Den Trettende Dag

På den trettende dag faldt jeg i søvn i skyggen. 

Jeg drømte vildt og voldsomt.. Drømte om dem alle. 

I min drøm lå jeg på stranden og jeg drømte, at jeg sov på stranden. Jeg lå på maven på mit blå håndklæde og de var alle omkring mig. Fra den første til den sidste. 

Listen er næsten for lang, til at jeg magter at remse dem alle op ved navn. 

Der var den ene, og egentlig er det lidt pudsigt, at han var så tæt på, men han var der. Han lå et armudtræk væk fra mig - også på maven og rakte sin venstre hånd ud mod mig. Han smilede til mig, og jeg tror, jeg så taknemmelighed i hans blå øjne, der blev delvist dækket af hans altid pluskede hår. 

Jeg vendte mig om og så mod havet. Jeg så den blåøjede komme ned ad en trappe. Han lagde sig oven på mig og bad om min tilgivelse. Han var stor og tung og jeg mærkede hans skæg kradse mod mine skulderblade, da han kyssede lige under nakken, jeg undrede mig, for han havde jo ikke skæg. Jeg var lige ved at røre hans tommelfinger med min pegefinger, men selv i drømmen standsede jeg mig selv, for selv i drømmen vidste jeg, at det ikke skulle være os to igen. Aldrig nogen sinde igen. 

Det krævede al min styrke at holde igen, så jeg kiggede ud mod horisonten og så solen glide ned over himlen og skabe farver, jeg aldrig havde set før. 

Den uigennemtrængelige så jeg siddende på en stol i sit jakkesæt. Han betragtede mig med isnende blå øjne. Jeg undrede mig over, hvad han lavede der, måske savnede jeg også ham, uden at vide det, siden han fik lov til at trænge igennem alle de forsvarsværker jeg efterhånden har bygget op omkring mig. 

Drømmeren gik også fordi, som i en drøm, langt væk fra mig og jeg ved end ikke om han så mig. Jeg drømte sammen med ham for så lang tid siden efterhånden, at det næsten er blevet til en drøm. 

Den sidste af dem; Ham, der hver dag og nat, siden jeg begav mig på mit færd har hjemsøgt mig i mine drømme og mine tanker, cyklede leende lige ved siden af mig - i cirkler.

Jeg forsøgte at skubbe ham, der søgte min tilgivelse, væk fra mig og det krævede samme styrke at fjerne ham, som det krævede ikke at røre hans tommelfinger tidligere. 

Jeg rejste mig og spejdede efter ham den cyklende, ham den leende, ham den hjemsøgende. Men inden jeg nåede at få øje på ham, vågnede jeg. 

Himlen var safirblå på denne trettende dag. Solen stod højt og skinnede skarpt. Jeg missede med øjnene og tog min stråhat på, mens jeg forsøgte at komme mig. 

På denne trettende dag gik mine tanker i selvsving. 

Min bedste veninde skal giftes. Den anden bor med sin kæreste. Den tredje er gravid med sit andet barn. Den fjerde var forelsket, sidst jeg så hendes øjne.

Jeg smed det hele væk. Jeg var ikke lykkelig, og derfor smed jeg det hele væk. 

Men på denne trettende dag kan jeg ikke ryste denne nagende følelse af, at jeg aldrig kommer til at blive elsket på samme måde igen…

Den totale ydmygelse

På tirsdag skal jeg til Mallorca med min far, så i to dage skulle jeg være alene hjemme, for T skred allerede igår -noget med kano og Sverige og drengene og manddomsprøve og 12 rammer øl og en ukendt mængde sprut.

Jeg var hos far og mor for at vaske tøj før ferien- de betaler 7 kr pr. maskine, jeg betaler 24 kr pr. maskine.

Da mine forældre smed mig af på øen ved nitiden, glædede jeg mig til at være alene og kigge mit skab igennem for det tøj, som de frække spanier på Mallorca (er der overhovedet spanier på Mallorca??) skulle have æren af at kigge på.

Normalt pakker jeg i sidste øjeblik. Jeg tager den største kuffert jeg har og smider hele skabet og mit chatol ned i kufferten (vandretur ville være en tung affære for mig). Derfor tænkte jeg igår, at nu jeg var alene og havde en masse tid, så kunne jeg lege voksen, planlæggende og pakke i en kuffert af normal størrelse, bare for at prøve noget nyt.

Enhver anden aften elsker jeg at være alene i min lejlighed, at tulle rundt, høre min yndlingsmusik på repeat og jah... bare være mig selv. Men idag gik jrg rundt og kunne ikke andet end føle mig begloet af et eller andet usynligt. Jeg gjorde alt for at blokere den satans film ude, men lidt nyttede det. Stadig så jeg Katie foran kameraet og havde en følelse af at noget stod bag mig - bullshit!

Jeg stod og så ind i spejlet og tænkte, "Tag dig sammen skøre kælling. D E R E R I K K E S P Ø G E L S ER E L L E R D Æ M O N E R T I L!!", mens jeg tog telefonen og trykkede "Tata m" (far mobil) med ordene "Henter du mig ved metroen om en halv time, jeg tør ikke sove alene hjemme?
Jo det ville han gerne, men hvorfor var jeg bange?
Jeg sukkede og mumlede pga en film.

Jeg tog den første kjole på, smed min tandbørste ned i tasken og tog den første metro ud til far og moar.

