Klubværelset

For nogle måneder siden blev jeg kontaktet af en journalist fra P1, fordi min danselærer Per ”Rock” Mogensen havde givet hende mit nummer.
De mente begge to, at jeg ville være oplagt til deres kommende program om unge og deres lyst til at dyrke vintagestilen.
Fordi jeg både dyrker de gamle dyder, 1940'ernes tøjstil og ligeldes dansen. Underforstået; Lysten til at gå tilbage til det, der engang var.
 Jeg talte med en fra radioen og hun sagde, at de ville vende tilbage.
Efter, at jeg ikke havde hørt fra den i mange uger, opgav jeg at vente på deres opkald, og gik ud fra, at de nok havde droppet mig, fordi jeg ikke rigtigt havde så meget at byde på…. Til i onsdags.
Igen blev jeg ringet op af journalisten, og de ville gerne have mig med i programmet.
Så vi lavede en slagplan og aftalte at journalisten skulle komme i søndags og optage mig, mens jeg gjorde mig klar til social dans, samt, mens jeg dansede.

Det var lettere pudsigt at skulle gøre sig klar for et publikum, der ikke kunne se mig, men kun kunne  høre mig. Og alligevel var jeg dødnervøs. Især fordi min ene fold i min peek-a-boo ikke ville lystre.
 Anways. Jeg gjorde mig halvfærdig inden journalisten var kommet og færdigjorde de sidste detaljer, mens hun interviewede mig.


Hvis man kigger mit skab igennem, er det tydeligt at se, at jeg ikke bare holder mig til et årti, men leger med stile fra det, der bliver kaldt The Golden Age. Dette favner relativ bredt, og jeg får lov til at sprede mig over godt 40 års stiludvikling og det er jo ikke værst, i hvert fald i mine øjne.
Derfor, hvor jeg nu skulle ud og swinge i forbindelse med interviewet, valgte jeg at koncentrere mig  om især 40’erne, da det er netop dette årti, at lindy hop for alvor indtog scenen. I Danmark noget senere end USA, men ikke desto mindre.
Så jeg iførte mig – godt nok ikke lindyegnet kjole, men trods alt en original kjole fra start-40’erne, som jeg for et par år fik købt på ebay, til næsten lidt for få penge.
Jeg elsker den kjole, mest fordi den har vildt overdimensionerede knapper, der giver det lige det ekstra kant. Jeg elsker generelt knapper, men når de har en utraditionel rolle, elsker jeg dem endnu mere. Og så er den lavet i mit yndlingsstof - rayon.
Jeg har snakket om rayon før, men det er bare e fantastisk stof. Det er lækkert tungt, til trods for at det er tyndt og lettere transparent.  Det er egentlig syntetisk fremstillet stof, men fordi det bliver fremstillet på en bestemt måde undgår man det syntetiske look, som meget stof idag desværre har. 


Da første del af interviewet var færdig tog vi til social dans, hvor jeg fik lov til at danse, mens hun så på, og efterfølgende spurgte ind til min nyfundne passion for Lindy Hop. Lige netop den del af interviewet blev letter lallet, men hvordan skulle jeg nogen sinde kunne finde ud af at forklare, hvorfor jeg danser - andet end, at jeg bliver lykkelig af det. 


Jeg er overbevist om, at jeg mere eller mindre kun har lukket en masse crap ud, men satser på, at de har en god redaktør, der kan finde ud af at klippe optagelserne sammen, så det giver bare en smule mening.
Anyways, det hele kan høres idag, onsdag kl 15.10 på P1 ellers så kan det streames på: http://www.dr.dk/P1/Klubvaerelset





Og til dem som ikke har fantasi til at forestille sig, hvad jeg havde valgt at tage på i søndags: 

Vintage Dior II - og det, der følger med

Jeg har været så sløj, at jeg end ikke fik fortalt, hvad søde Ems kom med til mig forleden dag.

Hun kom, og jeg havde det så skidt. Jeg kunne ikke trække vejret og kunne knap nok holde øjnene åbne, hun klemte min hånd og kyssede mig på kinden (såvidt jeg husker), og så hev hun en stor hvid kuvert frem, hvor en rød streg fulgte den nederste linje, og to ord blev dannet i sorte og røde bogstaver.

"Dette er fra L." Jeg vidste, at jeg havde en gave i vente. Men jeg vidste ikke, at deri lå hele to foldede stykker lidt for groft gråt papir. De beskyttede det dyrbareste i mine øjne.

To par vintage strømper.

De ene par var champagnefarvet og var lettere grove i denierne, lidt lige mine første vintage Dior, dog så de ud til at være en yngre model, men det andet par slog benene under mig.

Præcis i min størrelse stod de der - sorte Dior - Diorella med søm i str 9.

De var til at græde over...

Jeg tør næsten ikke røre ved dem.

Jeg åbner op for det lidt for grove papir og kigger på dem. Rør ved dem og beundrer dem. Men jeg ved ikke, om jeg tør bruge dem. De ser så sarte og delikate ud.

Er det her, hvad man kalder en fetish?

Eller er dette ren og skær forelskelse og kærlighed til noget, der kan være så paradoksalt?

De er så fine og delikate og alligevel. Man kunne fristes til at tro, at de ville falde fra hinanden ved det mindste vindpust, men jeg ved, at de har holdt i 40 år mindst, og er stadig intakte.

Jeg har rørt ved dem, og de er som silke i min hånd.

***

Jeg elsker at få gaver, men jeg kan aldrig finde ud af at modtage dem, jeg bliver forfjamsket og som regel føler jeg, at jeg ikke er taknemmelig nok.

Men jeg er velsignet jeg får gaver altid... Der går ikke en eneste dag uden en gave i mit liv, for jeg smiler og jeg er glad.

Jeg tænker tit på, om det overhovedet er muligt at være så velsignet og heldig som jeg er.

Ja, det kan godt være, at jeg sidder her på 13ende og er fanget som en prinsesse af denne onde dr. SSS og kaninerne. Det kan godt være visse synes, at det er synd for mig (det er det ikke), og andre mener, at jeg fortjener det (intet menneske fortjener lidelse). Men fuck, hvor er jeg egentlig lykkelig i skrivende øjeblik. Jeg er elsket og omgivet af mennesker, der gør alt for mig. Jeg er heldig fordi både onde dr. SSS og kaninerne findes, så jeg fortsat kan eksistere.

Livet er overvældende på den fede måde.

Og jeg er fucker-sentimental, for jeg er påvirket af Prednisolon og kaninerne.

Vintage Dior

Til ære for Cosmo ;)