Præ-eksamensstress

Vi er i midten af den anden uge af april, og jeg ligger allerede i fosterstillg med angst og alt det, der følger med. Alt sådan noget som søvnløshed, hovedpine, og lækkersult. Altdå en konstant PMS-lignende tilstand.

Jeg har to eksaminer tilbage i dette semester og jeg er allerede gået kold - før jeg overhovedet er begyndt.

Jeg elsker at studere og synes det er skønt, men jeez, hvor jeg glæder mig til et forår og tidligt sommer, hvor jeg ikke er helt væk og opfatter ikke andet end stresssymptomer. Jeg glæder mig virkelig til en sommer, hvor jeg med god svittighed kan sætte mig på Konges Nytorv med god samvittighed og bruge to timer på at spise en is.

Opgaverne er due d. 31 maj så vi ses vel engang i juni. Til da pas på jer selv, for jeg har henholdsvis 10-15 og 18-20 sider at skrive til da.




- Posted using BlogPress from my iPhone

Luksusproblemer

Jeg sidder i sofaen, efter den første, alt for lange mandag, i rækken af alt for mange lange mandage, de næste lange fire måneder.

Jeg er ved at blive, kun en smule (en lille-bitte-bitte-bitte-smule) stresset af logistik, og planlægning. Hvorfor er det lige, at døgnet ikke har 40 timer, og ugen 10 dage? Det er da også meget mere pænt og rundt end det der 24/7 er.

Jeg prøver at finde en dag til at gå ind og tjekke Villa Saló ud, men jeg aner ikke, hvornår det skal være.

For mellem oplæg i to forskellige fag, opgaver, eksaminer, kontrol på henholdsvis Riget og Gentofte, psykologbesøg samt syv fødselsdage (og her snakker vi kun i februar), kan jeg kun finde tid til sjov i de timer, hvor jeg burde sove. Men hvornår skal jeg så sove - og er det ok at tage en morfar midt i et indlæg, eller et oplæg for den sags skyld, hvis oplægget er tidligt om morgenen?

Samtlige mennesker omkring mig har sagt, at jeg skal drosle ned, sætte et par ting på hylden og pause, for ellers falder jeg, og taber det hele i farten. Men jeg kan simpelthen ikke se, hvad jeg skal sætte på hylden og pause, og hvornår jeg skulle finde tiden, til at sætte ting på hylden og pause... Pause... sikke et dejligt ord. Gid man havde tid til sådan en.

Jeg har jo kun 70 ects. point, jeg skal nå at afslutte i dette semester, for at få min grad. Om jeg tror det er muligt?

Realisten i mig siger: "No way", optimisten håber naturligvis, og hvis man har fulgt med i mine skriblerier, så ved man, hvad jeg, til tider "desværre", til dels er...

Det værste af det hele er, at disse, af mig, ses som luksusproblemer, og jeg føler ikke engang, at jeg kan tillade mig at klage over dem. For selvfølgelig kan jeg klare alle eksaminer, selvom jeg lige har været blændet og stadig ser dobbelt.

Oprah har haft mange af den slags gæster på besøg, og hvis de kan, så kan jeg da også..

Eller prøver jeg bare at lege overmenneskelig til trods for, at jeg liiige har været indlagt i syv fucking uger?

Super-Lola is the name... og vi ses igen engang i...august?

Og værst af alt; Beløningen for mit hårde arbejde er en fremtid som en rød, arbejdsløs humanist..

Hvorfor jeg gør det? Det vil tiden vel vise... Med mindre jeg forvandler mig til Tornerose og sover de næste 100 år...