Jeg, en Case

Remember Kaninkuren fra sidste år? Remember, da jeg blev blind og en tosset rød/grøn kaninlignende figur hoppede foran mine øjne, og ville bare ikke gå væk? 

Da jeg begyndte at gå på øjenafdelingen og da de konkluderede, at de ikke rigtigt vidste, hvad det var, og at de nok ikke kunne gøre noget for mig?

Well, jeg husker det, og jeg husker, hvor mange nætter jeg græd mig selv i søvne, og hvor mange gange jeg var ved at opgive det hele, for hvad skulle jeg stille op med et liv, hvor jeg ikke kunne se?

Jeg husker også Ølgaard og Schwartz, der reagerede med det samme og sendte mig afsted på Glostrups forskningsenhed. 

Jeg husker, at de heller ikke kunne gøre noget, men de fulgte mig grundigt og kiggede mig dybt i øjnene hver anden uge. Jeg husker også, hvor søde og imødekommende de var. 

Og professor Larsen, der gjorde sit ypperste ikke kun med at trøste og opmuntre mig, men også kontakte alverdens øjenafdelinger, der eksisterer, så de kunne finde ud af, hvad der var galt. 

Og den søde islænding, der brugte timer på at undersøge mine øjne, der tog billeder af mine øjne, og endda sendte mig billederne i stor kvalitet, så jeg kunne hænge dem op på vægen her hjemme. 

Jeg husker dem alle. 

Igår var jeg inde og besøge dem til mit halvårlige tjek. De kiggede mig i øjnene. Undersøgte mit synsfelt. Tog et par billeder og afsluttede det hele med at udvide min pupiller og blitze mig i øjnene med meget skarpt blåt lys, der flimrer. 

Ja det er en hel fest at gå på Glostrups Øjen-forskningsenhed.

Mens jet sad der på 4. sal og ventede på, at det blev min tur, kom frk. Læge, i modsætning til professor Larsen til mig og vi snakkede lidt om løst og fast. Jeg spurgte hende lidt ind til sagen, og så grinede hun og fortalte mig, næsten lidt generet "Jamen jeg har jo skrevet om dig."

"Hvad har du?" spurgte jeg hende. 
Hun fortalte mig så, at hun havde lavet en case ud af mig, fordi de aldrig har set sådan et tilfælde før. Jeg var den første.

De har enkelte gange set noge lignende, men aldrig på den måde, som jeg fik det på.
Hun fortalte mig, at hendes tese var følgende; Efter at jeg havde fået kaninkuren - Thymoglobulinen, så var alle mine T-celler (en del af immunsystemet) slået helt ned, derfor gik kroppen igang med at producere en masse nye T-celler, for at sikre kroppen mod sygdomme, og hvad sådan et immunsystem ellers bruger sin tid på. Desværre kom der en overproduktion af T-cellerne, der gjorde at der kom ubalance i og det skabte åbenbart ubalance i mine øje. (Professionelle, ret mig, hvis jeg tager fejl!!) 

               

Jeg, en case. En hel artikel, hvori min sygdom bliver beskrevet. Det er da lidt cool. Nej? 

Nå, det synes jeg at det er, men jeg er også lettere tosset. 

Jeg synes da også, at det er lidt sejt at have en lidelse som ingen rigtigt har haft før (nu hvor den, naturligvis er i bedring.)

Jeg, en case. Jeg, et mennesker med "Acute Macular Neuroretinopathy presenting after anti-tymocyte globulin infusion", 

På dansk "Akut Makulær Neuroretinopati, indtraf efter behandling med Tymocyte globulin.

Og oversat til almindeligt sprog: En sjælden nethindesygdom, der oftest indtræder efter voldsom influenza, hos unge kvinder mellem 25-35 år.

I gennemsnit er der mindre, end et tilfælde AMN i Danmark, hvilket gør det til en relativ sjælden sygdom. 

Men for at gøre det endnu mere specielt, for det er jo trods alt mig, vi har at gøre med. Indtraf min AMN ikke efter en influenza, som det normalt gør. Min kanin (AMN) dukkede op, efter at jeg fik thymo-globulinen, altså kaninkuren. 

Jeg gyser helt, mens jeg skriver, for normalt glemmer jeg, hvordan det var ikke at kunne se. Men mens jeg skriver, så husker jeg hvert lille øjeblik. 

Hvor var det dog forfærdeligt… Ikke at være i mørke, men bare ikke kunne se. At der hele tiden var en plet på øjet, og ligegyldigt, hvad man gjorde, så ville den bare ikke gå væk. Nogen gange kunne jeg finde på at blive ved med at gnide mine øjne, i håb om at det ville forsvinde. Bare gnide til tårerne igen blev fremprovokeret.  

Hver morgen vågne i vintermørket og et øjeblik tro, at det var væk, for at tænde lyset og så finde ud af, at pletten var præcis det samme sted som da man gik i seng. 

