Mac'ens lille kusine

Jeg havde engang en computer, en helt almindelig PC, og den var ok, men kort tid efter, at jeg havde købt den, ville den ikke gøre som jeg sagde, den blev ved med at slukke, og batteriet ville ikke holde ligeså længe som jeg ville have det til at holde. Den brændte også sammen et par gange. Takket være den har jeg mistet en hel digtsamling, men jeg har stadig harddisken i en mappe, altså et ringbind.

En dag, midt i en eksamensopgave, valgte min PC at fryse, slukke og slette cirka halvdelen af min opgave. Nu har jeg aldrig været særlig hidsig. Ikke nævneværdig meget, men lidt temperament var jeg blevet født med, bare en lille smule.

Så i min mide hidsighed, smed jeg computeren på gulvet, for nu skulle den dø - sådan for alvor - dø. Den havde mobbet mig i 3 år, og nu havde jeg fået nok.

Næste dag, da jeg kom hjem, stod T og smilede i døren. Jeg tænkte - ih nej, hvad har du nu fundet på? Men da han åbnede døren for mig, stod der en pose fra Humac - Jeg hoppede op og ned af lykke og glæde. Tænk sig - endelig havde jeg fået en Mac - for sådan en havde jeg ønsket mig i mange år, jeg havde bare aldrig taget mig sammen til at købe en. Jeg ved ikke hvorfor - det er ligesom med gummistøvlerne. Jeg ønsker mig den, kigger på den, sukker og savler over den, har penge til den, men køber den bare ikke.

Min lykke var gjort. Tre dage efter havde jeg et seriøst kærlighedsforhold til Mac, og kunne skrive mig under fanen "Once you go bla.." Nårh nej, jeg mener "Once you go Mac, you never go back".

Macen elskede mig, og jeg elskede Macen. Vi levede lykkeligt i et halvt års tid eller lidt mere, til en skæbnenvanger dag, hvor Bedsteveninden af ren og skær ophidsethed over vores famøse opgave i Sprog 4, om "Pendulord", kom til at spilde en kop kaffe på det bord min lille Mac havde valgt at sidde på.

Macen overlevede, men den var svært skadet. Den kunne tænde, men den kunne ikke virke uden sit strømkabel.  Men vi klarede os. Bare kærligheden er stor, så er alle udfordringer små.

Vi havde det fint, Mac og jeg, men en dag kom T og jeg op at skændes og det var ikke en af de hverdagsskænderier vi normalt har, næh nej, jeg pakkede mig og flyttede hjem til mine forældre - i hele 24 timer.

Før jeg pakkede mine ting og tog ud til Frederiksberg, kastede T en tegneserie efter mig, og det var ikke en hvilkensomhelst tegneserie, næh, det var en omnibus, og som alle ved, er sådan en omnibus noget tykkere og tungere, end et helt almindeligt hæfte.

Desværre for både T og Macen ramte T ikke mig, men min stakkels lille computer. Dette angreb resulterede i at fem knapper røg af og ikke kunne sættes på igen.

Det smertede mit hjerte, men hvad skulle jeg gøre? Hvad skulle jeg gøre... Jeg nussede min lille mac, og fortsatte, hvor jeg slap, vi klarede seks eksaminer sammen trods dette overgreb.

Men da denne sommer var på hæld, ville Mac ikke tænde. Det var strømforsyningen, jeg lappede den med tape og endnu mere kærlighed, og det lykkedes mig at tænde den en sidste gang. Hvis ikke andet, så for at kysse den farvel.

Min mac var død. Og hvis ikke helt død, så var den så godt som.

Jeg var fortabt, T mente, at vi skulle kigge på en brugt computer, og det var jeg, sån' halvhjertet, med på.

D. 30. september, blev jeg vækket af mine forældre og T med sang, lys og flag, men ingen gaver.

Jeg blev ført ind i stuen og der stod der to computere ved siden af hinanden. På den ene computer var der et lille computerspil til mig . Den anden computer var min lille Mac, og den så helt ked af det ud. Der hang et lille brev fra den. Hvori der stod følgende: "Kære Erna, 

Vi to har været igennem meget de sidste par år.

Jeg fik kaffen galt i halsen og måtte gå i snor hele tiden.

Jeg er træt og vil gerne pensioneres. Derfor har jeg sendt bud efter min lille kusine. 

Hun kommer snart med posten.

- Din for altid, Computer"

Jeg tænker på min Mac, rigtig tit endda, men ih hvor jeg dog elsker Mac'ens lille kusine. Hun er yngre og hurtigere end sin ældre kusine. Der er stadig en masse ting, som hun skal have lært sig, men det går hurtigt og jeg kan ikke være andet end tilfreds med hende.

iLola - fordi den er flink og rund

Jeg ligger i sengen og skriver lige nu. Hvorfor, spørger i jer selv, fordi jeg er kommet ind i det nye årtusinde igår, og har forvandlet mig selv til iLola.
Jeg er mildest talt forelsket.


