Ude hos min mormor og morfar i Montenegro, var det en hel anden historie. Der havde vi en gammel kat som kort og godt blev kaldt "Macak" - hvilket betyder "Hankat".
Macak var vild, men kom altid, når der var madtid, og til tider, når min morfar ikke var hjemme, kom han også ind i huset - især om vinteren.
Min mormor syntes, at det var så synd for den, - "tænk hvis den fryser?" plejede hun at sige.
Da vi boede hos dem under krigen, blev Macak fedet rigtig meget op, for den fik altid min lillesøsters babymad.
"Emina skal i hvertfald ikke spise det der pulvermad - man ved jo aldrig, hvad de kommer i" plejede min mormor at sige henkastet ti mig, når jeg spurgte, hvorfor vi ikke gav min søster, pulvermaden som vi havde fået fra Røde. Desuden var min mormor af den gamle skole, og mente, at børn havde bedst af mælk, æg, kød og suppe.
I løbet af sommeren 1992, mens vi boede hos mine bedsteforældre fik Macak en meget ung hunkat som veninde. Hende kaldte vi Juliet. Macak spillede kostbar, og Juliet gik altid efter ham, og mjavede. Han var dobbelt så stor som hende,men selvom han spillede kostbar, tog han hende med til mine bedsteforældres hus, så hun også kunne blive fodret. Se det er kærlighed.
Jeg brugte meget tid hos mine bedsteforældre, da jeg var lille. Tit kunne jeg bo hos dem i flere måneder ad gangen, og jeg elskede at være der. Gaden var altid fyldt med børn, og alle naboerne syntes, at jeg var skøn.
Jeg plejede at være der et par måneder hver sommer, og et par måneder hver vinter.
En sommer kom jeg til Montenegro, og der stod en papkasse i haven. Den var til mig og min fætter. Deri lå to små kyllinger; en gul og en sort. Eftersom jeg var den ældste og pige, valgte jeg først. Jeg valgte den gule, for "sort er jo en drenge-farve og det skulle jeg ihvertfald ikke have".
De to små kyllinger boede hos mine bedsteforældre - selv efter min fætter og jeg var taget hjem igen.
Da hanen var blevet for stor, larmede den for meget og var agressiv - ingen måtte komme tæt på hønen eller min mormor. Så min morfar slagtede den og spiste den selv. Min mormor ville end ikke kigge på ham i flere uger, efter den episode.
Hønen (min kylling) fik lov til at leve i længere tid.
Jeg har siden hen fået fortalt, at min mormor havde gjort den høne så tam, at den fulgte efter min mormor over det hele. Og hvis min mormor skulle ud til en nabokone til kaffe, så kom hønen med, og ventede på min mormor udenfor huset til hun kom ud igen.
Jeg kan ikke præcis huske, hvorfor (nok fordi det sted de boede ikke egnede sig til dyr), men hønen kom op på landet hos en af naboernes mødre. Min morfar har fortalt mig, at den bondekone havde så mange problemer med hønen, fordi den ikke ville være i hønsegården, men inde i huset, og min mormor besøgte den hver anden uge, til min mormor blev for syg og døde. Hønen døde vist kort tid efter min mormor.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar