Noget om Tiggere og Om at Rede en Hel Verden i Forfald

Jeg var på vej til kontrol lige netop denne tidlige fredag morgen. Selvom det var ved at være forår, så var det en gyseligt koldt. Jeg havde vanen tro taget en smuk kjole i uld på, tykke silkestrømper, varme gummistøvler- håndlavet i naturgummi, og flere lag tykke tørklæder over min varme uldfrakke med minkkrave, som jeg havde givet 100 kroner for sidste vinter. Lange læderhandsker til at varme min hænder med, og en alpehue, prydet med en hårnål i sølv.

Jeg skuttede mig i kulden og prisede mig lykkelig for at kunne tage offentlig transport, fordi jeg i mit budget altid har medregnet månedskort.

Snefnug ramte mig, da jeg kom op af trappen ved Nørreport Station.

Jeg skulle gå knap 30 meter for at nå bussen, og mens min hånd slap gelænderet for enden af trappen fangede mit blik, ved en af skraldespandene, siddende på en ølkekasse, en krum kvindeskikkelse - formegentlig Roma, iført en tynd frakke, tørklæde og en lang blomstret kjole.

I den ene hånd holdt hun en gennemsigtig pose med tomme dåser og i den anden et plastkrus, der var tomt.

Jeg skævede til hende kort i håb om, at hun ikke så mig i min handling, men jeg kunne mærke heneds blik brænde sig fast og trænge igennem alle mine lag tøj, min opvarmede hud- ind til hjertet, maven og sætte gang i brækrefleksen.

Jeg kiggede hurtigt væk og pakkede mig lidt dybere ned i min minkkrave.

Jeg fik kvalme og jeg havde mest af alt lyst til at brække mig. Nej, ikke over hende, men over mig selv og min reaktion.

Jeg gik hen mod bussen, stopped op og så gik jeg tilbage igen- over til den frysende kvinde og tømte min pung for småpenge.

Jeg fik det ikke bedre og min dårlige samvittighed holdt absolut ikke op med at nage mig, men i det mindste har hun nu 30 kr mere på hånden.

Jeg er holdt op med at give tiggere småpenge, af den simple grund, at jeg føler, hvis jeg giver til en, så må jeg give til alle- hver gang, og det ved jeg, ikke kan lade sig gøre. For jeg kan ikke rede hele verden.

Ikke destomindre, skærer det i mit hjerte, hver gang jeg går forbi en tigger uden at give ham de småpenge jeg har i lommen.

Det er et kynisk valg jeg har taget, og jeg holder mig heller ikke helt til det.

En blind mand, en lille dreng, der sælger lommetørklæder for en lira, en kvinde, der bruger sine penge på at fodre gadekatte, eller en gammel mand, der i december sidder og rystende forsøger at lokke folk til at få deres sko pudset på hjørnet af Vesterbrogade og H.C. Andersens Boulevard, får mit hjerte til at knuges, og dets tårer samlet sig i halsen som en klump, der forsøger at kvæle mig.

Derfor kan jeg ikke andet, end at grave pungen frem fra min rodede taske og smide et par mønter ned til dem. Selvom jeg allehelst bare ville gå forbi dem og udviske dem fra mit sind for altid.

Snefnug

Jeg sad på hospitalssengen og han på en stol overfor mig. 

Hans blå øjne skinnede, jeg ved ikke om det var genskær fra det kunstige lys, eller om de blot havde en glød i sig.

Han åbnede munden og jeg smilede.

"Du er som et snefnug" sagde han med et suk.

Duften af Barndom

Jeg vågnede i morges og soveværelset var så kold og dynen var så varm og jeg skulle tisse så forfærdeligt meget.

Jeg rejste mig op og blev ramt billeder.

Det hele fløj tilbage til mig, det kolde soveværelse oppe på første sal, trappen, duften af myntete, der nu var tørret, men duftede stadig himmelsk, kakkelovnen og mormor, der puslede nedenunder.

Mig, der trækker kælken bag mig mens alt er stille, fordi den dybe sne dæmper for alle lydende.

Den varme stue og mig siddende i vinduet. Det hele på engang og i tilfældig rækkefølge.

Min mormor, min smukke, milde mormor, der rende i timevise med en tallerken i hånden efter mig for at få mig til at spise...

Den følelse, som jeg plejede at kalde ""tør" følelse i maven", den sammen følelse, der rammer mig første onsdag i maj kl. 12- idag har jeg fundet ud af, at det er følelsen af ro og salig lykke. Og ja, jeg mener salig lykke...

Jeg skyndte mig ud i køkkenet, pakket ind i dynen og på bare tær, for jeg ville fuldende øjeblikket, tog min krukke med mynteteen, min krukke med guld, frem og bryggede en kande. Stadig et lille gennemsigtigt glas med to sukkerknalder i. Det er ikke det min mormor brugte, men det ligner.

