6.5.09

Første onsdag i maj kl. 12 - 1. del

Idag er det den første onsdag i maj. Klokken er præcis 12, og den første sirene hyler. Jeg sidder med min opgave, men stopper op og åbner vinduet. Jeg går i står og som hvert år, bliver jeg grebet af en følelse af lykke, ro, melankoli, og minderne begynder at strømme igennem mig...


Min søster var lige blevet født. Og Jugoslavien have erklæret Bosnien-Hervegovina krig seks dage forinden. Demonstrationen i Sarajevo 6. april 1992 mod krigen var endt blodigt, hvor flere mennesker blev dræbt, takket være serbiske snigskytter. Serbien mente, at Bosnien-Hercegovina var en trussel mod det forenede republikker i Jugoslavien og derfor invaderede de den nye og skrøbelige nation, som havde fået sin uafhængighed et par måneder forinde (så vidt jeg husker).


Det var varmt og næsten sommerligt til trods for at vi kun var i marts 92, min mor var højgravid og vi ventede hver dag, at hun skulle føde. 

Hele vinteren var der strøm -og vandmangel - fra kun et par timer til flere dage. Men jeg tor, at vi var så vante til det efterhånden, at vi bare tog det som en del af hverdagen.  

Vinteren over tog min far mig med udenfor, så vi kunne lege i sneen mens det var lyst - så kunne vi spare stearinlys på den måde. En af dagene lavede vi en kæmpesnemand. Den var større end min far og holdt helt til foråret kom. Det tog os også flere timer, og da vi var færdige, var det også blevet mørkt.


Kroatien var allerede invaderet og byen Vukovar var faldet. Jeg var 6 - eller var jeg 7... Jeg var blevet 7 år gammel, og jeg sad på gulvet foran fjernsynet. Nyhederne kørte og jeg glemmer aldrig det billede - En grå by fyldt med gennemhullede huse. En håndfuld soldater, som marcherer igennem byen med det nye serbiske flag (Jugoslaviens røde stjerne var blevet udskiftet med et tegn, der lignede et kors og et kyrillisk S i hvert hjørne) - det hed "cetri s" = "fire S". Disse soldater marcherede på byens gade og sang - "Slobo, Slobo, salji nam salate. Bit ce mesa, koljemo hrvate" - Direkte oversat "Slobo (forkortelse for Slobodan Milosevic), Slobo send os salat, der vil være kød, vi slagter kroaterne" - Jeg var kun 7 og jeg grinede, så vidt jeg husker, men den dag idag har det sat sig fast. Det billede - hele det scenarie, hvor jeg sidder på gulvet og de grå og afvaskede farver i fjernsynet ser jeg for mig, som om det var et maleri, jeg kigger på lige nu - kun når jeg dør vil det billede forsvinde. Jeg får stadig kvalme ved tanken om det, og at jeg grinede. Jeg vidste, at det var alvor, men forstod det ikke.


Jeg vidste ikke, hvad der foregik, og alligevel vidste jeg det. 

Vi sad i Bosnien og fulgte med. Vi kunne ikke forstå, at det der foregik var virkeligheden. Vi havde vokset sammen, levet samme. Vi havde hyldet friheden og livet sammen. Vi giftede os mellem hinanden og Tito var vores forbillede, og havde ført os mod en bedre fremtid... sammen.

Hvem var disse mennesker, som dræbte og slagtede. Hvorfor gjorde de det... Vi kunne ikke forstå, og vi håbede, at det ville ende så hurtigt som muligt. Hvor tog vi dog fejl... allesammen sammen.. 


Soldaterne for mig var; "vores fædre og brødre", det var hvad jeg var vokset op med. De og politimænd var vores venner og hvis far og mor ikke var der, kunne man altid stole på, at en soldat eller en politimand ville hjælpe. De var mine helte og redningsmænd. Jeg kunne ikke forstå, at jeg pludselig ikke måtte tale med dem, og skulle passe på, hvad jeg sagde på gaden. 

2 kommentarer:

Leoparddrengen sagde ...

Det er sgu meget interessant at høre dine erindringer fra den tid - og meget sundt ikke at glemme!

Erna Lola sagde ...

Det er jeg glad for at høre :) - det er ikke altid sjovt at læse andre mennesker uendelige historie om deres kedelige erindringer.

Det er vigtigt at huske, da det er med til at forhindre at sådanne katastrofer ikke sker igen.
Desuden synes jeg at det er rart at huske, for så kan man formidle det videre :) - og så skærper det hukommelsen.