Kære mand, jeg dømmer dig!

Midt i min overspringshandlings-spree læste jeg en artikel, om Jessie, der var blevet en gennemsnitlig student og syntes, at hun også skulle hyldes grundet sine bedrifter. Hun var nemlig ligeså meget en stjerneelev som alle de 12-tals elever, der hvert år bliver hyldet på de sociale medier. Jeg er kunne ikke være mere enig med hende. Men det er ikke hvad denne historie handler om.

Jeg delte denne artikel og skrev følgende besked: ”Åh hvor kender jeg det godt. Det er netop den slags tankegang, der gør, at mennesker begynder at tro på, at høje karakterer gør dig til et mere værdifuldt menneske. Og det er en omgang BS!

Personligt troede jeg store dele af min studietid, og var overbevist om, at jeg bare var doven, og derfor var langsom og dårlig, både i folkeskolen, gymnasiet og på universitet (!).

Jeg fik at vide, at jeg havde et handikap i folkeskolen, fordi dansk ikke var mit modersmål. Jeg blev vurderet uegnet til gymnasiet trods det, at jeg talte fire sprog næsten flydende ved udgangen af 9. klasse. Jeg nægtede at forlade rektors kontor, før de erklærede mig egnet.

Jeg troede, at jeg bare var doven, når jeg ikke dukkede op til undervisning efter 3-4 timers dialyse, fordi jeg ikke kunne holde mig vågen. Jeg tænkte, at undervisningen var kedelig og derfor faldt jeg i søvn, trods det, at min nyrefunktion var på ca. 10% på det givne tidspunk.

Jeg skammede mig over, at jeg var nødt til at udsætte min eksamen, fordi lægerne blev ved med at holde mig på Riget efter en nyretransplantation. Den samme sommer afsluttede jeg 47,5 ects point på ét semester.

Jeg følte mig som den største fiasko, fordi jeg i et år var nødt til at droppe mit BA-projekt, fordi jeg var blevet akut blind (!). For året efter afslutte det med et 10-tal.

Og jeg orker slet ikke at komme ind på de følelser af selvforagt, skam, skuffelse, mere skam, værdiløshed, svigt af andre mennesker og lignende, da jeg i november fik at vide at mit speciale ikke var bestået.

Værst af alt; jeg skammede mig stadig over mine dårlige eller middelmådige karakterer trods det, at jeg efter så store nederlag og udfordringer, rejste mig op og kom stærkt tilbage.

Engang sidste år blev jeg spurgt: "Ville du ikke ønske, at du bare én gang blev færdig til tiden?" Jeg kan ikke huske, hvad jeg svarede, men ih guder...hvor ville jeg ønske det, og måske endda få en god karakter. Det er bare ikke muligt, for vi har ikke alle de samme forudsætninger.

Jo det er flot at få 12 i gennemsnit, men det er ligeså flot at få 02, det er flot at blive færdig til tiden, men ligeså flot at komme bagud, så længe man gør sit bedste. Og man er ikke mindre værd, fordi man ikke er i toppen af en, af mennesker udarbejdet, skala.

Jeg løfter på hatten, for alle dem som er gennemsnitlige, eller derunder. For, for pokker, hvor kræver det styrke at komme op på hesten, når man er blevet væltet af den.

Hilsen en, der teknisk set dumpede sit speciale, og afleverer nummer to om små tre uger.”

Inden der var gået en time stod der ca. 30 likes. To… Ja 2 (!!) af dem var fra mandelige facebook-bekendte.
I går smed jeg en video op, hvor jeg propper en pandekage i munden, mens jeg siger ”nomnomnomnom” og smiler kækt til kameraet. Over halvdelen af likes var fra mænd, samt 13 kommentarer.

Kære mandlige facebookven/follower, der altid husker at like mit lingeribillede, men glemmer at reflektere over indholdet, og glemmer at forholde sig til resten af alt det jeg smider op på de sociale medier: Tak for dit kompliment, det er vældigt flatterende og smigrende, at jeg tiltrækker din opmærksomhed, og får din indre hulemand til at skrige på kopulation og lignende, men vid dette:

Jeg siger det ikke til dig, men vid, at jeg dømmer dig. Jeg dømmer dig og græmmes ved dig. Ikke fordi du er villig til at like min video, hvor det ligner, at jeg deepthroather en pandekage. Jeg dømmer dig og græmmes ved dig, fordi du KUN liker den video, og fordi du ikke er villig til at anerkende den intelligente, skarpe og reflekterede kvinde, som jeg også er, men kun har kapacitet nok til at kunne rumme den kække, charmerende (kneppe)dukke.