Jeg kan se og dufte kakkelovnen, jeg kan smage teen og høre tegnefilmene på det gamle sorthvide fjernsyn. De nøgne dukker i vitrinen - som min morfar altid skældte ud over, at jeg havde klædt af og smidt deres tøj væk.

Selvom det er så lang tid siden, så står det hele foran mig som et slør fra fortiden, der dækker for nutiden. Men det gør ikke noget, for sneen dufter så skønt, og den dæmper for lydende ude på Hovedgaden, og stuen er så kold og dynen så varm.

Jeg ser tegnefilm og skal gøre mig klar til atter igen at trodse vejret og kulden, for som jeg sagde til T, der mente jeg skulle sove lidt længere: "tror du virkelig jeg vil sove, nu jeg er sluppet fri i en hel weekend og der er rigtig vinter med sne udenfor?"

Første onsdag i maj kl. 12 - 1. del

Idag er det den første onsdag i maj. Klokken er præcis 12, og den første sirene hyler. Jeg sidder med min opgave, men stopper op og åbner vinduet. Jeg går i står og som hvert år, bliver jeg grebet af en følelse af lykke, ro, melankoli, og minderne begynder at strømme igennem mig...

Min søster var lige blevet født. Og Jugoslavien have erklæret Bosnien-Hervegovina krig seks dage forinden. Demonstrationen i Sarajevo 6. april 1992 mod krigen var endt blodigt, hvor flere mennesker blev dræbt, takket være serbiske snigskytter. Serbien mente, at Bosnien-Hercegovina var en trussel mod det forenede republikker i Jugoslavien og derfor invaderede de den nye og skrøbelige nation, som havde fået sin uafhængighed et par måneder forinde (så vidt jeg husker).

Det var varmt og næsten sommerligt til trods for at vi kun var i marts 92, min mor var højgravid og vi ventede hver dag, at hun skulle føde. 

Hele vinteren var der strøm -og vandmangel - fra kun et par timer til flere dage. Men jeg tor, at vi var så vante til det efterhånden, at vi bare tog det som en del af hverdagen.  

Vinteren over tog min far mig med udenfor, så vi kunne lege i sneen mens det var lyst - så kunne vi spare stearinlys på den måde. En af dagene lavede vi en kæmpesnemand. Den var større end min far og holdt helt til foråret kom. Det tog os også flere timer, og da vi var færdige, var det også blevet mørkt.

Kroatien var allerede invaderet og byen Vukovar var faldet. Jeg var 6 - eller var jeg 7... Jeg var blevet 7 år gammel, og jeg sad på gulvet foran fjernsynet. Nyhederne kørte og jeg glemmer aldrig det billede - En grå by fyldt med gennemhullede huse. En håndfuld soldater, som marcherer igennem byen med det nye serbiske flag (Jugoslaviens røde stjerne var blevet udskiftet med et tegn, der lignede et kors og et kyrillisk S i hvert hjørne) - det hed "cetri s" = "fire S". Disse soldater marcherede på byens gade og sang - "Slobo, Slobo, salji nam salate. Bit ce mesa, koljemo hrvate" - Direkte oversat "Slobo (forkortelse for Slobodan Milosevic), Slobo send os salat, der vil være kød, vi slagter kroaterne" - Jeg var kun 7 og jeg grinede, så vidt jeg husker, men den dag idag har det sat sig fast. Det billede - hele det scenarie, hvor jeg sidder på gulvet og de grå og afvaskede farver i fjernsynet ser jeg for mig, som om det var et maleri, jeg kigger på lige nu - kun når jeg dør vil det billede forsvinde. Jeg får stadig kvalme ved tanken om det, og at jeg grinede. Jeg vidste, at det var alvor, men forstod det ikke.

Jeg vidste ikke, hvad der foregik, og alligevel vidste jeg det. 

Vi sad i Bosnien og fulgte med. Vi kunne ikke forstå, at det der foregik var virkeligheden. Vi havde vokset sammen, levet samme. Vi havde hyldet friheden og livet sammen. Vi giftede os mellem hinanden og Tito var vores forbillede, og havde ført os mod en bedre fremtid... sammen.

Hvem var disse mennesker, som dræbte og slagtede. Hvorfor gjorde de det... Vi kunne ikke forstå, og vi håbede, at det ville ende så hurtigt som muligt. Hvor tog vi dog fejl... allesammen sammen.. 

Soldaterne for mig var; "vores fædre og brødre", det var hvad jeg var vokset op med. De og politimænd var vores venner og hvis far og mor ikke var der, kunne man altid stole på, at en soldat eller en politimand ville hjælpe. De var mine helte og redningsmænd. Jeg kunne ikke forstå, at jeg pludselig ikke måtte tale med dem, og skulle passe på, hvad jeg sagde på gaden.