jeg elsker at vågne, og her om vinteren se morgenen gry stille frem. Solen blive født af en sort horisont og forvadler himlen til et flammende hav, der kan få den den mindst troende til at tro på, at det er dér helvedets porte er.

Jeg kan se det hele oppe fra mit tårn, hvor de holder mig fanget.

Men jeg sniger mig ud til bagtrappen og ser på, at dagen fødes på ny. Vinterhimlen er tit det smukkeste, der findes, for solen er ofte væk, men når den kommer frem, får det hele et purpur-rødt skær.

Da jeg var lille plejede min mormor og morfar at vække mig tidligt om morgenen, når vi var ude og besøge dem i Pljevlja (en lille pisby på knap 20.000 indbyggere, men i mine øjne, uden sammenligning byen, der kommer tættest på Paradis).

Jeg sov oppe på første sal og plejede at rutsje ned af de ti, der for mig føltes meget stejle trapper, der var dækket af hjemmequiltede tæpper, som både var gået i arv, men også var quiltet af min mormor.

Jeg plejede at vågne og rutsje ned af dem, mens der i den lavloftede stuen ventede velduftende myntete, som min morfar havde plukket under vinduet i deres forhave.

Jeg kan stadig dufte og smage den, og hver gang jeg besøger min morfar, får jeg en lille pose med hjem, som jeg vogter over, som var det det pureste guld.

Det er det pureste guld, jeg vogter over; det er min gule kjole med selerne og mine sorte indianerstøvler, jeg vogter over. Mine sutter* og mine savietter, som jeg samlede på, jeg vogter over. Den er min barndom som, bliver lukket ned i en smuk glaskrukke, som jeg kun nænner at åbne op engang imellem, fordi jeg er bange for at duften siver ud.

Jeg plejede at rutsje ned ad den quiltbeklædte trappe og stjæle min morfars stol hvor en kop myntete i et gennemsigtigt glas, med een sukkerknald stod og ventede - på mig. Jeg plejede at drikke det hurtigt og gøre mig så lille på stolen, så han ikke kunne se, at jeg sad der.

Når han kom, løftede han pegefingeren og kaldte mig et lille stædigt æsel, og sagde, at jeg skulle sidde på min plads, eller skulle han vise mig.

Så satte han sine ben op på en anden stol og lavede en bro med dem, så jeg kunne lave kolbøtter over dem, mens min mormor fodrede mig som den lille pipfugl jeg var. (Mine far mener stadig idag, at det er min mormors skyld. at jeg overlevede i sin tid, for hun tog sig timer til at finde på lege og måder, bare for at få mig til at spise op, for den største kamp nogen sinde i vores liv var mine spisevaner. Jeg ville ikke spise).

Af en eller anden årsag blev jeg altid sur over, at jeg blev vækket så tidligt, for min mindre fætter fik lov til at sove længe. Imens skulle min morfar og jeg ud og vandre i bjergene. Jeg fik mine små støvler på, godt med tøj og så begav vi os ud til de omkringliggende bjerge.

Vi gik altid i det, der føltes som evigheder. Vi skulle som regel op til klostret eller motellet, og drikke vand fra kilden.

Undervejs plukkede min morfar skovjordbær, til mig som jeg spiste i smug og han skældte altid ud og sagde, at jeg skulle huske at fløjte. Jeg kunne ikke fløjte, men jeg lærte at fløjte. Og så fandt jeg ud af, hvorfor jeg skulle fløjte. Vi skulle gemme nogen af de plukkede bær, så mormor kunne lave kage.

Men skovjordbærene blev aldrig brugt til kagen, altid blev de stillet foran mig i en skål, så jeg kunne spise så mange jeg lystede. Duften af dem gør mig stadig svimmel.

Jeg mindes, at min morfar havde sådan en smart lille kop, der kunne foldes sammen og kommes i lommen. Når vi ankom til klostret fik jeg lov til at drikke af den, og vandet var altid sødere, når jeg drak fra plastikkoppen.

Hjemme stod den oppe på en hylde i køkkenet og jeg var altid så nysgerrig efter at se på den, for den havde sådan en fin orange prop, så den også kunne bruges som æske.

Jeg savner den kop.

Vi kom som regel tilbage, når solen bagte. Og dér ventede min mormor med klud og spand og vaskede trappen foran huset, eller sad og drak kaffe med nabokonen, Milka (den eneste kvinde, der nogen sinde har kunne koge det perfekte blødkogte æg, og som forærede mig en kylling, der blev min morfars plage).

De plejede at sidde der på bænken, som min far havde lavet til dem af et gammelt skab, for den fine bænk de havde før, var pludselig blevet væk.

Min mormor sad der og smilede i sin dueblå hjemmekjole (for i min familie er vi vokset op med, at der er udetøj og hjemmetøj), og sin hvide ble på hovedet, for hun var så bange for, at der ville komme hår i maden).

Jeg plejede at få min kop bosnisk kaffe, og så kiggede Milka i kaffegrums og fortalte mig, at hun kunne se, prinsen fra Tyskland, som jeg så gerne ville giftes med, snart ville komme og gøre mig rask. Eller om de hvide lædersofaer, jeg ville få, hvis jeg flyttede ti Italien (dette var mine fremtidsdrømme og ønsker som lille).

Jeg fik en lille skål rosensødt til kaffen, ligesom de pæne damer. Der var klokken henved 11 og byen og gaden var vågnet. Jeg havde allerede levet et helt liv ud.

I lange perioder har jeg sovet. Sovet så længe og til så sent, derfor elsker jeg idag, at jeg kan vågne så tidligt, uden at være træt. At kunne vågne så tidligt og se ude på solen, selv oppe fra mit fængslende tårn.

Jeg er helt rolig og varm inden i. Jeg kigger ud ad vinduet, ud på seen og på det, der slet ikke ligner Pljevlja, men jeg overvældes af stilhed og ro. En følelse af zen, hvor jeg ser mig selv stå der, midt på den lille lukkede gade, ved siden af den røde port, iført en lille gul kjole og mine plastiksutter i hånden, imens imamen kaldte til bøn fra byens moske kl 12.

*Små sutter i plastik man samlede på, dengang jeg var lille.

***

Morfars hus. Den side, der er kalket er hans. Før i tiden var det hele vores ejendom, men under kommunismen blev det hele delt op efter, hvor aktiv en kommunist man var.

Byens måske og klokketårn. Blev bygget af Husein-Pasha.

Denne moske blev bygget af en læring, som var blevet sendt af mesteren selv fra Sarajevo, men da den var færdig viste den sig at være smukkere end den store moske, der var blevet bygget i Sarajevo af selve mesteren. Denne moske har ligeledes den højeste minaret (tårnet) på Balkan - 42 m.

Kaffe og hjemmelavet rosensaft.

Trappen og min mormors quiltede tæppe.

"De Tre Helliges" kloster.