Kom stress, du søde, milde!

ARGH!

Jeg sidder jo i disse dage med det sidste af den første del af min uddannelse. Jeg har på nuværende tidspunkt brugt fire år på det andre normalt bruger tre og andre igen søger dispensation for at bruge seks. Jeg er igang med mit femte år, og mangler tre eksaminer - Mit BA-projekt, en medieopgave, som har hjemsøgt mig siden tredje semester og et fag som jeg er ved at tage nu. Alt i alt mangler jeg 35 ECTS-point, og normale mennesker vil ikke have nogen problemer med at tage 35 ECTS-point på et halvt år. Men jeg er jo ikke normal, jeg har efterhånden brug for den der daglige eftermiddagslur for at holde sammen på mig selv og jeg skal den der tur til Riget noget oftere end normalt. Og min koncentrationsevne er efterhånden lavere end hos et dampbarn, på grund af manglende energi.

Igår gik jeg i spåner over at skulle skrive en side til på fredag. En enkel fucking side!

Jeg fryser og når jeg får besked på "Skriv om Russ Meyer" så kigger jeg blankt ud i luften som en eller anden gås og siger, at jeg ikke ved, hvad jeg skal skrive.

Jeg ved en masse om Russ Meyer, elsker jo mandens film, men når jeg skal præstere så bliver jeg lammet.

Jeg tror det er et udtryk for stress.

Jeg skal have afsluttet to ret store ting, og nej jeg kan ikke bare "bestå". Så sent som igår skældte T mig ud og sagde, "vil du ikke hellere have 02 end at fejle", kom det meget prompte ud af mig, at jeg hellere vil fejle. Jeg ville dø, hvis jeg fik en dårlig karakter. Det er min ære, der står på spil. (Ved godt at det absolut ikke giver mening).

Bedsteveninden sagde, at jeg bare skulle udskyde mit BA-projekt til næste semester og det ville jeg helt klart gøre under normale omstændigheder, men sagen er den, at jeg kun får SU til og med december og hvis jeg ikke begynder på en kandidat til februar så står jeg uden nogen indtægter overhoved! Jeg kan søge om tre klip ekstra, men det giver mig SU til marts og så kan jeg gå og glo de sidste tre måneder af min uddannelse.

Argh!

Hvis jeg bare vidste, hvad fanden jeg vil læse på kandidaten så ville det hele være nemmere, så ville jeg glemme livet og omverdenen, skrive de satans opgave og begynde på kandidaten til februar, men jeg aner jo ikke, hvad fanden jeg vil! Goddamn it, altså!

Og nej det nytter heller ikke noget ikke at tænke på det, for jeg skal tilmelde mig eksaminer i næste uge og søge om optagelse på kandidaten inden 15. oktober. Og jeg sidder her og hyperventilerer.

Goddamn it, altså!

Ville ønske at jeg for een gangs skyld kunne nyde efteråret, min egen fødselsdag og de smukke farver uden dårlig samvittighed og ondt i maven!

Det føles som stress, men det er nok en eksistentiel krise

Allerede i sidste uge sad jeg på Snorregade 17 og gloede på 30 fremmede ansigter.

Jeg er ved at være færdig med min bachelor og skal snart på kandidaten. I den anledning er jeg ved at tage mit sidste fag og dette fag holder til et helt andet sted, end det jeg er vant til.

Jeg kan allerede mærke, at jeg savner Nordisk. Jeg savner kantinen, kaffebaren og Lis. Jeg savner at kende alle og møde alle. Nu er jeg ikke sådan en sky type, men for første gang i mit liv var jeg faktisk liiiidt nervøs, da jeg trådte ind i klasselokalet. De er sikkert harmløse, selvom de alle er fra etnologi og antropologi.

Min underviser hedder dog Trans til efternavn. Hvor mange kan bryste sig af det? At have en Trans som underviser.

Allerede i sidste uge påbegyndte jeg dette semester. For mit vedkommende er det fjerde... gudhjælpemig, nej femte år på studiet og dette er mit sjette semester...

Jeg vil gøre mit ypperste for at afslutte BA-delen inden for et halvt år, så jeg ikke som en eller anden taber bruger hele 5 år på min BA.

(Det skal lige siges: andre, der bruger 5 år på BA'en er ikke tabere i mine øjne. Det er kun mig, for jeg skal kunne alt det som alle andre kan, bare dobbelt så hurtigt og dobbelt så godt på dobbelt så kort tid - tid trods for jeg sådan ca. bruger 1/3 del af mit liv på at være syg. (Kan vi høre VKO i baggrunden? Nej det er bare "the bosnian way". )).

