Vintage Dior II - og det, der følger med

Jeg har været så sløj, at jeg end ikke fik fortalt, hvad søde Ems kom med til mig forleden dag.

Hun kom, og jeg havde det så skidt. Jeg kunne ikke trække vejret og kunne knap nok holde øjnene åbne, hun klemte min hånd og kyssede mig på kinden (såvidt jeg husker), og så hev hun en stor hvid kuvert frem, hvor en rød streg fulgte den nederste linje, og to ord blev dannet i sorte og røde bogstaver.

"Dette er fra L." Jeg vidste, at jeg havde en gave i vente. Men jeg vidste ikke, at deri lå hele to foldede stykker lidt for groft gråt papir. De beskyttede det dyrbareste i mine øjne.

To par vintage strømper.

De ene par var champagnefarvet og var lettere grove i denierne, lidt lige mine første vintage Dior, dog så de ud til at være en yngre model, men det andet par slog benene under mig.

Præcis i min størrelse stod de der - sorte Dior - Diorella med søm i str 9.

De var til at græde over...

Jeg tør næsten ikke røre ved dem.

Jeg åbner op for det lidt for grove papir og kigger på dem. Rør ved dem og beundrer dem. Men jeg ved ikke, om jeg tør bruge dem. De ser så sarte og delikate ud.

Er det her, hvad man kalder en fetish?

Eller er dette ren og skær forelskelse og kærlighed til noget, der kan være så paradoksalt?

De er så fine og delikate og alligevel. Man kunne fristes til at tro, at de ville falde fra hinanden ved det mindste vindpust, men jeg ved, at de har holdt i 40 år mindst, og er stadig intakte.

Jeg har rørt ved dem, og de er som silke i min hånd.

***

Jeg elsker at få gaver, men jeg kan aldrig finde ud af at modtage dem, jeg bliver forfjamsket og som regel føler jeg, at jeg ikke er taknemmelig nok.

Men jeg er velsignet jeg får gaver altid... Der går ikke en eneste dag uden en gave i mit liv, for jeg smiler og jeg er glad.

Jeg tænker tit på, om det overhovedet er muligt at være så velsignet og heldig som jeg er.

Ja, det kan godt være, at jeg sidder her på 13ende og er fanget som en prinsesse af denne onde dr. SSS og kaninerne. Det kan godt være visse synes, at det er synd for mig (det er det ikke), og andre mener, at jeg fortjener det (intet menneske fortjener lidelse). Men fuck, hvor er jeg egentlig lykkelig i skrivende øjeblik. Jeg er elsket og omgivet af mennesker, der gør alt for mig. Jeg er heldig fordi både onde dr. SSS og kaninerne findes, så jeg fortsat kan eksistere.

Livet er overvældende på den fede måde.

Og jeg er fucker-sentimental, for jeg er påvirket af Prednisolon og kaninerne.

Vintage Dior

Til ære for Cosmo ;)

"'Allo 'Allo"

Dengang jeg var en lille pige i Bosnien, havde vi en kanal kaldet "Dag og Nat" - det begyndte klokken 16 om eftermiddagen, hvori der blev sendt en masse pudsige fremmedesprogede serier - blandt dem var der Star Treck og "'Allo 'Allo" to af mine yndlingsserier i tv'et. Jeg skulle altid skændes med mine forældre, om at få lov til at se dem.

Af en eller anden grund fik jeg oftere lov til at se Star Treck, end "'Allo 'Allo". Hvilket naturligvis gjorde "'Allo 'Allo" noget mere spændende i mine øjne.

Da jeg va kommet til Danmark, og var blevet voksen nok til selv at bestemme, fandt jeg ud af, at "'Allo 'Allo" også blev sendt her, desværre igen så sent, at jeg nu ikke orkede at vente på det.

I mange år ønskede jeg mig serien, men ligegyldigt, hvor jeg kiggede, kunne jeg ikke finde alle afsnit på dvd. Jeg fik set enkelte afsnit i løbet af årene, men aldrig det hele.

Det nagede mig, for jeg ville så gerne vide, hvad der skete med "the fallen Madonna, with the big boobies", hvilken af pølserne, det kom til Hitler og om René nogen sinde fik sine piger, eller om han rent faktisk endte med at blive hos Edith.

Oh well...

Denne historie bringer mig frem til en fredag eftermiddag for godt 3 uger siden, hvor jeg tullede rundt i Amagercentret, og da jeg egentlig var på vej ud, faldt jeg over standen foran Fona, som pænt havde samlet alle 85 afsnit og solgte dem til 350,-. Jeg kunne ikke dy mig, og da jeg havde betalt, kom jeg ud med 12 dvd'er under armen og verdens største smil i ansigtet. Det var lige før jeg havde droppet nattens planer til fordel for "'Allo 'Allo". Jeg tog mig dog lidt sammen, lod dvd'erne pænt stå ved tv'et og gik ud.

Først søndag fik jeg mulighed for at påbegynde mit projekt. Jeg var alene, det regnede udenfor, og jeg havde stadig en halv skål romkugler tilbage fra dagen forinden. Tøjet var strøget, lejligheden var ren og pæn, så jeg kunne tillade mig at ligge under dynen en hel dag med det jeg havde ventet så mange år på.

Jeg satte dvd'en på, og "'Allo 'Allo" er naturligvis mindst ligeså fantastisk som jeg husker det.

Idag er jeg kommet halvvejs i sæson 2, og det bliver bare ikke dårligere. Jeg kan virkelig godt forstå, hvorfor serien kørte i 10 år. Og jeg kan også forstå, hvorfor mine forældre ikke ville lade mig se serien.

Jeg kan huske enkelte scener som igennem tåge. Hvor Helga og Herr. Flick er i hans kælder. Hvor Rene kysser med kvinder, som ikke er hans kone. Jeg kan huske, hvor de gemmer sig i en grav. (Lige præcis den detalje, fik mig til at tro i mange år, at "når man gik under jorden", så gik man bogstaveligt talt under jorden, og gemte sig i et evt. hul eller grav).

En enkel detalje mere kunne jeg huske, hvor Helga retter på sin strømpe. (Der kunne jeg pludselig lave en forbindelse til de mærkelige "tingester", som min mor have i sin undertøjsskuffe, som lignede BH'er, men ikke var det. Med Helga fandt jeg ud af, at det skulle ikke på brysterne, men længere nede.

Derfor blev jeg så frygteligt overrasket og glad, over "piloten", hvor de alle bliver introduceret.

Den fedeste introduktion er, der hvor man møder Otto Flick og Helga. Meget hurtigt er deres roller fordelt, og jeg elsker det. Han er laver end hende, han halter lidt, men han oser af overlegenhed i den scene. Ikke en eneste følelse bliver vist fra hans side, bortset fra et lille skævt smil og glimt i øjet, når Helga løfter nederdelen lidt for højt op.

Hans perfektionisme, hans sans for detaljer, og øjet, der ser alt.

Helga elsker det, og jeg elsker det mindst ligeså meget. Jeg kan se den scene om og om igen. For det viser bare forskellen på manden og kvinden som intet andet....