Noget om Tiggere og Om at Rede en Hel Verden i Forfald

Jeg var på vej til kontrol lige netop denne tidlige fredag morgen. Selvom det var ved at være forår, så var det en gyseligt koldt. Jeg havde vanen tro taget en smuk kjole i uld på, tykke silkestrømper, varme gummistøvler- håndlavet i naturgummi, og flere lag tykke tørklæder over min varme uldfrakke med minkkrave, som jeg havde givet 100 kroner for sidste vinter. Lange læderhandsker til at varme min hænder med, og en alpehue, prydet med en hårnål i sølv.

Jeg skuttede mig i kulden og prisede mig lykkelig for at kunne tage offentlig transport, fordi jeg i mit budget altid har medregnet månedskort.

Snefnug ramte mig, da jeg kom op af trappen ved Nørreport Station.

Jeg skulle gå knap 30 meter for at nå bussen, og mens min hånd slap gelænderet for enden af trappen fangede mit blik, ved en af skraldespandene, siddende på en ølkekasse, en krum kvindeskikkelse - formegentlig Roma, iført en tynd frakke, tørklæde og en lang blomstret kjole.

I den ene hånd holdt hun en gennemsigtig pose med tomme dåser og i den anden et plastkrus, der var tomt.

Jeg skævede til hende kort i håb om, at hun ikke så mig i min handling, men jeg kunne mærke heneds blik brænde sig fast og trænge igennem alle mine lag tøj, min opvarmede hud- ind til hjertet, maven og sætte gang i brækrefleksen.

Jeg kiggede hurtigt væk og pakkede mig lidt dybere ned i min minkkrave.

Jeg fik kvalme og jeg havde mest af alt lyst til at brække mig. Nej, ikke over hende, men over mig selv og min reaktion.

Jeg gik hen mod bussen, stopped op og så gik jeg tilbage igen- over til den frysende kvinde og tømte min pung for småpenge.

Jeg fik det ikke bedre og min dårlige samvittighed holdt absolut ikke op med at nage mig, men i det mindste har hun nu 30 kr mere på hånden.

Jeg er holdt op med at give tiggere småpenge, af den simple grund, at jeg føler, hvis jeg giver til en, så må jeg give til alle- hver gang, og det ved jeg, ikke kan lade sig gøre. For jeg kan ikke rede hele verden.

Ikke destomindre, skærer det i mit hjerte, hver gang jeg går forbi en tigger uden at give ham de småpenge jeg har i lommen.

Det er et kynisk valg jeg har taget, og jeg holder mig heller ikke helt til det.

En blind mand, en lille dreng, der sælger lommetørklæder for en lira, en kvinde, der bruger sine penge på at fodre gadekatte, eller en gammel mand, der i december sidder og rystende forsøger at lokke folk til at få deres sko pudset på hjørnet af Vesterbrogade og H.C. Andersens Boulevard, får mit hjerte til at knuges, og dets tårer samlet sig i halsen som en klump, der forsøger at kvæle mig.

Derfor kan jeg ikke andet, end at grave pungen frem fra min rodede taske og smide et par mønter ned til dem. Selvom jeg allehelst bare ville gå forbi dem og udviske dem fra mit sind for altid.

Duften af Barndom

Jeg vågnede i morges og soveværelset var så kold og dynen var så varm og jeg skulle tisse så forfærdeligt meget.

Jeg rejste mig op og blev ramt billeder.

Det hele fløj tilbage til mig, det kolde soveværelse oppe på første sal, trappen, duften af myntete, der nu var tørret, men duftede stadig himmelsk, kakkelovnen og mormor, der puslede nedenunder.

Mig, der trækker kælken bag mig mens alt er stille, fordi den dybe sne dæmper for alle lydende.

Den varme stue og mig siddende i vinduet. Det hele på engang og i tilfældig rækkefølge.

Min mormor, min smukke, milde mormor, der rende i timevise med en tallerken i hånden efter mig for at få mig til at spise...

Den følelse, som jeg plejede at kalde ""tør" følelse i maven", den sammen følelse, der rammer mig første onsdag i maj kl. 12- idag har jeg fundet ud af, at det er følelsen af ro og salig lykke. Og ja, jeg mener salig lykke...

Jeg skyndte mig ud i køkkenet, pakket ind i dynen og på bare tær, for jeg ville fuldende øjeblikket, tog min krukke med mynteteen, min krukke med guld, frem og bryggede en kande. Stadig et lille gennemsigtigt glas med to sukkerknalder i. Det er ikke det min mormor brugte, men det ligner.

Jeg kan se og dufte kakkelovnen, jeg kan smage teen og høre tegnefilmene på det gamle sorthvide fjernsyn. De nøgne dukker i vitrinen - som min morfar altid skældte ud over, at jeg havde klædt af og smidt deres tøj væk.

Selvom det er så lang tid siden, så står det hele foran mig som et slør fra fortiden, der dækker for nutiden. Men det gør ikke noget, for sneen dufter så skønt, og den dæmper for lydende ude på Hovedgaden, og stuen er så kold og dynen så varm.

Jeg ser tegnefilm og skal gøre mig klar til atter igen at trodse vejret og kulden, for som jeg sagde til T, der mente jeg skulle sove lidt længere: "tror du virkelig jeg vil sove, nu jeg er sluppet fri i en hel weekend og der er rigtig vinter med sne udenfor?"