Ikke at kunne se de mennesker man elsker og værst af alt, ikke kunne læse. 
Aldrig var jeg så lykkelig for at min gamle data-lærer, Lene, tvang os til først og fremmest at lære blindskrift på computeren og dernæst trak mig i hestehalen, hver gang jeg kiggede ned. For nej, jeg kunne ikke læse, men jeg kunne i det mindste skrive, og jeg skrev, så var jeg besat. Jeg skrev og der var næsten ikke ord nok i verden til at udfylde alt det jeg havde brug for at skrive. 

Alt det er er forbi nu. Det er som om der er gået tusind år siden alt det skete. Og undersøgelserne viste endda, at mit syn er bedre siden sidst. Der er kun enkelte pletter tilbage på øjnene og de kompenserer ret godt for hinanden. 
Jeg kan ikke klage, og så er jeg edda en case. En case der er sjældent nok, at læger gerne vil skrive om den og medicin-aviser gerne vil udgive den. 

Hvis noget er sejt, det er det da at være en case. Og endda en særlig case. 

Luksusproblemer

Jeg sidder i sofaen, efter den første, alt for lange mandag, i rækken af alt for mange lange mandage, de næste lange fire måneder.

Jeg er ved at blive, kun en smule (en lille-bitte-bitte-bitte-smule) stresset af logistik, og planlægning. Hvorfor er det lige, at døgnet ikke har 40 timer, og ugen 10 dage? Det er da også meget mere pænt og rundt end det der 24/7 er.

Jeg prøver at finde en dag til at gå ind og tjekke Villa Saló ud, men jeg aner ikke, hvornår det skal være.

For mellem oplæg i to forskellige fag, opgaver, eksaminer, kontrol på henholdsvis Riget og Gentofte, psykologbesøg samt syv fødselsdage (og her snakker vi kun i februar), kan jeg kun finde tid til sjov i de timer, hvor jeg burde sove. Men hvornår skal jeg så sove - og er det ok at tage en morfar midt i et indlæg, eller et oplæg for den sags skyld, hvis oplægget er tidligt om morgenen?

Samtlige mennesker omkring mig har sagt, at jeg skal drosle ned, sætte et par ting på hylden og pause, for ellers falder jeg, og taber det hele i farten. Men jeg kan simpelthen ikke se, hvad jeg skal sætte på hylden og pause, og hvornår jeg skulle finde tiden, til at sætte ting på hylden og pause... Pause... sikke et dejligt ord. Gid man havde tid til sådan en.

Jeg har jo kun 70 ects. point, jeg skal nå at afslutte i dette semester, for at få min grad. Om jeg tror det er muligt?

Realisten i mig siger: "No way", optimisten håber naturligvis, og hvis man har fulgt med i mine skriblerier, så ved man, hvad jeg, til tider "desværre", til dels er...

Det værste af det hele er, at disse, af mig, ses som luksusproblemer, og jeg føler ikke engang, at jeg kan tillade mig at klage over dem. For selvfølgelig kan jeg klare alle eksaminer, selvom jeg lige har været blændet og stadig ser dobbelt.

Oprah har haft mange af den slags gæster på besøg, og hvis de kan, så kan jeg da også..

Eller prøver jeg bare at lege overmenneskelig til trods for, at jeg liiige har været indlagt i syv fucking uger?

Super-Lola is the name... og vi ses igen engang i...august?

Og værst af alt; Beløningen for mit hårde arbejde er en fremtid som en rød, arbejdsløs humanist..

Hvorfor jeg gør det? Det vil tiden vel vise... Med mindre jeg forvandler mig til Tornerose og sover de næste 100 år...

A.P og jeg

Idag skulle jeg forbi Glostrup, professoren og deres "Forsknings Enhed" for at fortsætte undersøgelserne.

De ved stadig ikke, hvad der er galt, men de kan åbenbart se, at det bliver bedre. De vil have mig som forsøgskanin, ikke kun fordi jeg er et interesant "emne" og "giver dem en masse lektier for", men også fordi jeg er "et dydsmønster og laver ingen fejl".

Jeg er åbenbart bare god og sådan en dygtigt pige.

Efter et par timers ventetid, undersøgelser, der indebar en masse stærkt lys direkte i øjnene og tårer, der blev fremtvunget af overanstrengelse, blev jeg sat tilbage i stolen i venteværelset.

Jeg sad der i min verden, da der kom en meget fornem og fin mand iført jakkesæt og satte sig ved siden af mig. Han var dog lidt for almindelig og kvabset til at være en slipseknude, til trods for gråt jakkesæt og slips. Han sad, smilede og virkede lidt vigtig.

Sygeplejersken kom hen til mig og fortalte mig, at der vil være lidt ventetid.

Efter en halv times tid kom jeg ind til den sidste undersøgelse og så smilede hun "ja jeg er ked af, at du skulle vente, men vi har haft hr. A.P Møller herinde, og han er VIP, så undersøgelsesværelset skulle være låst af osv. Jeg er ked af, at du blev sprunget over. Det må du meget undskylde."

Jeg kiggede på hende og spurgte så, om manden i jakkesættet så var hans bodyguard. "Nej, det var hans chauffør."

Jeg kunne ikke andet, end at føle mig en smule vigtigt - jeg var blevet sprunget over af selve A.P Møller, og der blev endda undskyldt for det. Go Lola!