Jeg dømmer dig, fordi du har svært ved at overskue og gennemskue, at en kvinde både kan have humor, intellekt, sexappeal og en aggressiv og udfarende, seksualitet. Jeg dømmer dig fordi du er simpel. Og så har jeg også lidt ondt af dig, for du overser så meget i livet, og kommer aldrig til at kunne nyde en kvindes fulde potentiale. 

Måske en dag du finder plads til at kunne rumme det, men til den dag vil jeg dømme dig, stille i mit sind.

Historien om Nietzsche og Gud

De sidste dage har budt på hovedrengøring og sortering af crap jeg har formået at samle de sidste fem år, som jeg har brugt i denne lejlighed.
Jeg har bl.a sorteret i mine sko, hvor jeg fandt et par, som jeg havde glemt, at jeg havde. Men sikk'en lykke det bragte i det lille skohjørne, da de sådan lyste sådan gult op.
Jeg ved præcis, hvad jeg vil have dem på til.
Med mine nye sorte cigaretbukser, jeg fik købt i sidste uge, og en sort strikbluse, vil et sådan par gule wedges som disse er, være perfekte.

Anyways dagens projekter var:
1. Sortering og oprydning af tøj.
2. Sortering af mine Go-Cards, som jeg efterhånden har samlet på i 10 års.

På grund af dovenskab lavede jeg om på rækkefølgen og valgte at ordne Go-Cards først. (Tøj er uoverskueligt og Go-Cards kan ordnes i sofaen.)

Jeg har en stor kurv, fyldt med Go-Cards som jeg har samlet igennem årene og midt i det hele stod det sjoveste, jeg nogen sinde har haft mellem mine hænder lige der foran mig og lyste neongrønt: Historien om Nietzsche og Gud. (Undskyld mig, men hvad skete der egentlig for Nietzsches og valg af navn? Jeg troede, at numerologi var en ny opfindelse.)

Anyways, billedeteksten taler for sig selv.

ISUD

Idag, d. 13 oktober er International Suit-Up Day. Det er endnu en nymodens "helligdag", eller hvad man nu skal kalde det, skabt af amerikanere og facebook. Hvor alle skal have jakkesæt på. 


Jeg har valgt at joine denne klub og derfor i anledningen af, at det er ISUD, sol og min mors fødselsdag, ser jeg sådan her ud.  


Nej, det er ikke mit jakkesæt. Det er et jeg har arvet af T, for det er blevet for småt til ham. 
Nej jeg har ikke skjorte på, for det så mærkeligt ud, så jeg kastede mig ud i det yderst vovede look.

Jo det er mine sko, og de er købt i TopShop sidste år for 499,-

Gør som jeg, og alle de andre seje mænd i verden og tag dit jakkesæt på! Vi ses derude.

Dukken og Fjæsen

Jeg har længe overvejet at promovere min blog lidt bedre. Nu skriver jeg på den noget mere, end jeg har gjort længe. Jeg har endda haft hemmelige læsere, der har afsløret sig selv (hvilket var yderst hyggeligt, og dejligt bekræftende i en grå tid).

Jeg har set, at flere bloggere har lavet fansider på facebook, for at promovere sig selv. De har dog været fornuftige og fra begyndelsen oprettet hemmelige og seje identiteter, som de kunne gemme sig bag ved og lade folk blive fans af.

Jeg var ikke så smart i sin tid, og valgte at skrive åbent og kedeligt under mit eget efternavn. Bloggen blev kaldt dog "Dukken" - men næh, se hvor opfindsomt mor var: http://ahmetspahic.blogspot.com.

Da jeg så overvejede at oprette en fanside, for at være sej med de seje, blev jeg ligesom stoppet af min, i sin tid, manglende fantasi. Hvad skulle jeg gøre - skulle jeg lade folk blive fan af Erna Ahmetspahic - ja hurra hvor helteagtigt og spændende.

Det er ligesom med mine kæledyr - alle mennesker giver deres kæledyr seje navne - mine har heddet Kiki, Mimi, Kat, Hankat, Kylling osv.

Fantasi, der siger spar to.

Idag tog jeg så en beslutning - jeg valgte at stige op på toppen af selvfedheden og oprette en fanside for mig selv, egentlig fordi jeg kunne - Du kan nu forgude mig under "Dukken".

For, som Leo sagde igår - "Fan af sig selv er vel meget fint at være - hvis man ikke er det, hvem fa'en sgu så?"

Tag den Jante!