...er gået på weekend

Jeg kæmpede mod dragen og kæmpede med guden fra 13.ende og jeg slap ud fra mit fængsel oppe i tårnet hele weekenden.

Jeg fik lov til at komme hjem - altså ud af det ene fængsel og ind i det andet.

Jeg trodsede dragen, jeg trodsede stormen og jeg gik ud! Med læbestift og kjole på.

Og jeg gik og jeg gik, og jeg ankom, for jeg trodsede, som jeg altid gør, og jeg nød hele aftenen.

På vejen hjem lyttede jeg til mine skidt og til sneen, der knitrede, og lige foran min hoveddør fald jeg atter igen over kærligheden..

Byen, der forsvandt

Indhyllet i hvidt. Når en kappe,

der svinges over

og dækker en kvindes bare skuldre.

Forsvinder den for øjnene af mig.

Red en lille kat, leg det' rigtig eventyrjul og få en halv, spist mus i julegave

De sidste to måneder har jeg gået rundt og whinet over manglende lyst til julehelvede i år. Det bliver simpelthen for stressende, og mere og mere intetsigende i mine øjne.

Men efter et lettere drastisk sammenbrud, i tirsdags, over manglende overskud til at skrive videre på BA-projekt. En tur på punkt.ku med begrundelser som: "Det går bare ikke...", "Jeg er ikke klog nok, derfor fortjener jeg ikke at være på uni." og "Jeg kan ikke mere.", for min udskrivelse fra studiet, et halvt år før jeg er færdig. (Did you say dramaqueen? No?). En tre + to timer lang tudetur på gulvet ved radiatoren, efterfulgt af en smadret Ipod, fjernbetjening og T, fordi jeg rev alt ned efter mig, og sparkede til sofaen, for derefter at sparke til alt, der var i nærheden af mig, deriblandt T (still no dramaqueen? I'll be damned...). Det hele blev afsluttet af to blå mærker på hver overarm - det er her T nok skulle have kastet en spand koldt vand efter mig. Tudende i Ts skød blev jeg så overtalt til at tage med i sommerhus, for at tage et langt bad i jacuzzien og samtidigt fejre jul med familien.

Åh ja, det der fulgte efter de blå mærker og mit lille sammenbrud, var inddragelsen af samtlige muligheder for internet, så jeg ikke "gjorde noget dumt".

Jeg gjorde ikke noget dumt, jeg er stadig indskrevet på universitetet. Dramaqueen måske, dropout aldrig. - Det er også pissenederen af T at bruge omvendt psykologi og sige: "Jeg støtter dig i alt min skat, men det er dumt at droppe ud, et halvt år før du er BA, men jeg skal nok støttet dig, også i at være arbejdsløs, hvis det virkelig er det du gerne vil have..." - Ad siger jeg bare!!!

Dagen efter tog jeg så med op til det Nordsjællandske idyl, hvor sneen faktisk stadig var hvid og det hele var julet.

Vi blev dog alle modtaget af Ts mor i døren, der med store øjne sagde: "Åh nej, nu har den jo kravlet op i kassen, hvor mælken er. Jeg har talt med Falck, og de har sagt vi skal sprøjte den med vand for at få den væk, de vil jo ikke komme og hente den".

"Den" var en lille hunkat. En lille sommerhuskilling, som var vild, men har haft nok kontakt med mennesker, til at forstå, at der her var noget at hente.

Ts lillesøster, den store katteelsker, hoppede straks ud til den og nussede den på livets løs, hvilket resulterede i, at katten ikke ville væk. Problemt var, at der allerede var en kat i huset. Og vi umuligt kunne lukke den lille nye ind.

Da Ts søster kom ind, stod der så én kat på terassen og græd, og én fornem prinsessekat inde i stuen, der hvæsede og pustede sig op, og sagde lyde som en ødelagt støvsuger.

Hele natten græd den lille killing, gik fra det ene vindue til det andet i håb om at komme ind. Jeg prøvede bare at ignorere det, men hver lille mijav skar sig i mit hjerte.

Den havde endelig fundet et hus med mennesker, og så ville vi ikke engang lukke den ind, fordi en anden kat ville blive fornærmet.

Næste morgen blev jeg vækket tidligt af ballade, hvæs og poter over det hele. Den lille kat var blevet lukket ind.

Den hårde familie J. var vist ikke så hårde alligevel.

Nu bor den lille nye på det store toilet med jacuzzien, hedder Kattenstein, Kat nr. 2 og Lillekatten bland mange andre navne, er meget glad og spider yderst tilfreds over sit varme badeværelse og mad ad libitum.

Aldrig har jeg været i nærheden af en kat, der var mere nussesyg og legeglad, hun hoppede rundt. Skubber til alt, hun kan komme i nærheden af og elsker at får sit hoved nussset.

Den har meget skarpe klør, som nok meget snart skal klippes ned og som hos en rigtig katteelsker, er mine lår og arme allerede revet itu.

Behøver jeg at sige, at Ts forældre beholder den?

Den havde faktisk også en gave til os. En halvtafgnavet markmus. Mmm... mumsmus...

P.s Til dem, der står tilbage med spørgsmålet "Fik Lola sit lovede bad i jacuzzien?". Svaret er ja, Lola fil sit lovede bad.

Jeg lå i badekaret i godt halvanden time med stearinlys, hvidvin og julede på den bedste måde ever - den egoistiske måde. :)

Glædelig jul!