Da jeg var ankommet, sad jeg og fortalte min far, hvad jeg var bange for. Så kiggede han på mig og grinede "Er du sikker på du ikke skal sove hos mor, jeg kan godt sove i din seng?"
Jeg grinede nervøst tilbage og takkede nej.

Det mest ydmygende er ikke, at han foreslog det, men at jeg rent faktisk i 04, efter en tur med "Dawn of the Dead" smed min far ud af dobbeltsenge midt om natten på en B&B i Slovenien - "Jeg var bange for den lille pige for enden af fodenden".

Lola in the Zombieland

Imellem sammenbrud over Prednisolonkinder, tanker om burka som eneste mulige beklædningsgenstand de næste 5 måneder, et grineflip midt på afdelingens gang så stor, at jeg var nødt til at sætte mig på hug, over erkendelsen af, at jeg nu hermed er sindssyg og har fået mit meltdown, fik jeg igår set "Zombieland".

Normalt er jeg ikke så meget til zombiefilm. Jo jeg elsker dem, men jeg tør ikke se dem. Jeg bliver simpelthen for bange. Jeg ved godt, at det er åndssvagt, men jeg ser faktisk zombier lidt som en plausibel trussel - (især med de nyere generationer af zombiefilm, hvor det som regel er en virus, der er skyld i "sygdommen").

Da jeg så "Dawn of the Dead" i 2004, skulle jeg dagen efter med bil til Kroatien med mine forældre. Vi overnattede på en B&B, et eller andet sted i Slovenien. Hele natten vågnede jeg, og troede, at den lille nabopige med blod ud af munden og ned ad natkjolen, fra filmen, stod ved fodenden og gabte af mig.

Det resulterede i, at jeg smed min far ud af dobbeltsengen og krøb op til min mor.

REC blev jeg også overtalt til at se, og jeg fortryder det stadig den dag idag. Hen mod slutningen af filmen, fangede jeg mig selv i at sidde og pulsere løs uden hænder, for dem brugte jeg til at holde mig selv for ørerne med. Og ende hele seancen med at hoppe og skrige så højt, at resten af selskabet blev bange.

Jeg har mareridt flere dage i træk efter sådan en film, og overvejer inden jeg falder i søvn, hvad der ville være nemmest og smartest; At barikere sig. At flygte, men hvor? At ende lidelsen selv, eller bare at overgive sig. Som regel ender jeg med ikke at kunne overskue at skulle tage stilling til det.

Og så er der alle de andre tanker, der flyver igennem hovedet; hvor-længe-bliver-de-ved?-På-et-tidspunkt-må-de-vel-dø.-Men-de-er-vel-døde-i-forvejen,-men-ikke,-hivs-det-er-en-virus,-der-gør-mennesker-aggressive-og-upålidelige-og-spiser-andre-mennesker.-For-hvis-man-skyder-dem-i-hovedet,-så-dør-det,-altså-må-de-også-dø-af-noget-der ligner-sult-på-et-tidspunkt???

Og så er der tanken om smerten, mens man bliver spist levende, hvilket fører mig til den næste tanke; hvis der er mange zombier, der spiser af en på een gang, så kan man da umuligt selv forvandles til en zombie, eftersom der skal være en vis mængde kadaver tilbage, for at man kan kunne holde sig oprejst.

Oftest falder jeg lettere udmattet i søvn, og drømmer, at min dør ikke er stærk nok, at de står udenfor på trappen, og er lige ved at slå den ned m.m.

Derfor blev jeg glædeligt overrasket, da jeg så traileren for Zombieland - endelig en zombiefilm, lige efter mit hoved - en zombiefilm, stort set uden zombier.

Igår smed vi den på og satte os i sengen med høretelefoner i ørene.

Aldrig har jeg grinet så meget. Jeg ved ikke om det er Prednisolonen, der sammen med filmen fik mig til at grine, men flere sygeplejersker var inde og tjekke, om jeg var ok, og om jeg grinede eller græd.

Zombieland er ikke en film, der har den vildeste plot, men den er humoristisk og fyldt med overraskelser. Den er superfedt skudt og så er Woody Harrelson MOFO-sej!

Selvom jeg er mest til Klåge-Åger og nørder, så kan jeg simpelthen ikke stå for en stor mand, med en endnu større gun i hånden, der bare hopper rundt og skyder vildt omkring sig.(Jeg bliver næsten opstemt af det).

Karaktererne er lettere overfladiske og relativ flade, men der er alligevel flere dybder i dem. Igen er det især Harrelsons karakter; Tallahassee, der svinger meget og giver hele filmen dybde. Harrelson er nærmest født til denne rolle og hans one-liners er lige på.

Dialogerne er fede og humorfyldte. Og man kan mildest talt sige, at Zombieland bryder alle normer og regler, der nogensinde er sat op for zombiefilm.

Man bliver smidt ned i "Zombieland" fra himlen og møder den ene af de 4 hovedpersoner - Columbus, der fortæller om grundreglerne for overlevelse i Zombieland. På sin flugt møder han Tallahassee og der begynder filmen for alvor.

Gys er der ikke så meget af, men blod, splat og humor mangler absolut ikke.

Sjovhedsgaranti loves, og jeg giver den 6 ud af 6 dukker!

Og husk, hvis det nogen sinde ender så grelt - Cardio!: "The first rule of Zombieland: Cardio. When the zombie outbreak first hit, the first to go, for obvious reasons... were the fatties."