Nej! ikke mere hjemmebrændt til dig Lola

Ingen udsigt fra 13ende med krudt på, men en smuk solnedgang kan vel også gøre det?

"Godt nytår. Mor Lola elsker jer alle! Kys" - tikkede det nok ind på et par telefoner landet over da klokken var blevet de par min over 00 sidste nat.

Ja, mor Lola elsker jer alle. Især, når den første liter cosmo er indtaget og hun er godt på vej til at synge med på en total glemt og undervurderet sang af Dschingis Khan - Moskau fra 1979. Hvorfor er det lige, at denne sang er fløjet over hovedet på mig? Jeg sidder stadig forundret tilbage.

Nu er den i hvertfald memoreret, og bliver aldrig glemt igen.

00.30 efter sang, hop og skrål, gik vi ned med vores ene raket. Den var meget tyk og lang.

Nede på gaden stod der en håndfuld fulde fjolser og fyrede af, de klarede det uden at dø, såvidt jeg husker, men jeg var skuffet. T havde ikke købt juniorpakken til mig, som jeg havde ønsket mig. Heldigvis kom en far og hans søn, Lola til undsetning med en hel håndfuld knaldperler. Så natten var ikke helt spildt.

Da ABBA erstattede Dario Von Slutty, Diskofil og den nye yndlingssang, vi var blevet smidt ud af underboens fest, vi havde crashet og cosmoen pludselig også blev erstattet af fars hjemmebrændt, var mor her total klar på noget fest og vilde dage, men pludselig skulle vi tilbage på Riget, fordi et lift bød sig.

Jeg ville naturligvis ikke med, for jeg var godt i gang med at vælte rundt på de høje hæle med flasken i hånden - og nej jer er ikke sådan lige at holde fast på, trods min lille størrelse. Så vi ventede og ventede på, at jeg "liiiige skulle høre een sang mere". Jeg fik vist hørt liiige den sang med. Hvad det var for en, kan jeg ikke huske.

Da jeg så begyndte at fortælle værtinden, at hun er min nye bedste ven, grundet ejet CD af Dario von Slutty, og jeg var ved at lægge an på værtindens veninde, samt mit knæ sagde klik, blev jeg pludselig glad for det lift, der tilbød sig en lille time tidligere.

Fremmed mand iført selvlysende grønt arbejdersuit fra Sterling blev raget på. Lola blev smidt ned i bilen og kørt pænt til Rigets Hovedindgang.

Fnisende oppe på 13ende bliver jeg mødt af tre lettere forvirrede sygeplejerske, der blot kiggede på mig og lod som om jeg var ikkeeksisterende efter, at jeg havde sagt "Lola er her nu og hun skal underholde jer med søvn i nat. Go' nat!"

Håber, at folk ellers er kommet godt ind i det nye år. Jeg gjorde i hvertfald.

Men min tungespids er vist stadig lidt følelsesløs efter det satans hjemmebrændt.

Nytår

Vi har ligesom i den forløbne måned konstateret, at jeg ikke er den store juleelsker. Til gengæld er nytår bare det store for mig.

Igen er det kulturen, der spiller ind. Jeg er vokset op med, at det er 1. Maj og Nytårsaften, der er de store fester, som altid skal holdes med et brag.

I Ex-jugoslavien blev som regel begge fester holdt to dage i træk, og Nytår kunne man også tit trække en dag ekstra, bare lige for at være sikre på, at året er skudt igang.

Desuden er jeg vokset op med en far, der altid er gået meget op i nytårsfesten og Nytårsaften. Han har altid sagt, at hvis Nytåraften er god og med knald på, så vil resten af året også være på samme måde. Ja det er en overtro, for det er fuldkomment åndssvagt, et helt år kan afhænge af en enkel nat. Men ikke desto mindre holder mig til denne tradition, og gør altid meget ud af 31. december.

Sidste år blev jeg opereret d. 15. December, og alle var ih og åh over om jeg vil komme hjem til jul. Men for mig var det vigtigste at komme ud og krølle mit hår til festen ugen efter.

