Idag fik jeg også lov til at gå til timer på mandag. Jeg elsker guden fra 13.ende. Jeg elsker, at han går op i mig, og at han er klar over, hvor vigtigt min uddannelse er for mig.
Idag har de taget mit CVK (central-vene kateter) ud - det, der blev brugt under kaninkuren og plasmaferesen.
Idag satte guden fra 13.ende mig ned i to slags immunsuprimerende medicin og fortalte, at vi foreløbigt ikke laver biopsien, men holder øje med tallene.
Idag steg min creatininum til 317.
Idag sad jeg på sengen og kunne end ikke græde mere. Jeg kan ikke se en ende på det.
Når jeg engang bliver udskrevet, så bliver jeg ikke udskrevet rask. Jeg bliver udskrevet, og så kommer det kun til at gå dårligere og dårligere og dårligere.
Lægerne udtaler sig ikke, men jeg kan se på deres handlinger, at der ikke er så meget at gøre, og at det kun er tiden, der kan vise, hvad der kommer til at ske.
Jeg har forberedt mig på det værste - endnu en periode i mit liv, hvor jeg kun vil blive mere og mere syg, til jeg igen får en nyre...
Jeg bryder mig egentlig ikke om at skrive mere, end et enkelt indlæg om dagen, for det kan skabe støj og disharmoni, i mine øjne, på bloggen.
Men jeg kiggede ud over Københavns tage, mens jeg smurte mig i creme efter et bad, og så ud mod søerne.
Der stod den - igen fuldt belyst som den novemberaften i 1993, da jeg lige var ankommet til Riget for første gang.
Den aften min far og jeg havde gået i flere timer og ledt efter dronningens slot, og vi fandt Rundetårn, og min far bildte mig ind, at det var dronningens slot, for der var jo en krone på toppen. Og jeg troede på ham.
Men det var ikke dronningens slot. Det var bare Rundetårn. Vi havde bare gået i så mange timer, og jeg kunne ikke gå mere, jeg var træt, men min far ville ikke skuffe mig.
Da min far havde båret mig det meste af vejen tilbage til Riget stod jeg der, i sin tid på 15.ende, og så ud over København.
Det var blevet mørkt og ude foran mig lyste byen op. Noget fangede min opmærksomhed - et slot, der lyste op og lignede noget fra 1001-nats eventyr. Eller en flyvende tallerken.
Jeg kan ikke huske, hvordan jeg spurgte sygeplejersken, der lige var trådt ind i stuen, om hvad det var, og hvordan vi overhovedet kom ind på emnet "marsmænd", men hun fortalte mig, at det lys jeg kunne se fremme foran mig, var en flyvende tallerken. Men disse marsmænd var gode. De var kommet ned for at gør mig rask, og de ville ikke rejse før jeg var rask.
Jeg har siden været indlagt mange gange, på mange forskellige etager af Riget, men idag er første gang, siden den novembernat i 1993, at jeg har set Søpavillonen lyse så meget op og ligne en flyvende tallerken igen.
Måske er de kommet ned igen...