Anyhow, lige inden jeg blev blind i januar - remember? Ja det var sjovt.. haha, videre - havde jeg planlagt at afslutte hele min BA-del i løbet af sidste semester. Da jeg satte mig ned og regnede ects point ud - gav det 70. Altså mere end et årsværk. "Hvor svært kan det være?" tænkte jeg.

Da jeg så blev blind, kunne jeg se (høh!), at 70 ects point nok ikke kunne lade sig gøre, især, nu hvor jeg ikke kunne læse, så jeg skulle måske også lige skrue ned.

Ok jeg kunne ikke se det, men alle omkring mig kommenterede ikke og prøvede hellere ikke at tale mig til fornuft, så jeg tænkte bare "nå, er jeg så galt afmarcheret", og droppede tanken. Selv Mit Livs Højeste Mand kiggede kun på mig fra sin stol og ventede på, jeg selv fattede, hvad det var jeg sad og sagde.

Skuffet var jeg stadig i juni, da jeg kun havde afsluttet 30 ects point. For guderne forbyde, at jeg var ligesom normale mennesker.

Lige nu sidder jeg og burde læse lektier til imorgen, men bliver ved med at overspringshandle.

Det er f.x lykkedes mig at prøve samtlige hofteholdere og strømper, der findes i min lejlighed.

Jeg har skrevet til min medieopgavevejleder og BA-vejleder, jeg har bestil tid hos gynækologen ( har jeg udskudt i to år nu). Jeg har skrevet i detaljer en men-plan til min fødselsdagsfest, jeg har gjort rent, kommenteret samtlige steder, der kan kommenteres og så har jeg lige genlæst næste hele StineStregens blog...

Jeg har stadig 70 sider for til imorgen, hvoraf der stadig manger 60.

Jeg ved ikke, hvad min mundtlige eksamen skal handle om. Snart skal jeg vælge eksamens form. Og inden d. 15 oktober skal jeg bestemme mig for hvad og hvor jeg vil læse på overbygningen.

Jeg står og tripper mellem to emner i medie og ved ikke om jeg har viden nok til min BA-projekt.

...Jeg tror jeg går ud og bager en kage eller panikshopper eller noget...

So by today it's official. My body has once again fucked me in the ass!

Hvorfor siger jeg det? Jo... Remember Januar? Hele cirkuset med afstødningen af nyren, plasmaferesen, thymoglobilinen og de hoppende kaniner?
Well... Det har åbenbart været en afstødning fra helvedet, der har ødelagt min myre. Den kan ikke mere...

Idag var jeg på Riget til kontrol, og mine nyretal var steget yderligere. Creatininum er røget op på 400, hvilket ikke er så godt, da den jo stadig kun skal være på omkring 100.

Igår var det Ølgaard, der kiggede på mig, og han mente, at der ikke var mere at gøre. Og når Ølgaard mener det, så er det sgu alvorligt.

I juni, når jeg er færdig med mine eksaminer, skal min gamle transplanterede nyre, fra 1994, fjernes og det sted skal forberedes til transplantation.
Jeg får lov til at hele sommeren over, og så skal jeg igen transplanteres... Jeg håber bare på, at det vil gå hurtigt, så jeg slipper for dialyse.

Tja... Det var så min dag.
Heldigvis er jeg ikke gravid. Kvalmen skyldtes åbenbart min svage nyre.





- Kys fra BlogPress og
min iPhone

Success!

Først og fremmest hej... Endelig er det lykkedes mig at få styr på blogger.
Jeg ved ikke, hvad der er sket, men denne gang kunne jeg trykke på "Nyt Indlæg", uden at blive sendt ad helvedes til, som blogger eller har haft for vane at gøre ved mig, de sidste mange, mange uger.

Jeg har egentlig ikke så meget at sige. Der sker en masse i mit liv, gid der skete ligeså meget i mit hoved. Skæbnen vil dog anderledes.
For det meste er det korte ligegyldige sætninger, som derfor bliver fyret af på twitter. Men til gengæld er de også sjove. (I disse dage ville jeg nok ønske, at min blog hed "Uden Relevans" -

Jeg melder bare ud idag, for jeg blev noget så glad... Nu behøver jeg kun at trykke et sted, skrive og så trykke et til sted, før det er muligt for mig at forpeste offentligheden.
Det dræber lidt skrivelysten, når man skal skrive på computeren, lave et draft på mailen. Logge på mailen fra phonen, og så copy/paste på blogpress-app'en, før man får lov til at udgive.


Jeg er egentlig ikke så sjov for tiden. Jeg lader som om jeg skriver min opgave, men i virkeligheden sidder jeg og dagdrømmer, hvilket i sig selv er skønt, men ikke videre konstruktivt, når man skal aflevere to opgaver på henholdsvis 20 og 15 siden, og man kun lige knap er kommet frem til et muligt emne til den ene opgave. Fik jeg sagt, at fristen er d. 31 maj? Nå men det er den.

