Efter uge 2, eller rettere sagt, mod slutningen af uge 2, hvor jeg faktisk tvivlede på, om jeg nogen sinde vil kunne trække mig selv op af det hul, jeg var blevet smidt ned i, fik jeg lov til at komme hjem én dag.
Det var så gråt og mørkt, og mit slørede syn gjorde det ikke bedre.
Jeg gik rundt i lejligheden og prøvede at rydde op.
Jeg foldede mit og Ts tøj og græd. Jeg græd så meget, for det gjorde så ondt. - Indeni.
Jeg kunne ikke se noget, og jeg vidste ikke, om jeg ville kunne klare at leve i mørke... Jeg vidste ikke, om jeg vil kunne holde ud, aldrig nogen sinde igen at se mig selv rigtigt i spejlet, at kunne lægge makeup igen, eller bare plukke mine øjenbryn eller klippe mine negle selv.
Pludselig er det de små ting, der er de vigtigste, og som kommer i fokus.
Jeg satte mig opgivende på sengekanten med en trøje i hånden og begyndte at græde, for jeg ved ikke, hvilken gang den dag. Det hele kunne også bare være ligegyldigt.
Jeg ved ikke, hvor længe jeg sad der. Det er vel også ligegyldigt, men på et tidspunkt rejste jeg mig og gik ud i køkkenet.
Jeg ville rydde op i alle de små lapper papir, der stod på køkkenbordet.
Mens jeg fraværrende flyttede bunker papir fra den ene side til den ande, faldt jeg over en stak GO-Cards. Jeg bladrede dem igennem - og så stod det der bare på en gråbrun baggrund, der skulle forestille en by - "over skyerne er himlen altid blå".
Og det gav så meget mening.
Det er en reklame for Radikale Venstre og deres miljøpolitik, men for mig havde det en hel anden betydning. Det var så sigende, som intet andet i hele mit liv, har været.
Jeg tog det GO-Card med på Riget, det har stået tapet med et stykke plaster på min bordlampe siden.
Efter den dag blev det uge 3 og uge 4, og idag er jeg blevet udskrevet med en creatininum på 255...
For over skyerne er himlen altid blå...