Da jeg igen var tilbage i min stol på gangen, stadig blændet, nu både at lys, overanstrengelse og pupiludvidende dråber (jeg kunne ikke se en skid, men jeg have de vilde dådyrøjne, og jeg tvivler ikke et sekund på, at jeg ville have været et hit til ethvert bal for 150 år siden), blev døren til "Undersøgelsen 24" åbnet. Jeg skulede og en tynd, høj og rystende mand mand med silke charmeklud om halsen blev ført ud af selveste professoren kiggede. De kom mod mig, og jeg prøvede at lade som om jeg ikke gloede (det er lidt svært, når man har sløret syn og skal knibe øjnene sammen bare for at se 3o cm foran sig). Men det var sgu selveste hr. Møller. Chaufføren tager ham under armen og sætter ham på en stol ved siden af mig.

Inden jeg nåede at smile, havde chaufføren taget herrens frakke og hjulpet ham op og i den. Tog ham under armen igen, som den gamle bedstefar han er og førte ham væk.

Da jeg er i underskud af tøjfor/misbrug, dullede jeg mig op idag, selvom jeg kunne skulle til Glostrup Hospital - hvilket viste sig at være heldig.

Dagens out-fif er ikke så meget fif, men en stor trøje og stram lårkort kjole kan gøre underværker, hvilket er heldig, nu der var fornemt besøg.

Tørklæde fra London: 1 pund

Lårkort Bomulds kjole: Mbym 499 kr.

Bælte lånt fra H&M kjole i bomuld

Oversize trøje: Saint Tropez 250 kr. (Kan stadig fås og er stadig sat 50% ned)

Taske: gammel skoletaske.

Desuden har jeg forsøgt mig med et nyt/gammelt koncept som jeg har holdt mig fra i mange år - midterskilling. Jeg synes faktisk at det holder.

Where the f*uck is Jebus, I want my sight back!

I torsdags var det ok. Der sov jeg hele dagen væk og lagde ikke mærke til så meget.

De gange jeg vågnede og det hele så sløret ud, tænkte jeg, at det blot var fordi jeg var træt og udkørt af feber og bivirkninger.

Igår vågnede jeg dejlig frisk og udhvilet efter ca. 24 timers søvn, men kunne ikke se noget.

Jo jeg kunne se, men der var et slør foran mine øjne og - tro det eller ej - hoppede der en chokoladepåskehare-lignende skygge foran mine øjne, afhængigt af baggrunden enten sort eller hvid. De satans kaniner slipper mig aldrig igen.

Den hoppede og hoppede fra højre mod venstre, enten på benene eller på sine lange øre, til jeg lagde mig til at sove.

Normalt ville jeg have hoppet efter den og spist den, for hvem siger nej til noget, der ligner en chokoladehare, denne kunne jeg bare ikke fange.

Lægen kom ind til stuegang og fortalt, at nyren så pæn ud, og at vi fortsætter som vanligt.

Da han skulle tjekke mine øjne tog han mig ud på toilettet i mørket og kiggede mig dybt, dybt i øjnene, men kunne intet se.

Tilbage i lyset ville han høre, hvor mange fingre han havde.

Søren Schwartz Sørensen: "Hvor mange fingre kan du se?"

Lola: "Fire"

SSS: "Nu?"

Lola: "pege -og lillefinger."

SSS: "Nu?"

Lola "Halvanden finger."

SSS: "Ej! Du kan sgu ikke se halvanden finger?"

Lola: "Jo jeg kan."

SSS: "Ej det kan du altså ikke. Du kan ikke fortælle mig, at du kun kan se halvanden finger."

Lola: "Nu kan jeg kun se en kvart."

SSS: "Men så kan du jo ikke se..."

Lolla: "???" (Tænker "No shit Sherlock Holmes").

Søren SS er handlinges mand. Tit er jeg bange for ham, men før jeg nåede at reagere, var han ude og tilbage igen med ordene "Ja okay Glostrup Hospital". WTF tænker jeg.

Øjenafdelingen på Riget er lukket, så jeg sendes akut til Glostrup, hvor de tjekker mig i hoved og røv (okay bare hoved). Snakker om "bulls eyes" konturer og linjer og prikker som jeg ikke kan se, og skumle tegninger som jeg skal tegne, mens jeg holder mig for øjnene.

Åbenbart aner de ikke, hvad der er galt, og mine øjne skal undersøges videre på mandag. Dog her på Riget.

Hvad de kunne komme frem til sådan en lørdag eftermiddag er, at det vist er en bygningsfejl, som øjet ikke kunne kompensere for mere pga. stress og alt for megen medicin. Så nu skal jeg have briller.

Da jeg var lille var det mit største ønske at få briller. Da jeg begyndte at bruge makeup var jeg glad for at slippe. Idag spørger jeg - where the fuck is Jebus, I want my sight back.

Det kunne være jeg skulle følge Brit Humes råd til Tiger Woods og selv konvertere til kristendommen, de har vist både større mirakel- og syndforladelsesfaktor.