Selvfølgelig er jeg en kælling - (man er vel en kvinde) og skal brokke mig over enkelte ting; Så som, at jeg ikke selv kan vælge, hvordan den skal larme, når der tikker sms ind, eller at jeg ikke kan indspille en fancy "pilletid"-alarm, så den larmer eksklusivt, når jeg skal tage min medicin.
Kamereaet stinker naturligvis stadig. Men alle de andre ting opvejer for de små skavanker og mangler den har.


Ligesom alt andet fra Apple er den lækker i sit design og der er ingen unødvendige tilføjelser. 
Alt er målt og tilrettelagt præcist, det overflødige er taget fra, men hvis man ønsker, at den lille satan skal rode, så kan man tilføje så mange apps som man ønsker.
Jeg foretrækker det naturligvis - clean and neat.
Dog har jeg hevet iBlogger ned, samt alle de andre spam-bare apps der findes. Vil jo helst ikke "skuffe" min fanskare ved at være stum.


Jeg er faktisk glad for, at folket talte og valgte for mig, og at de valgte "to iPhone".


Jeg sidder og tænker tilbage på det sidste års tid og på de sidste fem år, og på hvor dyb min kærlighed har været til Sonofon og til Samsung, især den sidste Samsung jeg har haft. 
Men jeg kan nu se, at det var på tide at komme videre, hvilket jeg gjorde igår...


Jeg har kun haft den lille nye i knap 24 timer, men jeg er villig til at friste skæbnen og påstå, that this must be love...


Jeg giver den 5 ud af 6 dukker.
Den får lige en dukke ekstra for sig selv, simpelthen fordi den er flink og rund.


Hilsen iMor

Lolas nye gadget

For to uger siden opgav jeg at tage stilling, (ikke fordi jeg normalt bryder mit hoved med stillinger, af nogen art. Jeg kan jo godt lide, at der bliver bestemt) og lod folket vælge for mig.

Folket har idag talt og Lola skal have en iPhone, hele 56% var for... Nu må vi håbe, at folket har valgt rigtigt for Lola, og at hun ikke bliver skuffet.

Så i morgen ringer jeg til min udbyder, beder dem om at skride ad helvedes til, og bestiller den nyeste gadget til samlingen.

Tak til alle dem som gad stemme og vælge for mig. Hvis jeg ikke kan lide skidtet, er det sgu jeres skyld...

iPhone, nu for kæmper?

Så afslørede Apple deres længe ventede iPad. "Men den ligner jo en oversize iPhone?", var min første tanke, da jeg så billedet inde på FB's gruppe "Fans of Apple".

Den anden tanke fløj over til Nintendo, Super Mario spillet, og genstandene, når Super Mario er lille, (you know, før han spiser svampen).

Så læste jeg om det og blev yderligere skuffet - det ser ud til, at skidtet ikke understøtter Flash, hvilket er ret dumt, hvis man gerne vil online med det - altså skidtet.

Jeg var under alle omstændigheder ikke interesseret, da jeg som regel bruger min computer til at skrive på, og denne lille fikse... sorry oversize iPhone, kan ikke opfylde mine krav.

Den kan i hvertfald ikke klemmes ned i cocktailstasken.

Jeg har ikke engang lyst til at give den dukker. Måske et par stykker ud af 6. Blot fordi det er Apple.

Fnis :)

To iPhone, or not to iPhone?

Jeg har længe været MAC-freak og jeg elsker Apple. Men jeg er også noget af et vanedyr og hvis jeg forelsket mig i noget, så har jeg svært ved at slippe, forlade det vante og gå hen til det nye.

Da jeg flyttede til Odense i 2004 for at læse engelsk, fik jeg min første Samsung telefon, og siden da har jeg holdt mig til det mærke. Jeg elsker deres design og softwaren er enkel at håndtere. Der er ikke for mange unødvendige dingenoter og ting monteret og tilføjet, hvilket tit giver telefonen all around et dejlig klinisk og enkelt præg - både indvendigt og udvendigt.

Apples design kan man kun sige det samme om. Enkelt, smart, smukt og clean.

Da den første Iphone kom, holdt jeg mig fra den, mest fordi jeg faktisk syntes, at den var klodset og så jeg er altid bange for de børnesygdomme som følger med første generationen.

Nu er vi kommet til 3. generation og jeg er stadig uden iPhone.

Jeg kan simpelthen ikke bestemme mig. Og det, der trigger mig, er telefonenes kamera.

Jeg bruger kameraet på min telefon rigtigt meget, og derfor har jeg også været trofast mod Samsung, for de gør virkelig meget ud af deres fotoudstyr.

Problemet med Samsung er, at den ikke rigtigt opfylder alle mine andre krav, der er kommet til, efterhånden.

Derfor har jeg lavet en afstemning for i skal bestemme for mig.

Skal jeg have en Iphone eller ej. Eventuelt komme med andre forslag.

Nu har jeg overvejet for og imod siden sommer, og jeg kan simpelthen ikke selv tage stilling til det.