I fredag gik jeg i total panik og stressmode. Gik ned på biblioteket og kom hjem med 15 bøger i tasken, om teater. Det mindede mig om folkeskole, så jeg bladrede i bøgerne og 12 af de 15 bøger blev afleveret idag... "Drama og teknik for begyndere" - næppe noget, der vil gavne min eksamen i kulturformidling.

Når jeg tænker lidt over det, så er jeg røget ud et sted, hvor jeg ikke kan bunde. Jeg har kastet mig i teateranalyse - min teaterviden? Tjah... jeg havde drama engang i tidernes morgen, da jeg gik på gymnasiet. Jeg skrev og opførte min egen sketch - "jeg" var en misforstået sjæl, der begik selvmord ved slutningen af sketchen i mere end en forstand...

Wish me fuckin' good luck!

Luksusproblemer

Jeg sidder i sofaen, efter den første, alt for lange mandag, i rækken af alt for mange lange mandage, de næste lange fire måneder.

Jeg er ved at blive, kun en smule (en lille-bitte-bitte-bitte-smule) stresset af logistik, og planlægning. Hvorfor er det lige, at døgnet ikke har 40 timer, og ugen 10 dage? Det er da også meget mere pænt og rundt end det der 24/7 er.

Jeg prøver at finde en dag til at gå ind og tjekke Villa Saló ud, men jeg aner ikke, hvornår det skal være.

For mellem oplæg i to forskellige fag, opgaver, eksaminer, kontrol på henholdsvis Riget og Gentofte, psykologbesøg samt syv fødselsdage (og her snakker vi kun i februar), kan jeg kun finde tid til sjov i de timer, hvor jeg burde sove. Men hvornår skal jeg så sove - og er det ok at tage en morfar midt i et indlæg, eller et oplæg for den sags skyld, hvis oplægget er tidligt om morgenen?

Samtlige mennesker omkring mig har sagt, at jeg skal drosle ned, sætte et par ting på hylden og pause, for ellers falder jeg, og taber det hele i farten. Men jeg kan simpelthen ikke se, hvad jeg skal sætte på hylden og pause, og hvornår jeg skulle finde tiden, til at sætte ting på hylden og pause... Pause... sikke et dejligt ord. Gid man havde tid til sådan en.

Jeg har jo kun 70 ects. point, jeg skal nå at afslutte i dette semester, for at få min grad. Om jeg tror det er muligt?

Realisten i mig siger: "No way", optimisten håber naturligvis, og hvis man har fulgt med i mine skriblerier, så ved man, hvad jeg, til tider "desværre", til dels er...

Det værste af det hele er, at disse, af mig, ses som luksusproblemer, og jeg føler ikke engang, at jeg kan tillade mig at klage over dem. For selvfølgelig kan jeg klare alle eksaminer, selvom jeg lige har været blændet og stadig ser dobbelt.

Oprah har haft mange af den slags gæster på besøg, og hvis de kan, så kan jeg da også..

Eller prøver jeg bare at lege overmenneskelig til trods for, at jeg liiige har været indlagt i syv fucking uger?

Super-Lola is the name... og vi ses igen engang i...august?

Og værst af alt; Beløningen for mit hårde arbejde er en fremtid som en rød, arbejdsløs humanist..

Hvorfor jeg gør det? Det vil tiden vel vise... Med mindre jeg forvandler mig til Tornerose og sover de næste 100 år...

Små, men gode

I år er julegaverne, rent fysisk, små, hvilket er superrart, da vi i aften tager op til Nykøbing Sj. for at fejrer jul. (Jeg vejer stadig for og imod, da jeg er stresset, og ikke kan overkomme to dage med ultraintens hygge).

Men gaverne er små, så jeg skal i hvertfald ikke tænke på at de fylder meget. De er stadig gode, og jeg glæder mig til folk åbner op for de vidundere, vi har fundet frem til dem.

Jeg er tilfreds med årets gavekøb, men det er stadig ikke ensbetydende med, at jeg er blevet glad for julen!

Fra en nedsmeltet hjerne til alle de andre nedsmeltede hjerner, glædelig jul, og vi ses på den anden side af andestegen.

Historien om O, der blev kneppet i sømmene og nu er dræbt

Jeg kapitulerer! Jeg er Polen, jeg tager hænderne op og lader mig invadere. Jeg åbner muren og lader de tyske folk genforenes, tager mig en lille dram og ser på, mens verden får flere lande. Jeg GIDER ikke mere... Er der nogen, der ejer et hvidt flag? Jeg har ikke så meget hvidt, går jo som regel i sort.

