"Søren, du skal ikke tage alt jeg siger seriøst."
"Ahmen Erna, det gør jeg skam heller ikke." sagde han grinende, mens han fortsat kiggede i min journal.
Jeg var et spørgsmålstegn, der var rent faktisk et menneske bag den hvide kittel. Og han syntes, jeg var sjov.
Hvis man på 13.ende vil have et glimt af SS Sørensen, så skal man kigge efter en susende hvid kittel, der flyver efter et yderst koncentreret menneske, der altid taler i telefon, diktafon eller kigger i en journal.
Før var det som at tale med en mekanisk dør. Selv hans hår havde en tendens til at stritte som hos en marinesoldat. Han er dog blevet mere menneskelig med årene. Sidste år blærede han sig endda over for en sygeplejerske, at han faktisk har kendt mig i længere tid end hun gjorde - "Erna og jeg har en fortid helt tilbage fra Jylland."
Første gang jeg husker, jeg faldt i hænderne på ham var i 1999 - ved min første akutte afstødning, og jeg har siden været bange for ham.
Han kan beskrives med et ord og det er - e f f e k t i v.
Aldrig har jeg været i nærheden af en læge, der handlede(er) hurtigere og mere, end SS Sørensen gør.
Aldrig har jeg været i nærheden af en læge, der var mere stressende og forvirrende, end SS Sørensen er.
Alt sker på een gang, og hvis han mener, at det er tid til handling, så bliver himmel og jord sat i gang. Og han stopper ikkem før han har fundet en løsning. Derfor elsker jeg ham.
Jeg hader ham, fordi han stresser mig, forvirrer mig og griner ikke af mine jokes. (Hvilket jeg synes er underligt, da jeg personligt synes, at jeg er yderst morsom).
Idag skete der dog et gennembrud. Han grinede faktisk og blev imponeret over mig.
Det eneste det krævede, var en lettere hjerneblødning, og en halv nats læsning om immunologi.
Da han kom dag, kunne jeg stolt vise ham en artikel, jeg havde fundet på nettet. Artiklen var fra et universitetshospital i USA, hvor der blev beskrevet en case fra 2004, der mindede meget om min egen. En mand i slut 40'erne (ja, ok), der havde en akut afstødning, hvor både B og T-celler havde angrebet nyren. Han havde fået både kaninkuren og den kur som jeg fik igår. Hans blev dog suppleret med en sidste kur, som ikke var blevet nævn for mig endnu - der havde gjort det sidste for nyren og havde omvendt afstødningen.
Jeg begyndte at tale i fagsprog og spurgte, om jeg ikke også skulle have suppleret min behandling af CD20 negative celler med behandlingen. Hvorpå han yderst imponeret kiggede på mig og sagde, at de desværre ikke brugte den behandling mere, da de havde fundet frem til, at den ikke dækkede godt nok.
Jeg kiggede stolt på ham og sagde "ja jeg har læst på lektien".
"Det skal jeg love for at du har Erna. Det skal jeg love for", svarede han og grinede.
"Altså Søren, det er svært for sådan en kontrolfreak som mig, bare at lade mig føre af jer. Jeg skal holde lidt øje med jer. Selvom det her immunologi har en tendens til at give kortvarige hjerneblødninger, til sådanne kulturradikale humanister som mig".
Han grinede videre og nikkede anerkendende til mig, som om han ville sige "Du er sej Erna.", men han grinede kun og nikkede anerkendende, før han bad mig smide tøjet, så han kunne mærke på min nyre og scanne den.
"Det er en meget smuk nyre du har Erna, den er fin og fredelig. Det kommer til at gå." sagde han, inden han gik videre til den næste patient."