Jeg kom ud, jeg fik krøllet håret og iført mig hele pudset.

Idag er er lidt deja-vu agtigt, men hvor mange andre kan blære sig med at sidde på 13. sal på Riget nytåraftens dag med hårfarve i håret, drikke cider og forberede sig på et nyt årti?

Der er nok en del, der kan nikke genkendende til visse af overnævnte ting, men ikke samtlige på een gang.

Det kan jeg. Hvorfor? Tja vel egentlig fordi jeg er lidt sej..

Og så fik jeg min Maoam! Det kan nu ikke gå helt galt, vel?

Godt Nytår alle i dejlige mennesker. Vi ses på den anden side ik! Med øjne og fingre i behold.

Kys Lola

Nyt er ikke altid godt nyt - nyt kan til tider være Dværgernes Konges

Jeg kan bare det lort med at time. I stedet for at blive indlagt d. 22. dec så jeg kunne få en biopsi dagen efter, bliver jeg indlagt d. 24. december så vi liiige skal vente 5 dage på, at jeg får den lavet. Og alle der kender mig, ved godt, hvor tålmodig jeg er.

Fint nok, nu er den lavet, de foreløbige svar kom i mandags, men de endelige svar er her ikke endnu.

Jeg gider ikke være here mere. Jeg vil hjem og shoppe til nytårsaftensfesten i morgen og gøre rent, så jeg ikke efterlader det gamle år - eller går ind i det nye år rodet. Jaja kald mig bare overtroisk, jeg står ved og dyrker mine særheder, men jeg har også haft god grobund til at bliver overtroisk. (Ellers også prøver jeg bare at finde grunde til at gøre rent, men det er nu også rart.. Intet bedre end at rase af, med en lang tyk stang i hånden).

Hvis de ikke giver mig lov til at komme ud, så smutter jeg selv og kommer tilbage. Det gode ved at være voksen (ifølge T) er, at man gør, hvad der passer en, og så tager man konsekvensen efter. Så det vil jeg prøve idag. Go! Go voksen Erna. Ved ikke lige om det er en dag som idag, at man skal lege voksen. Men hvor intet vovser intet taber.

Det, der pludselig har fået mig på en yderst høj højkant (?) er, at Dværgernes Konge har indtaget Rigets 13. sal igår.

Nej ham har jeg ikke omtalt før. Det er der flere grunde til. Men mest fordi han ikke kan forklares, han skal opleves.

T og Katten har haft æren af at møde ham, og ih guder - selv T, det mest overbærende og søde menneske, lukkede pænt stuens dør, da han hørte Dværgernes Kongens stemme.

Dværgernes Konge er en ung knægt på 19-20 år efterhånden, der har været syg hele sit liv - også med nyrerne, men han har ikke været så heldig som jeg har. Han har ikke haft et par forældre der har punket ham i hovedet dage og nat med medicin, mad, og alt det andet børn synes er frygteligt, men absolut savner, når der er mangel på det.

Hvilket har resulteret i at han sjældent får sin medicin, og forældrene er vist også relativ ligeglade. De har travlt med deres frisørsalon og kiosk.

Det er så forfærdeligt synd for Dværgernes Konge, for han kan i bund og grund ikke gøre for det, og det skærer mig i hjertet, for jeg ved, at han tit lader sig indlægge, fordi han ikke føler han hører hjemme andre steder end her. Det her er han liv. Men jeg glemmer aldrig den første dag i dialyse, sidste sommer, hvor jeg var helt knust over hele mit liv, og han i stive 3 timer blev ved med at glo på mig, og spørge om jeg ville komme sammen. Jeg troede han var 12.

Lige nu skuler jeg bag mit opdelingsgardin, og satser på, at jeg kan kommer hjem, før han får øje på mig, men jeg er bange for, at T har afsløret os.

Hvis jeg er heldig kan jeg snige mig væk, og snige mig tilbage igen i aften, uden at han opdager mig.

Bed for mig...