Sofaens 10 Bud

Jeg ved godt, at det måske er lidt Bree-agtigt, altså psykopatisk, men da jeg sidste år fik min smukke sofa, blev jeg forelsket.

T ved godt, at han ville blive valgt fra til fordel for den sofa til enhver tid. Dén er min store kærlighed, og jeg mener virkelig, at jeg elsker den.

Da den kom ind i vores liv og hjem, blev der sat nogen regler op, om hvad man måtte gøre, eller ikke gøre i den sofa.

- 1. Ingen onani!

- 2. Ingen sex. Med mindre det er særlige omstændigheder.

- 3. Ingen unødvendig spisning.

- 4. Når der er gæster, jeg ved bliver fulde aka the guys - så skal den dækkes til af et tæppe.

- 5. Eftersom sko er forbudt i vores hjem, må man gerne have fødderne oppe i sofaen.

- 6. Man må gerne gøre sig mageligt i den.

- 7. Ingen krummer.

- 8. Den skal støvsuges, hver gang resten af lejligheden bliver støvsuget - altså ca.3 gange ugentligt.

- 9. Ingen drikkevarer i sofaen.

- 10. Ingen onani!

Jeg er overbærende over for gæster, men jeg kan love for, at hver krumme på den sofa er som et stik i hjertet på mig.

Bedsteveninden kan se det på mit blik... Jeg sidder over for hende og hvis hun krummer så kan hun se, at mime hænder knyttes, jeg får tiks og mine øjne ændrer sig til lettere psykopatiske. Jeg SKAl bare tage den krumme væk...

Det er en tvangshandling. Jeg restrainer mig selv, men jeg har mest af alt lyst til at tage min håndstøvsuger og støvsuge. (Og nu jeg er igang, kan jeg ligeså godt tage og støvsuge resten af lejligheden også) - tænker jeg tit.

Nu har jeg været væk i rundt regnet en måned, og da jeg så skulle tulle lidt rundt (altså gøre rent) inden jeg tog ud til mine forældre idag, skulle jeg naturligvis også støvsuge, og så fandt jeg pletter på sofaen. Jeg ved ikke, hvad det er, og jeg synes ikke jeg kan få det væk.

Jeg ringede til T og spurgte om han havde wanket på sofaen, men han forsikrede mig om, at han ikke har gjort det. Jeg er bekymret...

Jeg overvejer at gå "the american way" og pakke den ind i cellofan, eller bare pakke den væk og tage den gamle sofa frem igen...

Jeg tør simpelthen ikke efterlade den alene i T's varetægt mere...

La Dolce Vita, eller da foråret strejfede 13.ende sal

Engang sidste år, postede Leoparddrengen* "La Dolce Vita" på sin blog, med Ryan Paris. Jeg kan ikke huske anledningen, men jeg kan huske, at solen skinnede udenfor og vi var midt i foråret eller det, der lignede.

Jeg gik tilbage i arkiverne, for det var faktisk et af de fede 80'er numre, som jeg elskede, men havde glemt eksisterede.

Så jeg smed lortet på repeat og svingede med røven, mens jeg gjorde rent.

Den sang gør mig utrolig glad og vækker min krop på en anden måde.

Jeg lytter til den stadig fra tid til anden. Normalt, når solen strejfer mig, og jeg indeni får en følelse af at foråret er på vej.

Jeg ved, at det idag kun er 14. januar, og det er sikkert møgkoldt uden for (jeg ved det ikke, jeg må ikke komme ud). Men her på 13.ende stråler solen lige ind i mit vindue og jeg følte et behov for at høre "La Dolce Vita" - For mig er foråret på vej...

Og så elsker jeg bare tøjet i denne video!

*Leo, du må selv finde den frem, der er over 1000 indlæg hos dig

Nyt er ikke altid godt nyt - nyt kan til tider være Dværgernes Konges

Jeg kan bare det lort med at time. I stedet for at blive indlagt d. 22. dec så jeg kunne få en biopsi dagen efter, bliver jeg indlagt d. 24. december så vi liiige skal vente 5 dage på, at jeg får den lavet. Og alle der kender mig, ved godt, hvor tålmodig jeg er.

Fint nok, nu er den lavet, de foreløbige svar kom i mandags, men de endelige svar er her ikke endnu.

Jeg gider ikke være here mere. Jeg vil hjem og shoppe til nytårsaftensfesten i morgen og gøre rent, så jeg ikke efterlader det gamle år - eller går ind i det nye år rodet. Jaja kald mig bare overtroisk, jeg står ved og dyrker mine særheder, men jeg har også haft god grobund til at bliver overtroisk. (Ellers også prøver jeg bare at finde grunde til at gøre rent, men det er nu også rart.. Intet bedre end at rase af, med en lang tyk stang i hånden).

Hvis de ikke giver mig lov til at komme ud, så smutter jeg selv og kommer tilbage. Det gode ved at være voksen (ifølge T) er, at man gør, hvad der passer en, og så tager man konsekvensen efter. Så det vil jeg prøve idag. Go! Go voksen Erna. Ved ikke lige om det er en dag som idag, at man skal lege voksen. Men hvor intet vovser intet taber.

Det, der pludselig har fået mig på en yderst høj højkant (?) er, at Dværgernes Konge har indtaget Rigets 13. sal igår.

Nej ham har jeg ikke omtalt før. Det er der flere grunde til. Men mest fordi han ikke kan forklares, han skal opleves.

T og Katten har haft æren af at møde ham, og ih guder - selv T, det mest overbærende og søde menneske, lukkede pænt stuens dør, da han hørte Dværgernes Kongens stemme.

Dværgernes Konge er en ung knægt på 19-20 år efterhånden, der har været syg hele sit liv - også med nyrerne, men han har ikke været så heldig som jeg har. Han har ikke haft et par forældre der har punket ham i hovedet dage og nat med medicin, mad, og alt det andet børn synes er frygteligt, men absolut savner, når der er mangel på det.

Hvilket har resulteret i at han sjældent får sin medicin, og forældrene er vist også relativ ligeglade. De har travlt med deres frisørsalon og kiosk.

Det er så forfærdeligt synd for Dværgernes Konge, for han kan i bund og grund ikke gøre for det, og det skærer mig i hjertet, for jeg ved, at han tit lader sig indlægge, fordi han ikke føler han hører hjemme andre steder end her. Det her er han liv. Men jeg glemmer aldrig den første dag i dialyse, sidste sommer, hvor jeg var helt knust over hele mit liv, og han i stive 3 timer blev ved med at glo på mig, og spørge om jeg ville komme sammen. Jeg troede han var 12.

Lige nu skuler jeg bag mit opdelingsgardin, og satser på, at jeg kan kommer hjem, før han får øje på mig, men jeg er bange for, at T har afsløret os.

Hvis jeg er heldig kan jeg snige mig væk, og snige mig tilbage igen i aften, uden at han opdager mig.

Bed for mig...