Jeg har kneppet O's Historie så meget i sømmene, at den bogstaveligt talt er ved at falde fra hinanden.

Mit BA-projekt skal afleveres d. 4. Januar, og nej jeg vil ikke sige, hvor meget jeg har

fået skrevet, eller rettere, hvor meget jeg IKKE har skrevet.

Jeg har aldrig troet, at jeg ville sige det, men jeg tror simpelthen, jeg ikke kan nå det.

Altid har jeg kunne klare det, altid har jeg siddet natten før afleveringsfristen, og skrevet lortet færdigt og kommet ud på den anden side med fine karakter, men jeg tror ikke jeg kan. Og ja, det er dumt at sidde og skrive brokkerier om, at man ikke kan skrive. Og ja, jeg burde give mig selv en endefuld, tage mig selv i nakken og sætte mig selv på stolen og tvinge mig selv til at sidde på stolen til jeg har skrevet samtlige 72.000 tegn!... Men aaargh jeg kan sgu ikke!

Min hjerne har tænkt så meget og så hårdt, at den vist er brændt sammen. Den er gået i tomgang og alt, hvad der har med sex, litteratur, køn og kvinder at gøre, bliver bare ikke behandlet deroppe længere.

Jeg ligger om natten og glor op i loftet i flere timer, for jeg kan ikke sove. Når jeg endelig sover, så vågner jeg en halv snes gange i løbet af natten, og så har jeg vist fået kronisk hovedpine.

Stress? Nææh... jeg kapitulerede jo i begyndelsen, remember?

Did you say exam?

Jeg har to eksamener tilbage, og faktisk en tredje, som jeg nok desværre bliver nødt til at lade hænge lidt, jeg tror ikke jeg kan nå at skrive den færdig til 4. juni, selvom jeg kun mangler 4-5 sider af den - men en analyse af Operation Xs udsendelse om "Narret til Porno" siger mig absolut ikke noget lige nu. 

Den må jeg bare nosse mig sammen til at skrive i løbet af sommerenferien, så den ikke hænger over hovedet på mig næste semester, hvor jeg både skal følge to fag og skrive ba. 

Jeg er bare dårlig til struktur, lidt pudsigt egentligt, for jeg elsker struktur - denne giver mig en følelse af ro og tilfredshed - struktur for mig kan sagtens erstatte en omgang sex og endda en orgasme. 

Den er vel en form for sutteklud for mig - men jeg mangler den bare evig og altid. 

Det er jo ikke fordi jeg ikke prøver. Det gør jeg virkeligt. Jeg sidder og laver lange lister med detaljerede læseplaner, men på et eller andet tidspunkt så går det galt, det falder sammen, slår mig hårdt i hovedet, så jeg besvimer, og når jeg vågner op af min koma, ser jeg, at jeg i stede for at skulle læse 30 sider på en dag, skal jeg læse 130...  

Idag skal jeg have læst "Fiskerne" af Hans Kirk  - helst den hele, men hvis jeg skal være realistisk, kan jeg nok nå halvdelen. Hvilket også er helt fint. 

Imorgen kaster jeg mig så over den sidste del af skønlitteraturen og påbegynder teorien.

Torsdag skal jeg heeeelst være færdig med min synopsis i faget "Kollektivromanen rekontekstueret"- hvilket jeg naturligvis ikke er, men jeg kan da altid håbe. Er i sommerhus pinsen over, og der kan jeg sidde udenfor i solen og læse - og tager computer og internet naturligvis med - ellers dør jeg..(Jeg arbejder bedst, når jeg har mulighed for overspringshandlinger) 

Når dette så er færdigt, har jeg hmm.. otte? dage ca. til at læse 600 siders (faktisk 1000 siders, men jeg vælger og vrager lidt, og håber på, at min underviser ikke er en ond og ubehagelig sadist, der stiller mig et spørgsmål i f.x Karen Blixen) henholdsvis primær og sekundær litteratur... så jeg kan skrive min litteraturhistorie 3 opgave på sølle 10-15 sider. 

Heldigvis er jeg optimist, så jeg regner med at klare det.

Desværre er jeg også en optimist, der har det med at gå i panik og dermed selvsving - så går ud fra jeg dør i løbet af denne process... 

Det hedder vist bare, at jeg skal gå under jorden her på slottet og spare folk for mit selskab. Jeg er kendt for at bide og kradse øjnene ud på mine medmennesker  mellem tudeturene under eksamenstiden....Og er absolut ikke et særligt godt bekendskab i lige netop denne periode.

Såeeh det hedder vist - vi ses d. 26 juni ;)